Interview: Kunstnerne på Værkstedsudstilling

Rasmus S. Johannsen: Tabte handsker, 2007. 60cm x 70cm Fotografi

Rasmus Søndergaard Johannsen

Fortæl lidt om dit bidrag til udstillingen.

Jeg har en serie med på skoleudstillingen, som hedder: ”Tabte Handsker” som handler om vores køb-og-smid-væk kultur. Dette er en række billeder, hvor jeg har fotograferet handsker, der er blevet tabt rundt omkring. Denne serie er kommet til mig ret naturligt, det er ikke noget jeg har opsøgt specifikt. Grundlæggende handler det om den historie, der ikke giver sig selv i billedet. Billederne sætter en masse historier i gang, f.eks.: Hvorfor er handsken tabt der? osv. Den ufortalte historie handler også om grunden til, at handsken er taget på, hvilket oftest udspringer af, at man har følt kulde, og så kommer der så noget andet ind i billeder, som gør, at handsken tages af igen etc.

Jeg synes også, at det er sjovt at se noget i det offentlige rum, som måske mere er udtryk for grimhedens æstetik. Jeg har måske prøvet at lave denne serie som en form for modstykke til Düsseldorf fotografernes helt straight stil. Jeg prøver ligesom at tage en del af rummet og give det værdi. Jeg har bestemt ikke noget imod disse fotografer, som jeg jo i en vis grad er blevet flasket op med, men det er meget rart at kommentere det, man er flasket op med.

Jeg har også arbejdet på en serie, der hedder 10x15, hvilket er standardmål på gamle familiebilleder. Disse billeder skal udstilles på Den Censurerede Fynske. Jeg har nøje udvalgt nogle gamle familiebilleder, og så har jeg genskabt disse billeder med samme personer, samme sted, i samme format. Hvis menneskene så ikke har kunnet være der indenfor rammerne af dette format, så er de bare blevet cuttet af. Det er ligesom meget sjovt at lave nogle regler, ikke som dogmer, men noget der ligesom er konceptet. Det handler om selvopfattelse, hvordan man opfatter sig selv. Man kan se, at børnene er ligeglade med kameraet, og hvordan de bliver kigget på. Man kan til gengæld se, at når de så er blevet ældre, så er de blevet mere anspændte, og de skal gøre sig til.

Jeg har også arbejdet på endnu en serie billeder, som består af tre billeder, som alle beskæftiger sig med graffiti i det offentlige rum. Noget graffiti kan være ret interessant i forbindelse med, at to kulturer (den danske og den arabiske) sættes sammen og mixes. Det handler om fordomme, dine og mine.

Heidi Sinding: Grønlandsbillede, 2007. 77cm x 110cm Fotografi

Heidi Sinding

Fortæl lidt om dit bidrag til udstillingen.

Mine billeder, der er med på udstillingen, er alle taget på Grønland. Jeg var på Grønland for nylig, hvor jeg tog en række billeder, der bevæger sig indenfor nogenlunde samme ramme. Det er så nogen af disse billeder, der er med på udstillingen. Jeg har arbejdet meget med stille landskaber. Mine billeder er mennesketomme, men der er dog stadig enten en campingvogn eller et skur, der i en eller anden forstand peger hen på noget liv. Der er dog ofte tale om, at disse menneskeskabte ting i en eller anden forstand står livløse tilbage, både lige før og efter billedet er blevet taget. Jeg har det meget med ikke at opstille i mine billeder.

Tilfældigvis mødte jeg julemanden, da jeg var i gang med en optagelse. Det var nogen, der var på tur på Indlandsisen, hvor der så var en med, der klædte sig om til julemand; han plejede at være julemand i Magasin.

Carsten Bastholm: Forrest, 2007. 42cm x 60cm Fotografi

Carsten Bastholm

Fortæl lidt om dit bidrag til udstillingen.

Jeg har nogle billeder med fra en serie, som hedder Forrest, som jeg har taget ude på Amager Fælled. Det var en opgave, vi havde på skolen, så vi kunne øve komposition og lys og meget andet. Det var også meningen, at få noget tema ind over, og det var så affald. Man kan se på billederne, at det er steder som folk bruger. Det er en række billeder, hvor det enkelte billede både fremstår i farver og i sort/hvid, hvilket giver en form for rytme. Der kommer et fedt spil mellem de på en side ens, men alligevel meget forskellige billeder. Det ses tydeligt i farvebillederne, at små ting, f.eks. effekter med en bestemt farve, kan styre beskueren i en bestemt retning, hvorimod sort/hvid billederne kan virke helt anderledes, da man i disse billeder ikke bliver påvirket af farverne fra enkelte effekter. Det er det samme billede, men man opfatter det næsten som to vidt forskellige.

Jeg har også et portrætfoto med på udstillingen af musikeren Jens Unmack fra LoveShop. I forbindelse med fotograf Søren Hartvig fra Information, som jeg har været i praktik hos, har jeg arbejdet med portrætfoto. Dette portrætfoto har bl.a. vundet en pris på SDF, Selskabet For Dansk Fotografi.

Portrætfotoet, der er med på udstillingen, var Jens Unmack selv specielt glad for. På billedet ses Jens liggende i en stol og gelænderet fra en trappe går så op og ligesom skærer ham igennem. Dette passede perfekt til den tvetydighed, man finder i hans musik.

På udstillingen er der ikke nogen kobling mellem portrætfotoet og kunstfotosene – det er mere for vise noget indenfor de to områder, som jeg arbejder indenfor.

Bothild Una Jensen: Increasingly I see The Human Form (part.1), 2007. 1m x 1m Fotografi

Bothild Una Jensen

Fortæl lidt om dit bidrag til udstillingen

De billeder, som jeg har med på udstillingen, tager udgangspunkt i det meget private rum. Det, som jeg har fotograferet, er blå mærker på kroppen. Ved at gå meget tæt på har jeg forsøgt at få noget landskab og topografi ind i billedet. Det handler også om ens egen krop i forhold til verden, og om hvordan man opfatter sig selv. Så er der det med det fotografiske medie, at emulsion tager imod, ligesom at kroppen tager imod de her mærker. Det er tryk og afmærkninger af lys og afmærkninger af tryk på hud.

Jeg synes også, at billederne lægger sig op af lægevidenskabens verden, der gerne vil dokumentere kroppen. Dette prøver jeg dog at gå væk fra ved at gå så tæt på som jeg gør. Jeg går nærmest ind og gør dem halv-abstrakte, så de næsten kan minde om satellit-billeder eller billeder af vejrsystemer. Det er tydeligt, at det er blå mærker, men jeg vil også gerne have, at det er farven som sådan, der er vigtigt. Det er ikke historien, der ligger bag ved det blå mærke, der interesserer mig. Det har ikke noget med vold, hustruvold eller lignende at gøre. Det handler mere om kroppens relation udadtil. Din krop er din begrænsning, men du hænger stadig sammen med det derude. Det påvirker hinanden – det handler om kontakt og om at efterlade spor i forhold til resten af verden. Jeg lavede nogle billeder af de blå mærker, der ikke gik så tæt på, som dem jeg har med på udstillingen, og hvor man så mere af kroppen, men det virkede ikke på den måde, som jeg gerne ville, da disse billeder fortalte en helt anden historie.

Et andet projekt, som jeg har arbejdet på handler om gensidig påvirkning fra de rum vi befinder os i og de rum vi skaber. Jeg har kigget meget på de relationer vi har til rum, og hvad det er for nogle rum vi skaber. Jeg har bl.a. opsøgt parkeringspladser og industrikvarterer om natten, fordi de om natten ikke fremstår som det de er skabt til. Det er interessant at opleve disse rum i en anden sammenhæng for at se om vi kan bruge disse rum til noget andet, når vi tager dem ud af deres naturlige sammenhæng.

Daisy Løvendahl: Germaine, 2007. 69cm x 110cm Fotografi

Daisy Løvendahl

Fortæl lidt om dit bidrag til udstillingen.

I de her billeder arbejder jeg med privathed. Jeg besøger folk i deres hjem, og jeg taler med dem om forskellige ting. Jeg opfatter fotografi som et møde mellem mennesker – det er det et kamera kan. Kameraet er et mødested mellem mig og de personer som vises i kameraet. Kameraet er selvfølgelig også en betragter, hvilket gør, at der sker et eller andet, når man sætter kameraet indimellem os. Det er jeg meget bevidst om, og jeg arbejder derfor meget med kameraet som en tilstedeværelse, som vi afslører noget over for, og jeg beder også ofte folk om at tænke på en afsløring, inden vi går i gang. Afsløringen kan både blive det konkrete billede, og det kan også være noget, som jeg bruger for at komme ind under huden på folk. For mig er det også vigtigt, hvilket kamera jeg bruger. For mig er Hasselblad langsomt og Leica er hurtigt, så jeg arbejder med forskellige typer kameraer. Jeg dokumenterer ikke, men jeg indfanger, bl.a. fordi jeg ikke overholder alle reglerne for dokumentation.

Jeg interesserer mig for andre mennesker, og jeg lytter meget til andre mennesker. Mine billeder har også meget narrativt i sig, der er altid noget foran og noget efter, og der er altid en udforskning, men der er ikke tale om et personligt portræt, hvor jeg vil vise sandheden om en person. Det kan også være en historie et andet sted fra, som jeg så spænder ud sammen med denne person, men det kan også være en persons afsløring, som danner billedets historie, så det i en eller anden grad bliver en blotlægning af personen. Hele tiden er der også spillet/relationen mellem personen og mig og en bevidsthed om kameraets tilstedeværelse.

Andreas Strømberg: Galla Show d. 20 januar 2007, Jagtvej 69, 200 Kbh.N., 2007. 70cm x 100cm Fotografi

Andreas Strømberg

Fortæl lidt om dit bidrag til udstillingen.

Jeg arbejder meget i projektform. Det gennemgående træk er, at jeg vil undersøge, hvad der sker, når man sætter noget ind i en ny kontekst.

Mit projekt hedder Gallashow. Det er en dokumentation fra Ungdomshuset af en begivenhed som var en koncert. Filmet før, under og efter koncerten, og så har jeg til slut samlet det ind, som var tilbage på gulvet efter koncerten, og det har jeg så puttet i en pose. Det er kunsthistorisk med reference til Fluxus og Joseph Beuys. De gik efter 1.maj og samlede sammen. Jeg synes, at med den sæk bliver det politiske emne brudt. Jeg ser det som en arkæologisk undersøgelse med kunsthistoriske referencer.

Jeg har også arbejdet med nogle menneskers private drømme. Der er tale om 7 personer, som jeg har bedt om at skrive deres drømme ned, og så har jeg sat dem op som meget rene plakater i det offentlige rum, i gadebilledet. Jeg iagttager så den transformation, der sker i den nye kontekst. Det slående er jo, at det er noget meget privat, der sættes op i det meget offentlige byrum.