Interview: Lea Porsager

Lea Porsager: NAGI - I is Another (still), 2006. Videoinstallation

Det er din første soloudstilling i udlandet, og til udstillingen har du lavet en kæmpe videoinstallation bestående af 4 projektioner, kan du fortælle lidt om historien bag udstillingstitlen NAGI – I is Another og konceptet?

Udstillingen blev på mange måder en videreudvikling af fiktiv univers, jeg har været fascineret af i en længere periode. Med installationen tilstræbte jeg at bryde med den lineære narrative form og bruge filmmediet, som en mere konceptuel struktur i en undersøgelse af det ”ikke-sete”.

Man kan sige at jeg stillede nogle spilleregler op for mig selv, der endte op med NAGI – I is Another. En sammenfatning af to ting. “NAGI” er en underspillet forkortelse af Naughty Artificial Games Incorporation, efterfulgt af ”I is Another” som er et begreb, der oprindeligt stammer fra Arthur Rimbaud. Et paradoksalt udtryk hvor subjekt og objekt på en måde er smeltet sammen.

I forbindelse med tvillingerne og installationen, bliver dette paradoks et univers af skizofrene fordoblinger der - ser på hinanden, er hinanden og på en gang møder hinanden. Konceptet handler om at spalte tiden i rummet, så man oplever flere tider af samme situation på en gang. Projektionerne bliver et spil med spejlinger - der ikke er egentlige spejlinger, men nogle modificerede gentagelser af en tilstand.

Situationerne er blevet filmet af flere omgange, og bærer derfor sine variationer med sig, på samme måde som tvillingerne er to varianter af engang samme celle.

Jeg arbejdede ud fra en idé om, at det ikke skulle være en reel beskrivelse af et bestemt fremadrettet forløb, men mere en beskrivelse af mange tider af en oplevelse, der skulle samle sig i installationen og på den måde få tvillingerne til at optræde på-en-og-samme-tid forskelligt bevægende i de fire film.

Lea Porsager: NAGI - I is Another, 2006. Videoinstallation (installationview)

Videoinstallation fylder udstillingsrummet helt ud, og virker ikke bare meget fysisk I sine 4-flade-projektioner, men også overvældende da hver projektion er koordineret med de andres handlingsforløb. Kan du kommentere idéen bag installationen og det fysiske rum du har skabt omkring beskueren?

Udformningen af installationen var inkorporeret i den måde jeg filmede det på. Så jeg kunne fokusere på det forløb, der kunne opstå mellem projektionerne, altså et forløb i det fysiske rum, mere end det er et fremadrettet forløb i én film. Jeg havde hensigten at skabe en struktur, hvor man kunne opleve mange ting på engang, på en måde at opløse tiden og ikke være styret af et bestemt fremadrettet narrativt forløb. Lidt som en form for hukommelse, der søger efter den oprindelige hukommelse. Jeg ønskede at stille beskueren i midten af en hændelse og på den måde fremkalde en form for vibration i rummet rundt om vedkommende. Rummets 4 billedflader vises på en sådan måde, at man hele tiden har et forløb, der så at sige foregår bag ens ryg, på trods af at billedfladen foran beskuerne interagerer med dette forløb. Der er altså gang i en kommunikation, der sætter beskueren i bevægelse, for at være med i forløbet.

Lea Porsager: NAGI - I is Another (still), 2006. Videoinstallation		Lea Porsager: NAGI - I is Another (still), 2006. Videoinstallation

I dine videoer arbejder du med en meget filmisk iscenesættelse, og værket NAGI – I is Another er opbygget I små scener der afspejler enten tvillingernes handlinger eller reaktioner. Hvorfor denne interesse i en filmisk præsentation af historien?

Den filmiske interesse ligger meget i det, at kunne udfolde noget i tid og bevægelse. Filmen har et nærvær jeg godt kan lide, lidt som performance, men bare i en kontrolleret form. Når jeg arbejder med iscenesættelse på film kan jeg styrer narrationen i et bestemt tidsforløb. Det er nok både filmens styrke og svaghed. Men det giver muligheden for at arbejde meget dynamisk med et handlingsforløb. Ved at føre dette forløb ud i mellem flere projektioner, føler jeg, at jeg efterlader nogle muligheder til beskueren – deres tilstedeværelse og retning i rummet bliver afgørende for hvordan de ser handlingen i tid.

Derudover er den filmiske fremstilling rigtig god til at manipulere virkeligheden, nok fordi den indeholder muligheden for på en gang at være virkelig og uvirkelig i dens tidsaspekt. Plus de muligheder der er for at vinkle, frame og zoome ind på det, man ønsker at fremhæve.

Du har før i dine værker arbejdet med det kliniske hvide eller sorte rum, og i NAGI – I is Another udspiller hele handlingen sig også i dette hvide rum. Historien bliver mere intens og i dit værk bliver stemningen hurtigt underspillet af rummet, hvad betyder det hvide rum for dig, historien og tvillingerne?

Jeg ville med det hvide rum være uafhængig af det omkringværende og tvillingernes oprindelige kontekst. Her kunne tvillingerne bevæge sig frit i en ikke-defineret rumlighed. Hvis man kigger på klassisk film, finder man at stemningen ofte er afspejlet i set-designet omkring filmen. Derudover var det vigtigt for mig at tage tvillingerne ud af remake-traditionen, og i stedet bruge dem som ikon – i en anden situation og med en anden agenda. Det hvide uendelige rum med intet andet end dem var med til at kunne fokusere på dem og deres relation. Ved at rense ud i billedet havde jeg en mulighed for at forstærke deres udtryk og fjerne det ofte meget fortættede og mørke rum, der ofte ses i den klassiske gyserfilm, som jeg implicit refererer til. På samme måde som jeg har minimeret lydbilledet, hvor der i længere perioder ingen lyd er. Når lyden så kommer, er den, på sammen måde som tvillingerne, fremhævet i en meget voldsom volumen.

Lea Porsager: Lea Porsager: NAGI - I is Another (still), 2006. Videoinstallation,		Lea Porsager: Lea Porsager: NAGI - I is Another (still), 2006. Videoinstallation,

Man fornemmer hurtigt som beskuer, at det rum som tvillingerne begår sig i, kun er hvidt og tomt for beskueren, men synligt for dem. Tvillingerne reagerer på ting/personer som forekommer at være bag kameraet hele tiden?

Ja..

Værket har nogle direkte referencer til filmen The Shining, blandt andet i scener der næsten er bygget op om lignende scener fra filmen. For eksempel tvillingerne man følger på afstand?

Inspirationen til tvillingernes handlingsmønstre har referencer til The Shining gennem motoriske repræsentationer af både; Kubricks ”oprindelige” tvillinger, men også filmens karakter Dannys retorik og hans oplevelse af mødet med genfærds pigerne. Det ses bl.a. i reaktionen hvor den ene tvilling mimer Danny i chokket over at se tvillingerne. I installationens tilfælde, tvillingens chok over at se sig selv og sin tvillingesøster. Det var dette chok jeg var interesseret i, chokket over at se sig selv i en uvirkelig virkelig tilstand.

Den skizofrene eller spaltede tilstand man kunne synes Danny er i, i The Shining, med hans indre ”fingerven” Tony, optræder også her som en tilstand indeni tvillingerne, der på en måde har flere stemmer, eller personligheder og udspiller både roller som protagonist og antagonist. Der er derfor ligger der i tvillingernes karakterer både glimt af utryghed og angst mixet med konfronterende blodige kolde billeder.

Det stereotypiske søde tvillingepar er skiftet ud med et nærmest uhyggeligt og horror-agtigt par, og man kan sige at du i dine seneste værker har kredset meget om ’gyser og horror’ som interesse i din tematik?

Grunden til at horror fascinerer mig, tror jeg primært hænger sammen med den kropslige fornemmelse, der ofte er forbundet med gyset. Jeg er selv meget påvirkelig overfor psykologiske gyserfilm, måske allermest fordi temaerne ofte hænger sammen med noget uforklarligt, noget jeg ikke kan kontrollere. Den måde hvorpå ting pludselig fremstår som noget fremmed og ukendt, og alligevel kender du det, og det sidder ligesom fast i baghovedet, som noget du selv har oplevet. Det er temmelig flippet og vel derfor denne genrer bliver ved med at generere nye dimensioner.

Lea Porsager til åbningen af NAGI - I is Another

Narrationen i form af forholdet mellem de to tvillinger udvikler sig hurtigt, da klipningen af tid er mixet sammen. Samtidig med at der afsløres mange ting, føler man også, at der er mange ting som man ikke får forklaret, som for eksempel når tvillingerne ses døde, eller når de lige pludselig danser?

Det er rigtigt, at der er meget, der ikke er forklaret og at tvillingerne på en måde reagerer både på sig selv og det ”andet”, som man ikke ser. Filmene er ikke logisk strukturerede, men mere opbygget som et mareridtsagtigt scenarium, hvor man kan være i ét forløb og så pludselig er man i et andet. Tvillingernes oprindelige replikker ”For ever and ever and ever” var med til, at jeg blev fascineret af tanken om, at de skulle være tilstede i parallelle virkeligheder på en gang og for evigt, som et on-going mantra.

Den konstruktion gjorde, at jeg kunne prøve at bevæge mig væk fra den lineære fortælleform over i en mere cirkulær form, som ikke nødvendigvis skal forklare alt logisk – men arbejde med en mere intuitiv billedstrøm.

Tvillingerne er sammen i næsten hele værket, og man ser i løbet af værket forskellige intime og nærmest rituelle handlinger som for eksempel når de kysser eller danser. Kan du komme lidt ind på deres rolle og deres forhold til hinanden?

Det at tvillinger er født som et ”par”, synes jeg, er interessant samtidig med, at de er dette ”falske” spejlbillede af hinanden. For eksempel under optagelserne, hvor de motorisk reagerer på nøjagtig samme måde, som en indkodet føling der er mellem dem - et ”indavlet” ritual. Det er vel dybest set det ”ritual” jeg her forstørrer i de forvoksede tvillinger. Hvis man kender filmen vil man måske også huske replikkerne ”come and play with us” som i denne sammenhæng kunne fremstå af en mere seksuel karakter.

Jeg har valgt at genskabe de her pigekjoler, fordi de som ikon, for mig indeholdt en fetich, jeg ikke kunne modstå. Deres intime interaktion blev for mig en form for perversion, om disse ”ægte kloner” der med hinanden indgår i en slags seksuel akt, som på en gang er fascinerende og skræmmende. •