Interview: Ursula Nistrup og Myne Søe-Pedersen

Ursula Nistrup: Drafts(Overview), 2002.

I har selv taget initiativet til denne udstilling. Hvorfra stammer ideen til samarbejdet?

Myne Søe-Pedersen (MSP): Ideen var at lave en udstilling sammen, fordi vi synes, vores arbejde supplerer hinanden godt. Det sjove er, at vi har studeret i hvert vores land og på hvert vores akademi – vi mødtes i 1998 på Nøddeknækkeren - daghøjskole i København og gik på fotokursus sammen, og derefter rejste vi hver især ud i verden: Ursula til Glasgow og jeg til Amsterdam, og af en underlig grund har vi alligevel bevæget os i den samme sfære rent fotografisk. Jeg kan i hvert fald godt forstå Ursulas arbejde…

Ursula Nistrup (UN): Efterhånden!

MSP: Ja, efterhånden. Og så er det meget sjovt, at Ursula netop har nogle værker med på udstillingen tilbage fra 1998 og jeg har noget med fra 2000. Hvad er det lige, der er sket der for os siden da, og hvordan fungerer de gamle værker i forhold til de nyere?

UN: Men vores fælles forståelse er sket af mange forskellige omveje. Sådan som vores arbejde ser ud nu, giver det mening at udstille sammen. Hvis vi i stedet havde gjort det efter første år ude på hvert vores kunstakademi, havde det slet ikke kunne hænge sammen. Nu kan man begynde at se, hvordan vi har arbejdet os igennem nogle ting og udpege nogle tråde. Via vores forskellige indgange ender vi alligevel med at fokusere på nogle af de samme ting. F.eks. ved fjernelsen af objekter eller ved at fokusere på noget, som ikke er umiddelbart tilgængelig. Myne arbejder meget med fysiske spor. Hendes spejlbillede her på udstillingen er af nogle aftegninger, som er sket over et længere stykke tid. Der er ikke længere noget objekt, spejlet er væk og kun resterne, den blegede væg, er tilbage. Det kan man måske sammenligne med min tegnede serie Drafts som ligeledes er produceret over en længere periode, hvorved der er kommet et aftryk.

Hvordan er serien Drafts et spor efter tiden?

UN: Drafts er et eksperiment og en interimistisk undersøgelse af det træk, som går igennem en væg. Trækket frembringer bevægelse i det ophængte farvekridt, og så kommer der en aftegning på et papir, der er placeret sådan at det netop røres af farvekridtet. Det er måske en mere aktiv tilgang til sporet af tid, hvor Myne så har taget et billede af et spor, som er fremkommet, men ikke noget som nogen bevidst har aftegnet.

MSP: Ja, det er jeg enig i. Men det, jeg kommer til at tænke på, er, at Drafts er iscenesatte, hvor mit er et fundet spor. Så der er en kontrast. Jeg lavede mine nye værker med papirfotogrammer ved netop at tage udgangspunkt i Ursulas arbejder, som jeg ser som situationer, hvor man forsøger at fange noget: Noget lys, noget luft eller et eller andet i et rum. I mine papirfotogrammer arbejder jeg med at fange lyset bag papiret.

Dvs. din nye serie med papirfotogrammer har du skabt specifikt til denne udstilling? Hvordan er den blevet til?

MSP: Jeg har taget en meter bred papirrulle, og så har jeg været ude i området omkring galleriet her i Hornbæk hvor der ligger en plantage. Der fandt jeg nogle træer, hvor der var en meter imellem, sådan jeg kunne hænge min papirrulle op, og så har jeg fokuseret på enkelte stammer. Det var mit dogme. Jeg brugte tre forskellige træer som papirholdere, eller som en slags stativ. Projektet har været en udforskning af de her træer. At forsøge at isolere dem og så se hvad der opstår. Der opstod så det med lyset, der kommer bagfra, og så kom værkerne til at handle om det. Så tilblivelsen af serien var meget processuel.

Så det er faktisk også en situation, som udspiller sig i dine værker her?

MSP: Ja, det er det. Men meget iscenesat, hvor mit spor er skabt mere uafhængigt af mig.

UN: Men jeg tænker det sådan, at den iscenesættelse jeg har lavet i Drafts, er en opsætning som faktisk beskriver noget, der allerede sker. Jeg prøver at tilføre så lidt som muligt for at vise, hvad der hele tiden sker. At der konstant er et gennemtræk i denne væg.

Myne Søe-Pedersen: Untitled, Papir fotogram #1, 2006. 75x75 cm. C-type print Myne Søe-Pedersen: Untitled, Papir fotogram #2, 2006. 75x75 cm. C-type print Myne Søe-Pedersen: Untitled, Papir fotogram #3, 2006. 75x75 cm. C-type print

Myne Søe-Pedersen: Untitled, Papir fotogram #4, 2006. 90x90 cm. C-type print Myne Søe-Pedersen: Untitled, Papir fotogram #5, 2006. 90x90 cm. C-type print

Ursula, betragter du så din tilgang snarere som en kortlægning end en iscenesættelse?

UN: Ja, helt bestemt! Det er ikke sådan, at jeg sætter farvekridtet op for, at det skal blive til et billede. Her mener jeg, der er en modpol til Myne. Selvfølgelig skaber min opstilling også et billede, men overvejelserne bag var faktisk at gøre opmærksom på, at denne tykke stenvæg var utrolig ustatisk. Den var i bevægelse; det var et sammenfaldende hus i Glasgow, udenfor løb en flod der gjorde jorden meget blød; og væggen er i bevægelse, fordi huset er ved at synke ned. Det foregår over utrolig lang tid, men man kunne stadig mærke trækket, når man gik forbi, og for yderligere at sætte fokus derpå valgte jeg at lave min opstilling. Det blev tilfældigvis en tegning, men jeg har også arbejdet med at lave lyd ud af dette gennemtræk. Altså at benytte forskellige materialer til at manifestere, at væggen var levende, og at der foregik noget. Det ser jeg som en anden motivation end Mynes. Du laver vel billeder for at lave billeder?

MSP: Ja

UN: Jeg har ikke prøvet at lave billeder; det er snarere et dokument af, at noget er sket.

MSP: Nej, men du har jo valgt, at de skulle være forskellige farver og har altså haft en visuel overvejelse, hver gang du har skiftet farveblyanten ud. Der opstår en æstetisk indgriben alligevel.

Nu vi er ved det æstetiske, tænkte jeg på, om I kunne fortælle lidt om hvilke kriterier, I har haft for værkudvælgelsen til denne udstilling? De spænder jo over rimelig lang tid, men udstillingen slår alligevel én som meget sammenhængende rent æstetisk, så var det et kriterium, eller har I gerne ville pege på paralleller og kontraster i jeres forskellige praksisser?

UN: Jeg har i hvert fald overvejet det æstetiske nøje. De værker, som er på denne udstilling, er meget afgørende for mig i forhold til hvordan, jeg forholder mig til rum. Jeg har valgt de værker, som var de vigtigste fotografiske værker i mit arbejde gennem årene, da jeg ikke længere primært arbejder med fotografiet som sådan.

MSP: Jeg ville gerne tage afsæt i stedet her og lave noget nyt, og så har jeg har taget meget udgangspunkt i Ursulas arbejde, da det allerede eksisterede forud for, jeg skabte min serie med fotogrammerne hertil. Jeg kunne jo ikke lave super blå og hidsige pink billeder, som skulle stå ved siden af hendes meget hvide og sarte. Det ville tippe balancen og værkerne ville forsvinde fuldstændig.

Ursula Nistrup: Handheld in situations(overview), 1998.

Ursula Nistrup: Handheld in situations, 1998. Silver gelatin, selenium toned print, handpainted by the artist		Ursula Nistrup: Handheld in situations, 1998. Silver gelatin, selenium toned print, handpainted by the artist		Ursula Nistrup: Handheld in situations, 1998. Silver gelatin, selenium toned print, handpainted by the artist

Kan I fortælle om jeres tilgang til fotografiet som medie?

MSP: Jeg startede tidligt med at arbejde med rum, og før jeg begyndte på Nøddeknækkeren, havde jeg arbejdet meget med installationer og rumlige udtryksformer. Og på et tidspunkt havde jeg brug for at koncentrere mig og gå i dybden med et bestemt medie. Det blev så fotografiet, fordi hvis man kiggede mine installationer fra de tidlige år igennem, kunne man se, at fotografiet alligevel vedblev at være et gennemgående tema og interesse. Den erkendelse gjorde, at jeg søgte ind på fotolinien på kunstakademiet i Amsterdam og var virkelig optaget af det her medie og syntes, det var helt fantastisk, hvad man kunne få ud af det. Jeg er stadig i gang med at udforske mediets muligheder. Nogle af de ting jeg interesserer mig for ved fotografiet er netop de her grundlæggende principper med tid og flade.

UN: Jeg troede i lang tid, at jeg skulle være arkitekt, men jeg var aldrig rigtig interesseret i at lave bygninger, som var realiserbare. Men jeg har altid været interesseret i, hvordan man optræder i og oplever et rum. Hvordan det kan være en mental ting, som går ind i folk – de påvirkninger et rum skaber. F.eks. den psykologiske virkning af at opholde sig i et sort rum i modsætning til et helt hvidt, eller hvordan ens rumopfattelse ændrer sig, når der kommer atmosfæriske elementer ind såsom lys og lyd. Det gik op for mig, at fotografiet var spændende, da jeg var på Krabbesholm højskole, hvor jeg så selvfølgelig gik på arkitekturlinien, men alligevel begyndte at lave fotografi. Her opdagede jeg, at man kunne skabe rum i billeder meget nemmere i det medie, fordi rummet allerede eksisterede i stedet for man skulle begynde med fysisk at bygge det op. Herefter begyndte jeg at udforske fotografiet til at bevise eller undersøge, hvad der foregik i et rum eller i en situation. Det blev meget konceptuelt. Det var ikke så betydningsfuldt hvilket motiv, der kom med på billedet. Derfor var det også vigtigt for mig at få serien Hand held in situations med på udstillingen, da de ikke har et motiv. Serien er for mig relativt gammel, fra 1998, og altså helt fra starten af min produktion. Jeg eksponerede en række håndholdte negativer i nogle situationer, og så fremkaldte jeg dem, og så blev jeg meget interesseret i det, der var på billederne. Udgangspunktet var, hvad fotografiet kunne ved at bringe noget ind i en billedkontekst. At være et billede på noget der var sket. Måske egentlig en ret dokumentarisk proces.

Måske du kunne uddybe lidt nærmere, hvordan serien blev til?

UN: Tonalitet og dybde har været vigtige aspekter for mig i Hand held in situations. Jeg har taget et stykke 4”x 5” film, enten lagde jeg det et sted i et par minutter, eller også bar jeg rundt på det.

På tilfældige steder?

UN: Ja, faktisk ret tilfældige steder, og selve processen foregik ret intuitivt, men senere blev det mere selektivt, og jeg udvalgte situationer pga. deres særlige egenskaber. Såsom går man igennem en bestemt passage, så bliver værket på meget abstrakt vis et billede på den passage. Jeg tænkte; kan et fotografi godt være et billede der bliver dannet ved jeg går en tur med et negativ i hånden? Bliver det et billede af denne tur?

Så du har også forsøgt at stille spørgsmålstegn ved mediet?

UN: Meget. Det var faktisk derfor, jeg var interesseret i fotografi. Jeg var meget opslugt af, hvor lidt der skulle til for at det blev ved med at være fotografi. Hvornår bliver man nødt til at inddrage et andet medie? Og for mit vedkommende er det så blevet lyd eller tegning, som gør nogle andre ting, og som så tager over.

Men de eksperimenter Ursula her beskriver, er det også noget man kan se en parallel til i din nye serie, Myne, med lysets indvirkning på papir?

MSP: Ja, det synes jeg. Grunden til, jeg har lavet den serie er, jeg syntes mit tidligere arbejde, har været meget konstrueret. Altså konstrueret på den måde at det har handlet meget om iscenesættelsen af en række objekter i rum. Og jeg havde brug for at lade lidt være op til tilfældighederne for en gangs skyld. Mit arbejde har altid foregået i et studie, altid lidt pack shot agtigt, hvor det nogle gange kommer tæt på reklamebilleders æstetik, og så har jeg gået meget op i de skulle være superskarpe og helt perfekte. Jeg har altid brugt 4” x 5”negativer og følte et behov for at give slip på det. For det første har jeg taget de her billeder med et 6x6 kamera – det er en stor ting for mig.

Hvilken virkning har det?

MSP: Det gør at billederne bliver en anelse slørede. Det er første gang, jeg har lavet så store billeder med så små negativer. Det er meget nyt. Jeg synes jo, de er en smule uskarpe…

Ja…øh, så skal man vist kigge meget grundigt efter.

MSP: Jeg tror, det er ret sundt for mig at benytte denne tilgang. Og at meget mere er overladt til tilfældighederne end normalt, da jeg ikke har kunne styre lyset. Det var meget nyt for mig at arbejde uden for i naturen på denne måde, og jeg har heller ikke tidligere lavet landskabsbilleder. Men på en måde synes jeg altid, mit arbejde har handlet om landskaber, og jeg har prøvet at lave landskaber i rum, uden jeg måske var klar over, det var, hvad de var. Men med fotogrammerne er det første gang, jeg laver decideret landskabsfotografi.

Myne Søe-Pedersen: Untitled, New York Wall(Overview), 2000. Myne Søe-Pedersen: Untitled, New York Wall, 2000. 80x100 cm. C-type print Myne Søe-Pedersen: Untitled, New York Wall, 2000. 80x100 cm. C-type print

Hvad med spejbilledet fra 2000 -det hører til tilbage i de mere kontrollerede tider. Hvordan blev det værk til?

MSP: Jeg var udvekslet til Cooper Union skolen i New York og i den lejlighed jeg boede i det år, hang der nogle spejle. Værket på udstillingen er altså et spejlspor fra den lejlighed, men det er også en undersøgelse af væggen og en undersøgelse af det fotografiske medies muligheder: Hvor stort kan billedet blive, før man mister fornemmelsen af, det rent faktisk er en væg? Og det er meget vigtigt for mig, at fotografiet netop er så ultraskarpt, at man får alle detaljerne i væggen og sporene med for at forstå, hvad der er sket med denne her væg. Formatet er jo ret stort, og netop det at gengive det 1:1 var afgørende for mig.

Ursula Nistrup: Light moving on two strings(Overview), 2001.		Ursula Nistrup: Two strings moving with light(Overview), 2001.

Ursula Nistrup: Light movng on two strings(detail), 2001. Silver gelatin, selenium toned print, handprinted by the artist		Ursula Nistrup: Two strings moving with light(detail), 2001. Silver gelatin, selenium toned print, handprinted by the artist

Ursula, når man kigger på dine værker her på udstillingen, kan man måske godt undre sig lidt, eller i hvert fald komme til at stille spørgsmålet: Er det her egentlig fotografi? Kan du fortælle lidt om de to hvide serier, og hvordan de er fotografier?

UN: De er en slags iscenesættelser fra et rum i min lejlighed i Glasgow. Mit udgangspunkt var, hvis man nu f.eks. var maler, så bliver man konventionelt nødt til at have et lærred eller et andet materiale at male på - nogle materialer bliver man nødt til at have for at kunne formidle noget, og derfor forsøgte jeg at gøre mig det klart, hvad det mindst mulige, jeg havde brug for, mon var. Jeg ønskede helst ikke at tilføre det her rum noget. Mit ønske var at gøre det så direkte og simpelt som muligt. Jeg ville gerne kortlægge lyset, som bevægede sig igennem det her rum i min lejlighed. I den ene serie Light moving on two Strings havde jeg hængt to tråde diagonalt igennem rummet, en lys og en mørk, fra loftshjørne til gulv. Jeg var interesseret i, hvor tæt lyset kom på væggen og hvor tæt på væggen, jeg egentlig kunne fotografere. Jeg var aldrig rigtig som sådan interesseret i væggen og trådene, men dem blev jeg ligesom nødt til at have for at lave rummet – for at rummet var tilstede. Og så fotograferede jeg lyset, der bevægede sig over de her tråde, og prøvede at stille skarpt med 4” X 5” kameraer på præcis dér, hvor den lyse og mørke tråd begge kunne ses, men der hvor de tonemæssigt overlappede hinanden. Denne serie var vigtig for mig for at forstå fotografi. Man kan nemt sige: Der er jo ikke noget på. Eller - Der er jo ikke noget som er skarpt…Men lige præcis dét punkt, som er interessant for mig, er skarpt. Jeg har lavet nogle modeller ud af genbrugsmaterialer for at illustrere det svært tilgængelig i billederne. Den ene er en udskåret koldskålsmælkekarton, hvor jeg har opsat to snore, som forhåbentlig kan løsne lidt op på det superseriøse og koncentrerede hvide fotografi. Måske den kan få værket til at grine lidt af sig selv.

Et anti-prætentiøst greb?

UN: Ja, præcis. Det var vigtigt, at det ikke var en model, jeg havde fået en arkitekt til at udføre, som var fuldkommen korrekt på alle punkter og totalt velskåret. Det var tanken, at den gerne måtte være lidt klodset for at komme folk i møde.

MSP: Men den er ret flot.

UN: Jeg har jo også brugt noget tid på at lave den, men meningen var den ikke skulle være perfekt. Jeg har jo siddet og skåret den ude i mit køkken med en kniv•

Ursula Nistrup: Facing a room from N/S/E/W, 2000 & 2006. Variable measures C-type 5"x4" contactprints, model made of recycle materials Ursula Nistrup: Facing a room from N/S/E/W, 2000 & 2006. Variable measures C-type 5"x4" contactprints, model made of recycle materials Ursula Nistrup: Facing a room from N/S/E/W, 2000 & 2006. Variable measures C-type 5"x4" contactprints, model made of recycle materials

Ursula Nistrup: Drafts(documentation), 2002. Ursula Nistrup: Drafts(documentation), 2002.