Interview: Jonas Pihl

Installationsview: No Resistance

Birgitte Rødsgaard: Du har kurateret gruppeudstillingen No Resistance med 15 forskellige kunstnere. Hvordan kom det i stand?

Jonas Pihl: Jeg blev spurgt af Helle (Kamvig red.) om jeg havde lyst til at lave et eller andet i Galleri Veggerby i perioden 9. feb. – 10. marts, og tænkte med det samme, at det kunne være sjovt at sammensætte en udstilling med kunstnere, som jeg godt kan lide, men tænkte samtidig, at der skulle være en overordnet titel eller et tema, der bandt det hele sammen, så det ikke bare blev endnu en tilfældig sammenslutning.

BR: Kan du fortælle lidt om titlen. Hvorfor "No Resistance”?

JP: Titlen ”No Resistance”, eller på dansk ”Ingen Modstand” er noget der, paradoksalt nok, har voldt mig en del modstand og søvnløse nætter. Det er min første udstilling med rollen som kurator, og i første omgang tænkte jeg, at NU skulle den virkelig fyres af, og der skulle spilles på alle ”intellektualitets-orglets” tangenter, hvor den ikke fik for lidt, og titlen skulle rumme det hele, og balancere på en knivsæg mellem det højpandede og det platte; men efter kort tid ,og med god hjælp fra Alexander Tovborg, gik det op for mig, at jeg skulle ”go with the flow” og tage det, der lå lige for, som en forlængelse af mig, istedet for forkrampet at presse pseudointellektualitetens sorte hat ned over udstillingen. Og det blev så ”No Resistance”, som er en tematik, der har optaget mig noget tid.

BR: Hvad ligger bag denne tematik og dermed bag udstillingens tema?

JP: ”No Resistance”-tematikken handler om det venlige, det bløde, det lækre, og rent formelt karakteriseres den af runde art nouveau-agtige former, iscreme-farver og blød soulmusik fra 70´erne.

BR: Er ”No Resistance”-tematikken udelukkende et formelt, æstetisk projekt, eller er der også nogle dybereliggende lag?

JP: Dybden ligger i overfladen; men det danner jo en mærkelig sløjfe, eller et Moebius-bånd, hvor det bliver to sider af samme sag. Overfladen fortæller om dybden, og dermed smelter den formelle og konceptuelle side sammen; men hvis du tænker på en politisk dimension, kan man jo sige, at den venlige, apolitiske fremgangsmåde alligevel bliver politisk i kraft af sin opstillen af det positive, poetiske alternativ til det bestående.

BR: Så det bliver alligevel et kritisk projekt?

JP: På en subtil måde ja. Og af bagvejen . . . Det ukritiske bliver, på en omvendt måde, en kritik til kritikken . . .

BR: Ser du denne tematik, i en kunsthistorisk kontekst, som et modsvar?

JP: Både ja og nej. Ikke bevidst. Først og fremmest er det et hedonistisk projekt; men alt lægger sig naturligvis ind i en kontekst, som det kommer til at forholde sig til, eller bliver et mere eller mindre bevidst modsvar til, og i dette tilfælde kan man måske godt kalde det et venligt modsvar til 80´ernes powerplay og blodige provokationer. ”Quiet is the new loud”, som bandet Kings of Convenience udtrykker det.

Installationsview, fra venstre, Ivan Andersen og Søren Thilo Funder

BR: Er der ikke en fare for, at tematikken lukker sig om sig selv, eller kan man forestille sig, at den overskrider sig selv?

JP: Der er selvfølgelig altid en fare for, at et meget udtalt tema bliver for homogent, og min forhåbning er selvfølgelig også at dette tema transcenderer sin egen lækkerhed og måske kammer over i det ulækre i forsøget på, som vi talte om før, at yde den omvendte provokation. Jeg er ikke interesseret i at opstille én sandhed, men derimod skabe en uhierakisk flad struktur, hvor temaet polariseres af dets modsætning. Man kunne forestille sig, at der var så lidt modstand, at der blev skabt modstand, eller at der var så mange glade farver, at det blev trist. Altså en ny, meget venlig måde at skabe horror på! Ha ha . . .

BR: Men stadig virker det som et meget personligt projekt. Er der ikke en fare for, at du presser din egen, subjektive tolkning ned over hovedet på de inviterede kunstnere?

JP: I invitationen jeg sendte rundt til de forskellige kunstnere forklarer jeg min personlige tolkning af tematikken, men lægger det netop op til den enkelte, at tolke temaet frit, og jeg har netop valgt et tema, der optog mig personligt, så de inviterede kunstnere kunne komme med vidt forskellige nye, friske bud på tematikken. Det var det interessante for mig, og forhåbentlig andre, der ser udstillingen.

Installationsview, fra venstre Jonas Pihl,Jaspar Sebastian Stürup, Morten Ernlund Jørgensen og Nils Erik Gjerdevik

BR: Hvilke kriterier har du valgt de udstillende kunstnere ud fra?

JP: Jeg har selvfølgelig valgt nogle, jeg personligt finder interessante, som kunstnere; men jeg har i høj grad valgt dem ud fra kriteriet, at de, på den ene side, enten passer ind i udstillingens koncept, rent kunstnerisk, eller at de går i den stik modsatte retning, for at transcendere konceptet, som vi talte om tidligere. For at give nogle eksempler arbejder en kunstner som Nils Erik Gjerdevik, som regel, med bløde, lækre former og farver, og en uhierakisk struktur, formelt som konceptuelt, hvorimod en kunstner som Søren Thilo Funder netop oftest arbejder med en vis portion modstand i sine projekter. En kunstner som Malene Bach arbejder formelt med farven, som transparant membran med lysets ”osmose” igennem, og konceptuelt med en art ”cosmic space funk”, hvorimod Elmer tilhører den mere punkede del af kunstscenen . . . selvom der ikke er så meget modstand i hans smukke model, der ligger og slænger sig. Men denne polarisering synes jeg skaber et godt clinch. En kunstner, som jeg også synes, på genial vis, får begge sider med i samme kunstværk er Morten Ernlund Jørgensen, der normalt arbejder med det minimalistiske og tørre og de afdæmpede farver, i modsætning til min personlige tolkning af ”No Resistance”-tematikken, som det maksimalistiske, våde og flamboyante. Morten Ernlund Jørgensen deltager i udstillingen med værket ”Bubble Boy”, der forestiller en dreng, der er født uden immunforesvar, og dermed er født med en krop med ”ingen modstand”. Dette bevirker, at han er dømt til et liv i en plasticboble, der beskytter mod alverdens bakterier og modstand. Værket går derfor, efter min mening, perfekt i spænd med udstillingens tema, samtidig med, at det bærer på et meget tungt og modstandsfyldt tema, der så igen modsvares af akvarellens formelle lethed. En dynamisk ping-pong mellem temaet og dets modsætning . . . og tilbage igen.

Installationsview, fra højre, Emil Madsen Brandt, Jesper Christiansen,Tommy Petersen og Elmer