Interview: Ulrik Heltoft

Ulrik Heltoft: The One Broken into Two, 2006. Installations view.

Hvorfor har billederne forskellige størrelser?

Ulrik Heltoft:Jeg bruger størrelsen som fortællemetode. Nogle af billederne fungerer bare bedre større og nogle mindre ud fra nogle billedmæssige kriterier, komposition, farve eller motiv. Der er måske nogle detaljer i motivet, som er vigtige, og jeg bliver derfor nødt til at gøre billedet større, for at man får øje på dem. Mindre billeder gør også, at man bliver nødt til at gå tæt på. Så når man ser en række billeder i forskellige størrelser, bliver man nødt til at bevæge kroppen. Billeder med samme størrelse vil desuden automatiske hænge sammen på en eller anden måde, så det er en måde at kategorisere dem på. Det er meget simple virkemidler.

Fotografiet af personen, som sigter med en pistol, er det største...

Ulrik Heltoft:Jeg har altid, lidt naivt måske, anset det største billede for at være det vigtigste, men på en måde bliver de små billeder mere vigtige og virker mere koncentrerede. Man kan fjerne noget af dramatikken ved en revolver ved at gøre billedet meget stort. Det er en kompositorisk måde at bygge fortællingen op på. Det samme gjorde jeg i min bog 52 cards (udgivet af Krabbesholm højskole, 2002, red.), hvor billederne har forskellige størrelser og er placeret forskelligt på siderne. Her repræsenterer det hvide uden om fotografierne en ubekendt, noget man selv må fylde ud. Jo mere man arbejder med et projekt, jo større betydninger får detaljerne – man kan styre fortællingen ved at gøre billedet lidt mørkere eller lidt lysere og på den måde pege i en bestemt retning.

Ulrik Heltoft: A man, bust only, in profile (right profile) aiming at something with a pistol (one cannot see what he is aiming at)., 2006. 72x90 cm. Ultrachrome		Ulrik Heltoft: A man removing a pressed flower from a book, 2006. 72x90 cm. Ultrachrome

Hvordan kan du vide, at beskueren opfatter alle de små ting?

Ulrik Heltoft:Det tror jeg ikke, beskueren gør, jeg vil også gerne selv glemme dem. Men jeg tror, at det giver en overordnet fornemmelse, og jeg tror på, at man oplever gennem detaljer, og at det er svært at se helheder, sådan har jeg det i hvert fald selv. Når man arbejder i lang tid med et værk, har man en tendens til at fortabe sig i detaljer. Kunst er for mig noget uforklarligt, noget som ikke passer ind i andre billedmæssige verdner, som ikke duer inden for de kriterier, som måtte være der. Kunsten har sit eget rum, og det er de ting, som kun passer ind der, som er kunst.

Titelværket på udstillingen, The One Broken into Two, er et dias af et drivhus, hvad betyder det?

Ulrik Heltoft: Det kommer af hvordan, én idé bliver til to idéer. Det her snap shot af et drivhus indeholder knap nok en idé, men jeg kunne bruge det og få mere end én ting ud af det. Jeg har gennem lang tid taget rigtig mange snap shots for at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg ser på, og hvad det er, som interesserer mig.

Ulrik Heltoft: The One Broken into Two, 2006. 2x3 m. Ektachrome

Hvorfor var det lige præcis dette foto, som kom med i udstillingen?

Ulrik Heltoft: Der er noget med den måde, drivhuset kommer ud af mørket på, som egner sig godt til at blive vist som dias. Det er kun det lys, som er blevet reflekteret af drivhuset, som er kommet med på filmen, og det er det samme lys, som bliver sendt ud af projektoren. Det har taget ufattelig lang tid at lave værkerne. Jeg producerer ikke så mange værker. Det går ikke så hurtigt. Det er svært at få skabt fortællingerne, og der er altid mange omstændigheder, som gør, at det bliver meget krævende.

Hvordan opstod idéen til videoen de freshon...?

Ulrik Heltoft: Det værk bygger på, hvordan idéer bliver til. Det optager mig meget, hvordan noget opstår. Hvordan finder man på idéen til et værk, og hvordan bliver det materialiseret? Nogen gange, når man fortæller om en idé, kan det lyde enormt godt, men når man udføre den, så sker der ikke rigtigt noget. Nogen gange transformerer idéen sig, og der opstår noget tredje. Det er det, jeg er ude efter. F.eks. værket 52 cards - det er bare nogle billeder af nogle kort, der er ikke noget mystik i det, men jeg synes, det er interessant, selvom det er så simpelt og let at afkode, hvordan det er opstået.

Ulrik Heltoft: De freshon..., 2006. 55 sec. DVD		Ulrik Heltoft: The One Broken into Two, 2006. Installations view

Dine værker er meget perfektionistisk udført, er du optaget af det tekniske?

Ulrik Heltoft: Jeg prøver at bruge det sprog, som findes inden for en given teknik. Den slags fotografi bærer en form for historie, og kortene lægger op til noget med tid og hastighed, derfor er billederne taget med et kamera, som har en motor, som gør projektet muligt. De indrammede fotografierne er taget med et storformat kamera med alle mulige spidsfindige detaljer for at få så meget detaljerigdom og mætning i billederne, som er en af idéerne med dem. Forhåbentlig giver værkerne også noget til hinanden, så der opstår en fornemmelse, som ikke ville have været der, hvis man så et enkelt værk alene, en fornemmelse af hvilken retning, jeg viser.

På den ene side er der altså de planlagte og opstillede motiver og på den anden side sammenstillingen af værkerne, som tilføjer uforudsete historier..?

Ulrik Heltoft: Ja, der opstår nogle mærkelige fortællinger mellem værkerne. I princippet er værkerne så simplificerede, at der egentlige ikke er så meget at komme efter, hvilket er selvmodsigende i forhold til det at fotografere, fordi der altid kommer mere med, end man regner med. Der er altid oplysninger med, som man ikke er herre over, der er altid nogen, som kan se, hvor billedet er taget eller kan genkende personen på billedet. Jeg fotograferede en gang et billede på indlandsisen, fordi jeg havde en idé om at fotografere et abstrakt rum uden fornemmelse af størrelse. Det gik fint, jeg forstørrede billederne og rammede dem ind, og det så godt ud, men så kom der en norsk polarforsker forbi mit atelier, som uden videre kunne se, hvilken breddegrad, billederne var taget på, hvilken gletscher det var osv. Så faldt det pludselig lidt til jorden.

Ødelagde det projektet for dig?

Ulrik Heltoft: Ja, fuldstændig. Men jeg blev også klar over, at der altid er ting, man ikke ved, og at jeg måtte prøve at bruge det. Selve materialet i fotografiet har også en masse oplysninger i sig. Hvis man er trænet, kan man se, hvilket kamera et fotografi er taget med, hvordan det er forstørret osv. Men jeg prøver at bruge det på en konstruktiv måde. Mine billeder virker måske meget opstillede, og det er de også til en vis grad. The One Broken into Two er f.eks. et snapshot, jeg har taget og som sådan et fuldstændigt tilfældigt foto. De freshon... er også opstået som en sammensmeltning af to idéer, dels et snapshot af skoven og dels af teksten, som er en blanding af en Kierkegaard-tekst og et digt, som Chris, der er med i videoen, har skrevet. For mig er det vigtigt i min kunstneriske praksis at have nogle ting med, som er super kontrollerede og nogle ting, som bare er noget, jeg gør, billeder, jeg har taget ud fra kriterier, jeg ikke selv kender, og så må jeg stole på, at tilfældet kan være givtigt.

Ulrik Heltoft: A deserted thoroughfare. In the foreground a street lamp (detalje), 2006. 72x90 cm. Ultrachrome		Ulrik Heltoft: Two men wearing clogs in snowy weather stamp their soles together to warm their feet (detalje), 2006. 72x90 cm. Ultrachrome

Du har fortalt, at du er mere inspireret af litteratur end af anden kunst. Hvad er det for nogle forfattere?

For tiden er jeg meget inspireret af en polsk forfatter, som hedder Witold Gombrowicz. Han beskæftiger sig med små mysterier, som opstår ud af ingenting. En af hans bøger handler om to personer, som opdager en død gråspurv, og pludselig er der noget, som tyder på, at den er død på en unaturlig måde, og pludselig er der forskellige spor, som peger på gråspurven – det er meget obskurt.

Det lyder lidt som Kafka, hvor en f.eks. retssag kan opstå ud af nærmest ingenting...

Ulrik Heltoft: Ja, men der, hvor det adskiller sig fra meget anden litteratur, er ved at dreje mod det ufuldstændige. Det bliver interessant i kraft af misforståelsen frem for forståelsen. Tingene opstår, fordi man ikke forstår hinanden. Han bruger kikset til at generer idéer.

Han bruger fejl i kommunikationen som en konstruktiv ting?

Ulrik Heltoft: Han har sagt, at hvis vi forstod, hvad hinanden sagde, var der ingen grund til at tale sammen.

Jeg foreslog at lave interviewet her i SAS-hotellet, fordi du i dine tidligere værker har du haft referencer til møbeldesign og specifikt til Arne Jacobsen. Kan du fortælle lidt om det?

Ulrik Heltoft: De stole, vi sidder i nu, blev i sin tid farvesat af Verner Panton og senere Poul Gernes, som arbejdede for Arne Jacobsen. Jeg lavede nogle stave til en udstilling i samme tykkelse som stolene og malede dem i Gernes farverne. For mig var det interessant at trække det dekorative ud af det funktionelle eller se det dekorative som noget funktionelt i sig selv. Det kan godt være, man kan sidde på de her stole, men man kan også bare se på dem. Men det værk har fået en ekstra dimension nu, eftersom stolene ikke har de farver længere. Det er rigtigt, at der er flere værker, som har en Arne Jacobsen-reference. Udstillingen The One Broken into Two har også en designreference i det reolsystem, som projektoren og lysbilledapparaterne står på. Det er et system, som hedder USN, som blev lavet af en ingeniør og en arkitekt i 1962 - samme år som Kodak lancerede Kodak-karrusellen, den metal diasprojektor, som jeg bruger i udstillingen. Det var den første projektor, som brugte tyngdekraften til at få diaset til at falde ned foran lampen, og den kan bruges i hele verden, fordi man kan indstille strømstyrken alt efter, hvilket land man er i. Det er rart, at nogen har tænkt på, at man måske bor i to lande eller måske skal udstille i et andet land og har sin projektor med.

Dvs. du tror på idéen om, at design kan forbedre livet?

Ulrik Heltoft: Nej, det tror jeg ikke på. Men jeg kan godt glæde mig over, at der er nogen, som har tænkt sig om. Men diasprojektoren og reolen hører for mig sammen, på den måde at de er konstrueret ud fra samme tankegang. Reolen kan skilles ad i atomer og samles på alle mulige interessante måder. Og som udstillingsarkitektur er den god, fordi man ikke nødvendigvis behøver at bygge et firkantet, hvidt podie. Hvis jeg skal bruge et podie i en vis størrelse, kan jeg skrue reolen sammen i den størrelse, pille den ned igen efter udstillingen og tage den med mig og samle den i den størrelse, som den næste udstilling kræver.

Ulrik Heltoft: 52 cards, 2006. Variable dimensioner Ektachrome

Dine sidste to udstillinger, The Open Door på galleri Kirkhoff og nu The One Broken into Two på galleri Image har været med foto og videoværker. Kunne du forestille dig at lave en udstilling med mere skulpturelle ting igen?

Ulrik Heltoft: Ja. Gernes-stavene lavede jeg for 10 år siden, det var noget af det første kunst, jeg lavede, men de er ikke uaktuelle. Måske er det ved at være tid til at tage dem med på en udstilling igen.

Har der været en rød tråd gennem din kunst, lige fra du begyndte?

Ulrik Heltoft: Ja indholdsmæssigt, men det ser ud på en anden måde nu. Men jeg er glad for, at jeg stadig kan bruge de tidlige værker. Jeg har set mange udstillinger, hvor kunstnere genbruger værker men på nye måder. Tingene ændrer sig - ville man overhovedet genkende Gernes-farverne i dag?

Kunsthistorien ændre sig også, og det har også betydning for den måde værkerne bliver læst på..?

Ulrik Heltoft: Ja, for 10 år siden, da jeg lavede stavene, var der mange kunstnere, som bearbejdede noget design og tog det ind i kunstverdenen, og det gjorde jeg så også, så på den måde er de meget tidstypiske. Dengang blev de set som minimalisme, hvilket slet ikke var mit ærinde.

Ulrik Heltoft: A very old, very sturdy oak (detalje), 2006. 72x90 cm. Ultrachrome		Ulrik Heltoft: A violinist playing, the mute in position, 2006. 72x90 cm. Ultrachrome

Du har sagt, at du altid er bevidst om de kunsthistoriske referencer i dine værker. Kommer den kunsthistoriske viden fra din studietid på Yale University School of Art?

Ulrik Heltoft: Nej, den kommer fra at se rigtig mange udstillinger. Jeg synes, det er vigtigt, at se værker i virkeligheden og gerne det samme værk mange gange. Jeg kan ikke ignorerer kunsthistorien, men det er fordi, det interesserer mig - der er mange kunstnere, som ikke interesserer sig for det, og det også fint nok.

Er der nogen kunstnere, du bliver inspireret af?

Ulrik Heltoft: Det kan være de mærkeligste ting, jeg bliver fascineret af, ting som ikke har noget at gøre med det, jeg laver. F.eks. så jeg nogle fantastiske malerier af Jules Olitsky, da jeg var i New York. Jeg tror ikke, jeg kan bruge det til noget i min egen praksis, men det var fantastisk at se. Jo mere forskelligartet kunst er jo bedre. Jeg kunne aldrig finde på at lave et maleri på 4 x 6 meter med malinger, der er hældt ned af lærredet, men det er fantastisk. F.eks. så jeg en vild performance af en ung kunstner, som skreg og smed med vand og hoppede rundt på en stor tromme - det kunne jeg heller aldrig selv finde på, men det var helt genialt at se.

Ulrik Heltoft: The One Broken into Two (installations view), 2006.

Du sagde at dine værker er traditionelle, og du har altid styr på de kunsthistoriske referencer i dine værker. Bruger du denne viden som inspiration?

Ulrik Heltoft: Nej, men selvfølgelig referer ens værker til andre kunstværker, men jeg er mere inspireret af litteratur. Men jeg ved, at hvis jeg bruger et specielt kamera, så er der en række kunstnere, som også bruger det kamera, og hvis man fotokopiere et grynet foto, så ser det konceptuelt ud, og hvis man bruger en masse farver, så ser det mindre konceptuelt ud. Så man kan benytte sig af de visuelle virkemidler, og nogen er så heldige, at de opfinder deres helt egen æstetik, det er interessant.

Vil du gerne opfinde din egen æstetik?

Ulrik Heltoft: Ja, det vil jeg gerne. Men æstetikken kommer altid af noget andet.