Interview: Lars Bertmar

Lars Bertmar byder velkommen til Carnegie Art Award 2006 i København

Hvorfor begyndte Carnegiebanken at støtte samtidskunsten så massivt?

I midten af 90´erne ansås maleriet i alle nordiske lande som dødt, og fremtiden lå i andre kunstarter. Derfor ville vi se, om vi kunne hjælpe den her kunstart på vej til at forlade dødsdommen og i stedet blive en ung og livskraftig virksomhed. Det prægede også designet af Carnegie Awarden, nemlig at den giver priser og udstillingsmuligheder til nulevende kunstnere, der udøver deres kunst NU. Man får jo ikke prisen fra Carnegie fordi, man for eksempel var dygtig i 1940´erne, men fordi man er en god kunstner nu. Det giver en mulighed for publikum til at tage del i det allernyeste inden for maleri. Så det var egentlig baggrunden; at vælge en kunstart, der på det tidspunkt var for nedadgående.

Det er usædvanligt i skandinavien at man støtter kunstscenen med så meget kapital. Hvorfor er det attraktivt for en bank at gøre det? Og skyldtes det også din egen interesse for kunst?

Ja, privat er jeg meget kunstinteresseret, men mit princip - og Carnegies princip – er, at det, man indlader sig på, skal man forsøge at gøre rigtig, rigtig godt. Du skal ikke gå på kompromis med det, du gør, men du skal være fuldstændig 'devoted' om man så må sige. Så vi bestemte os dels for at ikke at lave et budget - at det koster det, det koster - og at vi ville gøre det selv, og undgå at komme ind i en forhandlingssituation, der ville tvinge os til at gå på kompromis. Dermed kunne vi designe Carnegie Art Award sådan at den garanterer kunstnernes integritet. Eftersom vi styrer det selv, kan vi sætte nogle spilleregler op, der gør at vi bare bereder platformen, uden at vi blander os i udøvelsen. Derfor har Carnegie som bank fx ingenting at gøre med hvilke kunstnere, der nomineres eller noget at skulle have sagt i juryarbejdet. Det er rent ekspertdrevet. Derfor bliver selve karakteren konsistent i forholdet mellem det som en bank vil og det, som prisen forsøger at fremme: kompetence og ekspertise. På den måde kan man sige, at prisen er vældig konsistent med Carnegies verden, selvom det ikke er Carnegies arbejde. Dermed sender vi i Carnegies ledelse meget vigtige signaler til medarbejderne i Carnegie og til Carnegies kunder og omverdenen, at vi har de her værdier, og at vi ikke beskæftiger os med at gå på kompromis med kvalitet. At vi forsøger virkelige at gøre det aller allerbedste.

Der har været en omfattende markedsføring af prisen og udstillingerne i de respektive lande bl.a. i form af en bog og en dvd med værkerne og kunstnerne. Er det ikke også usædvanligt?

Jo, og det hænger netop sammen med kompromisløsheden. Man må ligesom bestemme sig, syntes vi: enten så gør man det, eller også gør man det ikke. Hvis vi skal give nordiske kunstnere et argument for at arbejde med deres svære profession, så må vi også berede publikum på det. Så kan man ikke bare uddele en pris. Man bliver også nødt til at lave en udstilling, der turnerer og møder publikum, og der må være gratis entre til udstillingen, hvis det er muligt. Der må være dokumentation fx i form af den her bog således at man kan studere, og nyttiggøre og glædes, selv hvis man ikke er på stedet. Så hele det her ambitionsniveau har det formål, at kunstneren når ud til sit publikum. Derfor valgte vi også efter nogle år, kun at uddele prisen hvert andet år, fordi vi erfarede, at det blev for stresset, at hver udstilling kun nåede at hænge to-tre uger på hvert udstillingssted. Nu da det er hvert andet år, når udstillingerne at hænge et anstændigt tidsrum på hvert sted, og både skolebørn og pensionistforeninger, kunstforeninger i firmaer eller offentlig forvaltning får tid til at besøge Carnegie Art Award udstillingen.

Hvorfor lige nordisk samtidskunst?

Carnegie er en nordisk bank, som har lige meget hjemme i alle de nordiske lande, og så er vi også den nordiske bank i London og New York. Derfor var det meget naturligt at definere vores bidrag som nordisk snarere end europæisk eller globalt.

Vil du opfordre andre pengestærke investeringsselskaber eller banker til at støtte kunsten, sådan som I har gjort i Carnegie?

Lad mig sige det sådan, at jeg vil anbefale alle firmaer at have mere kultur som et element i opbygningen af en virksomhed.

Hvorfor?

Fordi alle virksomheder i dag kræver så meget af sine medarbejdere. Det betyder, at medarbejderne ikke længere bare kan dele deres liv op mellem et privat liv og et arbejdsliv, men at de to liv tenderer mod at smelte sammen. Derfor må en arbejdsplads også se til at man møder medarbejderne på flere måder, end bare at betragte dem som eksperter. Gennem at anvende kultur, får man flere dimensioner ind i sin virksomhed i mødet mellem mennesker - såvel internt som i forholdet til omverdenen. Så kultur er uhørt kraftfuld. Eller man kan sige at en virksomhed ikke længere bare kan betragte kultur som en privat sag. Hvis du skal opbygge en god virksomhedskultur, er du nødt til at tænke kulturen med. Det kan så både være samtidskunst, litteratur, teater etc.

Så det handler også om, at erhvervslivet i de her år er meget optaget af værdier, og at kulturen bliver en del af den strategi?

Absolut.

Hvad synes du selv om udstillingen og de nominerede værker?

Altså, der er jeg jo bare en kunstkonsument som alle andre, der interesserer sig for kunst. Men jeg vil sige, at jeg synes, Carnegie Art Award har udviklet sig hele tiden. Da vi startede ud, var vi bange for, at vi skummede de bedste kunstnere, og at der efterfølgende ikke ville findes nogle tilbage. Tværtimod er det gået sådan, at udstillingerne bliver mere og mere interessante, synes jeg.

Hvad skyldes det?

Jeg håber, det skyldes at kunstnerne er blevet bedre og bedre.

Men det kan også være den årelange saltvandsindsprøjtning fra Carnegies side, der har haft en betydning?

Det ved jeg ikke, men det er i hvert fald inspirerende, at arbejde med noget, man kan se udvikle sig. •