Interview: Espen Brandt-Møller

Espen Brandt-Møller: Gul struktur, 2007.

Din aktuelle udstilling her i Ringsted hedder Skulpturens struktur og andre farver. Kan du starte med at sige noget om titlen?

Titlen Skulpturens struktur og andre farver er jo lidt en twistet ting, fordi skulpturens struktur jo ikke er en farve. Så på den måde lægger jeg op til et skulpturrum, som jeg ikke rigtig ved hvad bliver til endnu. Der ligger i hvert fald et åbent rum i det, ikke?

Det er min oplevelse, at fragmentering eller forskydning er et tema, som går igen i værket. For at være mere konkret så forskydes stregtegningerne på væggen for eksempel til marmorstenenes indskæringer og videre til de små rummodeller på gulvet. I det hele taget er det svært at få øje på lukkede og afgrænsede former, det hele er spredt og fordoblet?

Ja, jeg prøver at lade være med at fastlåse formen. Derfor bruger jeg denne her overordnede struktur, altså de tredimensionelle tegninger, hvor jeg hele tiden tager nogle hjørner af deres rum og lægger over hinanden. Og lige pludselig skubber det måske en ting op på væggen, så det bliver et slags rum som arbejder videre på væggen. Jeg opfatter det som en slags skulptur-, eller rumforfølgelse. Det ene rum tager fat i det andet, så det ligesom arbejder videre. Det er også derfor jeg arbejder meget på stedet, ikke? Altså det med at være her over længere tid betyder meget for udtrykket.

Esben Brandt-Møller: Gul surhed, 2007.		Esben Brandt-Møller: Rød vægkrystal, 2007.

Her kan vi måske lige indskyde at værket er blevet til i tæt samspil med det konkrete udstillingsrum i ugerne op til åbningen.

Ja, jeg har iøvrigt nogle grundelementer som går forud for værket. Ligesom galleriet består af fire vægge, et gulv, et loft og noget lys, så består min udstilling selvfølgelig også af nogle grundelementer, hvor nogle er videreført fra tidligere værker og andre er valgt i forhold til den specifikke udstillingssituation. Selve udstillingsrummet bliver altså en hel og ny oplevelse fordi du både har den gamle struktur og så de nye strukturer. Jeg har prøvet at blande de forskellige strukturer så åbent som muligt, så rummet måske bliver lidt mere komplekst. Jeg kan selv godt lide at kalde resultatet for en slags skulpturlandskaber, ikke? For det er ligesom man går rundt i et landskab. Et eller andet der er blevet skabt til formålet.

Kan du sige noget mere om det møde som sker i værket mellem en todimensionel og en tredimensionel verden?

Jo, det er jo en af mine overordnede indgangsvinkler til skulptur, det todimensionelle kontra det tredimensionelle. Jeg er interesseret i, hvad der sker, når man for eksempel tager en todimensionel tegning og flytter den ud i rummet, eller omvendt tager noget rumligt og gør det fladt. Det jeg prøver er at arbejde i rummet imellem det todimensionelle og det tredimensionelle. Her sker der både noget imaginært og noget optisk. Du kan for eksempel få mere dybde i rummet og på den måde ændre dets struktur. Jeg bruger også rummet mellem det todimensionelle og det tredimensionelle når jeg skærer i marmorstenene, her sker også et spring mellem en flade og noget rumligt. En af effekterne af de her spring er, at der opstår en skalavandring, uden at tingene dog bliver større eller mindre. De ændrer sig ved hjælp af synet, fordi der kommer mere dybde i selve skulpturen.

Det du siger om skalavandringer i værket, kan du uddybe det?

Jo, altså helt konkret har jeg taget de der tegninger af krystaller, som jo også er sten ligesom marmor. Dem har jeg så tegnet ned, og nogle har jeg projekteret ud på gulvet, så de bliver asymmetriske, altså smalle i starten og bredere bagud. Så har jeg også lavet dem i jern som flade tegninger og som helt små rum i meget tynd jerntråd, hvor jeg har loddet dem sammen først som flader, og så fladerne sammen til en slags kassestrukturer. Og dét er faktisk de samme strukturer som findes som maleri på væggen. Der er i alt fem krystaltegninger, og det er de samme som findes i jern, som udskæring på marmorstenen, i jerntråden osv. Det er den samme struktur som du ser, bare i forskellig størrelse. Du får den helt lille struktur, hvor dybden nogle steder næsten forsvinder, og så får du den helt store tegning på væggen, hvor der bliver en anden dybde. Der opstår en række forskellige rum. Det er lidt svært at forklare, men der sker et eller andet imaginært, ved at man ser de forskellige størrelser i forskellig sammenhæng.

Espen Brandt-Møller: Skulpturens struktur og andre farver på Ringsted Galleriet.

Det er som om rummet flytter sig, mens man går rundt i det, eller også er det niveauet i ens sansning som skifter optik? Det er faktisk en ret skør oplevelse.

Ja, man kan måske sige, at det er en underfundig måde at åbne et rum op på. Det at jeg så laver de her skalavandringer, det er jo rigtigt at det jo nok er i forhold til ens krop. Og sålænge vores krop ikke forandrer sig, så er det måske det indre som forandrer sig i os. Altså det her med at du kommer ind i rummet og så forandrer rummet sig hele tiden, mens du bevæger dig rundt i det. Faktisk forandrer det sig ikke, for det bliver jo ved med at være det samme, men der sker et eller andet. Måske er det selve opfattelsen af, hvordan man ser rummet, som forandrer sig.

Hvad er det der fascinerer dig ved at bruge krystalstrukturer som reference i dine værker?

Det kommer langt tilbage fra. I arbejdet med springet fra det to- til det tredimensionelle begyndte jeg at undersøge de tidlige tredimensionelle tegninger, og så moderne arkitekturtegninger, jeg prøvede at hive en masse materiale ind omkring det. Og så fandt jeg ud af, at krystallernes struktur faktisk så ud ligesom moderne arkitekturtegninger, eller bykort. De havde den samme form for arkitektonisk rum. Og så var de vildt rumlige, samtidig med at de var meget symmetriske og ordnede. Altså deres struktur var meget stram, ikke, set i forhold til en normal tegning af en bygning, hvor det derimod er meget sjældent. Dér er som regel en masse udhæng og altaner osv. Men det er altså ikke fordi det er krystallen i sig selv, som er så betydende. Det er mere den der rumlige tegning af den, som jeg kan bruge til noget.

Espen Brandt-Møller: Sort struktur, 2007.

I værket her virker det til at du udover krystalstrukturer også har indføjet fragmenter af en slags topologisk materiale. Rester af bykort måske. Er det også her det strukturelle eller formelle niveau som optager dig mest?

Ja det er faktisk rigtig nok, det er nok mest rent formelt eller rumligt, at jeg ser det. Det er den rumlige struktur i de her krystaller, som jeg for eksempel også kan finde i bykort. Jeg har fundet nogle gamle bykort fra Ringsted fra 1700 og 1800 tallet, hvor der jo ikke var så mange huse. Derudover har jeg valgt nogle tegninger inde fra byens kirke, Sct. Bengts kirke, samt nogle kort over det moderne Ringsted. Og jeg har fundet ud af, at det er ved at bearbejde tingene, både via computer og i projiceringen op på væggene her i galleriet ved hjælp af overheads og hvad man nu kan bruge af håndværksmæssige greb, at jeg kan få det til at blive til den her rumlighed som jeg leder efter. De lokale henvisninger peger hen til et andet parameter, et andet rum. Der er så mange kompleksiteter i det at det lave skulptur. Så ved at prøve at tage nogle af de her kompleksiteter og komme dem ind i skulpturlandskabet, prøver jeg at se om der ikke kan opstå et sammenstød mellem disse forskellige former for rum. Og i det sammenstød kan der så måske opstå en række mellemrum eller sprækker. Det er jo også noget jeg gør for at se, hvad der sker med skulpturen. Hvor rykker den sig hen, når rummet rykker sig? og hvor rykker rummet sig hen?

Er det vigtigt for dig, at rummet ikke lukker sig?

Ja, jeg prøver at bruge den mangfoldighed, der er til stede. Ved at skubbe ting ind opstår det der krøllede rum, ikke? Der opstår ikke rene gentagelser, men derimod et slags mangfoldigt og krøllet rum. Jeg kan ikke bestemme mellemrummene, de ligger udenfor mig selv. Det er det som på en måde spænder det hele op, der hvor jeg mister grebet. Ligepludselig oplever jeg at, hov, her opstår en mangfoldighed som peger videre, og som jeg kan tage med til næste rum.

Espen Brandt-Møller: Skulpturens struktur og andre farver på Ringsted Galleriet.		Espen Brandt-Møller: Skulpturens struktur og andre farver på Ringsted Galleriet.

Det første man nok ligger mærke til, når man træder ind i udstillingsrummet, er den gennemgribende brug af farver. Nu er farve jo måske ikke det første, man vil forbinde med skulptur. Hvordan hænger de to ting sammen for dig?

Der er for mig at se også i farven en række formelle strukturer, som jeg kan gå ind og bruge. Jeg har begrænset mig til de fire farver rød, blå, grøn og gul, og så sort og hvidt. Lige når man kommer ind, ser man alle de her farver, som skal være med til at åbne rummet op, og som skal gøre, at man begynder at bevæge hovedet og kroppen. Desuden er farverne kulturelle koder, rød står for varme, men det er også kærlighed og død, det sorte er magt, det blå godkendelse, det gule står for eksempel også for surhed, falskhed osv. Så der begynder altså at opstå en masse i forbindelse med de farver. Og samtidig er det også en leg, en leg ved at tage en farve og sige her, det er bare blåt. Ligesom de gamle grækere der malede skulpturerne helt vildt, ikke? så prøver jeg også at male dem helt vildt, men selvfølgelig så styret som jeg nu kan. Når du kommer ind på udstillingen og ser det farvede lys over stenene, ligger der altså også her en reference til den klassiske bemalede skulptur, og så ligger der også nogle helt klart barnlige referencer. Altså sådan noget med ”jeg maler bare”, eller ”nu går jeg amok”. Men her mener jeg så bare, at det skal styres lidt. Skulpturens struktur bliver nødt til at have en form for disciplin for ellers løber den fuldstændig af sporet. Så jeg prøver at disciplinere farven og strukturen, så forholdene ikke løber løbsk, for så tror jeg bare oplevelsen forsvinder.

Når man ser på værket har man fornemmelsen af på den ene side at tabe overblikket i detaljer og så på den anden side at genfinde det i de pludselige koblinger mellem tingene, i et slags bagvedliggende regelsæt?

Ja dér ligger den både bevidst for mig, men den ligger der også ubevidst. Det ubevidste går på, at når jeg arbejder på stedet, så bliver jeg også nødt til tage beslutninger på stedet. Og der både modarbejder og medarbejder rummet jo. Så når man ligger de overordnede parametre, altså gulv, væg og loft, og de andre parametre, for eksempel bestemte farver, former osv. ind i værket, så opstår der et regelsæt for opbygningen af et rum. Og det interesserer mig, fordi den begrænsede frihed muligvis kan lukke op for en mere kompleks tankegang. Reglerne tvinger mig til at tage nogle valg, som jeg måske ellers ikke ville have taget. Og som så gerne skulle pege videre hen til de skulpturproblematikker, som jeg interesserer mig for.

Espen Brandt-Møller: Scala struktur, 2007.		Espen Brandt-Møller: Sprængt struktur, 2007.

Du har ofte brugt marmor i forhold til lysstofrør. Hvad ligger du i den kobling?

Indholdsmæssigt er der et spring mellem det immaterielle lys, som du ikke kan tage fat på, og så stenen som er fysisk og tungtvejende, også i forhold til traditionen. Og så stammer det også fra ham der indianeren, der sidder på en sten og tænker og så flækker den. Samtidig er der det der med at lyset vel er det blødeste materiale, og det prøver jeg så at flække stenen med. Altså et sammenstød mellem det helt hårde og det helt bløde. Jeg synes også, at lyset som ligger forsigtigt på stenen skaber en slags poesi. Når jeg for eksempel lægger en marmorplade ned og så sætter et rødt lys på, så er det ligesom det der røde lys driver lidt ned over stenen. Bare et lille område bliver sådan en slags blød modellering af lys på stenen. Jeg kan altså bruge det som en slags form, det lys.

Kan du sige noget om de forskellige måder, som marmorstenene er placeret i rummet?

Måden at organisere dem på tager udgangspunkt i nogle af de der strukturtegninger, jeg har. Jeg har lagt dem ned over grundplanstegningen derhjemme, og så rykker jeg lidt rundt. Men det har også meget at gøre med hvordan rummet er fysisk. Jeg prøver at skabe muligheder for, at man med sin krop kan gå rundt mellem tingene. At man ligesom bliver i de der mellemrum. Så stenene er altså placeret ud fra en overordnet struktur og så med hensyn til selve bevægelsen, så man får den der vandring gennem rummet. Jeg har derudover også syntes det var vigtigt, at den flade marmorsten blev nede på gulvet, ikke som et maleri der hænger på væggen. Men jeg har kilet nogen af pladerne op med nogle andre marmorstykker, sådan at hver plade har sin egen position med sit eget lille tema. Jeg skubber dem lige lidt forsigtigt i forhold til deres almindelige position.

Er de små forskydninger også en måde at rykke sansningen tættere på?

Ja, man kan måske sige det sådan, at på grund af farven kommer der høj fart i rummet. Men ved samtidig at lave nogle små forskydninger, ligesom de her små skalafigurer, eller hvor man lige løfter marmorpladen, så standser du farten lidt, ikke? Så får du bremset rummets hastighed. Ved at bruge de her skulpturparametre, så tror jeg det standser farten. Tingene bliver lidt langsommere, man bliver nødt til at gå ned i tempo. Man standser op.

Er det en af de ting som skulpturen kan?

Ja, den kan vinke en lidt ind til siden, ikke?

Espen Brandt-Møller: Sprængt struktur, 2007.