Interview: Vladimir Tomic

I skyggernes dal følger man forløbet af en begravelse af et komplet fremmed menneske, der er afgået ved døden uden pårørende eller familie ved sin side. I tre stadier følger man kirkeceremonien, krematoriet og endelig nedsætningen af urnen på kirkegården. Er dette også en form for institutionskritik?

Ja, det kan man godt sige. Det handler for mig om at belyse, hvordan institutionen, som vi selv har skabt, har magt til at fratage os vores identitet. Det er et særligt paradoks, der her er tale om. Med institutionen søger vi at beskytte os selv og få samfundet til at fungere bedre og yde omsorg til alle. I stedet kommer institutionen fejlagtigt til at fremmedgøre os som mennesker. Mit mål, om man vil, er, at få mennesker til reelt at kigge på, hvordan tingene er derude. Jeg nærer ikke noget utopisk håb om at ændre verden, men jeg ønsker at skabe en refleksion over, hvordan vi behandler vores nærmeste.

Vladimir Tomic: Skyggernes dal(still), 2006.

Dine videoer har et tydeligt dokumentaristisk præg, der kommer til at stå i et 1:1 forhold til virkeligheden. Hvorfor har du valgt denne metode?

Der er tale om en kombination af virkelighed og iscenesættelse. For mig handler det om at kigge på et billede. Det kunne på sin vis lige så godt være et maleri, hvor der er et direkte, velafbalanceret forhold mellem historien og udtryksmåden. For mig er det meget enkelt, at det enkelte billede kan fortælle 1000 ord, hvorfor det æstetiske billede aldrig kan fortælles udtømmende. Selvfølgelig giver virkelighedsgengivelsen noget særligt - jeg mener, at hvis man lade sig inspirere af sin hverdag, får man en hel del ting foræret. Naturligvis er det mig, der bestemmer tingenes gang, men min måde at arbejde på beror på en meget åben proces, hvor jeg skal lade mig overraske, hvis jeg fanger noget, jeg ikke havde regnet med. Der skal være en vis form for følsomhed over for dine omgivelser.

Som den scene i filmen, hvor sollyset stille fader ud, mens koret i kirken afslutter den sidste salme?

Ja, præcis.

Uddrag af Vladimir Tomic: Skyggernes dal

Det virker ikke som om, du i din film interesserer dig synderligt meget for kunst for kunstens skyld - der er ikke nogen særlig interesse for at ophøje værket?

Jeg tager mig ikke så meget af ordet kunst, hvis du kan påvirke mig følelsesmæssigt, fortælle en historie, er det det vigtigste. Jeg mener, vi har opdelt os i nogle stive kategorier, men grænserne er meget mere flydende. Udfordringen er vel at tage alle virkemidler i brug. Altså handler det ikke længere om kunst for kunstens eller kunsthistoriens skyld, det er ikke en særlig form for perfektion – forstået i bred forstand - jeg tilsigter. Det vil altid være historien, der bærer værket frem, og hvis den kan tåle, at udtryksmåden er anderledes, fungerer værket, på trods af fejl og uskarphed. Som sagt handler det om at bruge tilfældighederne, ting der går ind og påvirker ens måde at arbejde på. Virkeligheden er foranderlig, derfor kan man ikke tegne et fuldstændigt storyboard i forvejen, men må fange det, der giver det bedste udtryk. At lytte til og forstå menneskers position, at respektere og ikke hænge nogen ud, ser jeg som grundpiller i mit arbejde. Det er jo alvorlige temaer, jeg beskæftiger mig med.

Dine videoer må bero på en hel del moralske valg - eksempelvis er den anonyme kvinde i Skyggernes dal navngivet?

Moralske valg, ja, denne video handler om mennesker, der dør af ensomhed, hvor der ikke kommer et eneste menneske til begravelsen. Hvis jeg skal fortælle hendes historie - hun har været og er stadig anonym, et navn ændrer ikke på det - er det vigtigt for mig at eksponere menneskets eksistens, som det nu kan fremlægges ud fra denne vinkel. Det kan godt være, at der ikke har været nogen til hendes begravelse, men her på forårsudstillingen har mere end 3000 mennesker deltaget som vidner til ceremonien. Det er væsentligt.

Vladimir Tomic: Skyggernes dal(still), 2006.