Interview: Lars Worm

Lars Worm: LIVE, 2007. 63x83x8 cm. neon og foto

Titlen på din udstilling refererer til naturen som noget organisk levende omkring os, som vi kender den, men den kommenterer også menneskets syn på naturen som noget funktionelt med underholdningsværdi?

Det er rigtigt, at der er to lag eller vinkler på titlen. Dels ser vi naturen, som en levende organisme, som vi tror at vi kan kontrollere. Men gang på gang viser det sig, at det kan vi ikke. Det andet lag er vores syn på den, som en form for underholdning. Som for eksempel når en miljøplan skal servers for borgerne, så skal den servers sådan at borgerne skal have gavn af resultatet, ellers tror jeg, at borgerne er for skeptiske til at acceptere, at der bliver brugt så mange af deres skattekroner på det. Altså, vi kan ikke længere se den umiddelbare fornuft i at vi bør beskytte naturen, men forventer noget konkret og funktionelt fra den.

Lars Worm: Hanged Tree, 2007. 61x48 cm. akryl på mdf		Lars Worm: The Law of Nature, 2007. 197x241x5 cm. akryl på mdf

På raffineret vis, synes dine værker, om det så måtte være sammenfoldede grene, trærelieffer eller træstubbe, at indeholde en slags stillingtagen, et statement og foreholder sig kritisk, ja, næsten ligefrem fjentligt til os menneskers forhold og brug af naturen?

Ja, og det er en form for leg og focus jeg arbejder med i min værkproduktion for tiden. Jeg prøver, at gøre naturen levende. Altså, jeg tror ikke på at naturen har en sjæl, men jeg giver den nærmest en i mine værker. Giver dem liv i menneskeligforstand. Men jeg synes, at der foregår nogle interessante ting i naturen engang imellem, som man kunne aflæse som tegn. Det er så de disse små tegn jeg leger videre med, og fører over i mine værker. Som når man forestiller sig, grene der står og gnubber sig op af andre træers træstammer, og synes at se at grenene ridser noget i det andet træs stamme. Det er jo egentligt den rene tilfældighed, men ført ud i det ekstreme, og i mine værk, ligner det nærmest tattoveringer, og nogle af dem er direkte ord. Jeg synes, det er en sjov tanke for I teorien kan det jo lade sig gøre. Man kunne kalde det en form for propaganda fra naturens side p.g.a. at de tager menneskelige symboler, og banker det i fjæset på os som advarsler og statements. Eller som naive teenagere, der gør oprør mod deres forældre.

Lars Worm: Victims, 2007. 52x70x5 cm. mixed media

Som i værket “the Messenger”?

Ja, værket består af et montre uden glas. Heri er der så placeret syv træstubbe. På træet er der ridset forskellige symboler og beskeder, a la dem man graverede ind i træ som barn eller teenager. Du ved, dødningehoveder og den slags. Her har jeg så også brugt politisk propaganda symboler. Mange af dem er naive, som når jeg for eksempel skriver revolt, død eller indgravere to hjerter og skriver svin ovenover. Som at kigge op på skyerne og finde en form af noget genkendeligt, som man ikke forventer at finde i skyerne, på samme måde ønsker jeg, at man skal opfatte mine træstubbe, som at opdage noget uforudsigeligt i det genkendelige. Generelt kan man sige, at mine ting beskæftiger sig med en tvetydighed, fordi det hele umiddelbart ser så naturligt ud. Det ligner træstubbe, det ligner en bunke tilfældigt samlede grene. Men det er det ikke, og ser man nøjere på træstubben, eller på grenene danner de et menneskeligt formsprog, et budskab.

Lars Worm: Man + Tree, 2007. 35x13 cm., 5x14 cm. indgraveret træstub		Lars Worm: Chopped Coffin, 2007. variable dimensioner mixed media

På udstillingen og generelt beskæftiger du dig netop med problemstillingen natur kontra menneske. En natur, der har en mening om os og som du også beskriver i udstillingskataloget er en konfrontation mellem naturen uundgåelig, en slags payback, naturens oprør?

Ja, fordi det er utrolig interessant og utrolig relevant i nutidens focus på Co2 udslip, den globale opvarmning osv. Derfor er det jo en logisk konsekvens, at naturen ikke kan bære læsset rent banalt set. Derfor ser jeg det som et logisk oprør fra naturen. Problemet er menneskeskabt, men naturen siger stop. Men samtidigt, så skriver jeg ikke Co2 med stort på væggen, men behandler derimod emnet mere latent og indirekte. Jeg fortæller om konflikten igennem en karakter, og undgår den mere hardcore politiske kommentar.

Naturen gør det og generelt kan man sige om dit projekt, at du som du også siger, iscenesætter naturen i form af for eksempel oprør, ved at tage den ud af sin kontekst, og gradbøje og modelere den. Kan du fortælle lidt om dit arbejde med iscenesættelsen?

Jeg ser egentlig hele udstillingen som var den en bog. En klar læselig handling, hvor hvert værk er et nyt kapitel. Jeg synes, at hele diskussionen omkring iscenesættelse af naturen, er utrolig interessant. Man kan finde det i mine værker og er et billede på de naturbevarende tiltag, der tages. Det interessante ligger i om de tiltag, der tages virkelig er for at redde naturen, eller for at skabe en form for indenrigsturisme og forsøg på at få et lokal område op at køre. Jeg er for eksempel meget fascineret af Skjern Å-projektet. En af Danmarks største åer, der i 60’erne blev gjort næsten helt piv lige, for at kunne give mere landbrugsjord. Så her for 10-15 år siden, kom det frem at pesticider og anden landbrugsforurening ødelagde livet i åen, og Skjern Å laksen var ved at uddø. Så besluttede man sig for, at føre åen tilbage til dens oprindelige form. Hele den her prøven på at manipulere med naturen, synes jeg er dybt fascinerende. Det, at man for 40 år siden besluttede sig for at rette åen ud, og så derefter beslutter sig for at genopføre den i dens oprindelige form. Det er sgu da fascinerende og ufattelig dumt. Men i princippet er det jo fuldstændig ligemeget om Skjern Å laksen er i Skjern Å eller ej. Det er en lokal bekymring. Pointen er, at laksen var en attraktion for området og at der nu højst sandsynligt bliver lavet en nationalpark omkring åen, det finder jeg dybt ironisk, i og med at dette område , som i den grad er kulturelt præget, nu bliver gjort til nationalpark er da komisk. Man kunne lige så godt gøre en pløjemark eller Amager Fælled til nationalpark. Det kan man jo i den grad kalde for iscenesættelse af naturen, og der er masser af lignede tiltag rundt om i landet.

Lars Worm: Drama at the Island, 2007. 39x50x5 cm. akryl og spraymaling på mdf		Lars Worm: The Scene is set, 2007. 46x74x8 cm. akryl på mdf

Netop iscenesættelsen skaber også en hvis distance, både til beskueren og værket, men også rent banalt imellem os mennesker og naturen?

Tja, der er jo en eller anden form for kløft imellem os og naturen på en eller anden måde. Men du har ret i at naturen ikke nærmer sig os i mine værker, for historierne tager afstand fra mennesket, som også er en del af min tematik. Der er en konflikt, idet der er en part, som ikke er tilfreds, og deri ligger der helt sikkert en distancetagen.

Dit materialevalg af bearbejdede grene fra naturen, træstubbe og alt hvad der rimer på ”fra-skoven”, giver dine værker et ofte kitchet og humoristisk lag i værkets problemstilling og historiefortælling?

Man kan sige, at fælles for næsten alle værker er, at de alle er lavet i træ, og så derefter er de blevet malet eller behandlet på anden vis. Mange af grenene og træet, er noget jeg har hentet i skoven. Altså naturligt fundne træstykker, som så er gradvis mere eller mindre bearbejdet. Jeg bruger også meget prefabrikeret træ, hvilket også betyder meget for mig og styrker mit værk, idet værket rent tematisk fra start forholder sig til menneskets brug af naturen. Og det er klart, at værkerne virker ret kitchede, når de tages ud af naturen og bruges i en anden kontekst. Det får nærmest et falsk præg over sig. Naturen, som noget skabt. Netop det skabte, er en vigtig faktor i mine værker. Næsten al skov, der står tilbage i Danmark er blevet formet af vores kulturhistorie. Der er jo ikke nogen vild nature, som er ægte men det der ligner, er noget det vi har valgt skulle være der. Det kulturelbestemte er både om du ryder en skov, og gør den til en golfbane, eller om du lader den stå. Det kulturelt bevarede er lig med det skabte. Vi kunne jo i princippet sagtens vælge, at bruge al jord i Danmark til industribyggeri, men har så valgt at lade nogle områder stå uberørt, og så lave stier eller veje igennem dem.

Lars Worm: Grave(happy end), 2007. 122x141 cm. akryl på mdf

Men hvem er i oprør, dig eller naturen ?

Måske er det derfor, at jeg ikke ser mine værker som direkte statements, men som egentlige konklusioner af nutidens natursituation. Rent personligt generer det jo ikke mig, at vi bruger naturen eller at jeg gør brug af den. Jeg ser det egentlig som en rigtig god løsning, at vi bruger naturen for at sikre os at den overlever ved at lave stier, udkigstårne i en skov, golfbaner, kanoklubber osv. Det hele er jo bare et billede på vores situation med den globale opvarmning. Det med at kloden sveder og at om 50 år er der ni milliarder mennesker på jorden, og det kræver 5 planeter på størrelse med jorden for at give os resourcer nok til at leve. Naturen er ved at være brugt op, og som en forsker sagde; så skal mennesket ændre adfærd eller dø!

Du har en horror-agtig tilgang til din tematik, i den morbide og direkte præsentation af døende, halshuggende eller træer der lynches?

Ja, som vi snakkede om før, så bruger jeg kendte menneskelige magtsymboler, og fører dem over på naturen. Henrettelse eller lynchning. Elementer taget fra plakater på teenageværelser, historiebøger eller fra mellemøsten.

Lars Worm: The Revenge of Wakan Tanka, 2007. 65x48x18 cm. mixed media		Lars Worm: Dead, 2007. 29x35x132 cm. grene og spraymaling