Interview: Karin Hindsbo

Vil du fortælle om baggrunden for Fluxid, og hvordan I har sat udstillingen op. Jeg kan se, at den er blevet til i et samarbejde mellem Henning Christiansen, dig selv og flere yngre kunstnere?

Udstillingen er jo produceret af Den Frie Udstillingsbygning, og i den proces har vi haft forskellige samarbejdspartnere, som for eksempel Kristina Ask, der har stået for arkivet. Derudover er de nye installationer af ældre værker også udviklet i samarbejde med yngre kunstnere, som Pind og Thorbjørn Reuter Christiansen.

Denne udstilling er spændende for os, fordi den er en del af vores ambition om at give Den Frie Udstillingsbygning en ny profil. Vi prøver at gå ind og fylde et hul, som vi synes, der er på den danske kunstscene, udfra nogle visioner som ligger i forlængelse af husets historie. Det handler om, at Den Frie altid har været et inkluderende hus, hvor der er plads til kunsten. Det er et sted, som i sin tid opstod i protest mod den mere sammenspiste klike på Charlottenborg, og det er et hus, som har kunstnergrupperinger som sit fundament.

Det var den linie, vi valgte at tage op, da jeg begyndte her for halvandet år siden, og jeg sammen med bestyrelsen skulle udvikle en ny profil for stedet. Ved samme lejlighed fandt vi ud af, at Den Frie i højere grad skulle tage fat på selvbestaltede initiativer. Oprindeligt er Den Frie jo et resultat af et selvbestaltet initiativ, som en reaktion mod den gængse kunstverden og dens organisering- og samarbejdsformer. Sammenslutningerne, som for eksempel Den Frie, er grupperinger, ligesom Fluxus-bevægelsen er det, og forskellige nyere grupper kan være det, og det er det fokus på samarbejdsformer, som udstikker linien, vi arbejder efter. Vi arbejder efter et kunstnerstyret princip, hvor vi inddrager kunstnere på alle niveauer i vores udstillinger, derudover består bestyrelsen udelukkende af kunstnere, og vi har en hyppig udstillingsfrekvens, hvilket vil sige, at der kommer flere kunstnere igennem huset.

I går overhørte jeg nogen sige, at den aktuelle udstilling var “stramt” sat op.

Den Frie er et inkluderende hus og et sted, hvor man boltrer sig. Men vores visioner om et inkluderende hus har ikke noget at gøre med, om der er mange ting på væggene, det har noget at gøre med nogle ideologiske forestillinger om, hvad det her hus kan tilbyde, som der mangler i den danske kunstsverden.

Det, vi kan gøre, er blandt andet at sætte fokus på marginaliserede praksisser, såsom Fluxus. Fluxus har i høj grad været marginaliseret, det er kun nogle få år siden, at Statens Museum for Kunst ville skille sig af med sin samling af fluxuskunst. Der har heller aldrig været en rigtig retrospektiv udstilling med Henning Christiansen i Danmark, hvilket er utroligt taget i betragtning, hvilken rolle han har spillet i Dansk og international kunst i over fem årtier, og hvor stor en indflydelse han har haft på flere generationer af yngre kunstnere. Så med den her udstilling sætter vi sådan set både fokus på fluxus og på en kunstner, som vi mener er marginaliseret i forhold til, hvor stor betydning han har haft.

For at sætte det på spidsen kan man sige, at vi med den her udstilling forsøger at rette nogle af de fejl, der er begået i den danske kunsthistorie og af de danske institutioner. Også ved at vi med udstillingen hiver nogle praksisser ind, såsom lydkunsten og performancen, der, i kunsthistorisk og institutionel sammenhæng, måske ikke er blevet ofret den samme opmærksomhed som visse andre kunstneriske discipliner.

Så det er baggrunden for, at jeg for et år siden inviterede Henning Christiansen til at lave en kæmpe udstilling. Siden har primært Henning og Thorbjørn Reuter Christiansen og jeg arbejdet med den og så Kristina Ask på arkivet, hvilket var noget, vi syntes var interessant i og med, at Kristina er billedkunstner og ikke kunsthistoriker og derfor arbejder med materialet på en helt anden måde. Senere fik vi en række yngre kunstnere koblet på til at udvikle grebene i udstillingen, og her valgte vi kunstnere, som i deres egne praksisser kan siges at arbejde i henhold til de retninger, fluxuskunsten i sin tid stak ud. Så sådan er udstillingen blevet til, og det er jo også en måde at arbejde med, hvordan man i det hele taget kan vise fluxuskunst.

Et af spørgsmålene har været, hvordan man præsenterer en performance i dag, og der har vi forsøgt at udvikle nogle installatoriske greb, som kan gøre det. Overvægten af værker i denne her udstilling er lydværker, fordi Henning først og fremmest er komponist, så derfor er der lavet et stramt visuelt greb og så en overload lydmæssigt. Samarbejdet med Beuys har vi sat i kælderen, også fordi det er et aspekt, der bliver fokusseret meget på i Danmark i forhold til Henning, så det har vi valgt at underspille.

Hvordan har det været at udvikle de fysiske installationer omkring lydværkerne og performances’ne, som for eksempel gravhøjen og halmballen?

I udgangspunktet havde vi et videomateriale, og der valgte vi så blandt andet at vise Tiefland, som fandt sted på Sydney biennalen. Det er en tre-dages performance, lavet i samarbejde med Bjørn Nørgård, hvor der indgår får og halm, hvorfor vi også har valgt at spille Schafe statt gegen udenfor, som er en lille musikkomposition med får.

Men fordi der indgår får og halm i den oprindelige performance, valgte vi så at installere værket i en kæmpestor halmballe-lignende konstruktion. Henning og jeg og primært Thorbjørn, har udviklet grundideerne for installationerne. Det samme med Kong Askers Høj, som er en performance, der ikke er særlig kendt, og hvor ingen var til stede, da den blev lavet. Den har vi valgt at installere i denneher lidt gimmick-agtige konstruktion, som forsøger at imitere gravhøjen, men alligevel ikke rigtig gør det.

Den er også rigtig flot.

Det været meget, meget bøvlet at lave den. I det store hele har udformningen af udstillingen været et stort arbejde - at bygge en halmballe i en træbygning, og få det godkendt af brandmyndighederne, er for eksempel sin sag.

Det er en meget anderledes retrospektiv udstilling det her - også i forhold til arkivet, der kører fra 1962 til 2062.

Man kan godt læse udstillingen retrospektivt, der findes faktisk værker i udstillingen helt fra starten og op til nu. 1970erne er svære med Henning, for i den periode lavede han mest filmmusik, men det dækker vi ved at vise film fra 1970erne hver torsdag. Grunden til at arkivet dækker perioden fra 1962 til 2062 er, at 62’ var fluxus-bevægelsens ophavsår i Danmark og så går arkivet 100 år frem for ligesom også at pege ud i fremtiden.

I har også et løbende program af performances?

Performances er enormt vigtige i Hennings praksis og i fluxus-bevægelsen i det hele taget. Derfor gav det mening, når vi nu lavede denne her store udstilling med Henning, at hente nogle af alle de folk Henning gennem tiden har arbejdet med hertil for at genopføre og rekonstruere eksisterende performances samt at lave helt nye værker.

Kommer vi til at se flere af denne her type udstillinger på Den Frie i fremtiden?

Ja, Jørgen Michaelsen og jeg planlægger faktisk allerede en udstilling om dansk konceptkunst, men det bliver først til næste år. •