Interview: Henning Christiansen

Henning Christiansen: All the Cage is a Stage, 2007.

Selve konceptet med denneher udstilling er jo som en slags retrospektiv...

Ja, en slags. Jeg har selvfølgelig haft mange andre udstillinger, og har også udstillet her på Den Frie Udstillingsbygning flere gange før, dog aldrig med så omfangsrig en udstilling som den her.

Jeg tænkte på om du har haft nogle særlige overvejelser omkring det at lave en retrospektiv. Dine værker og din måde at arbejde på låner sig jo ikke ligefrem til formatet, som traditionelt set går ud på, at præsentere objekter i form af malerier eller skulpturer i lange rækker så man kan se en udvikling og så videre.

Jeg forstår godt hvad du mener. Jeg har jo været både komponist, maler, skulptør og performance-kunstner. Jeg har på den måde lavet masser af performances, samtidig med at jeg som komponist har lavet 240 opus’er, jeg startede jo på konservatoriet da jeg var atten år. Men derudover er jeg ude efter, at det her skal være en fornøjelig udstilling, hvor man lærer mig at kende som en underfundig figur, der leger med tingene.

Jeg har været tilknyttet fluxusbevægelsen, og den var nemlig legende på mange måder. Dog ikke på samme måde som dadaismen, eller dada, eller hvordan man nu har kendt det herhjemme, det kan man ikke sige, for fluxus har også en snert af politik i sig. Når jeg kalder udstillingen FLUXID, så er det fordi jeg definerer den som fluxid kontra en perfid tid. Skide perfid! Hvad ligger vi for eksempel og roder rundt efter nede i Irak. Jeg ved godt at det er noget med olie, men det er virkelig mærkværdigt at vores politiske liv er gået den vej.

Henning Christiansen: All the Cage is a Stage, 1992-2007.

Henning Christiansen: All the World is a Stage, 1992-2007.		Henning Christiansen: All the World is a Stage, 1992-2007.
Henning Christiansen: All the World is a Stage, 1992-2007.		Henning Christiansen: All the World is a Stage, 1992-2007.

Mange af de værker man ser på udstillingen udspringer af konkrete performances, som er foregået i en anden tid, et andet sted, og ofte i samarbejde med andre kunstnere. Kan du sige noget om hvordan du oversætter så flygtig en praksis til en konkret udstilling?

Ja, jeg har lavet sådanne nogle kuber, ligesom her, mange steder – fordi så får jeg isoleret mig selv i forhold til resten af rummet. Men frem for alt, så er der altid lyd. Der er lyd i hele bygningen, også meget mere end du hører nu, for vi regulerer det afhængigt af forskellige ting, men lyden er over det hele, også ude på toilettet og deroppe på lægten. Lyd er et meget vigtigt element for mig, fordi jeg er komponist fra starten. Jeg tog min eksamen fra musikkonservatoriet som komponist, men for mig virkede det mere som noget, der ledte til en masse andre ting, end som et egentligt hovedfag. For eksempel spillede jeg over en lang årrække klarinet i en række symfoniorkestre, og det er jo en beskæftigelse i sig selv.

Du har altså hele vejen igennem spredt dig over flere forskellige discipliner.

Helt afgjort. Filmmusik har jeg også lavet meget af. I weekenden var jeg inde og fortælle på Cinemateket om Præsten i Vejlby [instruktør Claus Ørsted, 1972; red.], som jeg lavede musikken til for mange år siden.

Da jeg først så dine værker, var det de grønne værker, og så tænkte jeg med det samme på hvorfor du ikke også lavede gule værker. Det fandt jeg hurtigt ud af, at du faktisk gør, men kan du ikke sige noget om forholdet mellem grøn og gul i dit arbejde?

Man kan se det sådan meget lige ud af landevejen, i landskabet ser man jo altid gult som blomster, der står utrolig smukt i det grønne, og sådan er det også med rød. Det er altid et spørgsmål om hvilken farve man bruger, om det er en signal-farve eller en lys eller mørk farve.

Det kan du se ligeher, hvor vi sidder, der er kæmpestor forskel på den grønne og den grønne [Fluxh(e)aven (1988-2007) og Fluxidtid (2007); red.]. Jeg har faktisk også lavet mange ting med rød, fordi den står så stærkt, men jeg startede med grøn. Et af de tidlige værker med grøn var den sætning, som hedder music as green. Det var noget, som jeg fandt ud af i arbejdet med min musik, at den skulle være, altså grøn. Men det er den jo ikke, det er bare noget jeg siger og skriver. Musik er ikke grøn, men det handler om at få folk til at lægge ligeså kraftigt mærke til grøn, som de lægger mærke til musik. Det er en måde at ophøje grøn på.

Det er ligesom hvis du lægger mærke til de grønne kryds på avis-collagerne [The Caught War (1991); red.], det er noder. Og jeg kan jo skrive noder så man knap kan se om de er trykt eller håndtegnet, men her er man ikke i tvivl om at de er håndtegnede, og det er for at tydeliggøre hvad jeg laver med de noder ovenpå avisudklippene. Det er “spærrer”, altså noget der flytter opaf...

Henning Christiansen: Fluxh(e)aven, 1988-2007.

Henning Christiansen: Fluxh(e)aven, 1988-2007.		Henning Christiansen: Fluxh(e)aven, 1988-2007.
Henning Christiansen: Fluxh(e)aven, 1988-2007.		Henning Christiansen: Fluxh(e)aven, 1988-2007.

“Spærrer”?

Ja, hvis det nu er noden F, og man sætter sådan et kryds ved, så har man flyttet den op så den bliver et Fis, altså en halv tone højere. Og så videre med Cis, Dis, Gis...

Men hvad laver krydserne så på avisudklippene?

Krydserne får jo tingene til at stige til vejrs... Det handler om krigen i Irak i de tidlige 1990’ere, og alle udklippene er taget fra Politiken i løbet af de måneder krigen varede. Der var noget i avisen hver dag, og jeg klippede alt ud, det er kun nogle få af værkerne man ser her, der var oprindelig 70 billeder, hvoraf mange så er blevet solgt. Men dengang man kunne se det i sin helhed, var det også interessant på den måde at det fortalte om krigsforløbet.

Det er spændende at du netop nævner krydset som en barriere. Det at lave en form for barriere går igen i mange af dine værker, og man kan måske endda se det som et sted hvor dine værker åbner mod det politiske. Som for eksempel sætningen “friheden er lige om hjørnet”, den antyder som mange af dine værker en politisk stillingstagen gennem en problematisk rummelighed.

“Friheden er lige om hjørnet” er jo et slags slogan, som er meget ligetil, men når man så tænker over det, så indser man jo at sætningen egentlig siger, at vi aldrig får fat i den frihed. Man kan kun lede efter den, og det er netop det vigtige. Hver gang man runder et hjørne, så er der altid et hjørne mere. I forhold til spørgsmålet om vi nogensinde finder friheden, så vil jeg egentlig nødigt have det, for det drejer sig sgu’ også om at interessere sig for andre mennesker. Den fuldstændige frihed er ikke noget værd.

Kan man sige at der er lidt det samme på færde i sten-pladespilleren, som jo kan spille, men alligevel ikke rigtig kan spille.

Jo, det er det. Den hedder Stonesong, og selvfølgelig kan den ikke rigtig spille, men man kan forestille sig den spille. Du ved godt hvordan det lyder når man kradser henover sten. Det er grammofonen, men i det hele taget arbejder jeg med ting vi normalt omgives af, som for eksempel stolene herinde. Dem har jeg allesammen malet, og det har jeg gjort fordi, at det går sgu’ ikke at de skal være så kedelige. Der er nogle folk, som synes at de er fine eller fornemme, men jeg synes at de er kedelige og derfor har jeg malet dem. Og så har jeg signeret dem med HC, sådan at folk forstår at det er alvor, det er ikke bare et eller andet klatteri.

Tak og tillykke med en virkelig flot udstilling. •

Henning Christiansen: Tiefland, 1990-2007.

Henning Christiansen: Tiefland, 1990-2007.		Henning Christiansen: Tiefland, 1990-2007.

Henning Christiansen: Kong Askers Høj, 2001-2007.

Henning Christiansen: Kong Askers Høj, 2001-2007.		Henning Christiansen: Kong Askers Høj, 2001-2007.
Henning Christiansen: Kong Askers Høj, 2001-2007.		Henning Christiansen: Kong Askers Høj, 2001-2007.

Henning Christiansen: Pandora's New Box, 1994-2007.

Henning Christiansen: Pandora's New Box, 1994-2007.		Henning Christiansen: Pandora's New Box, 1994-2007.

Henning Christiansen: World Peace Economy, 2001-2007.

Henning Christiansen: Arkiv, 1962-2062.

Henning Christiansen: Arkiv, 1962-2062.		Henning Christiansen: Arkiv, 1962-2062.
Henning Christiansen: Arkiv, 1962-2062.		Henning Christiansen: Arkiv, 1962-2062.
Henning Christiansen: Arkiv, 1962-2062.		Henning Christiansen: Arkiv, 1962-2062.

Billeder fra åbningen:

Bjørn Nørgaard i aktion ved åbningen af Fluxid

Bjørn Nørgaard i aktion ved åbningen af Fluxid		Bjørn Nørgaard i aktion ved åbningen af Fluxid		Bjørn Nørgaard i aktion ved åbningen af Fluxid

Performance af den amerikanske kunstner Geoffrey Hendricks		Performance af den amerikanske kunstner Geoffrey Hendricks

Ute Wassermann og Henning Christiansen i lyddigts-aktion

Karin Hindsboe byder velkommen		Henning Christiansen takker og taler...
Ann Noël Williams læser Emmet Williams' sprogdigte		Gordon W. Sharfness Institut bespiste gæsterne
Kage...		Folk...