Interview: Jes Brinch

Jes Brinch: The Perversions of Mechanical Normality på V1 Gallery

Hvilke temaer arbejder du med i denne udstilling?

Der er ikke noget samlet tema i denne udstilling, fordi det er en masse forskellige ting. Hovedattraktionen er nok familien, der er ude at gå tur med hunden. Men heller ikke i denne skulptur er der ét fast tema. Det er mere et udslag af, at jeg fik en bevilling fra kunstrådet, som gjorde det muligt at lave dette drømmeprojekt i marmor, som er udarbejdet i Vietnam. Jeg har derfor brugt nogle af de bedste ideer, jeg har fået gennem tiden, og selvfølgelig er der kommet nye til undervejs i processen sammen med nogle ting, som jeg har tænkt: ”Det her, det kunne være for vildt at lave i marmor!”. Så man kan sige, det er en blanding af ting, jeg har arbejdet på i lang tid og nye ting. Samtidig har jeg fået syet nogle silkebannere til væggene, fordi jeg synes det ville være for kedeligt, hvis det blev en minimal skulptur opsætning. Det er på ingen måder en tema udstilling - det er mig, som prøver at bruge min fantasi så meget som muligt og fylde galleriet fra gulv til loft. Og så er der jokerne i udstillingen: betonskulpturerne. Dem lavede jeg, fordi der var plads i containeren, som jeg transporterede værkerne i fra Vietnam til Danmark. Så jeg tænkte, det kunne være fedt at lave noget helt gakket, som peger i en helt anden retning. Det er parodier på nogle idylliske kinesiske landskaber, som man kan se i springvand, og som relieffer på væggene på caféer i Vietnam.

Jes Brinch: Colonial Romance, 2007. 80x120x60 cm. Marble		Jes Brinch: 9999 Mistakes, 2007. Variable dimensions. Marble
Jes Brinch: Walking the Dog, 2007. Variable dimensions. Marble		Jes Brinch: Casual Violence, 2007. 80x150x50 cm. Marble

Men temaerne, du arbejder med, går igen fra nogle af dine tidligere udstillinger.

Ja, det er uundgåeligt, når man har arbejdet som kunstner i 20 år. Jeg mener, man kan ikke få 20 millioner ideer i løbet af et liv, så man har måske 20 grundideer, som man bliver ved med at arbejde videre på.

Og hvad er det for nogle ideer for dit vedkommende.?

Tag for eksempel skulpturen Walking the dog. Den viser en familie som går tur med deres hund og finder et kvindelig som hunden begynder at æde af. Familien står bare og ser på og griner og manden bliver lidt seksuelt opstemt. Det er et forgængelighedsbillede men det siger også noget om familien som repræsenterer det normale og i denne situation er voyeuristiskog småperverse. Motivet har jeg brugt før på udstillingen Death som jeg lavede i Malmö sidste år (Galleri 21, Malmö, red.). Der var motivet med som et relief som jeg har arbejdet videre på fordi jeg synes det er god måde at sige nogle ting på en metaforisk og ikke så bastant måde. Jeg har tidligere arbejdet med meget bastante og direkte budskaber og som en afveksling fra det er det sjovt at arbejde med mere drømmeagtige budskaber som jeg gør på denne udstilling.

Men du har valgt at lave skulpturerne marmor, som må siges at være bastant materiale.

Ja, marmor har en iboende autoritet både kunsthistorisk, og i den måde materialet ser ud - det virker utrolig overbevisende. Af samme grund har det været sjovt at lave nogle ting, som man ikke er vant til at se i marmor i og med, at motiverne er anderledes, og formsproget er tegneserieagtigt.

Jes Brinch: Time of Death, 2007. 41x67x56 cm. Iron Wood		Jes Brinch: Sentenced, 2006. Variable dimensions Iron wood

Det er nogle dystre emner, du arbejder med. Det første der sker, når man kommer ind på udstillingen, er, at man bliver skudt, og så går det ned ad bakke derfra... Jeg oplever udstillingen som et udtryk for et meget pessimistisk syn på tilværelsen.

Nej, det synes jeg ikke, for den forsonende humor er til stede i alle værkerne, og det ser jeg som en forløsende ting og ikke som noget deprimerende. Humoren er der også i kontrasten mellem et autoritativt materiale som marmor og et lettere formsprog og nogle ideer, man ikke forventer at se i marmor. Jeg har altid godt kunne lide at bruge henholdsvis kunstinstitutionens og materialets autoritet til at lave ting, som står i kontrast til det, og på den måde bliver humoristiske og meget direkte kommunikerende.

Du har tidligere snakket om den form for direkte kommunikation.

Ja, og der må man være bevidst om den autoritet, som kunsten i det hele taget har. Der er mange gallerier, hvor man føler sig dybt fremmedgjort, og som giver en stemning af, at man slet ikke har råd til at være der.

Størrelsen på galleriet passer nærmest med standard størrelsen på en 2-værelses på Vesterbro, hvor man kunne forestille sig at familien med hunden kunne bo. Og både vægge og gulv er pakket med værker.

Jeg kan godt lide, at det er tæt på over kill – det er som at komme ind i et wunderkammer.

Jes Brinch: Lifestyle Suicide, 2007. 250x300 cm. Silk and nylon		Jes Brinch: Inescapable Web of Society, 2007. 360x320 cm. Silk and nylon

Fortæl om værket Self Hate.

Det er et selvportræt, som viser en situation, som jeg tror de fleste kender. Du står foran spejlet og siger til dig selv: ”Det der, det gør du fandeme bare ikke igen!” Det kan være efter en fatal brandert eller lignende, men for mig er det en grundpsykologisk situation.

Du har sagt, at du er inspireret af psykologisk teori

Det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng. Det er handler mere om at kunne vise nogle tunge emner på en Storm P agtig måde. Det gør, at det bliver forsonende, og at man har mere lyst til at forholde sig til den slags oplevelser frem for, hvis jeg havde skildret det fuldstændig socialrealistisk.

Jes Brinch: Self Hate, 2007. 120x60x50 cm. Marble and mirror		Jes Brinch: Head, 2007. 120x60x60 cm. Marble

Jeg ser værket Head, som ligger i vinduet og kigger ud af galleriet, som et billede på en psykedelisk tilstand, som ikke er tilgængelig inden for kernefamiliens rammer.

Ja, det er rigtigt. Hvor Walking The Dog handler om dødsangst og det syge ved det normale, så er Head mere positiv på trods af, at hovedet er revet af kroppen.

Værkerne Inescapable Web Of Society og Social Status er i virkeligheden ret banale billeder på det net af roller og hierarki, som tilsammen er virkeligheden, men nu havde jeg mulighed for at få dem syet i sort silke og selvlysende nylon i Vietnam. Jeg har ikke noget imod, at tingene er banale og formsproget er simpelt – sådan har jeg altid arbejdet.

Du har sagt, at kunst skal kunne konkurrere med andre medier som f.eks. film mht. underholdnings værdi.

Ja, og det vil jeg også mene at denne udstilling kan, når man ser på besøgstal, og den måde folk stopper op på gaden og kigger ind af vinduerne.

Dine værker har altid været i opposition til den akademiske og intellektuelle kunst.

Sådan ser jeg det ikke. Jeg prøver ikke at lave noget, som er dumt og anti-intellektuelt. Den tørre akademisme, kunst som kun referer til kunst, synes jeg, var interessant at undersøge i en periode, da jeg gik på akademiet, men jeg ser det som noget meget studentikost og henvendt til en akademisk situation, og det kan jeg ikke bruge 20 år på. Det er simpelthen for kedeligt – kunsten skal have et sugerør ned i virkeligheden og en social og sociologisk samtidsorientering. Man kan ikke postulere, at kunsten er uafhængig af den virkelighed, den eksisterer i – så ender det i dekadence.

Jes Brinch: Mountain of Tradition, 2007. 170x60x60 cm. Various materials		Jes Brinch: Mountain of Love, 2007. Various materials		Jes Brinch: Mountain of Friendship, 2007. Various materials

Er der stadig samme behov for at gøre oprør mod en akademisk kunst, som da du startede som kunstner?

På nogle punkter er der mere brug for det nu. Der er kommet et kæmpe boom på kunstmarkedet, hvilket betyder, at man i dag kan leve som ung kunstner, hvad jeg synes er fantastisk. Men af en eller anden grund har det haft den effekt, at fordi de kan sælge deres værker, tror de, at de er nødt til at lave noget, som er midtersøgende. Der er enormt mange kvindelige kunstnere, som kopierer Julie Nord, og der er enormt mange mandlige kunstnere, som kopierer Tal R, fordi det er de to mest succesfulde positioner på scenen. Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke tænker: ”Nu kan vi sælge vores ting, så nu har vi mulighed for at fyre den helt vildt af!” De har ikke engang forstået basal markedsføring: Hvis man kopierer andre, er det dårlig markedsføring. Hvis man derimod er original, personlig, subjektiv eller fantasifuld, så sælger lortet og meget bedre, fordi det er mere interessant at kigge på. Jeg har ikke de bedste forudsætninger for at følge med i den danske kunstscene, fordi jeg bor i Vietnam, men når jeg tager et hurtigt kig over scenen, så synes jeg ikke, jeg har meget konkurrence lige nu. Jeg har ikke set andet end kedelige udstillinger fra Islands Brygge til Valby. Folk vælger, hvem de laver udstillinger sammen med, ud fra hvem der kan give kontakter i udlandet etc. Det er ikke af kærlighed til kunsten, eller fordi det er nogle interessante kunstnere. Det er fordi, det for gallerierne er nogle karrieremæssigt interessante kunstnere. Det er købmandshandel.

Det er vel, hvad et galleri er? En købmandshandel?

Ikke nødvendigvis. De fleste er startet som idealister med en kærlighed til kunsten og en vision om at vise kunstnere, som de selv synes er interessante – måske med undtagelse af Jesper (Jesper Elg, indehaver af V1 Gallery, red.), som først er blevet idealist nu... haha.

Hvordan ser du din kunst i forhold til andre kunstnere? Ser du slet ingen sammenhænge mellem dine ting og f.eks. Paul McCarthy?

Jeg kan rigtig godt lide Paul McCarthy og Jeff Koons, som jeg kiggede meget på i starten af 90’erne. Men jeg fokuserer ikke så meget på kunst, jeg kigger mere ind i mit eget hoved og min egen fantasi, end jeg kigger på kunstscenen. Det er ikke på grund af uvilje, jeg har bare ikke muligheden når jeg bor i Vietnam.

Kan man se udstillingen The Human Mind – Human Consciousness Seen From Within (En udstilling som Jes Brinch har lavet sammen med Per Elbke i udstillingsstedet Baghold, Vesterfælledvej 7A, red.) som et kig ind i hovedet på en af figurerne på denne udstilling?

Det er rigtigt, at denne udstilling fokuserer mere på den sociale virkelighed, hvor The Human Mind fokuserer på den psykologiske virkelighed.

Jes Brinch: Fat Piss Penguin Stupid Suicide Owl, 2007. 80x100 cm. Acrylics on canvas		Jes Brinch: Who Am I?, 2007. 80x100 cm. Acrylics on canvas		Jes Brinch: Walk Think Talk Sit Sleep Eat Drink Shit, 2007. 80x100 cm. Acrylics on canvas

Der har været en del omtale af din udstilling i aviserne - føler du, at du er blevet modtaget, sådan som du ønsker?

Det er svært for mig at bedømme. Men jeg må sige, at jeg er blevet blæst over ende af al den eksponering, som der har været, og alle har været utrolig positive over for mig. Efter at der er kommet et boom på kunstmarkedet, bliver kunsten også taget mere seriøst. Det betyder, at aviserne sender rigtige journalister, som har lavet research og ikke en kunsthistoriker, som kommer med sine nedarvede fordomme for at kritisere en ud fra deres forældede syn på kunst •

Jes Brinch: Brinch "Head" Tee, 2007. Variable dimensions. Cotton and print Jes Brinch: Brinch Soundtrack, 2007.