Interview: Frederik Lindskov

Frederik Lindskov: Home To Office på Galleri North

Der er jo sket noget med dit maleri. Kan du fortælle om udviklingen i dit kunstneriske udtryk siden vi snakkede sammen sidst?

Ja, det må man sige. Først og fremmest skyldes min markante udvikling, at jeg på et tidspunkt valgte, at sætte alt ind på et enkelt og kraftfuldt udtryk. Sidst du interviewede mig, det var vist i 2002, var omdrejningspunktet, dét, ikke at have nogen stil. Det blev omsider til min store akilleshæl, da jeg derved overså, at intensiteten i den personlige streg og ikonografi (som jo altså er bærer af det, jeg søger at vise) ikke opstår ved at sprede sig som et delta, men ved at koncentrere sig – og blive ved med det. Denne indsigt har vokset sig stor parallelt med min filosofiske uddannelse. Det er ikke valget af emne, men valget af dybde der er interessant.

Denne ændring fra stoflig tilgang til konceptuel tanke, bragte mig samtidig forbi Spektrum og billedkunstneren Ingela Skytte. Hendes betydning for mit kunstneriske hamskifte kan dårligt undervurderes. Hun underbyggede og rendyrkede min nyopdukkede søgen efter det personlige udtryk. Allerede få måneder efter vores møde, lige i slutningen af 2004, kom jeg på den lyseste idé jeg til dato har fostret. Jeg sad på en Sharwamabar på Nørrebro med en god ven, da det pludselig slog mig, at rummets mange synlige elinstallationer ville kunne danne rammen om en fantastisk enkel måde at udtrykke rum på. Jeg tror ikke der gik mange dage, før de første malerier stod færdige. Siden denne sene aftentime har jeg ikke tænkt på meget andet, end hvordan jeg mest kraftfuldt gengiver det urbane rum igennem nervesystemet af ledninger og dinglende lamper.

Frederik Lindskov: Uden titel, Frederik Lindskov: Uden titel,

Vil du fortælle lidt mere om dit nuværende udtryk?

Ja, ideen er grundlæggende den, at jeg vil fremstille rummet som rum, for herved at kunne sige noget om den måde vi mennesker har indrettet os på – såvel fysisk som eksistentielt. Jeg ønsker at fortælle rummets historie uden en masse forstyrrende elementer - vægge, inventar osv. – da disse ellers ville stjæle al opmærksomheden. Rummet som slet og ret rum er jo en meget skrøbelig størrelse. Selvfølgelig er det en umulighed at fremstille selve rummet. Et rum er kun noget, i kraft af det, der er omkring det. Rum er faktisk bare en negation af sine omgivelser. Men vha. netop ledninger synes jeg alligevel at kunne nå et stykke ad vejen. Der er jo det forunderlige ved ledninger, at de aldrig rigtig er en del af det rum, de er i. I vores bevidsthed repræsenterer ledninger ingen betydning, når blikket eller tanken rettes mod et rum. Hvis de er der, prøver vi kort sagt på ikke at se dem; ligger de skjult, glemmer vi alt om dem. De er og bør være skjulte, simpelthen fordi de er en funktionel anordning, der alene ejer værdi ved det, de kan, ikke igennem det de er - ligegyldige plasticsnore. De forekommer mig at være et slags pseudomateriale, der ligesom stjerner på nattehimlen bliver usynlige, idet vi fokuserer blikket på dem. Derfor kan ledninger noget, som resten af tingene i et normalt rum ikke kan. De kan tegne rummets profil og stemning uden at påvirke billedet.

Spørger du, hvorfor jeg så ikke bare tegner arkitektoniske rum, er mit svar, at disse kun kan tegne profilen, ikke stemningen; ånden ved den moderne virkelighed. Så selvfølgelig er ledningerne ikke helt neutrale – i lighed med det de selv er, synes de at fremstille den understrøm af betydning, der ligger skjult under den urbane overflade. Den stemning et ledningsmaleri får frem hos mig, er m.a.o. lige så kompleks og mangetydig, som den betydning det moderne byliv er bygget på. Den største kraft er altid den skjulte kraft – den hvor overfladen ikke praler med, hvad den indeholder. Det er derfor, vi alle er så benovede over Appelcomputere og nye Audimotorer, og i øvrigt alt der ligner noget fra Rumrejse 2001. Ved less is more æstetikken føler vi, helt banalt, at vi lettere kan overskue tilværelsen, hvilket giver overskud og dermed en følelse af overlegenhed. Derfor tilstræber vi – og især med ledninger - at skjule for enhver pris. En af de store forskelle mellem rodede storbyer i Sydamerika eller Østeuropa og polerede byer som New York eller København synes ligefrem at ligge i mængden af blottede kabler og elmaster. Vi kultiverer og skjuler for derigennem at sikre os retten til at kalde os selv civiliserede – mere civiliserede end dem sydpå.

Besøger man venner, hvis lejlighed er fuld af ledninger langs paneler, er man også straks parat til at tænke dette og hint – de er bohemer, er lige flyttet ind eller har blot ikke styr på de mest basale ting i tilværelsen. På alle niveauer forekommer det mig, at ledninger er denne besynderlige dobbeltrolle mellem gestaltning og virkning. At de således overhovedet eksisterer som ting, er et nødvendigt onde, og formentlig glæder de fleste sig til, at den nye trådløse æra for alvor vil komme ledningerne til livs. Mht. til ledninger skal jeg selvfølgelig lige huske at tilføje, at meget af min rumundersøgelse det sidste års tid har kredset omkring ledningernes anden side – lyset de frembringer. Disse indgår jo i en, synes jeg, symbiose med ledningerne. Lamper og lysstofrør har på den ene side noget af ledningernes pseudonatur over sig, men spiller på den anden side en helt anderledes og markant rolle i rummet

Frederik Lindskov: Flat to Flat,

Udover ideen som sådan, kan du fortælle lidt om dine evt. inspirationskilder?

Ja, nu læste jeg jo kunsthistorie før filosofi, så jeg er på godt og ondt svært lastet med alskens teori og forbilleder. Pudsigt nok er der ikke rigtig plads til noget af al dette ved mit ledningsprojekt. Det er som om, at den rene undersøgelse klarer sig bedre, hvis jeg blot koncentrerer mig. Ofte forekommer det mig, at min universitære lærdom alene er noget, jeg kan bruge i en efterrationaliseringsproces – som nu for eksempel. Meget af det, jeg siger ved dette interview, er noget jeg artikulerer for første gang, også for mig selv. Det er som om, jeg har en fornemmelse af det hele i forvejen, men ikke rigtig finder det nødvendigt eller givtigt at formulere det i forbindelse med selve maleriet. Derfor overrasker det mig heller ikke rigtig, når jeg formulerer noget, der pludselig fremstiller projektet i al sin klarhed. At jeg troede på projektet før formuleringen fortæller jo netop, at forklaringen blot er en delmængde af projektet og ikke omvendt. Det er lidt som med simple, paradoksale størrelser: man kan lade sig forføre af stjernehimlens uendelighed i sin helhed, eller man kan ødelægge oplevelsen ved at teoretisere og forsøge at splitte det uendelige op i mindre forklarlige størrelser.

Der findes mange – filosofisk set – komiske forsøg på at forstå netop stjernehimlen. Fx kan universet ikke udvide sig, når dette definerer begrebet størrelse. Exit Big Bang, Penrose og Hawkings. For mig er min største inspiration den rene tankes metaforiske kraft sammen med en god kop kaffe. Min maleriske afsøgning er åben i den forstand, at jeg ikke ved, hvor den ender, men lukket i den forstand, at den retrospektivt set, når den er bedst, ikke rigtig kunne have været anderledes. Set fra dette punkt forekommer kunst mig at være en rationel og logisk afsøgning. Det er blot ikke en normal afsøgning, men en søgen efter at opstille og visualisere den menneskelige livsverdens mest besnærende paradokser.

Frederik Lindskov: Uden titel,

Selvom du i nogle af malerierne benytter dig af et dynamisk perspektiv som fx i titelbilledet Home To Office, virker det til, at der er en form for vekselvirkning mellem det 2- og 3-dimensionelle. Vil du fortælle lidt om det?

Først og fremmest må jeg sige, at jeg udforsker tre grundlæggende udtryk. Det realistiske, det isometrisk-symbolske og det kakofoniske. I mine første ledningsmalerier handlede det primært om at afæske rummet dets installationer på den mest realistiske måde. Som et spinkelt netværk optegnede jeg direkte fra rum – ja, jeg startede faktisk bare med at male elinstallationerne i mit atelier. Jeg brugte akryl for igennem den tørre overflade at kunne fokusere på det sagte elektriske liv mellem ledninger og lys.

Det næste skred skete sidste år, og er en slags isometrisk symbolisme hvor 2-dimensionelle piktogrammer af forskellige slags træder ind og overtager de stereotype elinstallationer, jeg før malede som nøgterne, rumlige objekter. Lysstofrør er nu blevet til aflange symboler af sort/hvid. Lamper er blevet til trekanter eller keglesnit. Stikdåser og fatninger er blevet til grå parallelogrammer, der hænger her og der på et netværk af ledninger. Det er som om, at jeg via disse forenklinger nu er kommet endnu tættere på kernen i den urbane rumlighed, som jeg gerne vil fremstille. Ved helt at fratage de rumlige objekter deres fysiske 3-dimensionalitet, bliver de til symboler; piktogrammer. Herved bliver de endnu bedre til at vise rummets dobbeltnatur som både rum og ikke-rum. Objekterne definerer et rum, men er selv fuldkommen flade som tegn, og spørgsmålet bliver derfor hvilken rolle de spiller i rummet. Det er af samme grund, at jeg tager brug af isometrien. Denne tillader mig at fremstille rummet som rumligt uden dog at benytte mig af perspektiv. Ved en isometrisk tegning af en terning findes max to forskellige linjestykker, hvilket gør alle linjer parallelle. Terningen synes både rumlig og flad på samme tid, og som med piktogrammerne er denne dobbelttilstand mellem rum og flade med til at synliggøre selve det ”usynlige” element i billedet, vi kan kalde rum.

Jeg er nu gået i gang med at koble disse to udtryk i det, jeg vil kalde en kakofonisk metafor for byens rum. Dette indebærer en sammenblanding af det jeg nævnte tidligere - dvs. mellem fx isometri og perspektiv og mellem piktogrammer og mere realistiske objekter – men det indebærer også en anden mulighed, som ligger mig meget på sinde lige for tiden. Hele min idé med rum er ved at transformerer sig til en undersøgelse af afstanden mellem rum. Ja, i virkeligheden kunne vi bare kalde dette felt for mellemrum. Hvad sker der, når jeg sammenkobler helt forskellige rum fra forskellige steder i byen? Så synes der ligesom at fremkomme en nedsmeltning af det sædvanlige rum som rum samtidig med en opståen af noget transportagtigt og tidsligt. Som om det virkelige rum slet ikke er at finde i rum, som sådan, men i feltet mellem rum; i bevægelsen; mødet; overgangen fra det ene rum til det andet. På denne led synes det mig, at mine malerier nu begynder at handle om rum som fastfrosset bevægelse eller tidsrum mellem to steder. Jeg kan fx finde på at bruge et meget stærkt centralperspektiv til at aktivere bevægelsen, hvorefter jeg lægger et helt forskelligt rum på tværs af billedet. Ved dette greb opstår et helt væld af paradokser, som jeg ikke umiddelbart kan afkode. Jeg kan godt lide når et maleri griber mig ved sin komplekse enkelhed: Når jeg ser og forstår de isolerede delelementer, men hvor det aldrig lykkedes mig at slippe forbi den paradoksale helhed.

Frederik Lindskov: Home to Office,

Som jeg forstår dig, er der her også tale om et udviklingsperspektiv - hvad kan du sige om hvor det evt. vil bære hen?

Uha! – Det tør jeg dårligt spå om. Jeg har som tidligere nævnt nogle klare visioner med dette projekt, men som jeg også har prøvet at redegøre for, forbløffes jeg ofte over nye drejninger, som – kunne jeg næsten sige - mit maleri tager på mine vegne. Jeg forsøger altid at være åben for tilfældet og grundig i tanken. Jeg synes denne deling giver mig en stærk metode, fordi jeg herved kan separerer kritisk bearbejdning og konceptualisering fra irrationel og tilfældig inspiration. Jeg har hæftet mig meget ved det engelske begreb serendipity. Det skal kort fortalt forstås som det, aktivt at lade sig guide og inspirere af tilfældet. Ikke nødvendigvis af tilfælde i øst og vest, men af tilfælde forstået som det, der ligger lige ved siden af stien, man går ad, og som man kun opdager, såfremt man aktivt ønsker at lade sig påvirke og lokke af eventuelle stier ind i krattet. Historien vil vide, at det netop er bag disse krat, at de største motorveje er blevet fundet.

Nu er jeg jo postmodernist i ordets videste betydning. Jeg tror ikke på et oplysningsprojekt i dets rene form, og jeg tror derfor heller ikke på at der grundlæggende findes nogle stier, som er bedre end andre. Jo, livets og lykkens sti – hvad så end denne består af – den er man simpelthen dum, hvis ikke man leder efter. Mentalt står jeg et sted mellem Nietzsche, Wittgenstein, Camus og Lyotard, og i kunsten mellem kunstnere som Manet, Duchamp og Koons. Jeg tror på, at tro, videnskab og menneskelig søgen er del af samme svævende livsboble, og at mening skabes af os selv. For nu at slutte cirklen, så tror jeg derfor også på oplysning, forskning og åbenhed mod det ukendte. Ikke for at tilfredsstille et universelt princip, men simpelthen fordi dette giver livet mening. Jeg betragter af samme grund begrebet ”udviklingsperspektiv” som et kerneelement i al menneskelig handlen, og jeg tror ikke så meget, det er indholdet af udviklingen, der er vigtig, som det er udviklingen i sig selv. Glæden som fænomen opstår jo næsten altid igennem den lokale relation; igennem den personlige sejr. Så jeg kan ret præcist svare på den formale side af dit spørgsmål: Mit maleri bærer derhen, at det simpelthen bærer mig. Maleri er for mig bare en spændende måde at leve på! •

Frederik Lindskov: Uden titel,