Interview: Lærke Lauta

Lærke Lauta: The Accident i Århus Kunstbygning.

Udstillingen hedder The Accident, hvilket også er navnet på et af værkerne i udstillingen, vil du fortælle lidt om den videoinstallation?

Værket består af to film der kører rundt i et stort rundt rum. Billederne bliver projekteret op på den buede væg overfor hinanden. De to modsatrettede videoprojektorer drejer langsomt rundt så billederne bevæger sig langsomt rundt på væggen. Begge film varer seks og et halvt minut.

Der foregår en form for handling på de to projektioner og det er som om de to film taler til hinanden på tværs af rotunden.

Jo, det er lidt det samme der foregår i de to film, men de udspiller sig på to forskellige locations.

Beskueren må bevæge sig rundt i rummet for ikke at skygge for filmens projektion der stille glider rundt på væggen.

Ja, man er nød til at bevæge sig rundt i rummet for ikke at komme til at stå foran filmen. Det er for at inddrage beskueren. På den måde bliver man fysisk bevidst om sin egen placering i værket og man kan opfatte filmen som sit eget blik. Filmen virker som et blik, et vindue, der bevæger sig rundt på samme måde, som hvis man selv stod ude i en skov og dreje hovedet rundt. De to film har ikke den typiske narrative handling hvor man laver et klip og dermed flytter billedet fra et sted til et andet. Kameraet står fast og drejer 360º. På den har måde bryder jeg med den gængse filmiske fortælleform.

Man er også som beskuer tvunget til kun at se på et billede af gange.

Hvis man stiller sig rigtigt og er hurtig til at dreje hovedet frem og tilbage så kan man fange begge film. Men det er en del af værket - man kommer til at misse noget og så kan man nød til at se det flere gange. Der er flere lag i filmene som man opdager hen af vejen. Der er ting der er mere tydelige end andre og nogle af tingene vil man måske undre sig over.

Der er flere af elementerne der går igen i de to film f.eks. kanoen.

Ja, der er kanoen, men også tågen eller røgen i den ene film glider over i den anden. På samme måde som efterårsbladene fra den ene film blæser over i den anden selv om der ikke er efterår i den film. Der er kun efterår i den ene film, den anden film er mere udefinerbar.

Lærke Lauta: The accident (still), video		Lærke Lauta: The accident (still), video

Det er to vidt forskellige locations i de to film. Den ene er en skov, den anden er en sø.

Søen er omgivet af hvide udefinerbare skrænter, det gør at den film er holdt i blå og hvide farver hvor skovfilmen er grøn, rød og gul. Kanoen går igen i begge billeder og så er der selvfølgeligt hovedpersonen der optræder i begge film. I den ene film, skovfilmen, er der en gruppe mennesker der går rundt og råber på hovedpersonen som befinder sig på et eller andet uvist sted. Hun er delvist på et andet bevidsthedsplan. Filmen i skoven er mere realistisk, hvorimod filmen ved søen er kørt længere ud og er mere abstrakt. Den kan ses som en mental abstraktion på det der sker i skoven.

Der foregår mere drømmende ting i filmen på søen.

Ja, den er mere uvirkelig – bålet fra skoven flyder rundt ude på vandet. Der er en mand der i skoven råber på hende gennem en megafon, på søfilmen bevæger han sig rundt ude i vandet i en tåge. Det er fragmenter fra den ene film der er gledet over i den anden.

Det virker til, at landskabet spiller en stor rolle i de to film.

Locations er supervigtige for mig. Landskaberne skal være med til at klargøre en persons eller karakters bevidsthedstilstand, de skal skabe en sindsstemning eller en følelse. De spiller også på en landskabstradition om at være æstetiske smukke. Det vælger jeg for at give et modspil til den dystre handling som her handler meget om liv og død.

Men de to landskaber er på hver deres måde smukke, man kan nemt fortabe sig i landskaberne.

Det er en nordisk tradition, denne romantiske symbolistiske landskabstradition.

Værket er forførende - det appellere til beskueren. Man får lyst til at være der selv om det, der udspiller sig er dystert. Jeg kan godt lide at der er noget tiltrækkende i det der samtidigt er faretruende. Hovedpersonen er ude på en usikker grund, men der er noget tiltrækkende ved det. Jeg vil ikke frastøde beskueren og få ham til at tænke ”Uha, der har jeg ikke lyst til at være”. Det er vigtigt for mig at det appellerer til beskueren, at der er denne dobbelthed mellem det dystre og det indbydende.

Det er storslåede landskaber, men der er hele tiden en rystelse lige under overfladen, som om noget ikke er som det skal være.

Det skyldes til dels lyden. Rasmus Kjærsgaard har lavet al lyden til værket og vi talte meget om at lyden ikke skulle være dyster, for det ville underbygge stemningen alt for kraftigt. Lyden skulle spille imod stemningen. Den skulle være let og svævende og kun nogen gange skulle der bryde noget lyd fra filmen ind i lydbilledet, bl.a. de råbende mennesker i skoven. Det skulle være rart.

Jeg bryder mig ikke om film der bruger overtydelig musik. Det er som om de regner os som idioter. Det ødelægger al uhyggen for med den dystre musik ved vi jo at der kommer noget uhyggeligt. Musikken har advaret os på forhånd. Jeg bryder mig ikke om når tingene bliver skåret alt for meget ud i pap.

Den lyd jeg har brugt er lavet så man kan høre den i lang tid uden at man bliver irriteret for det ville være oplagt at lave en uhyggestemning med musikken, men den skulle have den samme lækkerhed som billederne.

Lærke Lauta: Hun mødte sig selv (still), Video		Lærke Lauta: It took 3 days to drive down one street (still), Video

Du tør godt at tro på at beskueren nok selv skal forstå hvad der foregår.

Ja, man skal give publikum lidt credit. De kan jo se det som de vil, men jeg synes at de skal have muligheden for at se selv.

Og det åbner du mulighed for ved ikke at overfodre beskueren med alt for mange informationer om hvad du vil have dem til at se eller føle.

Man kan se filmene på mange måder og der et jo afhængig af hvem man er.

Videokunsten har skabt et rum hvor man gerne må arbejde med det ophøjede, med patos. Og arbejde med det med tungen lige i munden. Kan du genkende det billede?

Det er dejligt, som Bill Viola og alle de andre. Jeg tror, at det er fordi det er et nyere medie der ikke har den samme historie bagved. Jeg bruger referencer til malerkunstens historie, men man har som videokunstner en større frihed. Hvis jeg havde lavet det her som et maleri så var det blevet meget, meget tungt.

Man har lov til at lave noget storslået. Jeg elsker, at jeg kan lave noget monumentalt – da vi satte videoerne op i går talte vi om størrelsen, den er jo fleksibel i videokunsten. I tegningen og maleriet er der ikke den form for fleksibilitet, man kan kun gøre det mindre, klippe noget af. I videokunsten kan jeg bare stå med projektoren og prøve på forskellige afstande og dermed skabe større og mindre billeder. Torben Sadowsky, lederen af Kunstbygningen, sagde at det skal være stort, det skal være monumentalt og man skal bare fyre den af. Og det er dejligt at man kan det uden at det bliver for meget. Man accepterer det.

Det er som om vi er blevet teflonbelagte i forhold til det storladne. Vi kan ikke læse det monumentale uden at læse en hel skovlfuld ironi med i billedet. Men det gør man ikke når man ser videokunst.

Nej, og det kræver en form for mod i forhold til at lave en lille tegning, for der er hele tiden en risiko ved at arbejde med det monumentale. Men man skal bare være ligeglad og bare fyre den af for i videokunsten puster kunsthistorien ikke en i nakken.

Og alligevel er dine værker fulde af kunsthistoriske referencer?

Jo, men det er noget jeg vælger selv. Når man maler er historien der hele tiden, den ligger i mediet, men i videokunsten kan jeg vælge til og fra. Jeg kan vælge at forholde mig til kunsthistorien, men det er kunsthistorien fra et andet medie.

Lærke Lauta: Travellers on a mountainpath (still), Video

De andre værker på udstillingen har en række klare referencer til kunsthistorien.

Ja, et af de andre værker på udstillingen, Travellers on a mountainpath, er en direkte reference til et Hiroshige-træsnit fra 1800-tallet. Det er rejsende der går om natten med fakler gennem bjergene. I The Accident spiller jeg meget på bevægelsen, det gør jeg også her, men her er det bare omvendt. Bevægelsen er meget minimal.

Store dele af billedet er stillbillede - det er kun faklernes flammer der bevæger sig.

Det er en illusion. Man kan godt se at personerne ikke bevæger sig, men alligevel bliver man ved med at have en følelse af at der er bevægelse i billedet, at de bevæger sig. Hjernen bliver tricket af det man godt ved.

Hvad er det for en gruppe mennesker?

Det er en flok rejsende, flere af dem har hætter på og det kan gøre billedet uhyggeligt. Men landskabet omkring dem, kalkskrænterne er lækre som landskabet i The Accident. Jeg ser rejsen som noget uendeligt der fører en ud på usikker grund. Rejsens uvished er en udfordring for en selv. Også her lurer døden lige om hjørnet.

Ja, det er de store ting der er på spil i den her udstilling, den er renset for privatfnideri.

Nej, puha - det er livets store spørgsmål, alt andet er kedeligt og det har jeg ikke tid til.

Lærke Lauta: Woman surrounded by men (still), Video

Woman surrounded by men er et af de andre værker. En ung kvinde i rød frakke står omringet af mænd i sort tøj.

Ja, og her er der gået helt L.A. Ring i billedet. Jeg har kørt Amager tyndt for at finde L.A. Rings landskaber og de findes overalt derude på Amager.

Du bruger samme effekt som i Travellers on a mountainpath – dele af billedet er fastfrosset mens andre dele er i bevægelse.

Ja, her har vi kvinden som den centrale figur, hun er omringet af mænd. Kvinden og landskabet er i bevægelse mens mændene er frosset fast. Hun vender sig ud imod rummet og konfronterer som den eneste i billedet beskueren. Hun søger en form for kontakt, et opråb på en måde.

Hun er den eneste figur i billedet der bevæger sig, men hun bevæger sig ikke meget, hendes ben står fast på samme sted, det er kun overkroppen og hovedet der bevæger sig.

Ja, hun bevæger sig meget lidt, det er faktisk kun ansigtet der nogen gange konfronterer beskueren.

Det ligger også i titlen Woman surrounded by men at det er et kvindeportræt. Mændene fremstår som faretruende eller dystre, men de overskrider ikke den grænse hvor det bliver virkeligt faretruende. Kvinden er helt isoleret og mændene er lige uden om. Hun har sin egen intimsfære og det er ikke alle mændene der ser på hende, men de er bevidste om at hun har en særlig status som kvinde - jeg ser det som om at hun har en særlig status i og med at hun er kvinde.

Mændene er der fordi hun er der som kvinde i rød jakke.

Ja, det kan man godt sige. Hun er jo den eneste der er i farver. Der er en dobbelthed i kvinden. Hun er skrøbelig, hun er tydelig mindre end mændene, men samtidig har hun en form for styrke fordi hun skiller sig ud og fordi hun konfronterer os. Skrøbeligheden består i selve situationen – hun er ene kvinde i et øde landskab omringet af seks mænd, men alligevel har hun en styrke.

Nu har du fortalt om dit eget syn på værkerne, men gør du dig nogen tanker om at din egen udlægning af værkerne kan komme til at fremstå som facitlister.

Jeg kan jo bedst lide at folk selv går ind i mine værker og derfor er det her i modstrid med hele min måde at arbejde på. Facitlisten kan jeg ikke lide og så snart jeg udtaler mig om mine værker fremlægger jeg en version. Jeg har min egen version, men jeg vil understrege at man også kan se det på mange andre måder. Jeg har haft et udgangspunkt, men hen af vejen åbner det sig også for mig selv og jeg prøver at fastholde den åbenhed.

Man kan godt komme til at lukke et værk for tidligt. Jeg skal minde mig selv om at bibeholde en åbenhed så der også er en åbenhed i forhold til beskueren.

Lærke Lauta (Uddrag af) It took 3 days to drive down one street , Video

Lærke Lauta (Uddrag af) Travellers on a mountainpath, Video

Lærke Lauta (Uddrag af) Woman surrounded by men, Video

Lærke Lauta (Uddrag af) Hun mødte sig selv, Video