Men jeg skulle jo egentlig interviewe dig om projektet i Münster, ser du frem til det?

Det har været fantastisk, at arbejde på. Kasper König er virkelig af den gamle skole, han har lavet Skulptur Projekte i fyrre år nu, og han har stadigvæk en fuldstændig vild tro på kunsten. Jeg har arbejdet med mange kuratorer, men har sjældent haft det samme antal timers diskussion og dialog og snak om mit projekt, som med ham. Fordi han elsker at snakke om det. Han elsker at være involveret i processen og konceptualiseringen. Så uanset hvordan ens værk bliver modtaget, så er der i hvert fald en ting, der har været på plads, og det er at den, der har inviteret en, rent faktisk har en interesse i det man laver.

Men hvad er det helt præcist I laver, det er nogle performances...

Ja, vi har haft en rigtig lang proces på Münster projektet. Først havde vi tænkt, at genopbygge det gamle Portikus [udstillingssted for samtidskunst i Frankfurt; red.], som bestod af en imposant, klassicistisk portal med en simpel containerlignende kasse bagved, som var selve kunsthallen. En fantastisk bygning, som vi har lavet to udstillinger i. Siden er Portikus flyttet til en anden ny bygning, som ikke er nær så god og fleksibel som den gamle – så vores tanke var, at vi kunne få det gamle Portikus til, at genopstå her i Münster. Det var bare et meget dyrt projekt og så var der en sponsor, som sprang fra og til slut måtte vi forsøge at finde på noget andet.

Michael Elmgreen & Ingar Dragset: Drama Queens, 2007.

Vi havde set teatret i Münster og derfor fik vi lyst til at arbejde med en ide, vi havde gået rundt med i lang tid, nemlig at lave et teaterstykke med superstar-skulpturer fra det 20. århundrede. En Giacometti skulptur, en Jean Arp skulptur, Jeff Koons’ Bunny, en Sol LeWitt og en Barbara Hepworth. Det er ikonografiske, modernistiske eller postmodernistiske skulpturer, som vi så har sat motorer i, sådan at de kan køre rundt på scenen. Vi har skrevet en dialog til dem i samarbejde med en britisk dramatiker, der hedder Tim Etchells, og så har vi fået skuespillere til at lægge stemmer til de forskellige skulpturer. Koons’ Bunny har en over-eagered, high-pitched kanin-agtig stemme og snakker kun om 80erne, glamour og godt marked. Giacometti er en patetisk følsom, overreflekteret, tynd mand, som kaninen selvfølgelig tror er en anoretisk catwalk-model for Dior Homme. Barbara Hepworth har en hæs cigaretstemme og taler med en meget britisk accent. På et tidspunkt siger den firkantede tyske granitskulptur, inspireret af Ulrich Rückriem, til Hepworth’en: “you are nothing but a hole, Frauenkunst.” Og på den måde bitcher skulpturerne hinanden, og fortæller publikum om ideen bag deres respektive ismer, og om det kedelige liv som skulptur i et museum.

Michael Elmgreen & Ingar Dragset: Drama Queens, 2007.

Det er lidt som en mekanisk ballet?

Vi har længe haft lyst til at lave et skuespil uden aktører, uden nogle levende mennesker –ja det bliver næsten som en gammel dada-ting. Det er også en slapstick-Elmgren & Dragset-version af skulpturhistorien. Der er noget tiltalende ved både skulpturen og teatrets gammeldags og uddaterede måde, at kommunikere på. De kræver begge en tilstedeværelse af publikum. Samtidig er det de to mest modsætningsfyldte kunstformer, fordi skulpturen er statisk og teatret er ren dynamik og bevægelse.

Det er jo nogle helt andre former for kommunikation og bevægelse end dem, der har kendetegnet kunsten indenfor de senere år, hvor man hele tiden har skullet spise eller drikke et eller andet, deltage i en diskussion, deltage i en fest eller en anden social sammenhæng.

Det er måske det mest ultimativt nørdede vi kunne komme op med i denne kontekst, og det havde vi faktisk rigtig meget lyst til. Det oprindelige projekt var mere i tråd med hvad vi tit laver, så det var måske meget godt, at det blev aflyst, fordi det gav os muligheden for at tænke i nogle helt andre baner.

Men I lavede også performances dengang i begyndte at lave kunst.

Det gjorde vi, og det var en af grundene til at vi blev nødt til at flytte fra Danmark. Folk syntes, at det var til at brække sig over, at der var de her to homo’er, som lavede performance sammen på den danske kunstscene. De syntes at det var så ultimativt taberagtigt, at vi simpelthen blev buet ud, og måtte tage til Berlin. Men for at vende tilbage til Münster, så ligger projektets åbning på tidspunkt hvor kunstpublikummet igennem hele sommeren selv har været på display og har flaneret rundt og chit-chatted og uafbrudt snakket i mobiltelefon, for at se betydningsfulde ud. Vi syntes det var sjovt at putte dem ind i den kasse som teatret jo er og slukke lyset og få dem til at holde kæft i fyrre minutter. Når de først sidder til vores teaterforestilling kan de ikke lige snakke om deres nye sko eller hvad der er hipt, samtidig med at de oplever kunsten. Det er også en reaktion på at vi er kommet et sted hen, hvor kunsten ofte kun optræder som et diskret backdrop for en hel masse champagneevents. Nogle gange er det en smule mærkeligt at opleve, hvor lidt det kunstneriske produkt rent faktisk betyder i hele det her cirkus.

Tak. •

Drama Queens controllers...