Interview med Jacob Tækker

Jacob Tækker: Satellite (still), Video

Noget af det første jeg lagde mærke til i dit videoværk Satellite var pilledåsen med påskriften Proteine Pills – Proteine Pills og rumskibe peger mod David Bowies Space Oddity og senere kommer der referencer til Morrisey, Joy Division og Kraftwerk. Det er som om værket knytter sig tæt op af rocken?

Både og… Da jeg begyndte at researche satellit-begrebet opdagede jeg at der er mange eksempler på tomhed, ensomhed og følen-sig-udenfor i rockmusikken, men Morriseys The more you ignore me the closer I get handler ikke så meget om ensomhed, men mere om en mand der er meget forelsket og meget høj i hatten. Det er den musik jeg godt kan lide og den får mig til at tænke i nogle bestemte baner.

Hvor kommer satellitbegrebet fra?

Det begyndte et helt andet sted end rockmusikken. Til en forelæsning på Akademiet med Lawrence Weiner kom han ind på satellitbegrebet. Han opfattede sig selv som en satellit, både som kunstner, men også i hans politiske og sociale engagement. I den klassiske kunstnerrolle er kunstneren også en der betragter verden udefra, men hvis man går et skridt længere tilbage er man jo bare en del af det hele igen. Samfundet vil jo aldrig tolerere at nogen er udenfor, for så er det ikke længere et samfund – det ligger i ordet.

Forelæsningen skabte mange billeder hos mig og jeg har gået med dem i flere år. Satellittanken har kørt i mit hoved for der er mange gode billeder i begrebet og dem bruger jeg i min film.

Jacob Tækker: Satellite (still), Video		Jacob Tækker: Satellite (still), Video

Din hovedperson er sat udenfor rent fysisk, han befinder sig i en rumstation og har meget svært ved at holde kontakten til jorden.

Ja, han har mistet jordforbindelsen, helt konkret, han mister forbindelsen til Ground Control som i det her tilfælde er ham selv. Det er tydelige billeder, men jeg kan tillade mig at bruge dem fordi det foregår på en rumstation og der er det normalt – der er jo virkeligt blevet sagt ”Houston, We have a problem”.

Vægtløsheden giver også nogle skulpturelle kvaliteter til kroppen som jeg også har valgt at bruge. Man kan svæve frit rundt. Kroppens lov er ophørt, den er vægtløs og hans mentale situation er også vægtløs, han er i et limbo, fanget på rumstationen.

Den konkrete situation, en mand fanget på en rumstation har et forbillede fra virkeligheden.

Da jeg begyndte at undersøge satellitbegrebet kom jeg til at huske den sovjetiske kosmonaut, Sergei Konstantinovich, der blev fanget på MIR da Sovjetunionen brød sammen. Han var ukrainer, men det var Rusland der havde overtaget Sovjetunionens rumprogram. Han skulle ned på en måde. Jeg læste op på historien og det var ikke så dramatisk som jeg huskede den. Der var ikke på noget tidspunkt tvivl om at han ville komme ned – han var ikke strandet. Historien var mere spændende i min egen erindring.

Han var den sidste borger i Sovjetunionen for han kunne ikke fratages sit statsborgerskab før han kom ned på jorden igen. Der var en masser sjove episoder i den situation han var i. Der var tre gange hvor han skulle hentes ned, men de mislykkedes så han var deroppe i rigtigt lang tid. Han er den mand i verden der har været længst tid i rummet.

Jacob Tækker: Satellite (still), Video		Jacob Tækker: Satellite (still), Video

Men det er ikke hans historie du fortæller i filmen?

Nej, jeg har i filmen valgt at have nogle referencer til ham – den foregår på en MIR-lignende rumstation som jeg har bygget ud fra hvordan jeg synes MIR skulle se ud. Hans rumdragt har både russiske og amerikanske emblemer for at pege på en historie, men alligevel holde historien åben. Det er ikke et dokumentarisk værk der bygger på hans skæbne, men hans historie var værd at følge op på og det gav nogle tidløse referencer. Både stilen og musikken er ikke splinterny, men peger på noget lidt retro.

Der er også en renhed i rumstationen der peger hen imod Rumrejse år 2001.

Ja, for en ægte MIR er meget kedelig at se på. Rumfartsting ligner bare rod fordi det er så dyrt at transporterer materialer op i rummet og derfor bliver udseende fuldstændigt irrelevant. Det skal bare veje mindst muligt. Den scene hvor han flyver ud i verdensrummet er også en reference til Rumrejse år 2001, men jeg har gjort det meget til mit eget.

Har videokunsten fået en status der gør at man gerne må lave ting med patos? At man som videokunstner gerne må arbejde med de helt store eksistentielle spørgsmål?

Jeg ved det ikke, men det påstår jeg. Mange af de ting jeg gerne vil diskuterer, også i mine andre film, er meget symbolladede og meget tykke i deres sprog. Han er jo på en rumstation og han mister jordforbindelsen. Men alligevel fastholder jeg en tvetydighed. Det er jo en form for performance, men hvem handler det om? Handler det om kunstneren, mig, eller handler det om en karakter. Jeg prøver at lægge nogle flere lag på der kan give flere tolkningsmuligheder. Jeg bruger meget Freuds psykoanalyse, men det er en løs tolkning af teorien, jeg tager det jeg selv synes er interessant. Jeg føler, at jeg bare frit kan tage det jeg vil og tolke videre i det. Det er indre billeder som i Bowies Space Oddity hvor en historie om en astronaut bliver fortalt meget filmisk. Sangen handler ikke om en astronaut, den handler bare om fremmedgørelse i forhold til et individs indre jeg. Det er Bowies egen tolkning. Det handler om et individs konflikt med sig selv, mere end det handler om en astronaut der ikke kan komme i kontakt med jorden. Det er måske det samme jeg prøver at vise her hvor et menneske prøver at komme i kontakt med sig selv

Man kan jo godt trække lidt på smilebåndet over de tydelige symboler. Det har jeg det fint med og jeg gør det også selv af og til. Jeg synes det er morsomt at overgøre det.

Jacob Tækker: Satellite (still), Video		Jacob Tækker: Satellite (still), Video

Men det er alvorligt ment?

Ja, jeg mener det fuldstændigt. Det er på en måde patetisk, men samtidigt er det så relevant at jeg prøver at køre det helt ud, følge det til dørs og så stå ved det. Jeg anser ikke mig selv som særligt følsom. Jeg tror at folk sagtens kan sætte sig ind i nogle af de følelser jeg prøver at skildre med de indre konflikter. Det er jo en ting som er alle vegne, men som man sjældent taler om.

Det er også derfor jeg vælger at bruge pop og rocksange. Sangene skaber de samme følelsesmæssige stemninger hos forskellige mennesker. Jeg vil i min film gerne skildre en sindstilstand og så håber jeg at beskueren også oplever den samme sindstilstand. Min intention er at få udbredt ideen om at vi er alle satellitter og at det er ok.

På et tidspunkt hed filmen ”Vi er alle satellitter”, det var arbejdstitlen, men jeg bestemte mig for Satellite – det er en mere åbent.

Hvor meget betyder spillefilm for dig og din kunst?

Jeg kan godt lide at se film, men det betyder ikke meget i forhold til min kunst. Min egen tradition er mere en performancetradition. Jeg kom ind på Akademiet med en videoperformance og det har jeg lavet i alle årene. Min tilgang er mere skulpturel end billedlig og filmisk. Jeg bruger ikke den filmiske produktionsform. Jeg laver alle ting selv.

Laver du også dine egne optagelse?

Nej, jeg bruger venner der ikke ved noget om at filme. Jeg filmer sjældent et billede og så er det det. Det bliver efterbehandlet og jeg bruger meget collageteknik. Billedet bliver først komponeret senere. Så det er et stort puslespilsarbejde at lave den form for film.

Min proces er meget åben og jeg bruger meget det impulsive. På et tidspunkt skal bordet fange, men det tidspunkt skubber jeg så langt frem som muligt. I en filmisk produktionstradition har man det punkt fastlagt fra begyndelsen, man har et manuskript, en produktionsplan og en skudplan og så går man i gang. Man har resultatet fra starten, men det er jo også en anden tradition.

Jeg har gået to år på billedhuggerskolen så min tradition er mere skulpturel og installatorisk. Og så har jeg min videoperformanstradition i forlængelse af Bruce Nauman, Vito Acconci og Paul McCarthy.

Men i Satellite er der en historie, der næsten er fulgt til dørs.

Jeg har benyttet mig af de filmiske traditioner for at skabe de sindstilstande på en meget dragende måde, hvor jeg vil lokke beskueren til at tro på den her og derfor bruger jeg filmmediets dragende effekter. Filmen er indlullende, den kan forfører og det er det jeg har valgt at bruge for at kunne arbejde med de store eksistentialistiske spørgsmål.

Men det er ikke højstemt hele vejen igennem - din kosmonaut spiller på et tidspunkt Space Invaders.

Jeg syntes at det var en spøjs ide at der sidder en mand i rummet og spiller Space Invaders, det er ironisk at han sidder og skyder rumskibe ned mens han selv sidder i et rumskib. Der står Select Game til slut og han bliver også skudt ned til sidst i spillet.

Du har omdannet næsten hele MOGADISHNI AAR til et sort rum der giver plads til filmen og til oplevelsen af filmen.

Jo, filmen foregår i det tomme rum så derfor vil jeg prøve at udnytte at rummet hvori filmen vises er så stort. I begyndelsen var jeg bange for om det kunne fungerer i et så stort rum, men nu er jeg glad for det. Det er 15 gange 7 meter. Man kan stå og føle at man er i et tomrum samtidigt med at man ser en film om en mand der er i et tomrum.

Der er ingen entydig begyndelse og afslutning i filmen. Den kører i loops.

Jeg har valgt ikke at have intro eller outro-tekster. Den bider ikke sig selv i halen for kosmonauten ender med at flyve ud i ”the endless space”. I filmens begyndelse vågner han op inde i rumstationen igen. Det er et typisk handlingsforløb i mine film hvor der er en dramatisk slutning der efterfølges af en person der vågner op. I mine tre film Emotional Landscape, Parking Lot Limbo og nu Satellite er det en ting der går igen. – der er en der dør eller falder om, men vågner op igen. Der kommer en cirkulær bevægelse – et universelt cyklussymbol som er meget tydeligt. Derfor kan man godt se de tre film som en trilogi, men de har ikke været tænkt som en trilogi fra starten. Når jeg ser tilbage kan jeg godt se at der er mange ting der lapper over og der er mange billeder der er ens og at de alle tre er indre fortællinger. Teknisk og visuelt er de også lavet meget på samme måde.

Der er en logisk start og slutning på filmen, men min intention med at loope den er, at det er uden betydning hvor man begynder at se filmen og om man ser hele filmen igennem. Jeg forsøger at fortælle en stemning eller brede en følelse ud og derfor er filmen en konstant. •