Interview med Søren Behncke

Søren Behncke/Papfar: Pizzaria TV, 2007. 53 x 50 x 45 cm. Pap, lim, træ, metal

Udstillingen er vokset siden jeg så den første gang. Pizzariaet ved siden af er blevet inddraget og derinde udstiller du Pizzaria TV. Det virker som en halvdomesticeret streetart - det er ikke udstillet i galleriet, men det er heller ikke ude i gaden.

Det er en bastard. Charlotte Fogh havde allerede, da hun flyttede ind i de her lokaler, en drøm om det store galleri. Og så tænkte jeg, at vi måtte finde en mellemvej, nemlig at udvide det her galleri til siderne. Jeg havde lagt mærke til at pizzariaet ved siden af havde et tv kørende oppe i hjørnet som de kan se på når de folder dej og kunderne kan se på mens de venter på deres pizza.

Så lavede du et papfjernsyn?

Ja, så lavede jeg den der ting, der ikke er der. Jeg vil give folk en oplevelse af noget der ikke er der. Jeg håber at folk vil sige ”Hej, der er et tv” og så opdage at ”Nej, det er det ikke”. Udover at det er lavet af pap og derfor ikke virker, så er ledningen bagpå klippet over så det er helt ubrugeligt – det er et itu-fjernsyn der står derinde. Det eneste det bidrager med til den teknologiske udvikling er, at det om en måned er det eneste tv med smag og lugt fordi det kommer til at stinke af pizza.

Søren Behncke/Papfar: Pizzaria TV, 2007. 53 x 50 x 45 cm. Pap, lim, træ, metal		Søren Behncke/Papfar: Ladies tools – the compass saw, 2006. 54 x 95 x 40 cm. pap, lim, akryl

Fjernsynet formår at overraske i forhold til streetarten ude i gaderne. Det er som om jeg er blevet vant til overraskelsen når jeg går i gaderne, men jeg forventer ikke et papfjernsyn i et pizzaria.

Nej, det bliver hurtigt til, at man ikke kan se skoven for bare træer. Det handler om forførelse og overraskelsen kan være et meget godt moment. Der er mange tilgange til forførelsen, men det er vigtigt at få øksen til at falde og skabe opmærksomheden. Men det er en bastard mellem gaden og ikke-gaden. Forskellen mellem streetarten og papfjernsynet er, at papfjernsynet er prissat hvor de ting jeg laver ude i gaden ikke har nogen værdi, økonomiske set.

Jeg kan se med min Papfar-succes, så vil mine muligheder for at lave ting ude i gaden forsvinde, fordi tingene vil få for stor værdi. Jeg kan frygte at de bliver hugget for den økonomiske værdis skyld og det vil være ærgerligt for jeg synes det er federe, at det er renovationen der tager sig af det. Det er jo i princippet deres arbejde. Men det er jo det gode ved gadekunsten, det er jo kun halvfærdigt når jeg afleverer det – historien fortsætter når tingen forlader mine hænder og det er der den for alvor bliver spændende for mig for der kan jeg ikke kontrollere den mere. Og hvis der er nogen der har set nogen løbe med dimsen så synes jeg det er godt for så har jeg sat noget i gang og det er jo det det hele drejer sig om.

Søren Behncke/Papfar: Uden titel, 2006. 34 x 30 cm. akryl på papir + forlæg

Søren Behncke/Papfar: Uden titel, 2006. 34 x 30 cm Akryl på papir + forlæg		Søren Behncke/Papfar: Uden titel, 2006. 34 x 30 cm Akryl på papir + forlæg

Pizzariatemaet er også en del af udstillingen her inde i galleriet.

Ja, når jeg maler et billede så prøver jeg hele tiden at finde en undskyldning for at male billedet og de her handler om emballage. Alle tegningerne tager udgangspunkt i fastfoodemballage, bagerposer (Uden titel), dönerkebabposer (Uden titel) og pizzabakkelåg (Uden titel). Som barn hørte jeg et tysk eventyr om en mand der begyndte at ændre på tings navne, hans sprog blev mere og mere mærkeligt. I princippet brugte han sprogets skelet, men forskød betydningen en tand til højre. Eventyrets morale var, at han blev uforståelig og ensom, ikke fordi han ændrer sproget, men fordi han ikke ændrede sproget sammen med nogen.

Det har altid fascineret mig, det med at tage et skelet og flytte indholdet. Det er det jeg har prøvet i de her billeder. Jeg har skiftet nogle af de elementer ud som der oprindeligt er på bagerposen solen er skiftet ud med en hvirvelvind. I princippet er konstruktionen den samme, men betydningen bliver mystisk for én.

Dermed opnår jeg at stille nogle gode spørgsmål. Det er ikke interessant at give gode svar, det er en bedre form at give nogle gode spørgsmål. Det åbner også op for at få en kompleksitet ind i billederne som er meget interessant i forhold til at sige ”Sådan er det”. For så går det i stå, døren lukkes og folk går hjem.

Der er ikke nogen form for betonpolitik i dine billeder.

Jeg kan nok ikke undgå at være politisk, men svarene er noget som politikerne skal give. Det er historien bag den række billeder med fastfoodemballage.

Den originale fastfoodemballage indgår som en del af værkerne?

Ja, for det handler om formidling. Jeg kunne også lade være, men så ville noget af historien forsvinde, så ville processen forsvinde. Jeg har altid elsket processen, da jeg var barn så jeg de tv-udsendelser der fortalte hvordan ting blev lavet. Man har altid ideen om hvad slutproduktet er, men man bliver altid overrasket over, at historien bag det er noget helt andet. Det er på samme måde med personer. Nogen gange er det slet ikke fedt at møde sine idoler fordi de er helt anderledes end det billede man har lavet. Men oftest er det ret interessant, fordi det kan være noget helt andet end det man troede. Så jeg har medtaget originalerne for at få processen med ind i billederne og vi er vant til at læse tegneserier så folk kan se sammenhænget og de kan se, at den lille hvirvelvind er gentaget for at understrege at tingene er skiftet ud, men konstruktionen er den samme.

Søren Behncke/Papfar: Sweden made in China, 2006. 120 x 130 cm. Print, pap, papir og acryl på lærred		Søren Behncke/Papfar: Keep frozen, 2007. 130 x 110 cm. Pap og acryl på sække- og hørlærred

Jeg har lagt mærke til, at det er døde ting du laver skulpturer af, mens de levende ting, en hest (Sweden made in China) og en høne (Keep frozen) bliver malet på billederne som rene plantegninger til skulpturer, men disse figurer kommer ikke ud over lærredet og ned på gulvet som skulpturer.

Det er der to grunde til. Den første grund er at jeg synes at skulpturerne er flotte når de er halvfærdige. De er utroligt rummelige fordi man kan se ind i hele konstruktionen som i et hus der har fået fjernet facaden. Så jeg overvejede og overvejer stadigt, at lave skulpturer der er halvfærdige eller skåret igennem for at formidle rummeligheden. På min sidste udstilling i København ville jeg gerne have lavet en stor elefant. Jeg havde ikke tid, men jeg havde tid til at male en elefant og derved opstod ideen.

Der er også den banale sandhed, at det er meget svært at lave runde organiske former i pap. Det er meget tidskrævende så det er en måde at springe over hvor gærdet er lavest. Men det er også en måde hvorpå jeg kan fortælle den samme fortælling i maleri, tegning og skulptur.

Søren Behncke/Papfar: Må ikke kastes, 2006. 120 x 110 cm. Acryl og pap på lærred		Søren Behncke/Papfar: Min svogers skjorte, 2007. 130 x 130 cm. Pap og acryl på lærred

Vil du fortælle om din motivverden som den folder sig ud på de billeder der er med i den her udstilling?

Det er nyt for mig at male på lærred og der er på en eller anden måde opstået en anden motivverden end jeg havde på pappet. Som maler er jeg hele tiden på jagt efter grunden og undskyldningen for at male billedet.

Her er et billede med udgangspunkt i Spørge Jørgen (Må ikke kastes). Forståelsen af hvad et billede er og et billede kan har vi fået med fra barnsben. I mit tilfælde er de tidligste billedindtryk fra børnebøger – ”Spørge Jørgen”, ”Palle alene i verden” og alle Astrid Lindgrens bøger – det handler igen om forførelse i forbindelse med det at genkende noget. Jeg har tidligere lavet et billede jeg havde med på Charlottes Foghs åbningsudstilling af Emil fra Lønneberg (Gameboy, 2006) hvor jeg havde opdateret motivet. Han sidder ikke længere og snitter, men sidder og spiller Gameboy. Faren står stadig udenfor og råber og skriger, men brændeskuret er i mellemtiden blevet fyldt op med Webergriller som man vil gøre i dag. Det er et forførelsestricks som jeg også har brugt her, hvor Spørge Jørgen er blevet opdateret og giver sin far smæk. I den oprindelige version bliver faren træt af alle spørgsmålene og endte med at give Spørge Jørgen smæk. I bogen står der ”Jørgen fik smæk og Jørgen blev lagt i seng”, i min version er det blevet til ”Far fik smæk og Far blev lagt i seng” og så er det Far der bliver lagt over knæet.

Søren Behncke/Papfar: Tapedispenser, 2006. 80 x 92 cm. Acryl, print og collage på poly- og kartoffelsækkelærred		Søren Behncke/Papfar: Den ottende dag, 2006. 150 x 130 cm. Acryl, print og collage på hør- og ris/kartoffelsække-lærred

Og Far siger ”Arrivederci e grazie”

Ja, farvel og tak på italiensk. Det er ligesom Elvis’s sange, det jeg kalder for Elvis-effekten. Tager man en sang som ”Heartbreak Hotel” og læser teksten så er den hjerteskærende nedtrykkende, men den er pakket ind i bolschedejligt musik så det går ikke op for en, at man bliver forført ind i en dyster verden. Jeg forfører ikke folk ind i en dyster verden, men jeg bruger samme skabelon for at få folk ind i billedet. Folk genkender Spørge Jørgen på håret og farverne og han trækker dem ind i billedet til de ting jeg i virkeligheden vil.

Alle figurerne er rygvendte?

Ja, efter jeg er begyndt at male på lærred er alle mine personer blevet rygvendte. Det handler om forskellige sammenhæng, Hammershøjs kone er i hans malerier næsten altid er rygvendt. Det der konkret sker med motivet er, at man slipper for at have ansigtet med. Når ansigtet er med på et billede stjæler det 99% af billedet fordi ansigtet tiltaler os så stærkt. Når man vender ansigtet bort så bliver figuren mere ligestillet med omgivelserne og bliver en ligevægtig del af en komposition. Det bliver en figur mere end en egentlig person. Det er mit ønske. Man kan jo beskrive en lige så stor del af vores virkelighed gennem vores bagside selv om vi ikke vægter den så højt rent motivisk.

Men kommer du ikke til at male figurerne ind i en melankolsk tradition når du maler dem rygvendte?

Jo, men jeg prøver at bløde det op med humor for det jeg ønsker er, at få folk til at danne deres egne billeder. Når folk ser nakken af Spørge Jørgen så ved de godt hvordan han ser ud, de bruger deres indlevelsesevne til at se ham forfra.

Jeg vil helst lave så lidt som muligt og så få folk til at yde så meget som muligt for det er det der er interessant. Jeg skal jo ikke vise mig frem.

Søren Behncke/Papfar: Uden titel, 2006. 40 x 50 cm. Akryl på papir		Søren Behncke/Papfar: Vandkande, 2006. 41 x 61 x 26 cm. Pap, tape og lim

Pappen spiller stadig en fremtrædende rolle i billederne selv om du maler på lærred.

Ja, billedet skjuler hele mit papnørderi. Der er piktogrammerne, glassene og paraplyerne, men en stor del er også fødder som findes i en evig variation. Jeg har samplet piktogrammerne så i stedet for at tegne en sko har jeg taget en piktogramsko. Hvis man er rigtig flittig kan man stykke et helt menneske sammen af de ikoner man finder på pappet. Så det bliver mere et fælles billedsprog end det bliver mit billedsprog.

Og når du maler en sko så maler du en spejling af piktogramskoen

Det bliver en ren kopi. Det forstærker fortællingen om ikonerne som er vores fælles billedsprog.

Når jeg går på opdagelse i billederne opdager jeg at der er dele af historien der er malet over.

Det er rigtigt. Der er altid fravalg. Dybest set har jeg en ambition som aldrig bliver indfriet, nemlig lave et maleri der er mystisk for mig selv. Der er ting jeg prøver at lade være med at finde ud af, men alligevel har jeg det sådant at når jeg har lavet et billede så er det evigt uinteressant for mig selv.

Jeg bruger traditioner jeg har lært fra emballagen. Den har en forbrugerfunktion, den skal bare formidle, det skal sgu ikke se godt ud. Emballagen fortæller altid hvor varen er lavet - ”Made In…”, hvor stor varen er og hvornår den er lavet. Det har jeg også brugt på mine lærreder hvor jeg et eller andet sted skriver hvor stort det er og hvornår det er lavet. Og så hiver jeg mine arbejdstegninger fra mine figurer skulpturer ind i billederne så de bliver en del af mine lærreder. Tegningerne til stiksaven sidder på billedet med Spørge Jørgen. Så på den måde bliver tingene til den del af den samme suppe fra den samme gryde.

Søren Behncke/Papfar: Herrens Mark, 2006. 38 x 43 cm.		Søren Behncke/Papfar: Ham fra Lübeck, 2006. 38 x 43 cm.

Kan du fortælle om billedet Sweden made in China?

Det er igen min billeddannelse jeg har med fra børnebøgerne. Det er Pipi Langstrømpe der bærer sin hest. Det er jo det fantastiske med pap – det gør det muligt at gøre ting der ikke er muligt i den virkelige verden. Jeg kan løfte en hest hvis jeg laver den selv.

Jeg prøver at lave mine ting i niveauer - den yderste skal der vinker til folk og siger ”Hej hej, kom lige herover og se” og når de er fanget kan de begynde at trænge længere ind. Sådan vil jeg gerne tænke på det selv. Det er som avislæsning hvor man kan tage overskriften og billedteksterne og hvis man så er fanget tager man hele teksten. Det er min ambition at prøve at lave den slags lag.

Samtidigt har jeg lavet hesten lidt som kubisterne hvor man ser den fra forskellige vinkler samtidigt.

Nogle af mine venner sender mig papstykker når de er ude og rejse, på den måde bliver det en form for mailart der indgår i mine billeder. De finder noget, skriver min adresse på det og sender det til mig, postvæsnet stempler det med deres tegn og jeg bruger tingene på mine billeder. På den måde åbner historien sig op.

Du siger at du er gået over til at male på lærred, men der er ikke kun lærred under dine malerier.

Nej, det er det jeg kalder Frankenstein-lærreder. Jeg har udvidet min emballageinteresse ved at sy lærrederne sammen af forskellige legemer. På et tidspunkt fik jeg nogle af byens grønthandlere til at samle kartoffelsække til mig. Nogle af sækkene er fra Samsøkartofler, nogle er fra Kartoffelkompaniet og nogle er fra Marokko. Jeg bruger også poly-sække, det er rissække fra Thailand. Det bliver et sammensurium som har gjort det muligt at sy noget af motivet og så male videre på det. Men det er stadig emballage og collage. Det er samme ”firma”, men jeg udvider materialebrugen.

Søren Behncke/Papfar: Piratkopi kopi, 2006. 45 x 45 x 0,8 cm. Acryl, pap, lim og plastik		Søren Behncke/Papfar: Happy/angry face, 18,5 x 21,5 x 6 cm. Pap, lim og acryl

Og så er der Adam på Den ottende dag?

Ja, han nyder tilværelsen inden Eva kommer ind og forstyrrer. Hun kommer formenligt dagen efter. Der er det med Biblen at Skabelsesberetningen foregår over syv dage og så er der et hul inden Gud giver den gas med Eva og stjæler et ribben fra den sovende Adam. Der er lige et frirum til at putte noget fantasi ind i. Man tænker ”Hva’ faen’ lavede han i den tid?”. Hvis jeg var Adam ville jeg rende rundt i bar røv og slips og nyde tilværelsen. Han må jo, som små børn, opleve verden for første gang og det har jeg tænkt over hvordan jeg kunne vise motivisk. Det må vises på en banal måde. Han puster mælkebøtter – første gang er det fantastisk, så det er det han giver sig til mens han drikker et godt glas vin. Men billedet er også en sampling. Adamfiguren er en figur jeg har hugget fra emballagen til et kunstigt skæg fra en Spøg og Skæmt-butik. Han er en arketype som er sjov at fucke up.

Inspirationen til den naivistiske gengivelse af tingene i malerierne kommer fra kalkmalerierne. Kalkmalerierne er også et af udgangspunkterne for vores billedopfattelse. Når man ser kalkmalerier af Uddrivelsen fra Paradiset er det tit sådan nogle bakker som jeg har syet ind i billedet. Det er kartoffelsækkene der lige har fået nogle totter på toppen. Der er en folkelig tradition der ligger skjult inde i al den her fuck up af Samsø og Nordafrika og Thailand som også understreger den stemning af banegård eller lufthavn der er i pappet – man er i byen og i hele verden på samme tid, eller man har verden lige for hånden. Hvis man stiller hundrede papkasser op så har man hele verden, det er made in Spain, made in Italy, made in whatever… Frihandlen har båret denne her fine ting med sig, det globale og det lokale på samme tid.

Søren Behncke/Papfar: Elegance, 2006. 50 x 45 cm. Acryl og papir på lærred

Det første billede på udstillingen, Elegance, er en toiletrulle…

Ja, jeg er begyndt at sy papirelementer ind i lærredet så det giver en naivistisk 3D-effekt. Der er noget der stikker ud fra lærredet og det er helt banalt. Billedet tager udgangspunkt i legen med sproget, som for nogle år siden for alvor blev en vigtig del af markedsføringen af varer. ”Marmelade fra Den Gamle Fabrik”… Vi ved fucking godt at det ikke er fra en gammel fabrik, men det virker. Og på samme måde kan de finde på at kalde toiletpapir for Elegance og der er altså ikke noget elegant i at tørre sig i røven, men ok, det er morsomt. Og så behøvedes jeg sådan set ikke andet end at sige - Se. •