Interview: Erik Steffensen

Erik Steffensen: Paint it Black, 2007. 160cm x 120cm Metallic Paper/Diasec Ed. 5+ap

Din nye udstilling her hos Bo Bjerregaard hedder The Beginner´s Mind, kan du fortælle lidt om udstillingen som sådan, og hvorfor du har valgt denne titel?

Jeg har lavet en del de sidste år, som folk måske ikke rigtig har se, bl.a. værker til div. messer, men der har ikke været fokus på mine værker som en helhed. Nu har jeg haft lyst til at samle noget og vise hvad det er, som jeg går og tænker på. Jeg syntes så, at titlen på udstillingen skulle være ”The Beginner´s Mind”, hvilket betyder noget forskelligt afhængig af, hvem der læser det. Egentlig betyder det bare: begynderens bevidsthed. Men det, som jeg mener med det, er en tilstand af ansvar: man har et kamera, og man stiller sig op foran et eller andet og tænker, at det er sgu dejligt eller det er sgu noget værre lort, og så åbner man sig overfor motivet. Når man kommer hjem, så kan man se, at man har været en hel masse steder og været i en hel masse tilstande og uden at dømme, prøver jeg at se om jeg har set tingene på en ny måde, og om der ligesom er kommet noget nyt.

Selve udtrykket Beginner´s Mind kommer også fra zen-buddhisme, hvor en forklaring fra en mester kan være, at et barn ser helt anderledes ting, hvis f.eks. der står en kop kaffe med en ske i. Barnet kan tænke, at skeen kan bruges til at slå i bordet, men den voksne tænker måske at skeen kun kan bruges til at øse sukker op med og røre rundt med, og det er det, som den skal bruges til. Hvis bare vi er meget specifikke, så kan vi nå vores mål. Jeg kunne godt tænke mig at åbne billeder hele tiden og det er det, som er kunstens væsen. At åbne for muligheder, så vi ikke dømmer så meget og så måske kommer andre steder hen. Det gælder måske om at se lidt mere med sindet. Det kan måske lyde forkert. Man kan jo ikke se med et barns øjne, men man kan godt hente et sted i sig selv, som er mere uspoleret, og jeg tror, at jo mere kunst man har lavet, og jo ældre man bliver, jo mere uspoleret kan man blive, hvis man øver sig. Jeg prøver i langt højere grad at være i dialog med en hel masse mennesker.

Jeg lavede billeder af lotus-blomster i slutningen af 80´erne og udstillede dem på Sophienholm. Jeg mente dengang, at disse blomster var lidt fise-fornemme og udtryk for Monet. Lotus-blomsterne sidestillede jeg så med noget solsikker, som var udtryk for Van Gogh, sådan mere arbejder-agtige og mere som jeg følte mig. Allerede dengang havde jeg fat i de to verdenen. Det var alt sammen blomster, det var alt sammen meget åbent, men jeg prøvede at dømme: Van Gogh mod Monet. Jeg så her forleden et af mine værker med lotus-blomster, og jeg tænkte, hvor er det skønt at se, at man var på sporet af den lidt større historie. Lotus-blomster siger generelt folk rimelig meget, og hvis man fjerner Monet-filteret og bare siger Erik og lotus-blomsten, så bliver det et helt ærligt udtryk for, at det simpelt hen findes. I mange år har jeg øvet mig i diverse referencer, og det har også været nødvendigt.

Jeg blev så glad hjemme foran computeren, da Morten Søkilde, en ung digter, skrev til mig efter han havde set værket ”Elvis”. Han skrev: Graceland? Ascending eller descending? Det er en reference til, om en nøgen kvinde går op eller ned ad trappen. Det er det der billede, som Duchamp lavede: Descending a Staircase. Gerhard Richter har også lavet sin version af det. I kataloget har jeg lavet en samtale, hvor jeg beskriver, at det, der interesserer mig, er kvinder, der forsvinder, og værket med Elvis forestiller trappen op til Elvis´ soveværelse, og der er ikke nogen på trappen. Men der er jo nogen alligevel. Nogen vil synes, at der ikke er noget, men andre vil kunne se, at netop dér har Elvis løbet op og ned med sin motorsav, og man vil kunne fornemme den lidt Twin Peaks agtige stemning. På den ene side er der denne stemning, og samtidig er der et kunst-billede, hvor nogen kunne genkende Duchamp og Richter. I gamle dage ville jeg sige, at jeg ville lave en kopi, jeg vil øve mig på Richter og Duchamp. Jeg vil kende dem ud og ind, jeg vil kunne spille dem! Nu gør jeg ikke det, nu tager jeg til Graceland med mine brødre, og så er jeg der bare, og så ser vi, hvad der sker. Mine brødre syntes, det var et underligt kedeligt og dyrt sted.

Når så et kunstpublikum ser det, eller nogen som har et raffinement som eksempelvis Morten Søkilde, så kan de se, at jeg stadig har fat i de låger ind til musikkens spillested eller billedets væsen – uden at kopiere det, så er det bare rygraden et eller andet sted. Der er måske noget indeni os, der forbinder os alle sammen, som hylder det der princip om, at dybt nede er vi fuldstændig ens, og vi har utrolig mange muligheder for at udtrykke en hel masse ting. Vi har også muligheder for at gøre en forskel, som det jo hedder i Irak-krigen. Vi har faktisk muligheden for at være rigtig søde og forstående over for hinanden. Elvis-billedet er ligeså meget mine brødres billede, som det er mit, som det er alle de andres, som besøger Graceland. Selvfølgelig er der nogen, der kigger på mine værker og ikke får en skid ud af det, og det har jeg jo ikke noget imod, men der er også mange, der giver sig tid og er åbne, og hvis de kan få noget ud af dem og forbinde dem til større rum, så er det godt. Kunsten er på den måde grænseløs.

For mig er det vigtigt, selv om at det kan lyde mystisk, at jeg tror, at vi ser med andet end øjnene; vi ser ligesom på samme måde. I virkeligheden tror jeg ikke, at det er så mystisk. Der er en sammenhæng mellem de rum og den form at arbejde på, hvor man åbner sig og så må man erkende, at der måske kommer noget underligt frem, som man måske ikke kan kontrollere, men det er der. Der er både gode sider og dårlige sider, mørke sider og lyse sider osv.

Erik Steffensen: Elvis, 2007. 160cm x 120cm Metallisk papir/Diasec Ed. 5 + ap

Hvor vigtigt er selve motivet for dig?

Nu skal jeg sige noget rigtigt krukket og bruge en evnesvag kliché: På en måde er det motiverne, der vælger mig. Før i tiden var det anderledes, hvis man smider tøjet og stiller sig op i den der, så har man lavet Rodins akvarel. Nu gør jeg det modsatte, nu åbner jeg op forskellige steder. Det her rum, som vi sidder i, består af billeder, der er ude i landskabet, og det andet rum består af forskellige interiørs. Et eller andet sted kan man sige, at jeg åbner mig bare de der steder og ser, hvad der er, og så kan man sige: er der en historie eller sammenhæng? Og ja, det er der faktisk. Der er hele tiden en historie, der binder tingene sammen. F.eks. billedet fra den Japanske zen-have med de to sten, Kyoto Stones hedder værket. I japansk perspektiv forestiller det noget andet end det er. Det er to sten, alligevel er det to øer i et kæmpe hav. Man kan være sikker på, at der er en million mennesker, der har taget billeder af denne her perfekte have, og det er ikke svært at tage perfekte billeder her. Jeg kan typisk tage nogle billeder og så lade dem ligge i mange måneder uden at kigge på dem, og så pludselig kan jeg tage dem frem. Pludselig samler man noget op, som om det er en fremmed, der har oplevet det. Det er lidt sådan jeg arbejder. Jeg går ikke ud med definitionen på hvordan ting er, og jeg finder ud af undervejs, hvor vi har flyttet os hen.

Erik Steffensen: Kyoto Stones, 2007. 120cm x 160cm Metallisk papir/Diasec Ed. 5 + ap

Kan det ikke være stressende, at du ikke helt ved hvad du arbejder hen imod?

Nej, sådan er det ikke. F.eks. vidste jeg jo godt, at jeg tog til Graceland, bl.a. fordi muligheder for at tage nogle billeder ville være der. Muligheden for at tage nogle billeder var der jo bestemt, og det var jeg jo klar over, men jeg ved måske bare ikke helt lige, hvad det endelig resultat bliver, når jeg starter processen. Der er ikke noget mål, de her billeder er ikke et mål i sig selv. Det er bare sådan, at jeg har sat nogle forskellige ruter op, hvor jeg siger, at det her er interessant. Jeg iscenesætter f.eks. heller ikke mine billeder i dag. Jeg er derimod meget mere åben generelt, over for energistrømme, og på den måde kan der åbne sig et tredje rum, som jeg måske ikke ved hvad er, men det giver mening. Der er mange i min generation, der arbejder lidt på den måde. Hvis jeg skal nævne en person, som jeg beundrer for den type arbejde, så er det Olafur. Han arbejder konsekvent med sådanne nogle former, som først bliver til noget i det øjeblik, hvor man har en rimelig åbenhed over for det. Det har jeg haft rimelig svært ved.

Kan du prøve at uddybe begrebet med Beginner´s Mind?

Tag f.eks. Picasso, man kunne sige, hold kæft en narrøv, ham Picasso. Det er dog vigtigere, at hvert tiende år har han kunnet give et nyt budskab videre. Lad være med at fokusere på hvor mange penge han har tjent osv.; ting, der aflyser og lukker systemet. Prøv at se hvad han har bidraget med, han var en kapacitet, som har betydet meget for mange mennesker, fordi han har udvist en frihed med udgangspunkt i Beginner´s Mind. Han er begyndt forfra, han er stået op hver morgen og spurgt sig selv, om det virkelig er nødvendigt at male ti billeder til, og ja det er nødvendigt. Det er det han kunne, og det han havde øvet sig på. Folk kunne sige: Skal vi ikke sortere fem af dem fra? Men hvorfor? Der er fem gode og fem dårlige. Hvad så?

Erik Steffensen: The Beginner´s Mind, 2007. 100cm x 250cm Metallisk papir/Diasec Ed. 3 + ap

Hvordan opfatter du scenen for fotokunst i dag?

Overordnet vil jeg sige, at jeg er glad for, at kunstscenen er blevet meget mere åben. Nu er der ikke nogen, der griner, fordi man laver et fotografi, der er 1m x 2,5m højt. Det er jo bare et kunstværk, og så er den ikke længere. For bare ti år siden skulle man sidde og forsvare mediet, det var helt skørt. Man møder stadigvæk folk, som siger, at det, man sidder og siger, er skide sjovt, men de spørger om man ikke kender nogen, der laver malerier!

Fotografiet som sådan er jo materialistisk, og sådan er det jo ofte med kunstværker. Der findes også kunstværker, der ikke er materialistiske, f.eks. indenfor konceptkunsten. Mine værker er som så mange andres materialistiske firkanter, men det er pakken. Indholdet i den pakke, det er noget der møder dit hjerte eller dit sind. Det er indholdet, der er vigtigt. Mange mennesker siger måske, at de kan lide ”pakken”, eller at de ikke kan lide ”pakken”. Så siger jeg, at de skal forbi det punkt og frem til indholdet af ”pakken”.

Jeg kan forstå, at du laver dine værker på metallisk papir. Kan du uddybe dette?

Jeg er en af de få, der arbejder med den slags papir. Jeg lavede en gang nogle værker med nogle flodheste-kranier, og siden den gang, er jeg begyndt at fange en ting ind, hvor man kan sige: hov, der var en sandhed her. Den er så ligesom slukket og kommet igen, slukket og kommet igen osv. Pludselig kommer den igen i en meget stærk form, hvor det lykkes: halløj, metallisk papir, det er mig. Nu har jeg fået den objekttale karakter og hårdhed, som ligesom går ind og siger: den er uafviselig; nu er den der. Det er ligesom, når man køber en ny cykel; det gør man jo også med hjertet; man tænker måske: hold kæft en fed farve. Der er en energi i det, som er uafviselig. Det er smukt – det er et fænomen.

Når jeg laver noget nu, så gør jeg det med et meget gammelt kamera, et bælg-kamera, vistnok fra 30´erne eller 50´erne, det ene er købt i Polen, det andet i Los Angeles. Det er simpelt, det koster ca. 2000kr, men de betyder meget for mig. Jeg kan godt købe et kamera, som tager skarpere billeder osv. men jeg har fundet frem til, at denne type kamera er lige mig. Når jeg tager det frem, så har jeg måske glemt, at det er gået i stykker, og så bruger jeg lidt tid på at reparere det med en papirklips, en form for terapi-stund. Det er rigtigt, at det er stadigt sværere at købe ting til disse kameraer og i øvrigt fremkalde billederne, men det er jo også skægt, for så kan det være en dag, at verden bliver fri for at se på mine billeder.

Erik Steffensen: Monument, Kennedy Space Center, 2007. 205cm x 120cm Metallisk papir/Diasec Ed. 3 + ap