Interview: Ferdinand Ahm Krag

Ferdinand Ahm Krag: Turbulent infinity, installationview

Kan du fortælle lidt om udstillingen?

Ja, det hele handler vel om intensitet. I sidste ende altså. Men i udgangspunktet består udstillingen af de her tegninger. De er alle abstrakt-formelle. Der er neonfarver og psykedeliske op-art mønstre, hvad giver dem et hidsigt præg, men de er samtidig noget knudret-nørdede i det, hvad delvis skyldes at de er lavet med billige materialer og i særdeleshed med en ganske almindelig Bic-kuglepen. Og det aspekt kan jeg godt lide. Altså: du kan købe dine materialer i Brugsen og så kan du gå hjem og lave noget forholdsvist avanceret. Grundlæggende er jeg vildt optaget af idéen om at man kan tegne partikelstrømme, energier, lydbølger og rytmiske flader. Ting der relaterer sig til bevægelse og tid. Og at tid er noget man kan tegne.

At tiden kan få en rumlig dimension gennem tegningen, for derved at træde ind i den synlige dimension. Alle mulige bevægelser, tidsligheder og hastigheder som vi godt fornemmer og føler, men som ikke direkte er synlige. En art energistrøm, der er mellem tingene og som binder dem sammen. Og nu hvor jeg taler om det, så kan jeg jo godt høre at det lyder både udflydende og udflippet at tale om usynlige energistrømme, men så vil jeg til mit forsvar sige at tegningerne jo er der. De beviser forhåbentlig hvad jeg snakker om på en hård, bestemt og klar måde. Udstillingens titel er taget fra den belgisk-franske digter og maler Henri Michaux der eksperimenterede mere eller mindre systematisk med det psyko-aktive stof mescalin.

Jeg er vildt optaget af den idé. Altså at selve forflytningen af ens bevidsthedsmæssige tilstand kan gøres til genstand for kunstnerisk undersøgelse. De mest vilde og udknaldede bevidsthedsmæssige tilstande skal udforskes. Sådan helt systematisk, roligt og samvittighedsfuldt.

Ferdinand Ahm Krag: Horisonter - tråde og planer, 2007. 70x100 cm		Ferdinand Ahm Krag: Utopisk impuls, 2007. 70x100 cm

Det fantastiske ved kunsten er jo, at man kan arbejde direkte med sin bevidsthed og udforske bevidsthedens tilstandsændringer. Dét interesserer mig. Og konkret, så er udgangspunktet for mine tegninger typisk en meditativ proces, hvor jeg dækker et papir med vandrette farvede linier tegnet med lineal. Det er horisontlinier. De gentages som et mantra og det er en måde at opbygge en koncentration på.

Det er virkelig en art meditation. Så selv om tegningerne er materielle størrelser, så er hele tegneprocessen en måde at arbejde med min bevidsthedsmæssige tilstand på. Gentagelse på gentagelse på gentagelse. Og det er lige netop ikke kedeligt. For i den proces sker der et eller andet med ens bevidsthedsmæssige tilstand. Og overordnet set tror jeg det er det kunsten kan. Den kan ændre din måde at være ved bevidsthed på. Og uanset om man laver formel kunst eller politisk kunst, konceptkunst eller maleri, så skal man huske på at det er en meget kraftfuld egenskab ved kunsten.

Men på den anden side: hvad ved jeg. Jeg aner jo strengt taget ikke om det flytter noget hos beskueren. Men altså: jeg er interesseret i hvor minimalt og simpelt et udgangspunkt man kan have og hvordan man ud fra simple mekaniske gentagelser kan udvikle noget der er komplekst, heftigt, intenst, vibrerende og tæt af energi. Et turbulent og principielt uendeligt mulighedsrum produceret på et meget begrænset grundlag: Streger tegnet med en Bic-kuglepen købt i Brugsen!

Ferdinand Ahm Krag: Uden titel, 2007. 70x100 cm

Kan du prøve at gå konkret ind i et af værkerne og fortælle hvad der foregår?

Ja, så lad os kigge på den store hér på 200 x 140 cm. Det er den sidste jeg har lavet. Nogle af de mindre formater har jeg fedtet rundt med i månedsvis, men den store her blev så til over seks gode dage. Det er sådan et syntetisk-underligt-matematisk-musikalsk landskab. Der er en bund og så er der en stor figur, som er en sky. Bunden består af en masse forskellige rytmiske markeringer, anslag, takter og vibrationer. Det er jo temmelig abstrakt at se på, men alligevel er det inspireret af noget helt konkret, nemlig det at cykle gennem byen. At bevæge sig simpelthen. En dagligdagshandling som vi alle sammen foretager os hele tiden. Og når man bevæger sig gennem byrummet, så opfatter man en hel masse forskellige rytmer og de her rytmer de interfererer med hinanden. Det er dét det handler om. Altså vi har gangens rytme, åndedrættets og hjertets rytme, modens, bilernes og årstidernes rytme. Alting griber ind i hinanden og skaber den her meget fine, tætte og fiberlignede stoflighed af energistrømme. Det er altid en bevidsthedsudvidende oplevelse at bevæge sig gennem byrummet. For er man opmærksom på alle de her rytmer, hastigheder og bevægelser, som man selv er en del af, så sedimenteres det hele i ens bevidsthed som pulserende mønstre.

Den musik jeg hele tiden lytter til når jeg arbejder er den musik der på en eller anden måde fanger et sådant mønster og udfolder det. Terry Riley, Steve Reich eller Autechre som har de her meget arkitektoniske kompositioner. Nå, men ovenover bunden er der jo så en sky. Jeg lægger mig tit på en bænk og studerer skyerne og ser hvordan de udvikler sig over tid. Det er fantastisk. Er der fart på skyerne og er de lavtgående, så kan man meget tydeligt se, at de er spiral-fraktaler. Altså de er fraktale kompositioner med spiralen som grundform. Og ja, det er så dét jeg har tegnet. Og så har jeg villet gøre skyen til en arkitektur. En bolig. En bolig der er ligeså flygtig og foranderlig som skyerne. Eller som musik. Musikken bebor man jo også. Man kan vel sige, at musik er et hus der hele tiden ommøblerer sig selv. Og det forhold har jeg villet fange i tegningen. •

Ferdinand Ahm Krag: Uden titel, 2007. 70x100 cm		Ferdinand Ahm Krag: Uden titel, 2007. 70x100 cm
Ferdinand Ahm Krag: Uden titel, 2007.		Ferdinand Ahm Krag: Planetarisk. Skelende, 2007. 70x100 cm