Interview: Malene Nors Tardrup - New Adventures

Malene Nors Tardrup: Stand Still, Keep Going,

Hvad er udstillingen New Adventures overordnede tema?

Man ser på udstillingen flere eksempler på, hvorledes kunstnerne prøver at give deres forskellige bud på, hvordan vi som individer lever i den moderne tidsalder. Dette bliver gjort på meget forskellig vis, men et overordnet fællestræk ved værkerne er, at det er fantasien, eventyret og det surreelle, der bruges som virkemidler til at fortælle historien.

Fortæl lidt om de billeder du har med på udstillingen.

Jeg har fem fotografiske værker med på udstillingen, og titlen på denne serie er Parallel Reality.

Serien handler overordnet om vores måde at anskue verden på. Med titlen Parallel Reality prøver jeg at sige, at vi som individer skal stille spørgsmålstegn ved den virkelighed vi er en del af. Findes der en parallel virkelighed til den vi lever i, og hvilken er i så fald den virkelige? Accepterer vi den virkelighed vi er en del af? Husker vi at stille spørgsmålstegn ved virkeligheden eller er vi forblændet? Tør vi stille spørgsmål? Jeg stiller også spørgsmålet om ens tankeverden er anderledes end den verden man kigger på? Er det nødvendigvis den verden vi kigger på, der er mest virkelig? Kan den verden vi kigger på ikke til tider virke mere uvirkelig end vores tankeverden? Grundlæggende mener jeg ikke, at man kan tale om en virkelighed eller en rigtig verden, da vi alle har en personlig og psykologisk baseret opfattelse af virkeligheden, som vil være forskellig fra person til person.

Jeg prøver således at stille spørgsmål, men jeg ønsker ikke at give svar eller være moraliserende. Mit budskab ligger i, at vi skal huske at virkeligheden kan anskues på mere end en måde. Man skal prøve at se de ting man måske ikke altid lige ser. Man skal huske de skæve vinkler. Jeg arbejder også med de grundlæggende spørgsmål om, hvor vi befinder os som individer og hvor vi er på vej hen.

Malene Nors Tardrup: Illusions of Absolute Reality,		Malene Nors Tardrup: Intuitive Discovery,

I dine billeder optræder du ofte selv. Er det meget personlige historier du fortæller i dine billeder, eller er det netop for at fjerne den personlige historie, at man ikke kan se dit ansigt i dine billeder?

Personen i billeder er godt nok mig selv, men det er ikke det, der er det centrale. Det er ikke en personlig historie, som jeg prøver at fortælle. Det er heller ikke en anden persons historie, som jeg prøver at fortælle. Personen i billederne kunne have været en anden, sågar en mand. Jeg bruger personen som en form for rekvisit, og på sin vis er mine billeder på mange måder iscenesatte, en konstrueret virkelighed, f.eks. ved af brug af paryk, maske og ved at tage græs indenfor.

Jeg prøver ikke at skabe en surreal virkelighed, men jeg prøver at skabe små elementer af forstyrrelser i den virkelighed vi kender, og som vi er så trygge ved, og som vi nødvendigvis ikke behøver at stille spørgsmålstegn ved. Det er ikke personen på billederne, men beskueren, der skal spørge sig selv: Hvorfor er der græs indendørs? Hvad gemmer der sig bag masken? Hvad sker der, hvis jeg kravler over glas-muren? osv. Jeg prøver i høj grad at stille disse spørgsmål i en positiv tone, og jeg prøver også at lægge en vis form for humor i min brug af rekvisitter. Billederne skal ikke fremstå som en skarp kritik af, at vi alle lever for konformt og ensformigt, og at vi gemmer os bag masker i generel frygt. Billederne er i højere grad ment som en kærlig bemærkning om, at det sandsynligvis ville gavne os alle, hvis vi husker, at vi kan og bør anskue vores virkelighed på mere end en måde – en generel opfordring til at folk gennem overskud og selvtillid kunne være mere åbne og imødekommende. I Intuitive Discovery udtrykkes det konforme og det fantasiforladte i form af det stereotypiske konfirmations-scenarie, som skriger på nytænkning. I Illusions of Absolute Reality ses derimod et eksempel på, at der er overskud, der gør, at man har taget græs indendørs og har brudt de gængse normer.

Jeg lægger ikke op til, at der behøver være tale om en desperat negativt-ladet eksistentiel søgen, men måske i højere grad en positiv nysgerrig søgen i vores hverdag – en leg. En anskuelse er nødvendigvis ikke mere rigtig end en anden, men det er vigtigt at huske, at man kan anskue verden på mere end en måde. I Stand Still, Keep Going ser man netop en blanding af leg og søgen, som ikke er udsprunget af desperation. Hun har overskud til at søge og prøve noget nyt og eksperimenterende, jf. paryk. En flugt med overskud. I Parallel Reality ser man et spil mellem det negative ved at gemme sig bag en maske og det positive ved at hun har overskud til at lege (det er jo netop en glad maske), dvs. til at se verden gennem en uvant maske. I øvrigt er det også en opfordring til beskueren om at stille spørgsmål ved, hvad der gemmer sig bag masken.

Jeg prøver også at sige at denne søgen og forståelse af virkelighed kan findes i vores umiddelbare nærhed og de små skævheder, der findes i hverdagen. Vi behøver ikke at tage over på den anden side af kloden for at opnå indsigt i livet.

Malene Nors Tardrup: Parallel Reality, Malene Nors Tardrup: She Asked for Direction in Order to Get Lost #12,

Hvordan finder du de scenerier som du benytter i dine billeder?

I hverdagen går jeg bevidst og ubevidst rundt og er åben over for rum, som drager mig. Det er meget ofte lyset, farverne og følelsen af noget, som er vigtigt. Jeg tager aldrig bevidst ud for at finde rum, som jeg kan bruge i mine billeder. Jeg kan godt lide at benytte ret forskellige rum indenfor de enkelte serier, så der ikke bliver for meget fokus på rummet i sig selv.

Bruger du naturen eller billedets scene bevidst til at fortælle en historie, eller er det mere ment som en kulisse?

Jeg betragter scenen, enten ude i naturen eller indenfor, som en kulisse, som en rekvisit. Jeg prøver at lave mine kulisser rolige og maleriske, og jeg prøver at lave farverne imødekommende og dragende/forførende. I She Asked for Direction in Order to Get Lost #12 laver jeg lidt et spil mellem kulissen og den rygvendte kvinde i blomstret kjole. Er kvinden en del af kulissen (jf. den blomstrede kjole) eller skiller hun sig ud (jf. kvindens kunstige positur)?

Gennem min brug af billedets scene som kulisse prøver jeg at komponere mine billeder, så de virker dragende på beskueren, og når beskueren går ind i billedet, må billedet gerne give beskueren en lidt klaustofobisk følelse i form af, at rummet i billedet lukker sig sammen om beskueren. Beskueren må gerne falde til i billedet, men samtidig må beskueren gerne få en følelse af at ville ud igen. Beskueren må gerne få en fysisk oplevelse. Jeg prøver derfor at lave de åbne rum til lukkede rum - de udendørs rum til indendørs rum - dog med en åbning i form af et hul i en mur eller lignende (jf. eksempelvis She Asked for Direction in Order to Get Lost #12. Billedet må godt gå indad i stedet for udad. Dette tvinger også lidt beskueren til at føle, at denne er nødt til at handle i forhold til det, der opleves i billedet.

New Adventures: Installalationview

Hvorledes komponerer du i øvrigt dine billeder?

Generelt komponerer jeg mine billeder rimelig stramt og meget frontalt. Billederne er spændt godt op ud fra en klassisk komponering. Figuren må meget gerne være midt i billedet eller en lille smule til siden, så det er statisk uden at det bliver statisk. Farverne gør netop, at det ikke bliver stift og kedeligt. Jeg ønsker også, at øjet ikke går i stå, når det kigger på billedet, og det tror jeg heller ikke sker, når billedet er ”spændt ud”, som det er.

Er der kunstnere som i særlig grad har inspireret dig i dit arbejde?

Det er i høj grad film og skønlitteratur, der inspirerer mig. Det må godt være lidt surrealistisk, lidt sært og lidt uforståeligt, men stadig på et realistisk plan. Mange sydamerikanske forfattere arbejder med det surreelle uden at det bliver for uvirkeligt, f.eks. Gabriel Garcia Marquez.

Jeg er også fascineret af Edward Hoppers måde at komponere stramt og lade lys og farver drage beskueren. Filmskabere, som bl.a. fascinerer mig, er Wim Wenders og David Lynch, som begge beskæftiger sig med tankens univers. Jeg er også meget betaget af fotografen William Eggleston og maleren Vilhelm Hammershøi.

Der er nogen fotografer som hellere vil se sig selv som billedkunstnere frem for fotografer, og som måske opfatter det traditionelle fotografis muligheder for udtømt. Du tager forholdsvis traditionelt opbyggede billeder, er det noget du vil fortsætte med?

Jeg ser mig selv som billedkunstner, der har valgt at bruge kameraet som udtryksform. Hvis jeg skulle vælge at bruge min engelske titel vil det være Fine Art Photographer, men det lyder jo lidt krukket, hvis man skal oversætte det til dansk. Det er det traditionelle foto, der tiltaler mig. Den mere konceptuelle tilgang til mediet tiltaler mig ikke som sådan. Jeg prøver i forskellig grad at bruge fotografiet som et værktøj og udforske de muligheder, der ligger indenfor rammen af fotografiet, således at beskuerens opfattelse af værket kan drejes og manipuleres. Dette gøres ved brug af lys, farve mv.

Hvorledes vil du karakterisere scenen for fotokunst i Sydkorea?

Det var fedt at komme over til Sydkorea og høre andre folks mening om mine billeder. Der var en der sagde, at det var som en drøm med farver. Tingene kan virke drømmeagtige, men de giver mening som i en drøm, hvor alting ikke nødvendigvis behøver at give mening. Jeg var nysgerrig efter om folk i Sydkorea ville have lidt distance til mine billeder, fordi de ville virke for underlige og det i sig selv ville være en barriere, men det var ikke noget problem.

Generelt er scenen for fotokunst i Sydkorea på cirka samme stadie som i Danmark, dvs. langt tilbage i forhold til f.eks. USA, Tyskland og England.

Hvad er dit syn på den danske scene for fotokunst?

Fotografiet herhjemme har det svært. Det lider under pressefotografiet og det kommercielle fotografi. Det lider også under, at folk tror, at fotografiet er allemandseje, da alle tager snap-shots med mobiltelefoner mv. Det er dog blevet bedre i de sidste år, hvor man oplever, at gallerierne generelt tager lidt mere foto ind. Man ser også nyåbnede gallerier, der udelukkende beskæftiger sig med fotokunst, hvilket dog også kan have sine ulemper. Der mangler noget sprødhed på fotoscenen. Jeg synes dog ikke, at man kan tale om dansk fotografi. Der er i højere grad tale om international fotografi taget af danske fotografer. Dels fordi vi er uddannet forskellige steder i verden, da det ikke er muligt at tage en straight fotografisk uddannelse i Danmark. Dels fordi vores billeder bliver taget rundt om i verden. Der er ligesom ikke en rød tråd samlet set i dansk fotokunst.

Fotokunsten bliver ikke taget seriøst herhjemme på samme måde som i udlandet. Kunstscenen herhjemme er lidt konservativ, og det tager nok lidt tid før scenen herhjemme rykker. Der er en generel forsigtig både uddannelsesmæssigt, gallerimæssigt og samlermæssigt.

Du er uddannet i Glasgow. Hvordan opfatter man fotokunst i Skotland?

Der er en del danskere, der tager netop til Glasgow og bliver undervist. Det er fedt, at fotoet bliver taget meget seriøst der. Skolen i Glasgow betragtes som meget anerkendt både herhjemme og i udlandet. En del danskere har netop gået på denne skole, hvilket gør at kendskabet til skolen er blevet udbredt herhjemme.

Hvilke projekter arbejder du på i øjeblikket?

Jeg har gang i et projekt, der hedder Replacement Migration – when culture changes places. Det er et projekt, der handler om folk i Mellemøsten, der vælger at bosætte i Europa af egen fri vilje. Men også om europæere der vælger at bosætte sig i Mellemøsten. Det er et portræt af disse mennesker i deres nye kultur i det land de bosætter sig i, bl.a. belyst gennem disse mennesker yndlingssteder i det nye land.

Det er et spørgsmål om, hvordan man indtager sin plads i hjemme og i det offentlige rum i den nye kultur, set i forhold til det man kommer fra. Det er et spørgsmål om at se muligheder der, hvor man kommer hen. Det er på denne måde en kommentar til raceproblematikken generelt. Hvordan udvisker man grænsen mellem os og de andre. Man bør vel fokusere på ligheder frem for forskelle mellem os mennesker. Vi bor jo i samme land.

Det er planen at tage til Mellemøsten i foråret og tage nogle flere portrætter til denne serie.

Jeg har fået noget støtte til projektet gennem CKU (Center for Kultur og Udvikling). Konstfrämjandet Skåne i Malmö planlægger også at vise seriens første del i forbindelse med projektet Konst i Vården.

I øvrigt er det på tale, at jeg skal have en udstilling i Galleri Hornbæk til foråret som består af en større fotografisk serie under titlen, She Asked for Direction in Order to Get Lost. •