Interview: KBH Kunsthal

forstander for Krabbesholm Højskole

Kurt Finsten og Jacob Fabricius

Kurt Finsten erklærede med statsminister Jens Otto Krags ord KBH Kunsthal for død - længe leve KBH Kunsthal – gange syv!

De syv montre som stod på Vesterbrogade indtil 1. november er blevet restaureret og genopstillet i parken omkring Krabbesholm Højskole i Skive. 1. december blev den nye KBH Kunsthal indviet med 6 retrospektive udstillinger og én ny.

Kopenhagen spurgte initiativtager og forstander for Krabbesholm hvordan idéen om at flytte montrerne opstod, og hvad det betyder for konceptet om en kunsthal på 2 m3.

Hvordan opstod idéen om at flytte KBH Kunsthal til Krabbesholm Højskole?

Jeg havde en idé om at lave en tro kopi af KBH Kunsthal, som skulle stå her på Krabbesholm og det snakkede jeg med Jacob Fabricius om for et år siden. Idéen var at lave vandreudstillinger, som først blev vist i København og siden i Skive eller omvendt og det synes Jacob var en god idé. Pludselig ringede Jacob Fabricius og sagde at ejerne af montrerne på Vesterbrogade havde fået et ultimatum af kommunen; enten skulle montrerne istandsættes eller også skulle de fjernes. Der havde været en afstemning blandt butikkerne som ejede montrerne og den endte med et flertal for at fjerne montrerne. Så han tilbød Krabbesholm montren som KBH Kunsthal havde benyttet samt de seks resterende montre. Det kunne jeg se nogle muligheder i så jeg fik transporteret alle syv montre her til Krabbesholm.

Da Jacob Fabricius startede KBH Kunsthal i København var det som en kommentar til debatten om en kunsthal i København – er den stadig det, nu hvor kunsthallen er flyttet til Skive?

Ja, der er også en historie omkring en kunsthal her i Skive. Der var på et tidspunkt tale om at udbygge Skive Kunstmuseum med en kunsthal som skulle stå her på højskolen. Det skulle fungere som et samarbejde hvor Skive kunstmuseum stod for museumsdelen og Krabbesholm stod for kunsthallen men det projekt løb desværre ud i sandet. På den måde er der en parallel til den københavnske debat. Men efter min mening er der også problemer forbundet med en kunsthal; der er for mange mursten og den har for meget karakter af en institution. Hvorimod KBH Kunsthal har den store force at den er mobil og kan forholde sig fuldstændig frit til kunstinstitutionsvæsenet. Det passer meget bedre til min opfattelse af en kunsthal som noget mere luftigt.

KBH Kunsthal på Krabbesholm Højskole

KBH Kunsthal startede i oktober 2005 og fungerede i et år, til den lukkede 1. november 2006.

Ja, så blev den pillet ned og en måned senere stod den her på Krabbesholm.

Er det stadig Jacob Fabricius og Lotte ???Juul Petersen??? som står for kunsthallen?

Ja, de kører den videre. Det er stadig deres kunsthal men det fungere som et samarbejde med Krabbesholm hvor vi vil bidrage med udstillinger indenfor arkitektur og design eller feltet mellem kunst, arkitektur og design som vi synes er meget spændende her på Krabbesholm.

Betyder det at kurateringen også bliver et samarbejde?

Det er stadig Jacob Fabricius og Lotte Juul Petersen som er kuratorer men vi samarbejder om den del som handler om arkitektur og design for at vi på Krabbesholm kan give vores bud på interessante udstillinger.

Ja, for hvad er din interesse i KBH Kunsthal som forstander for en højskole?

Kunst er et helt centralt fag på Krabbesholm Højskole. Det er grundlaget for de andre fag, arkitektur og design. Dvs. at vi som højskole har en interesse i at indgå i dialog med kunstnere og især samtidskunstnere. Det gør vi allerede ved at invitere kunstnere til at være gæstelærere og foredragsholdere og ved at udgive cd’er og bøger.

Men dette projekt adskiller sig ved at i inddrager en kunstinstitution i skolen.

Ja, det er spændende og udviklende for skolen og for vores elever. Det er fantastisk at man kan gå på en højskole i Skive og hver dag kigge på syv forskellige udstillinger. De kunstnere som udstiller indgår også i et forhold til skolen og eleverne. For mig handler det hele ikke om undervisning og kroner og ører. Det har også noget med niveauet at gøre og et projekt som dette er med til at hæve niveauet for elever og undervisere.

Det handler vel også om at tage velrenommeret projekt fra København og flytte det til Skive og derved putte Skive på landkortet?

For mig handler det ikke om geografi. Det handler om netværk og det netværk vi har på Krabbesholm er ikke bundet til Skive, det er meget mere flydende og globalt og af den grund synes jeg en kunsthal som denne er sympatisk. I sin form og sin struktur er KBH Kunsthal ligeså flydende fordi den ikke er grundmuret og støbt ned i frostfri dybde.

Du har nævnt at der er planer om at montrerne som udgør KBH kunsthal skal til andre byer. Kan du fortælle mere om det?

KBH Kunsthal har stået i København i et år, nu er den flyttet til Skive og er blevet ganget med 7. Hvor mange kunsthaller oplever det?

Så er arealet oppe på 7 m2?

14 m2! Den første udstilling varer tre måneder - fra første december til første marts. Men eftersom montrerne er lette og nemme at flytte ville det være naturligt at udnytte det potentiale og flytte dem rundt i landet. Hvorfor ikke stille en i Århus, Odense eller Esbjerg? Så kunne man lave syv forskellige udstillinger som roterede rundt i landet. Man behøver heller ikke begrænse sig til Danmark. Én montre kunne stå i Hamburg, én i Barcelona osv. På den måde kan man udnytte det flydende begreb om en kunsthal som montrerne udgør. Det ville være en anden måde at opfatte begrebet kunstinstitution på. I stedet for at det er en bygning er det et netværk. Hvilken betydning får det for de kunstnere som udstiller? For kunsthallen? Og for højskolen? Dvs. der er mange forskellige lag som får glæde af denne udvikling.

På den måde afspejler KBH Kunsthal altså samfundet i dag som også i stigende grad bygger på netværk...

Ja og netværkstanken er også en central del af højskoletanken. Da de første bønderkarle kom på højskole for 160 år siden og stiftede bekendtskab med litteratur, historie, mytologi osv. knyttede de også netværk som varede for livet. I dag skal ordet netværk forstås anderledes men nu er det en helt central del af samfundet bredt set, man kan ikke foretage sig noget som helst uden at relatere det til et eller andet netværk.

Så i virkeligheden er det her projekt en opdatering af både højskolen og kunsthallen?

Ja, hvis man skal sige det lidt smart. Ligesom højskolen hele tiden skal orientere sig i forhold til sin tid, skal en kunsthal også hele tiden opdateres. Så et samarbejde som dette mellem en mærkelig højskole og en mærkelig kunsthal er efter min mening en fin konstellation. Den måde som KBH Kunsthal er drevet på er i opposition til kunstinstitutionen. Og den måde en ordentlig højskole skal drives på og som Krabbesholm Højskole bliver drevet på er i opposition til uddannelsesinstitutionen. På den måde er vi fælles om den oppositionelle tilgang og det felt tror jeg er et sundt sted at befinde sig.

Da KBH Kunsthal stod i København var der omkring 1,7 millioner forbipasserende om året – kan i hamle op med sådan et besøgstal her på Krabbesholm?

Nej, det tror jeg ikke, vi går efter et mere eksklusivt publikum ha ha! Vi henvender os primært til miljøet omkring højskolen. Men når montrerne bliver sendt til andre byer tror jeg godt vi kan slå besøgstallene fra København – man skal jo huske, at tallet fra nu af skal ganges med syv! Men hele diskussionen omkring besøgstal på museer osv. er irrelevant for KBH Kunsthal. Det interessante er at præsentere udstillinger på et højt niveau og der vil under alle omstændigheder komme mindst et par hundrede besøgende til hver udstillinger, hvilket sikkert svarer til en udstilling på et galleri. Til gengæld vil udstillingerne blive brugt mere intensivt af eleverne end udstillinger på et traditionelt galleri eller kunsthal gør, fordi de griber ind i undervisningen på skolen.

KBH Kunsthal er et respekteret sted, hvor respekterede kunstnere har udstillet, og Krabbesholm har også ry for at have et højt niveau, men man hører af og til ordet ”højskolekunst” brugt i en negativ betydning...

Sådan ser vi ikke på kunst her på stedet. Vi har respekt for kunsten og for os som underviser her er kunsten noget af det vigtigste i verden. Op i røven med højskolekunsten! Men en ordentlig, seriøs tilgang til kunst hvor det virkelig betyder alt i hele verden, det går vi ind for. •

Direktør KBH Kunsthal

Direktør Jacob Fabricius lægger sidste hånd på udstillingen Eksil, her John Kørners bidrag 1ste udkast

Jacob Fabricius er manden bag KBH Kunsthal. KBH står ikke længere for København men for Krabbesholm, for de syv montrer fra Vesterbrogade er sendt i eksil på Krabbesholm Højskole i Skive. Den 1. december blev de indviet med den retrospektive udstilling Eksil. I den forbindelse fortalte Jacob Fabricius om kunsthallens historie, om projektet med at sende montrerne i eksil, og den banale glæde ved at dele suppe ud i regnvejr.

Som kurator indgår du så i et samarbejde med kunstneren omkring installationen og opstillingen af værket?

Ja, jeg synes det er interessant at prøve forskellige ting af og være med i processen og så er det op til kunstneren at tage den sidste afgørelse. Men det er forskelligt fra person til person hvor aktiv en del man vil være og om man gider sætte en skrue i eller ej. Det er ikke lige sjovt hver gang men hele dette projekt handler om at være med. Da vi holdt ferniseringer, hvor vi serverede kaffe og hjemmelavet suppe i regnvejr så er det fordi det er en del af processen og det handler om at give en oplevelse videre.

Er det stadig dig og Lotte Juul Petersen som er kuratorer, nu hvor KBH Kunsthal er flyttet?

Man skal se det som en opstartsfase hvor vi gennem et år sætter folk ind i hvordan vi har kørt kunsthallen og prøver at kuratere nogle udstillinger i nogle helt andre omgivelser og med nogle andre relationer til rummet. Fra en gade hvor der går tusinde af mennesker forbi hver dag til en park og en gårdsplads – det er noget helt andet. Det kommer ikke til at ændre på værkerne men det kommer til at ændre på kunstnernes opfattelse af hvad de skal lave. Montrerne kommer til at få en slags zen-tilværelse her på Krabbesholm. Der vil blive stillet færre Mcdonald's krus på montrerne og der bliver heller ikke spyttet så meget på dem som tidligere.

Og der kommer nok heller ikke 1,7 millioner besøgende mere...

Nej, det gør der nok ikke. Den første udstilling her på Krabbesholm er en retrospektiv udstilling over noget af det som er blevet vist i kunsthallen og et nyt projekt af Randi & Katrine. Det var egentligt planlagt at deres udstilling skulle vises i januar 2007 i København men pga. den korte tidsfrist vi fik til at lukke kunsthallen endte det med at blive vist her.

Jacob Fabricius ved Randi & Katrines værk

Det lyder som om hele projektet er omkring flytningen er blevet arrangeret på meget kort tid.

Ja, jeg snakkede med Kurt Finsten (forstander for Krabbesholm Højskole, red.) i foråret om idéen om at lave en kopi af kunsthallen her på Krabbesholm. Men ved et møde med apotekeren på Steno apotek fik vi ved et tilfælde at vide at montrerne skulle rives ned og så ringede jeg til Kurt og sagde at han kunne få kunsthallen gratis.

Det var altså ikke fordi du havde en interesse i højskolen som så sådan?

Ikke i højskoler generelt. Men Kurt viste interesse og fangede idéen tidligt og hvis man kan det kan man også føre idéen videre og derfor var det oplagt at flytte kunsthallen til Krabbesholm. Hvis ikke Kurt havde gjort det var de endt på en losseplads. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Krabbesholm fordi jeg lavede en udstilling med en skotsk kunstner som hedder Martin Boyce i 1999. Han arbejdede meget med arkitektur og jeg foreslog at han skulle kontakte Krabbesholm og siden har han været her et par gange. Den åbenhed overfor noget nyt tiltrækker mig. Der er rent faktisk en institution i Danmark som tør at tage sine egne valg og kaste sig ud i noget, som ved første øjekast ikke er så prestigefyldt. Altså, det drejer sig om 2 m2 og der er jo ingen klejner på bundlinjen.

Er det noget du savner hos andre institutioner i Danmark?

Ja, altså det er altid lettere at kritisere end at rose men jeg savner noget spontanitet og at folk tør stå frem og lave deres egne projekter. Tværfagligheden er også inspirerende – at man f.eks. inviterer Jorge Pardo til at bygge et hus og Jason Dodge, Yvette Brackmann eller Martin Boyce til at lave stole.

Det er vel også med til at holde hjulene i gang at der er en lille dynamisk kunsthal som kan stikke til de store institutioner.

Ja, og så er det dejligt at kunne tage initiativ til et projekt som det kunsthallen og Superflex lavede sammen. Til det projekt brugte vi en tredjedel af de penge vi fik fra kunststyrelsen til udstillingen 700% plus, dvs. 25.000 kr., på at lave en Freeshop hvor der blev uddelt gratis medicin fra Steno apotek. Der har længe været snak om velfærdsstat og brugerbetaling og derfor var det fantastisk at kunne give noget tilbage til tilfældige mennesker som kom for at købe deres medicin. Pengene kunne ligeså godt have været brugt på et flot katalog over udstillingen, som en gravsten for kunsthallen, men vi valgte at give dem til apoteket, som delte gratis medicin ud i løbet af en dag. Det var en fornøjelse!

Det var en anderledes måde at bruge kunststyrelsens penge på...

Ja men for mig handler kunst om at give folk en oplevelse og ændre deres måde at se på tingene... det er ret banalt. Om man så giver suppe til en fernisering eller deler gratis medicin ud så handler det om at give en oplevelse.

Skal KBH Kunsthal stadig ses som en del af debatten om en kunsthal?

Nu er den en del af en anden debat. Jeg kender ikke lokalpolitikken i Skive men der har også været snak om en kunsthal her. Vi snakker i øjeblikket om hvad kunsthallen skal hedde nu og det skal selvfølgelig være et navn som har de samme institutionskritiske elementer i sig som tidligere. Denne udstilling kalder vi for Eksil fordi det er hvad der er sket. Selvom en kunsthal på 2 m2 er minimalt kunne det ikke engang lade sig gøre i København. Kunsthallen er altså sendt i eksil, den er blevet landflygtig. Nu må vi se om der kan komme en anden form for kunsthal i København eller med Kurts hjælp få kunsthallen tilbage til i en anden setting.

Er KBH Kunsthal fri af kommercielle interesser?

Ja, kunstnerne kan sælge værkerne eller udstille dem igen, det er ikke noget vi blander os i. Vi giver kunstnerne et honorar på 100 Euro pr. kvadratmeter.

Er det et standart beløb for kunsthaller?

Nej, vi opfordre udstillingssteder og museer til at give et honorar fordi der er mange steder i Danmark hvor kunstneren ikke bliver betalt. Deri ligger der også en kritik fra vores side, ved at vi som et lille udstillingssted giver et honorar. Museumsdirektøren, kuratoren og kokken i Louisianas café får løn, men det gør kunstneren som udstiller ikke altid.

Hvordan er præmisserne ændret for kunsthallen efter den er flyttet?

I København fik vi lov til at lave én udstilling hvor vi brugte alle syv montrer. Nu er alle montrerne her på Krabbesholm så nu kan vi vælge at invitere syv forskellige kunstnere, eller en kunstner til at lave syv forskellige udstillinger. Der er altså flere størrelser at lege med. Samtidig giver placeringerne forskellige fornemmelser. Der er fire som står på gårdspladsen, to som står sammen i parken og en som står alene ved begyndelsen af alléen. Men den største forskel er at på Vesterbrogade vidste folk ofte ikke at det var kunst de så. På Krabbesholm skal man først finde vej til kunsthallen ad snørklede veje og så går man ind på højskolens område som er en form for institution – det er den største forskel.

Du har sagt at en af ambitionerne med kunsthallen er at vise udenlandske som ikke er kendte i Danmark og ukendte danske kunstnere. Er det stadig ambitionen?

Ja, det er til hver en tid interessant at vise kunstnere for et publikum som ikke har set dem før. Jeg vil ikke dermed udelukke kunstnere som har udstillet meget fra at få muligheden for at udstille og holde foredrag her på Krabbesholm.

Interview: Sonja Lillebæk Christensen

Sonja Lillebæk Christensen

Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussens værk er nærmest en dokumentation af en tilfældighed: Under udstillingen Sid Ned i en skurvogn på Nørrebro blev hendes videoprojekter stjålet, men tyven efterlod en Mp3-afspiller fyldt med gangster rap. Da Sonja spillede musikken for sin søn kunne han straks give en karakteristik af tyven. Det blev til lydsporet til udstillingen i KBH Kunsthal som, udover en ghettoblaster indeholder en beskrivelse af hændelsen samt en model af skurvognen hvor tyveriet fandt sted.

Dit projekt udspringer af en anden udstilling du lavede på Nørrebro. Hvordan forholder dit værk sig til konceptet bag KBH Kunsthal og det offentlige rum som sådan?

Værket er nemt at afkode og det er noget alle kan gå til, det kræver ikke en speciel viden eller kunstneriske referencer. Når man har læst teksten kan man forstå værket. Så på den måde passer det til det offentlige rum. Jeg har lavet værket sammen med Christian og vi var enige om at lægge vægt på at det var et kunstprojekt og at det derfor skulle adskille sig fra de andre butiksmontre. Det er ikke kunst i klassisk forstand men på den måde at det er skævt. Det har vi lagt vægt for at få folk til at stoppe op. Musikken tiltrækker også folk og får dem til at kigge på montren. Vi havde noget som var interessant, men det var ude af kontrol og vi havde ikke noget billede af den endelige udformning så vi var enige om at give slip og lade værket udfolde sig. Det endte altså med en 3D tegninger, noget tekst og nogle mærkelige skamler. Så på den måde har vi ikke tænkt kunsthallen med i projektet.

Hele projektet er nærmest opstået ud af en tilfældighed...

Ja det er taget ud af en hverdagstilfældighed.

Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen: Uden titel, 2006. Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen: Uden titel, 2006.

Har du tidligere arbejdet i det offentlige rum?

Ja det har jeg men jeg tror ikke på stedsspecifikke værker så jeg insisterer på at have min egen vinkel. På samme måde som jeg gjorde til udstillingen Sid Ned på Nørrebro (den udstillingen hvor videoprojektoren blev stjålet, red.). Jeg kendte ikke nok til Nørrebro til at det ville blive interessant. Jeg arbejder ud fra en viden jeg har kendskab til på forhånd, ud fra sager jeg brander for. Jeg laver ikke et værk om Nørrebro bare fordi der er nogen som beder mig om det. Jeg har arrangeret en del udstillinger i samarbejde med erhvervslivet og det er hårdt arbejde, fordi man hele tiden skal overbevise dem om at det man laver er godt nok. Det er jeg blevet træt af. Man har en anden frihed når man arbejder indenfor en kunstinstitution fordi folk kommer fordi de er interesserede og dermed undgår man ”skulle-det-nu-være-kunst” attituden.

Fungerer værket stadig nu hvor det er flyttet væk fra København?

Ja, for det handler om forsmåede forestillinger om andre mennesker og det er også noget som folk i Skive bruger tid på. Som værk fungere det alle steder. Sammenhængen med KBH Kunsthal og montrerne kan jeg ikke afkode nu hvor de er flyttet. Det er ikke længere en hverdagsting man tilfældigt kommer forbi, nu er det mere ophøjet og fokuseret på at det er en kunstudstilling. Det er der ikke noget problem i, men det er noget andet end da den stod i København.

Hvad synes du om idéen om at flytte KBH Kunsthal til Skive?

Jeg synes det er fedt at der er nogen som råber op andre steder i Danmark. Det må kunne danne et netværk her i Skive og gøre geografien lidt større. Jeg er uddannet fra det Jyske Kunstakademi og det har været en kamp at råbe folk i København op. Men det er aldrig interessant hvis tingene bliver for lokale, på samme måde som København. Der bliver også lavet gode ting på Fyn men det får ingen opmærksomhed sammenlignet med København.

Er dine værker altid politiske på samme måde som videoen om Kim Christofte du viste til Sid Ned-udstillingen?

Nej ikke decideret politiske nærmere samfundskritiske. Generelt arbejder jeg med problematikken omkring det gode og det onde og at tingene er mere komplicerede end som sådan. Men jeg arbejder altid meget dokumentarisk.

Er det et mål for dig at skabe debat med dine værker?

Debat, dialog og forståelse.

Dine værker er, som du selv siger, meget dokumentariske – har du overvejet at vise dem som dokumentarfilm i stedet for i gallerier?

Jeg lavede en film om en kvinde som var meget optaget af programmet Lykkehjulet Den fik meget kritik fra andre kunstnere, fordi de mente det var for lavkulturelt at beskæftige sig med emner som Lykkehjulet. Derfor er det interessant at vise sådanne ting i gallerier og ikke i tv eller som dokumentarfilm. •

Interview: Lasse Schmidt Hansen

Lasse Schmidt Hansen

Kopenhagen bringer her et kort interview med en meget træt Lasse Schmidt Hansen. Måske er der ikke så meget at sige om værket, Extra Ordinary, som han selv konkluderede. For duen står jo bare der, den taler ganske vist ikke for sig selv, faktisk siger den ikke et kuk, men det er ikke desto mindre det værk i KBH Kunsthals historie som har fremkaldt flest reaktioner fra forbipasserende.

Lasse Schmidt Hansen: Extra Ordinary, Lasse Schmidt Hansen: Extra Ordinary,

Fortæl om dit værk Extra Ordinary.

Værket hedder som sagt Extra Ordinary som er et engelsk ord som jeg har delt op i to. Det består af vitrinen og indeni er der en udstoppet due placeret på bunden i den ene ende. Udgangspunktet var at bruge vitrinen som det den er, en udstillingsmontrer, og udstille en genstand som egentlig er der i forvejen men som bliver fremhævet i kraft af vitrinen. Det kunne have været mange ting, f.eks. kunne jeg have efterlignet et udstillingsvindue fra apoteket, men jeg valgte duen. Den er sådan en perifer del af bymiljøet som folk går og sparker lidt til. Da jeg havde sat duen op, stod jeg og kiggede på folks reaktion og var virkelig overrasket over hvor mange som stoppede op og kiggede. Man kunne jo lige så godt stoppe op og kigge på duen ved siden af på fortovet men det gør man bare ikke.

Jeg fik at vide, at der var mange som henvendte sig på apoteket for at få duen befriet og ruden blev tilmed smadret. Det er vist det værk som har flest reaktioner fra folk på gaden.

Hvordan har værket ændret sig efter det er flyttet til Skive?

Ja, det er en helt anden situation her ude på landet, faktisk er jeg ikke helt sikker på hvad værket betyder nu. Præmisserne for alle værkerne på udstillingen er ændret pga. af den nye sammenhæng.

Ja, der er flere af værkerne som forholder sig specifikt til kunsthallens tidligere placering eller byen som sådan.

Ja men det er på en måde meget interessant.

Hvordan var det at arbejde sammen med Jacob Fabricius som også var kurator på afgangsudstillingen for Det Fynske Kunstakademi hvor du deltog i 2005?

Vi har snakket en del sammen om hvordan værket kunne være, hvilket er vigtigt for mig, fordi jeg gerne vil vide hvad hans idé med stedet er.

Fortæl om den del af værket som hedder Wallpainting.

Ideen var at lave et vægmaleri på montrerens sider. På den måde ville man, i kraft af glasset, kunne se malingens bagside, hvilket man normalt ikke har mulighed for ved et vægmaleri. Maleriet bestod bare i at male halvdelen af montreren med hvid vægmaling. Jeg havde forhørt mig omkring og malingen burde kunne holde i regnvejr osv. Alligevel gik der ikke ret lang tid før al malingen var skyllet af og nu er der altså kun titlen tilbage...

Har du tidligere arbejdet i det offentlige rum?

For nogle år siden arbejdede jeg meget uden for institutionerne og i det offentlige rum med selvstændige projekter. På et tidspunkt holdt jeg op med det og siden da har jeg arbejdet med udstillingsrummet og udstillet hvad man kunne kalde kunstgenstande.

Var det ment som en kritik da du arbejdede uden for institutionerne?

Ikke direkte, mere et forsøg på at skabe nogle andre rum. I dette tilfælde er jeg blevet nødt til at gå tilbage til den måde jeg arbejdede på en gang. Der er nogle helt andre krav når man arbejder i det offentlige rum.

Er man del af debatten om en kunsthal hvis man udstiller i KBH Kunsthal?

Hvis man udstiller som billedkunstner vil man altid, uanset om man vil eller ej, være en del af en debat. Hvis man udstiller i en kunsthal eller en institution af en eller anden art, er man del af diskussionen om hvad den institution er •

Interview: Jesper Carlsen

Jesper Carlsen

Jesper Carlsen deltager med værket No titel (2006) i den retrospektive udstilling Eksil. Det er den første udstilling i KBH Kunsthal, efter den er flyttet fra Vesterbrogade i København til Krabbesholm i Skive. Værket er en stram minimalistisk skulptur i lysstofrør, som på monumental vis oplyser parken omkring den gamle herregård.

Jesper Carlsen: No Title, 2006.

Fortæl om dit projekt til KBH Kunsthal.

For det første synes jeg det er var spændende sted at udstille fordi der hvor kunsthallen stod på Vesterbrogade kommer der utrolig mange mennesker forbi, der er virkelig trafik omkring montren. Jeg kunne godt tænke at inddrage apoteket fordi folk sidder derinde og venter. Derfor lavede jeg en lysende kube med en spot som lyser ind i apoteket og rammer en discokugle som er monteret under en stol. Jeg kunne godt lide tanken om at der ikke var noget indeni kunsthallen men at den oplyste området omkring kunsthallen. Ligesom en minimalistisk skulptur gør opmærksom på rummet uden at være noget i sig selv. Det var altså en ældre idé om minimalistisk kunst som jeg ville lave en anden vinkel på. Ud over at den oplyste rummet havde den også et folkeligt element ved helt konkret at oplyse et andet rum og aktivere det i form af discokuglen. Koblingerne mellem den tomme kunsthal, det oplyste mellemrum mellem apoteket og kunsthallen og det næste rum som var apoteket, synes jeg var interessant. Lysstofrørene jeg bruger er standard størrelser, fordi jeg ville have det til at se ud som om der ikke er gjort noget med rummet udover at oplyse det.

En discokugle er en meget folkelig ting og minimalistiske skulpturer er noget man forbinder med den hvide kube.

Ja, jeg kunne godt tænke mig, at de to idéer strittede i hver sin retning men havde en formel sammenkomst ved, at de begge benytter lyset til at tegne rum.

Hvad er ændret ved værket nu hvor der ikke længere er et apotek ved siden af men i stedet parken omkring Krabbesholm Højskole?

Det er blevet mere monumentalt fordi det lyser mere op, der er mørkere omkring montren og der er mere natur. Det er en kultur-firkant i et stykke natur. Discokuglen er nu monteret i et træ fordi det ikke kunne lade sig gøre at montere den i et andet rum som på Vesterbrogade. Værket er nok mere arkitektonisk kommenterende nu hvor det tidligere var socialt.

Føler du, at du som kunster, der udstiller i KBH Kunsthal, tager del i diskussionen om en kunsthal?

Det er en diskussion som jeg altid vil støtte op om fordi der altid er brug for nye initiativer og nye måder at gøre tingene på. Men det var ikke det vigtigste for mig da jeg skulle gribe opgaven an. For mig lå der nogle udfordringer i montren i sig selv, så jeg prøvede bare at lave det bedste værk jeg kunne på dette sted og så på den måde pege på andre måder at udstille på.

Det virker som om Jacob Fabricius har medvirket som sparringspartner i flere af projekterne og med konceptet omkring KBH Kunsthal næsten selv er blevet kunstner...

Det er rigtigt, at der er opsat mange både begrænsninger og muligheder for kunstnerne og at kunsthallen derfor er et kunstnerisk projekt. Men de præmisser kender man når man går ind i sådan et projekt. Men mit projekt havde jeg lavet og formuleret på forhånd så det var Jacob Fabricius ikke en del af. Da montrerne blev flyttet her til Krabbesholm var det mere åbent fordi der kom nogle nye problemstillinger. I den forbindelse havde vi en fin diskussion om hvad der ville fungere og hvad der praktisk kunne lade sig gøre.

Du adskiller dig fra de andre kunstnere ved at du har gået på højskolen og derfor kendte omgivelserne i forvejen.

Men jeg vidste ikke hvor Kurt Finsten (forstander for Krabbesholm Højskole, red.)havde placeret montrerne. Derfor havde jeg bevidst ikke afgjort hvordan værket endeligt skulle være når det kom her til Krabbesholm.

Hvordan har det været for dig at udstille her på en skole hvor du selv har været elev?

For mig personligt er det selvfølgelig skægt. Men jeg synes også at det er interessant at man flytter kunsthallen, hvilket i sig selv er absurd, og stille den op igen et sted som er så markant anderledes fra den gamle placering.

Er det første gang du udstiller i det offentlige rum?

Ja det er det faktisk. Discokuglen var også med for at bryde den minimalistiske kube ned, over for folk som måske ikke vidste at de så på kunst. På den måde fungerede skulpturen selv om man ikke så de kunsthistoriske referencer i den eller i det hele taget accepterede den som værende et kunstværk. Det var vigtigt for mig.

<b<Er referencerne til andre kunstnere vigtige for dig?<b>

Ikke altid men jeg har lavet nogle projekter hvor jeg benytter referencer og bryder dem ned igen. •