Interview: Unge danske malere

Trine Boesen

Trine Boesen: Dragons, 2006. 190x190 cm. Akryl på lærred Courtesy of Trine Boesen og Mogadishni		Trine Boesen: Lime Life Lime, 2006. 190x190 cm. Akryl på lærred Courtesy of Trine Boesen og Mogadishni

Hvordan ser du ungt dansk maleri som felt?

Jeg synes måske, den her udstilling er indsnævret mere end højst nødvendigt. Der er mange retninger i feltet, og det er bredere end denne udstilling måske giver udtryk for. Jeg vil sige, at det ’nye’ maleri, som den her udstilling jo hedder, nok har flere bolde i luften end denne udstilling måske umiddelbart giver udtryk for. Der er mange ting her, som umiddelbart er meget i snor med hinanden. Det virker også som om, de på en eller anden måde har forsøgt at finde en rød tråd i tingene.

Hvis du nu skal pege på nogen stilistiske træk inden for feltet, hvad skulle det så være?

Alle de malere, der er med her, har et meget individualistisk udtryk, som det også blev sagt meget godt i åbningstalen. En eller anden måde at udtrykke verden på frem for at udtrykke sig selv. Der er ikke så meget af det, der bærer præg af, at kunstneren skal have sin sjæl krænget ud. Det er mere en spejling af verden. Og det, synes jeg egentlig, er meget kendetegnende. Forskellen er så bare, om det er den store eller den lille verden, der bliver spejlet.

Hvordan ser du dit eget arbejde i forhold til feltet?

Jeg ser nok egentlig mine egne ting som noget af det, der er mere ’stramt’, og som kombinerer tegningen og maleriets æstetiske udtryk. Jeg arbejder meget med tegningen i maleriet, hvor mange af de ting, der er med her, er meget maleriske malerier, hvis du forstår, hvad jeg mener.

Hvad betyder det for dig, at du maler?

Det er jo en eller anden måde at bearbejde verden på, fordi maleriet er sådan en langsom proces og en meget direkte proces. Det er ligesom en katalysator, hvor man kører tingene igennem, en tankeproces og en leg. Det er det der med at kunne spejle noget. Man har jo alle muligheder, det er ligesom et frirum til at eksperimentere, hvor man kan tillade sig at gøre praktisk talt lige, hvad man vil, bare man gør det lidt fornuftigt.

Lars Thygesen

Lars Tygesen: Stol, 2006. 260x200 cm. Olie på lærred Courtesy of HKH Kronprinsen		Lars Tygesen: Stald, 2006. 250x200 cm. Olie på lærred Courtesy of Gallerie Mikael Andersen

Hvordan ser du ungt dansk maleri som felt?

Det er et felt, der er meget åbent lige nu, hvor alt er muligt. Der er ret mange forskellige udtryk. Jeg synes egentlig ikke, der er en bestemt retning. Der er måske noget med, at farven er meget oppe, at der arbejdes meget med koloritten. Det, synes jeg, afspejler tidens ånd i udtrykket.

Hvordan ser du dit eget arbejde i forhold til feltet?

Jeg ser primært mig selv som en del af en kunsthistorie, en del af en tradition der – måske især i relation til maleriet – er meeget laang og meeget tung. Selvom jeg selvfølgelig også føler, at jeg er en del af den tid, der er lige nu, hvor jeg er ung og går på Akademiet.

Hvad betyder det for dig, at du maler?

Jeg har faktisk lavet meget andet, før jeg valgte at fokusere på maleriet, men så tror jeg bare, jeg fandt ud af, at maleriet for mig var en rigtig måde at udtrykke mig på. Det er ikke kun det, der kommer ud af det, det er også den proces og den arbejdsform, der ligger bag. Jeg kan godt lide, at du bruger dig selv fysisk, når du maler, at du interagerer med noget, og selv står og udfører en fysisk handling. Når man laver installaioner, så arbejder man meget heroppe (tager sig selv til hovedet), og så har man måske nogle andre til at udføre det. Det er en måde at udtrykke sig på, der kommer meget direkte. Du kan gå ind og ændre i noget, rette i noget, du er selv dit eget redskab, om man så må sige. Når man står og maler, så er man sammen med lærredet på en helt unik måde.

Allan Otte

Allan Otte: En(1:2, 35), 2006. 117x275 cm. Akryl på plade Courtesy of Galleri Tom Christoffersen

Allan Otte: God Damn the Sun/God Damn the Light it Shines and theis World it Shows, 2005. 117x250 Akryl på plade Courtesy of Galleri Tom Christoffersen

Allan Otte: Dialektisk konstruktion, 2004. 122,5x180 cm. Akryl og airbrush på vandfast træplade Courtesy of Arken		Allan Otte: Artikel fragment og gestikbobler, 2004. 122,5x180 cm. Akryl og airbrush på vandfast træplade Courtesy of Arken

Hvordan ser du ungt dansk maleri som felt?

Det er måske mere en forskelligartethed, end det er et samlet udtryk. En masse forskellige udtryk og en masse forskellige udfald af maleri.

Hvordan ser du dit eget arbejde i forhold til feltet?

Jeg ser det som et bestemt ståsted, eller en retning, som repræsenterer det mere konceptuelle eller kalkukerede maleri - frem for et fantasifuldt eller ekspressivt maleri.

Hvad betyder det for dig, at du maler?

Det er en måde at praktisere på, at komme til udtryk, en mulighed for at give verden nogen billeder af den måde, man ser på tingene på

Morten Buch

Morten Buch: Linier, 2001. 200x220 cm. Olie på lærred Courtesy of Arken		Morten Buch: Par, 200. 200x200 cm. Olie på lærred Courtesy of Arken		Morten Buch: Støvle, 2000. 220x220 cm. Olie på lærred Courtesy of Arken

Hvad, synes du, er kendetegnende for ungt dansk maleri?

Det er en lidt svær én, synes jeg. Jeg tror, jeg vil sige noget andet; det er meget sjovt at komme her i dag, for man kan helt klart se, at der er et stort felt, hvor der bliver eksperimenteret meget og brugt utrolig mange teknikker. Jeg synes måske, det er morsomt, også for mig, at der er så mange, der arbejder meget meget stramt og f.eks. bruger computeren meget, at det ikke kun er den store gestik; også selvom det måske ikke er lige der, jeg ligger i dag. Jeg har jo selv, tilbage i 2001, pixelleret meget stramme ting, og det er meget sjovt at se, hvordan det ligesom bølger frem og tilbage; at se at det hele ikke bare er Tal R eller John Kørner. Der bliver arbejdet på mange fronter, og der bliver taget mange ting op, f.eks. af Ivan Andersen og Allan Otte som jo ligger et andet sted. Ikke fordi det nødvendigvis gør deres billeder bedre end andres, men det er meget forfriskende at se, at der er sådan et forholdsvist bredt felt. Samtidig med at der selvfølgelig er en stor interesse for det meget eksplicit figurative. Jeg synes, at det er en meget fin udstilling, hvor værkerne klæder hinanden relativ godt, men ligefrem at karakterisere ungt dansk maleri endnu, det tror jeg ikke, jeg kan tage på mig.

Er det ikke meget spændende at se ens egne værker sammen med alle de andre og så se, hvad det er, der går igen?

Jo, men der er da en masse gengangere, men der er også folk, som jeg faktisk ikke kendte særlig godt, og som jeg aldrig har set original værker af. Der er også helt unge folk, akademifolk, men jeg synes, det er morsomt at se; maleriet har det da meget godt i Danmark.

Ja, det ser da sådan ud. Tror du, det bliver ved med det også i fremtiden?

Altså, man skal jo altid passe på med at være alt for optimistisk. Jeg har jo malet i mange år, også hvor der ikke var så mange andre, der malede. Tal gjorde selvfølgelig og John, men man kan sige, lige nu er der en utrolig interesse fra markedet, hvor der er mange, der har råd til at købe kunst, og som gerne vil købe kunst; som interesserer sig for kunst. Derfor er det klart, at gallerierne og kunstnerne har rimelig gode tider, men der er ingen, der siger, at det nødvendigvis bliver ved. Der er nok mange ting, som vi hverken ser eller hører så meget til om ti år, men derfor er det alligevel forfriskende at se, at der er så meget gang i den, at der er så mange, der gerne vil.

Du er jo den eneste outsider?

Ja, jeg er den eneste, der kommer udefra, i modsætning til i 60’erne, hvor der jo ikke var nogen, der måtte gå på akademiet. I dag skal alle ind på akademiet for at få de rigtige forbindelser og danne de rigtige netværk. Det er da helt klart en anden og sværere vej ikke at gå på akademiet. Jeg har så været heldig ved, at én som Susanne Ottesen godt turde binde an med én, som ikke havde gået på akademiet, det må jeg så takke hende for.

Hvorfor valgte du maleriet?

Jeg kan huske, at Susanne spurgte mig om det samme første gang, jeg var inde hos hende, men jeg havde faktisk aldrig tænkt på det. Mit svar var, at det var noget med rammen, og det, synes jeg egentlig, er tilstrækkelig upræcist til at være præcist nok i dag. Der er noget med rammen, som skaber et kunstigt univers, der gør, at maleriet er bestandigt fascinerende. Jeg synes også, der er noget omkring hastigheden; jeg synes, det er spændende, at der skal så lidt til for at ændre et maleri. Hvis du laver en enkelt prik eller en enkelt ting et andet sted, så kan et maleri sådan set ændre sig. Den rigtige prik kan i hvert fald. Det er også kunstigheden; et kunstigt univers som tydeligvis betager nogen specielt i dag, faktisk endnu mere end det betager mig. Det der fantasi-univers eller drømmeunivers, som egentlig ikke er min hovedinteresse, men som tydeligvis fascinerer. Maleriet styrke er jo det, at det kan indoptage så mange andre kunstretninger og medier. Du kan bruge fotografiet, som man ser det på denne udstilling, og som jeg også selv har gjort, du kan bruge computeren, du kan lave collager, du kan lave det skulpturelt. Maleriet er jo lidt en gøgeunge, som kan suge til sig fra alle mulige andre kunstarter og hele tiden genoptage det. En ting, jeg er lidt træt af i øjeblikket, er, at man hele tiden snakker om maleriets renæssance, fordi det er sådan et forældet medie. Jeg synes egentlig, det er en lidt gammeldags måde at tænke på; at man overhovedet tænker i medier på den måde. Fordi jo det er da et gammelt medie, men det kan referere til alle mulige ting, som er fuldstændig dugfriske.

Hvad er så det nye i det nye maleri? At det ikke længere er maleri i traditionel forstand?

Nej, sådan har det jo altid været. Andy Warhol og Jasper Johns var jo også fuldkommen up-to-date. Det er jo ikke et nyt fænomen, det er jo ikke noget, der er sket i 2003, sådan har det været i masser af år, at maleriet har forholdt sig til helt nye teknikker og medier øjeblikkeligt. Selvfølgelig er der en meget lang historie, som gør det lidt specielt at være maler, fordi man hele tiden træder ind i en tradition eller forholder sig til traditionen. Men jeg har svært ved at se, at maleriet skulle have haft en egentlig krise eller at det her skulle være en opblomstring i krisen; jeg kan ikke se det. Det visuelle og billeder vil altid interessere, og maleriet vil altid kunne være billedskabende.

Kathrine Ærtebjerg

Kathrine Ærtebjerg: Overraskelsen, 2006. 200x300 cm. Olie på lærred Courtesy of Linde og Peter Bonnén Kathrine Ærtebjerg: Koncentration, distraktion, 2003. 200x200 cm. Olie på lærred Courtesy of Arken Kathrine Ærtebjerg: Hjertehuset, 2002. 205x205 cm. Olie på lærred Courtesy of Arken

Hvordan ser du ungt dansk maleri?

Altså, maleriet er selvfølgelig kommet tilbage efter at have været ude af billedet i et stykke tid. Det er jo så kommet tilbage med en voldsom energi og også meget ambitiøst. Det drejer sig om hele linien lige meget, hvad det ellers er. Der er selvfølgelig de meget ekspressive, de mere abstrakte, de digitale og de eventyrlige. Der er mange forskellige genre, men det er meget kendetegnende, synes jeg, at folk er meget ambitiøse.

Kan du forbinde din produktion med denne udstilling?

Ja, vi er jo næsten samme generation, og selvfølgelig er der mange forskelligheder, men der er også inspiration på tværs af forskellige udtryk. I hvert fald for mit vedkommende, så kan jeg sagtens blive inspireret af noget, som er helt anderledes end mit eget. Men der er også nogle tendenser, som peger i bestemte retninger, noget som man umiddelbart er mere beslægtet med end andet. Jeg er jo meget figurativ, fortællende og poetisk i mit udtryk. Jeg har aldrig været ekspressiv, men derfor kan man alligevel være meget inspireret af det ekspressive. Maleriet rummer mange lag, og der kan man jo være inspireret af nogle lag, der er i anden type maleri.

Hvorfor har du valgt maleriet? Kan det noget særligt

Alle medier kan jo noget hver for sig, men jeg synes, det dejlige ved maleriet er, at det er så simpelt. Det er noget, som vi alle sammen har gjort på et eller andet tidspunkt, og som man kan gøre hvor og når som helst, uden at skulle have en masse teknik ind over. Så på den måde er det meget simpelt, meget frit. Så synes jeg, det har en spændende historie, som man kan trække på, og som man kan sætte sig i forhold til.

En form for ligefremhed både i aflæsning og tilgangen til det?

Jamen, jeg ved ikke, om jeg synes, at maleriet har en ligefremhed i aflæsningen. Jeg mener sagtens, at maleriet kan være lige så kompleks, med lige så mange lag, som alle mulige andre medier. På den måde er maleriet hverken simpelt eller enkelt, jeg mener, det rummer netop både det simple og det komplekse samtidig. Det gør mange andre medier selvfølgelig også, men det er jo en af de ting, der gør, at det måske også umiddelbart også appellerer til mange mennesker på mange forskellige niveauer.

Lise Blomberg

Lise Blomberg: Bag sommeren ligger vinteren, 2004. 90x180 cm. Privateje

Lise Blomberg: Ferie i Alperne, 2005. 35x45 cm. Olie og akryl på lærred Courtesy of Lise Blomberg og Magodishni Lise Blomberg: Drikker af din søvn, 2003. 140x170 cm. Akryl på lærred Privateje

Hvad mener du kendetegner ungt dansk maleri?

Jeg synes nok, at der er mange kvindelige kunstnere, som jeg godt kan savne lidt på den her udstilling. Men jeg synes, at det er meget spændende at se, det er nogle gode værker, og der er mange, der laver gode værker. Det er på et højt niveau.

Så du kan godt se dine egne værker i forhold til de andres?

Jeg synes egentlig både, at jeg arbejder i mit helt eget spor, men samtidig kan jeg da godt se nogle ting, jeg har tilfælles med de andre. Der er i hvert fald meget det narrative indover og sammenstillingen af monokrome flader med rumlighed; rent formelt er der fællestræk. Det er sådan en meget klassisk ting, der bliver taget op igen. Nu bruger jeg meget akrylmaling, der er mange af billederne her, der er oliemaleri.

Hvorfor blev du netop maler, kan maleriet noget specielt i forhold til andre medier?

Jeg kan godt lide, at det står stille, den måde tiden fungerer i et maleri. Det er en anden måde at arbejde med tiden, end hvis det er i et filmisk forløb. For mig kan det give en spænding og en fordybelse, eller det giver nogle andre muligheder for en introvert fordybelse. Det er meget let tilgængeligt, altså du skal ikke igennem sådan en masse tekniske ting, og det giver en vis frihed.

Jens Robert Jørgensen

Jens Robert Jørgensen: Psykadelic, tekno, trible, pop, 2005. 200x200 cm. Akryl på MDF Courtesy of JP/Politikens Hus Jens Robert Jørgensen: Plimmelim, 2004. 160x180 cm. Akryl på MDF Courtesy of ELC dansk e-learning center

Hvad kendetegner ungt dansk maleri?

Jeg ved ikke, om jeg kan sige, hvad der kendetegner det. Jeg synes tydeligt, man kan se, at der er en friskhed over det. Materialet er lidt anderledes, det er jo ikke en ny ting, at man maler på kasser eller bruger andet end olie, men alligevel, gennemgående op til i dag, er der en skarphed over det. Jeg synes, med Allan Otte sådan specielt, der er i hvert fald noget nyt over det, eller Anders Brinchs brug af pailletter. Jeg kan næsten ikke sige noget gennemgribende.

Nej, det er vidt forskellige værker der er med. Særligt synes jeg dine skiller sig ud, er mere ornamenterede og nærmende sig noget meget abstrakt dekorativt?

Jo, men det synes jeg egentlig også. Det er jo min interesse for mønsteret. Også i det at de er malet på en kasse gør noget ved i hvert fald bredden af værket. Omvendt synes jeg, at mine ting også er gamle… det er sjovt, der er den aboriginals udstilling, og det er en helt anden måde at se kunsten på. Det er en helt anden interesse, jeg nogen gange har; det er system mønsteret, som man kan tolke på alle mulige måder. Det kan være det psykadeliske, men det kan også være en hyldest til det kaotiske. System kan også være i forhold til griddet, computeren og maskinen, som så bliver vredet ud og tvinger en til at tænke på andre måder. Det er det man kan se; det er det, jeg gerne vil have at man kan se.

Føler du, at din produktion kan relateres til de øvrige værker på udstillingen?

Ikke helt. Eller ikke med alle i hvert fald. Jeg synes, at når det er det figurative maleri, som jeg meget interesseret i, så er det ikke det jeg laver. Det er ikke min ting. Det er en interesse for mønsteret, så det jeg laver, er noget andet. Jeg synes ikke, det er figurativt overhovedet. Jeg kan synes i forhold til Morten Buch eller Anders Brinch, at der er en eller anden ting, der forbinder dem; det psykadeliske og det rene mønster, hvor man virkelig kan se systemet. Det er to meget forskellige ting, hvor jeg alligevel kan se en fælles interesse.

Man kan vel også se dine ting i forbindelse med det figurative, idet man vil søge noget genkendeligt?

Ja, selvfølgelig hvis man vil have det og leder efter det, men det er ikke helt det der er min mening. I et abstrakt maleri kan man jo se, hvad man vil.

Hvordan tror du maleriet vil udvikle sig i fremtiden?

Det ved jeg ikke, og det er jeg egentlig ikke så optaget af. Jeg er mere interesseret i at se på kunsten; om det er det ene medie eller det andet, det synes jeg, næsten er ærgerligt. Jeg kender masser af kunstnere fra akademiet, som ikke får den plads, som de burde have, fordi det ikke er maleri. Jeg kan godt se, at maleri er måske nemt at have med at gøre; man kender historien, det kan hænge på en væg osv. Ikke at det gør det dårligere, men det gør det måske lidt nemmere, hvor det der er mere besværligt, ikke mere besværligt at forstå men at have stående, ikke helt får den opmærksomhed som det egentlig fortjener.

Men det er så ud fra et kommercielt synspunkt, ud fra salgbarheden?

Ja, åbenbart, men hvis man ser store udstillinger, så er der jo Olafur og Jeppe Hein. Rigtig store udstillinger er ikke nødvendigvis maleri.

Du ser ikke dig selv som maler først og fremmest, men arbejder også med mere rumlige ting?

Ja, det gør jeg. Nu har jeg lavet malerier, men jeg ser mig selv som kunstner. Jeg synes ikke, maleriet er mere interessant end alt muligt andet. For mig har det udviklet sig meget. I dag er det mere skulptur og noget meget andet end det, jeg har med her. Det kommer man til at se mere til, håber jeg da.

Anders Brinch

Anders Brinch: Green Cobra/Pink Chewing Gum, 2005. 200x200 cm. Olie på lærred Privateje Anders Brinch: Turkish Delight, 2006. 210x140 cm. Blandede medier på lærred Privateje Anders Brinch: The Disco Hippie/Cosmic Buddha, 2005. 200x200 cm. Blandede medier på lærred Privateje

Hvad, synes du, er karakteristisk for ungt dansk maleri?

Uha… det der er karakteristisk, synes jeg, er, at det ligger og stritter i alle mulige retninger samtidig. Og at alt er accepteret på en måde, alt er lovligt. Det, synes jeg, er ret tydeligt, som man også kan se på den her udstilling. Der er tale om mange forskellige retninger, og hvis man taler helt formelt om det, så er der en masse forskellige greb kørende. Også indholdsmæssigt, det er jo så historisk at snakke om tematikkerne, men det giver jo sig selv, at der har vi hver især vores kørende.

Ser du på nogen måde din egen produktion beslægtet med udstillingens værker?

Ja selvfølgelig, men et eller andet sted er man vokset op med de her folk, har fulgt hinandens processer. Det er meget naturligt, det er ikke spor fremmed, slet ikke. Jeg synes bare, det er dejligt at være med i en seriøs ramme. Der kunne sagtens have været flere med, for der er så mange gode, som ikke er med.

De fleste af jer er uddannet fra akademiet i København. Har det givet værkernes udtryk en særlig retning, en form for skole?

Det ved jeg ikke… nu går jeg stadig derinde, og har et år endnu. Men med skole så taler man jo om en bestemt form for retning, der bliver dyrket. Jeg ved ikke, hvornår man startede med at tale om skole i dansk kunst, det var måske med Tal, hvor det begyndte. Men jeg tror, at generationerne efter ham har forsøgt at ryste den form for skole af sig, for ligesom at komme videre. Så skolen nu er meget føderal, meget blandet, og det, synes jeg, er befriende, at der er så mange spring samtidig. Og der er også masser af uenighed, som er med til at skabe en dynamik; at sproget kan være så grelt forskelligt. Det er interessant.

Hvad siger du til den fokus, der er på maleriet?

Ja, lige nu er der rigtig meget opmærksomhed på det, men det er der jo på kunst generelt og ikke kun på maleriet. Og det, synes jeg, er positivt. Jeg tror, man skal være glad for, at der er skub i tingene. Man kan kun håbe, at det bliver ved i den grad. Det skal bare ikke blive en sovepude, for udviklingen er jo ret uforudsigelig. Også hvad der vil ske for ens eget projekt. Det kan godt være, man laver en anden slags kunst om et halvt år, som ikke kan betale sig på samme måde som det her. Du ved, som besværliggør nogle af tingene.

Hvad er det maleriet kan? Hvorfor har du valgt netop dette medie?

Jamen, det ligger meget naturligt for mig. Det har været min base, min platform. Jeg prøver at holde op på et eller andet plan, men der er hele tiden et billede, der lige skal afleveres, males eller ud af kroppen. Altså, det er selvfølgelig også en banal kærlighed til maleriet som medie, at man kontrollerer det samtidig med, at det er nok ude af kontrol til, at det stadig er interessant. Men det skal så også siges, at samtidig med maleriet laver jeg meget skulptur, altså skulpturelle værker og installationer, når jeg kan komme til det. Det er meget vigtigt for mig, at der kører et meget åbent sprog, og det har der gjort hele tiden; at det ikke falder ned og bliver en niche. Jeg synes også, at det er frugtbart i forhold til maleriet. Mine skulpturer producerer billeder og omvendt, så det er meget vigtigt for mit virke, at det foregår hele vejen rundt. Behovet for at arbejde med andre medier er helt nødvendigt for mig, men rent tematisk går der stadig en linie igennem det hele. Også i materialerne; jeg bruger også de her pailletter i mine skulpturer. Jeg har en oplevelse af, at det beriger hinanden gensidigt. Lige det sidste års tid har der været flere og flere skulpturer, så det kommer der også mere af i fremtiden.

Eske Kath

Eske Kath: Ascending Arena, 2005. 230x300 cm. Akryl og collage på lærred Courtesy of Lauritz.com

Eske Kath: Opløsning/vulkan, 2002-2003. 230x180 cm. Blandede medier Courtesy of Arken Eske Kath: Udsyn ind/Paranoia, 2001-2002. 200x160 cm. Akryl og collage på lærred Courtesy of Arken

Vil du fortælle, hvad du mener, er kendetegnende for ungt dansk maleri?

Uha… jeg vil håbe, at det er alsidighed, og det er det måske også. Jeg synes heldigvis, det er svært at sige, og det er nok et godt tegn. Man kan jo se, at der igen er mange, der maler, og det ved jeg egentlig ikke, om er godt eller skidt. Men umiddelbart synes jeg da, at det er tydelig, at folk tager mediet alvorligt, og det er måske en relativt ny tendens; at man tør male uden at være flov over det, og derved skulle være ironisk over for mediet. De fleste, man ser her, er i princippet ret seriøse, der er ikke mange, der har den der ironiske distance til det, de arbejder med. Det giver måske plads til, at man får noget indhold ind, som der ikke har været så forfærdelig meget af i maleri i nogen tid. Jeg håber i hvert fald, at det er sådan. Udstillingen er meget spændende som en form for hak ned i tiden, men samtidig er der så mange forskellige retninger i udtrykket.

Er der fællestræk mellem dine værker i forhold til udstillingen som helhed?

Ja og nej. Jo, det kan jeg selvfølgelig godt, men man kan også se, at der er så mange forskellige måder at bruge mediet på. Jeg bruger det måske mere.. jeg er jo ikke én, der står og nyder at male-male. Man kan se, at nogen er meget optaget af indholdet, mens andre arbejder mere procesorienteret.

At der nogle steder kan ses direkte aftryk efter maleren i form af f.eks. penselstrøg?

Ja, det er jo én af de måder, det viser sig på. Men jeg vil da tro, at jeg har et andet udgangspunkt end så mange andre, mens jeg selvfølgelig også har en masse tilfælles med nogen. Det er de færreste ting, der ligesom drukner i hinanden, man kan sagtens se, hvem der har lavet hvad. Det er 15 mennesker med hver deres tilgang til maleriet, og hver deres intentioner.

Hvorfor er du netop maler?

Jeg startede med at bruge maleriet, så gik jeg fra det, og er så kommet tilbage til det igen. Jeg gik i princippet fra det, fordi jeg synes, det blev meget til ren form. Men så, ved at være ude i nogle andre medier, prøve nogle andre ting af, kunne jeg komme tilbage med en helt anden indgangsvinkel. Jeg blev mere fri i min behandling af mediet; at man faktisk kan male ud fra nogle ideer og i stedet for ud fra en proces, en situation eller ud fra en ide om, hvordan maleriet skal se ud. Det, der er det gode ved maleriet, er, at det er så begrænset. Du har et lærred på en blændramme, og det har en bestemt størrelse. Det er i virkeligheden utroligt paradoksalt, men i og med at man har nogle begrænsninger, opnår man en enorm frihed, hvis man forstår at udnytte den frihed. Det er jo det, der gør, at det stadig eksisterer, og at man faktisk stadig kan lave nye udtryk med maleri, hvilket egentlig er helt utroligt.

Anders W. Ø. Larsen

Anders W.Ø. Larsen: Colere, 2006. 160x160 cm. Collage, olie og akryl på lærred Privateje		Anders W.Ø. Larsen: Weltschmerz, 2006. 160x160 cm. Collage, olie og akryl på lærred Courtesy of Galleri Tom Christoffersen		Anders W.Ø. Larsen: Mighty, 2006. 160x160 cm. Collage, olie og akryl på lærred Courtesy of Galleri Tom Christoffersen

Hvad, mener du, er kendetegnende for ungt dansk maleri?

Jeg synes, at det, der kendetegner det, i virkeligheden nok er dets forskellighed. Der er måske nogle ting, der går igen omkring figurationen, men jeg synes generelt, som jeg var inde på, at det er forskelligheden omkring moderne unge malere, der skaber et helhedsbillede. Så er der måske nogle fælles træk omkring abstraktion-figuration i en kombination.

Hvordan ser du så din egen produktion i forbindelse med de øvrige udstillere? Det lyder jo nærmest som en slags bevægelse; ”Ungt dansk maleri”

Nej, det, synes jeg ikke, det er, for der er, under overfladen på de her ting, faktisk nogle antydninger af, at tingene går i mange forskellige retninger. Der er en lyst til at arbejde med rummet, helt klart, både i form af landskab men også interiør. I det hele taget et rumligt maleri, hvor man forsøger at formidle både en fladhed og et perspektiv i fladen. Men jeg synes også, man kan se, at folk tager maleriet seriøst på forskellige måder. Der er nogen, der er meget pertentlige og fotografiske i deres forlæg, og andre har gang i en større indre monolog eller en større abstrakt tilgang til maleriet. Jeg synes, det er spændende, og der er da også noget i formaterne og materialerne, der går igen, men generelt synes jeg ikke, der er noget, der tyder på, at man er inde i et monotont udtryk.

Det er nogen meget forskellige ting, I undersøger?

Ja, det synes jeg. Jo, der er selvfølgelig, hvis man skal komme med noget overordnet, det figurative og bearbejdningen af rummet. Helt klart.

Der er jo meget opmærksomhed omkring netop maleri for tiden. Har du et bud på, hvordan fremtiden ser ud for maleriet?

Ja, jeg tror egentligt, at det har en stor fremtid også globalt betragtet. Det har jo været her næsten altid, og al den snak om maleriets død er jo blevet afvisket totalt indtil flere gange. Det er ikke noget, jeg normalt beskæftiger mig med, maleriets død, for jeg maler simpelthen ganske enkelt, fordi jeg ikke kan lade være. Men jeg tror på ingen måder, man kan snakke om dets død. Det har selvfølgelig nogle bølgedale, men generelt er det et af de medier, som klarer sig bedst. Set i et perspektiv på, hvad skal vi sige, 200 år, så er det vel maleriet, der står stærkest trods alt. Der er en masse andre medier, der prøver at komme igennem på forskellige måder, og de er jo også i den grad tilstede. Maleriet er selv blevet, også internationalt betragtet, en foranderlig størrelse, som bruger det skulpturelle i højere grad i visse sammenhænge, totalinstallationer osv. Så jeg frygter ikke for dets ve og vel.

Hvorfor valgte du netop maleriet som medie? Har du haft det med fra starten

Nej, jeg har haft et meget afslappet forhold til brugen af medier. Men jeg startede med at arbejde med levende billeder, da jeg var helt ung. Jeg lavede min første video, da jeg var 16, og har stille og roligt arbejdet mig den vej og fundet ud af, at videoen var bare en anden måde at lave billeder på, og at jeg egentlig bedre kunne lide det stillestående. Det sådan mere omsorgsbetonede omkring maleriet, der er i det, at man bruger enormt meget tid på noget, som er relativt uforståeligt i mange sammenhænge. Særligt for andre end den der har lavet det måske. Og det er det gode ved det, og det skal det også være. Det er ikke noget med, at det, der er forståeligt, er noget lort.

Det kommer vel an på, hvilke forventninger man møder det med?

Ja naturligvis. Men også det, at det er selvfølgelig er en anden måde at arbejde på, de forskellige medier taget i betragtning. Stadigvæk vil jeg sige, at det ikke nødvendigvis rører ved ens kunstneriske nerve, at man skifter mediet. Det kan muligvis noget andet og får noget andet frem i dig som kunstner. Men du kan jo ikke ændre dig som person.

John Kørner

John Kørner: Postkontor, 2000. 150x180 cm. Akryl på lærred Courtesy of Arken John Kørner: Bioland, 2001. 180,5x200,5 cm. Akryl på lærred Courtesy of Arken

John Kørner: Skov, 2000. 150,5x180,3 cm. Akryl på lærred courtesy of Arken John Kørner: Linien, 2001. 180x200 cm. Akryl på lærred Courtesy of Arken

Den her udstilling drejer sig om ungt dansk maleri. Hvordan ser du det som felt i forhold til, hvordan det er præsenteret her på udstillingen?

Jamen det første, man kan sige, er jo, at det her virkelig er det unge danske maleri. Jeg tror ikke på, at der findes et eller andet stort hemmeligt felt af unge danske malere, som har gemt sig et eller andet sted på Nord-Als. Den her udstilling er meget repræsentativ for maleriet, som det ser ud i Danmark i dag. Det er præget af et meget individuelle udtryk, og det er måske det, der er styrken i virkeligheden. Man fornemmer, at de her kunstnere og de her værker, de har nogen interesser, idet de udforsker mediet, og det synes jeg bare er en stor styrke – at man ikke bare ligger i en eller anden bred strøm. Så det fungerer godt, og der er flere, der har fortalt mig, at de synes, det fungerer på sine egne præmisser - som en helhed på trods af forskelligheden. Men det er selvfølgelig altid lidt svært at vurdere, når man selv er en del af det.

Hvordan ser du dit eget arbejde i forhold til feltet?

Der er er jo ikke noget her, der ligner mit. Jeg synes, forskelligheden virkelig støtter op om maleriets ideer, at det er der, folk virkelig vinder frem. Det er den individuelle tilgang til materialet, det er den, folk er interesserede i, og ikke et eller andet specielt perspektiv, man har på tingene eller en eller anden samfundsdebat eller hvad det nu kunne være. Det er den individuelle kunstner, der er i fokus.

Hvad betyder det for dig, at du maler?

Primært er det ligesom bare noget, som jeg kan, tror jeg. Det er jo en stor styrke, det er jo en revolution at lave malerier, du kan jo arbejde dig frem til en anden virkelighed, skitsere en virkelighed, som ikke lige er til at tage og føle på. Det er jo et interessant medie, at man ved hjælp af de her meget materielle og fysiske ting er i stand til at diktere et motiv for det menneskelige øje, som så registrerer det, og føler sig meget beslægtet med det. Føler det er en del af en virkelighed, og så alligevel er det en anden tilgang til det end ’rigtige’ billeder. Det er virkelighed, men det er en anden slags virkelighed •

Ivan Andersen: I henhold til mine beregninger, 2006. 195x235 cm. Olie og akryl på lærred Courtesy of Galleri Bo Bjerggaard		Ivan Andersen: Summen af mine ulejligheder, 2006. 195x235 cm. Olie og akryl på lærred Courtesy of Galleri Bo Bjerggaard

Kaspar Bonnén: Uden titel, 1999. 200x240 cm. Akryl på lærred Courtesy of Arken Kaspar Bonnén: Uden titel 2000, 200x300 cm.. Olie på lærred Courtesy of Arken

Tal R: To Koreanere, 1998. 240x200 cm. Olie på lærred Courtesy of Arken Tal R: Black Rider, 1999. 200x300 cm. Olie på lærred Privateje

Tal R: Umuligt notat, 1999. 200x240 cm. Olie på lærred Courtesy of Arken Tal R: Blokeret dør, 2000. 200x200 cm. Olie på lærred Courtesy of Arken

Kristian Devantier: Mennesker til arbejde, 2006. 170x160 cm. Akryl på lærred Privateje		Kristian Devantier: Befri Annas dukke fra bamsen, 2006. 165x160 cm. Akryl på lærred Privateje