Kristian Devantier interview

Kristian Devantier: En skovhuggers drøm, 2006. Olie på lærred 80 x 80 cm		Kristian Devantier: Skovfeer møder dreng, 2006, Olie på lærred. 80 x 80 cm

Undskyld at jeg ser munterheden før mørket i dine billeder og skulpturer. Skyder jeg helt ved siden af og ville du hellere at jeg så ind bag farverne til mørket?

Jeg synes, det er glade billeder... jeg skal lige tænke over dit spørgsmål… jeg er et meget glad og positivt menneske. Jeg ligger ikke i den boldgade, hvor jeg skal beskrive menneskenes eller figurernes uvæsen. Det er der mange andre, der har gjort bedre, men der hvor jeg ligger med mine tinge, det er at vise den glade side, den positive side. Så kan man sige, at det er en lalleglad side eller at det er den livsbekræftende og glade side. Jeg tror, at det ligger i min natur at være glad. Men figurerne har, når man kikker nærmere efter under gladheden, en dysterhed.

Jeg kom ind i galleriet fra en blygrå efterårs århuseftermiddag til det her farveorgie. Jeg tror, jeg blev overvældet af glæden og farverne på grund af den store kontrast til verden udenfor galleriets vinduer...

Jeg har tidligere malet med neddæmpede farver, prøvet at komponere nogle neddæmpede farver, men nu er jeg kommet tilbage til de enormt stærke farvefelter. Jeg blander også andre farver, jordfarver, og blander dem med gul og rød og blå og grøn. Og jeg bryder med andre farver, hudfarven kommer ind og spiller med. Så der kommer et spil, jordfarverne løfter de traditionelle farver op. Men jordfarverne har sådan et spil i det hele. Billederne er så enkelt lavet, at farverne står klarere igennem.

Kristian Devantier: Billy the kid og Jesse James, 2006. Olie på lærred 100 x 100 cm Kristian Devantier: Vi skal tage sydpå, 2006. Olie på lærred 80 x 71 cm

Der er en masse historie i dine malerier, men det er en mærkelig stum historie, der fortælles. Den fortælles kun til et vist punkt. Billederne fortæller klart og præcist, men så er der de manglende ansigter i figurerne. Afbryder de tomme ansigter historien eller flyttes resten af fortællingen over til betragteren?

Beskueren skal gå bagom figurerne og se det også. Man kan selv sætte øjne og næse på figurerne. Det er jo flader, jeg laver, det ansigtsløse er fordi jeg ikke er god til at tegne øjne og næse og mund på dem. De står meget klarer nu. Om det så betyder at man springer ind til de her figurer? Det kan godt være at man kan det. Figurerne holder en i hånden og fører en ind i det her univers.

Og så er der også fortællingen, blandt andet skovhuggerne (En skovhuggers drøm), hvor træet er den der levende ting, man sidde på - det bliver pludselig til et møbel eller et gulv, man kan sidde på. Og bagved er der savværket, der hvor det hele sker. Så er det sådan en tanke, at man kan stille spørgsmålet: "Hvad foregår der her? Hvorfor er der en kaktus og hvorfor er der en lille figur og en stor figur ved siden af hinanden?"

Det, jeg synes, er meget interessant ved mine ting, er at man stiller spørgsmål. Det er også det naive, de små mennesker og de store mennesker der er ”håbløst” malet. Det er malet på en causererende måde. Nogen gange sparker jeg det hele los til sidst.

Der er en klarhed og en renhed i dine billeder som hos skiltemalere - det banker ud i rummet på den mest effektive måde. Der er i formen noget, der peger hen imod popkunstens klarhed, men det virker som om du har gang i noget helt andet. Har du et slægtskab med popkunsten?

Jeg kan godt lide popkunsten og jeg har nogle favoritter blandt de der drenge. Farverne og formen tiltrækker mig. Jeg kan lide den måde, de arbejder på; der hvor det ikke behøver at være pænt og det behøver ikke at være grimt, det skal være straight og det er det.

Nogle af de her nye billeder lavede jeg oppe i et sommerhus ved Vejby Strand. Der var jeg oppe i tre uger og der lavede jeg fire små billeder og holdt sommerferie samtidigt. Blandt andet billedet med strandpigen og børnene der leger i sandet. Pludseligt kom naturen til én og så malede jeg landskaber. Tidligere var jeg ikke interesseret i at fange landskabet. Jeg har aldrig før lavet landskabsbilleder. Eller jo, det har jeg, men så har jeg selv fundet på noget, men nu kan jeg mærke at naturen kommer til mig.

Popkunsten laver noget andet, en kommentar til samfundet, men den der samfundspolitiske ting… det er jeg ikke så interesseret i. Det er meget sjovt at se det i de der popkunstdrenges værker, men det er ikke en del af mit. Det gider jeg ikke, for så skulle man hellere spørge mig direkte, hvad jeg synes om samfundslivet, det vil jeg hellere tage på mig. Jeg er mere interesseret i formen og hvordan de bygger et billede op og ok, indholdet er også interessant.

Charlotte Fogh har to andre (tidligere) streetart-kunstnere, HuskMitNavn og Papfar/ Søren Behncke, i hendes stald…

Jeg er ikke streetart… Overhovedet ikke. Jeg har engang smidt nogle plakater op sammen med en anden, men hun blev meget bange for at politiet skulle komme og jeg blev grebet af den samme paranoia, så det døde hen. Jeg synes, at tanken er god. Jeg har stor respekt for HuskMitNavn og Søren Behncke. De har ramt noget i kunstmiljøet ved at komme den vej rundt med street-art.

Men du er også akademiuddannet?

Ja, det er HuskMitNavn ikke, og det synes jeg er fedt. Han er ikke akademisk uddannet, som jeg er, så han laver noget på eget hold. Dér har han ramt noget, der er virkeligt genialt.

Kristian Devantier: Bokser, Olie på træ 115 x 57 x 33 cm		Kristian Devantier: Far og søn, Olie på træ 115 x 52 x 32 cm		Kristian Devantier: Jæger, Olie på træ 115 x 52 x 33 cm

Du har en række kaktusmænd spredt ud over gulvet, kan du fortælle noget om dem?

De kommer af en ide, der er seks år gammel. Jeg har lavet andre træfigurer og så kom de her kaktusmænd. Før havde de ikke nogen fod på, de lænede sig op af en sandfarvet væg. Imellem vægge og kaktusmanden var der et rå lærred, der fortalte at det kom ud af malerirammen.

Men nu har de skilt sig helt fra maleriet og blevet til skulpturer…

Jo, men de står også foran malerierne, de træder stadig ud af malerierne, der er en kaktus i et billede og så træder de her kaktusmænd ud af billedet, som om billederne sprænges.

Så de er ikke sluppet helt fri endnu?

Nej det er de ikke. Og så er der det, at de vender væk fra en; de står med ryggen mod beskueren. Man ser dem bagfra fra begge sider, så man ser dem altid, som om de kikker samme vej som en selv, men de kikker jo faktisk ind i sig selv.

Når jeg laver en kaktusmand, tænker jeg på, hvordan han skal se ud, hvordan hans ryg skal se ud. Så jeg finder en identitet til kaktusmanden, en stereotyp, en som alle kender til, det gør at de er nemme at aflæse •

Kristian Devantier: Balkan 1718, 2006. Olie på lærred 62 x 81 cm

Kristian Devantier: Fashion i dag, 2006. Olie på lærred 170 x 160 cm Kristian Devantier: Der sker meget i landskabet, 2006. Olie på lærred 80 x 71 cm

Kristian Devantier: Uden titel, 2006. Litografi 55 x 76 cm Kristian Devantier: Uden titel, 2006. Litografi 55 x 76 cm Kristian Devantier: Uden titel, 2006. Litografi 55 x 76 cm

Kristian Devantier: Drømme, 2006. Tegning 29 x 42 cm Kristian Devantier: Elsker ikke elsker, 2006. Tegning 42 x 29 cm

Kristian Devantier: Uden titel, 2006. Litografi 41 x 31 cm		Kristian Devantier: Exhibition view,