Interview: Torben Ribe

Torben Ribe: Pimp My Horizon på bendixen contemporary art

Træder man ind i galleriet, har du taget brug af begge dets lokaler, og du nærmest opdeler dine værker i to sektioner. Den ene del, som er den første man træder ind i, viser en blandet mængde skulpturer og objekter, mens den anden del har et mere plakatagtigt præg. Kan du beskrive din tilgang til din første separatudstilling?

Idéen var at tage konsekvensen af mine mange forskelligartede interesser og udstille to hovedinteresser seperat. Det første rum man kommer ind i, er resultatet af en stor optagethed af maleriet som objekt og dets fysiske fremtræden, dets tilstedeværelse i rummet og hvordan individuelle meget forskelligartede objekter interagerer. Det var samtidig et forsøg på at reinvestere og revitalisere forskellige strategier og undersøgelser fra minimal art og hele den konkrete kunst. Kan man lave en interessant abstrakt komposition med søm og tråd inspireret af en ældgammel screensaver og hvad sker der, hvis den bliver sat sammen med en konkretistisk spegepølse i oversize, eller hvad ender man op med, hvis man beklæder en look-alike Per Kirkeby klump-skulptur med grovvalset havregryn osv. Det er alt sammen et ongoing halv-, nej, kvart-konceptuelt eksperimentarium med uendelig mange ind- og udgange, hvor denne udstilling blot er et nedslag, et stillbillede, et slags mellemresultat i denne proces.

Den anden hovedinteresse, som det andet rum afslører, har været af mere grafisk karakter. Altså, ideen om maleriet som grafisk design, og hvordan man kunne lave nogle interessante malerier ud fra alverdens grafiske inspirationskilder så som plakater, bog- og pladecovers, T-shirts, reklamer, rygmærker, whatever. Reglerne for malerierne er simple: formatet er 60 X 80 cm, materialerne er underordnet, der er et billede plus tekst, helst arrangeret efter meget simple kompositions principper. Denne endnu-ikke-navngivet serie at fungere som en slags æstetisk dagbog, et frirum, ikke mindst pga. det overskuelige format, til afprøvning af forskellige visuelle strategier og betydninger, og forhåbentlig ender projektet ud med komme tilbage i dets rette element, nemlig det grafiske, bogformen.

Torben Ribe: Untitled, 127x83 cm. Akryl på MDF		Torben Ribe: Good Idea – Bad Idea, 172x122x4,5 cm. Akryl på MDF

Du kommer lidt ind på det selv, det at du citerer, hinter og referer til vores populærkultur i dine værker. Og din tilgang tager bl.a. også udgangspunkt i netop denne problemstilling. Kan du fortælle lidt om din brug af og interesse i populærkulturen?

Altså, populærkulturen er blot én blandt mange store kasser med inspiration, som jeg roder rundt i. Den bliver sat på lige fod med kunst- og designhistorien, film, litteratur, kunsthåndværk, indtryk fra hverdagen, ting hentet fra mit privatliv, og så videre. Så det er egentligt bare én af slikposerne fra slikbutikken, som jeg tager fra.

Dog må jeg indrømme, jeg godt kan lide den krog populærkulturen har i vores nutid. Det sørger ofte for at værket bliver fyldt tilpas op med dårlig smag, og i øvrigt ser brand aktuel ud, altså, som om man havde noget på hjertet.

Du adopterer på den anden side også –ismer og kunsthistoriske traditioner. En slags imitation af billedkunstnere, der udgør dine utallige referencer til ældre kunstværker eller som nævnt, kunsthistoriske traditioner. Og generelt er denne arbejdsform et hovepunkt i din praksis, hvorfor denne interesse i kunsthistorien?

Dels fordi jeg er meget kunsthistorisk interesseret, fra da jeg læste kunsthistorie i Århus, og dels fordi jeg syntes, at der er lavet utrolig mange gode kunstværker, som man lige så godt kan gøre brug af og bygge videre på i sine egne, i stedet for selv at skulle genopfinde den dybe tallerken hver gang man sætter en streg på et stykke papir. Sådan en lidt doven eller måske nærmere glædeligt desillusioneret tilgang til den kreative proces.

Investeringen i kunsthistorien kan også ses som et forsøg på at forny stereotype og stivnede traditioner, at pimpe dem, deraf også udstillings titel, lir min visuelle viden!. Jeg er som sagt interesseret i mange forskellige ting på én gang og har generelt svært ved at begrænse mig, så derfor ligner mine værker på overfladen også et slags stort opslagsværk over forskellige kunsthistoriske -ismer og stilarter, men referencen til den enkelte kunstner eller tradition er aldrig målet i sig selv, de bliver blot brugt som katalysator for nye frembringelser. Jeg føler ikke, jeg står på skuldrene af de folk, jeg napper kunstneriske signaturer fra, de var bare i nærheden da jeg havde lyst til at lave noget.

Torben Ribe: Wish You Were Here, 158,5x142x7,5 cm. Glimmer, lak på MDF

Lige så meget som dine værker synes at spejle sig i kunsthistorien eller i popkulturen, synes de frem for alt at spejle sig i sig selv. Din arbejdsfrom opstiller et lettilgængeligt udtryk i form af din letspiselige farvepalet og tekniske flotte værker, men du opstiller på samme tid en reference eller et citat, der ikke er lige tilgængeligt for alle. Kan du uddybe det lettilgængelige contra det komplekse som du arbejder med i dine værker?

Ja, altså jeg håber på at alle folk der kommer ind ude fra gaden af, uden den store kunsthistoriske eller nogen som helst andre former for kulturel viden, kan få en umiddelbar berigende oplevelse, et kick af at se f.eks. Pimp My Horizon, enten pga. humoren, æstetikken eller for den energi der flyder igennem mange af mine værker eller deres sammensætning. Men samtidigt, bliver den mere vidne tilskuer også belønnet, i form at et større udbytte af kunstværkerne. Altså, personen kan gå ind og se referencerne til kunsthistorien eller populærkulturen i værkerne og se de spil der kører.

Generelt set, finder jeg værker der kan operere på forskellige niveaur for de mest interessante. At umiddelbare simple, næsten stupide værker, samtidig kan fremstå som intelligente eller hyperkomplekse eller vise verca, syntes jeg er super spændende.

Torben Ribe: Pausebillede (S), 122x103 cm. Stof, tråd, søm på træ		Torben Ribe: Pausebillede (L), 147x122 cm. Stof, tråd, søm på træ
Torben Ribe: Pausebillede (M), 139x114,5 cm. Stof, tråd, søm på træ		Torben Ribe: Pausebillede (S), 122x103 cm. Stof, tråd, søm på træ

Du bruger den tilgang i for eksempel værket Brown Polychromes, som er titlen på de rugbrød alle kender fra EXIT-udstillingen på Gammel Strand. Og på messe i Forum viste du så en muggen skive rugbrød. Kan du fortælle lidt om projektet, fra rugbrødene der hang på vægen, da de blev pakket ind og til de forgik i råddenskab i Forum?

Det var egentlig en lille joke omkring naturalisme og formalisme. Den oprindelige idé med Brown Polychromes, var at skabe et poppet, formelt projekt, som kom ud af den fornemmelse, at det ville se skide godt ud med en stor brun skive rugbrød på væggen. Så jeg lavede de hér 13 skiver, 140 X 120 cm., som utvivlsomt lignede store stykker rugbrød. Men på grund af titlen, hev de en mere formalistisk tilgang ind i iagttagelsen af værket. Eller i det hele taget blev man i tvivl om hvordan man skulle aflæse dem: skulle kunne betragte dem som taktile brune monokromer i stil med Yves Kleins blå, eller skulle man se dem som en national og stærkt forsinket afart af Claes Oldenburgs madpop eller var det blot leftovers fra Schulstads reklamekampagne? Titlen er også ret fjollet i sig selv, idet den snubler over sig selv. Oversat er det jo bare en brun mangefarvet dims, hvilket både er sandt og falsk, rugbrød er brunt, men gik man tæt på disse skiver opløste de sig i alverdens jordfarver i et næsten Monet'sk landskab.

Så med titlen, vælger jeg at den kan ses igennem den formalistiske tradition, som store minimalistiske objekter. Og her tænker jeg på minimalismen, og dens vane for at skære helt ned til de helt basale geometriske figurer. Med Brown Polychromes prøvede jeg så at skære ned til nogle andre basale ting, nemlig nogle figurer og symboler fra dagligdagen, et overlevelses objekt, som for eksempel rugbrød, som vores landsdel mere eller mindre er bygget på.

Så sådan startede projektet. 3-4 måneder efter EXIT-udstillingen, syntes jeg, at det kunne være sjovt og oplagt, at udstille rugbrødet igen, men i en ældre udgave. Da projektet ud over at have et formelt ærinde, selvfølgelig også havde et naturalistisk element pga. objekternes form, var defor naturligt, at rugbrødsskiverne blev ældre med tiden.

Torben Ribe: Medium Royal Junk Statuette (No Cheese) – Congratulation, 106x28x28 cm. Plastik, akryl på MDF		Torben Ribe: The Triumph of Painting (Abstract), Ø: 103,5 cm. Akryl på MDF

Altså en måde at illustrerer forgængelihed?

Ja, og idéen med at arbejde med forgængelighed indefor maleriet, var ret sjov at arbejde med, altså hverken på sådan en oldschool nederlandsk facon med opstillinger af kranier og halv rådne frugter eller på en Lemmerz-agtig måde, men mere på sådan en tegneserie-logisk-agtig måde. Fordi man jo ofte, efter skabelses processen, betragter maleriet som et dødt objekt, som så er konserveret i al evighed, i den form det nu har fået. Så det var morsomt at lege med tanken om at maleriet forgik lige så langsomt, og skulle jeg udstille rugbrødene en gang til, ville de måske bare være én stor bunke smulder på gulvet.

Du arbejder også med tematikken det formelle som f.eks. i dine værkers ”finish” contra indholdet som f.eks. dine værkers individuelle statements, historier og referencer?

Formalismen og det konkrete har et stort potentiale, og de har begge min store interesse. De kan begges bukkes og bøjes, udnyttes og presses til nye interessante udformninger.

Men på den anden side interesserer jeg mig nok ikke så meget for den rene formalistiske kunst, da det bliver et meget hermetisk projekt, der ikke har nogen arme ud mod hvad man kunne kalde virkeligheden, hvilket jeg mener kunst skal have et eller andet sted og i øvrigt virker alt for alvorligt til overhovedet indgå nogen former for dialog. Og det er der, at det i mit tilfælde, enten er humoren eller det poppede der åbner op, og får det hele til at glide ned. Jeg tror det mere er looket at formel kunst, der tricker mig. Jeg kan ret godt lide den dér ”kunsthed” over dèt specielle udtryk. Den der fornemmelse af, at være på Andeby Kunstmuseum, når man ser et lookalike-Richard Mortensen maleri, som bare lyser langt væk af kunst!

Så blandingen af det formelle og "indholdet", hvilket jo ofte er svært at adskille, er et forsøg på at lave et simpelt eller klicheagtigt og kompliceret udtryk på en gang, som vi snakkede om tidligere, et slags forsøg på at åbne lukkede territorier op, i håb om at finde nye underholdende sager.

Torben Ribe: This is Modern Art, Right Now, at the Beginning of the New Millenium (totally fresh cream), 80x60 cm. Akryl på lærred		Torben Ribe: Café Bistro, 80x60 cm. Akryl på lærred		Torben Ribe: A Retrospective, 80x60 cm. Akryl på træ
Torben Ribe: Young & Tired (and scared), 80x60 cm. Akryl på træ		Torben Ribe: The Big Night Down the Drain, 80x60 cm. Akryl på lærred		Torben Ribe: Ideal Worlds, 80x60 cm.Akryl på træ

Ironien og humoren har en stor rolle i dine værker. Ofte er det i form af titlerne som f.eks. værket Ikea, der er et stramt stribet hard-edge-maleri. Eller f.eks. dine rugbrødsskiver som du viste på EXIT ’06, eller værket med teksten rigtige mænd maler abstrakt fra din separatudstilling. Kan du komme lidt ind på humorens rolle i dine værker?

Som vi snakkede om tidligere kan det være med til at virke som en slags øjenåbner for mere seriøse problematikker. Alt fra det eksistentielle til mere formmæssige aspekter. Det kan også være der ikke er nogle alvorlige bagvedliggende temaer, men blot er en go eller underlig joke, fint. Humoren har jo den force, idet den tager paraderne ned hos beskueren, og skaber en umiddelbar lethed i at se på værket. Det er der sikkert skrevet lange bøger om, hvis man vil grave yderlig i det.

Men ellers tror jeg at det er en temperamentssag, og jeg kan bedst selv lide, hvis at mine værker, og andres for den sags skyld, har humor, enten i gennem det fysiske udtryk eller titlen. Det vidner også om en vis form for overskud i tilværelsen. Måske er det ligefrem ens pligt at bidrage med noget spas.

Torben Ribe: HONK FOR WAR, 80x60 cm. Akryl på træ		Torben Ribe: Extremely untitled IV, 80x60 cm.Akryl, tape på lærred.		Torben Ribe: Deal or, 80x60 cm. Akryl på lærred
Torben Ribe: Sept. 12. 2006 kl. 16.51, 80x60 cm. Akryl på lærred		Torben Ribe: Ha Do Wat i Hobrow?, 80x60 cm. Akryl på lærred		Torben Ribe: Resurrection – Night of the Ghouls, 80x60 cm. Akryl på lærred

Det er netop også i dine titler, at man kan se at det er Torben Ribe som afsender, da mange af dine værker direkte kopierer, imiterer eller intregerer i dine værker er taget direkte fra kunstnere eller kunsttraditioner. Hvor vigtigt er det at folk ikke nødvendigvis ser at det er dig som afsender?

Det er egentligt ikke så vigtigt at beskueren kan se at det er mig, der har lavet værket. For mig er det fint, hvis folk tror at der er tre om udstillingen, eller at det er en kæmpe gruppeudstilling eller at de ingen sammenhæng kan se fra udstilling til udstilling.

Jeg husker de første par år på Kunst Akademiet, som blev brugt flittigt på at finde min egen stilart, en unik signatur, for det kunne jeg se var begyndt at lykkes for mine kollegaer, så jeg keglede i en længere periode rundt i en hel masse forskellige udtryk, i håb om at jeg på et tidspunkt ville stoppe op og sige; det var den, Torben... stilen! Men efter en årrække gik det så op for mig, at det måske nok var min stil, netop det, at jeg ikke havde én bestemt stil. Men selvfølgelig er der en eller anden form for lille lyserød tråd, især som der kommer flere og flere værker til, men den er måske ikke så umiddelbar decifrerbar som andre maleres.

Men jeg tror, at det var damp-genet, der slog for hårdt igennem, til at kunne satse på en konkret ting. Jeg tog ligesom en tematik op, og arbejdede med den i en periode, for så at fortsætte med en ny. En blanding af, at jeg keder mig hurtigt ved en bestemt arbejdsproces, og så kræver jeg en vis nyhedsværdi i mine værker.

Så nej, jeg syntes ikke det er vigtigt at man kan se at det er mig som afsender. Det er måske at skyde sig selv i foden, rent kommercielt eller strategisk, da et af kravene for succes hænger sammen med en let genkendelig signatur, men det fungere bare ikke for mig...så er jeg også fri for alt det bøvl med ventelister og lignende.

Torben Ribe: Thank You for a Wonderfull Life, 80x60 cm. Akryl på træ		Torben Ribe: Spring – 9378 A.D., 80x60 cm. Akryl på MDF		Torben Ribe: Deliver us from Evil, 80x60 cm. Farveblyant på træ
Torben Ribe: UNTITLED, 80x60 cm. Akryl på lærred		Torben Ribe: Post Contemporary Painting in the Expanded Field of Neo Conceptural Queer Space, 80x60 cm. Akryl, glimmer på MDF		Torben Ribe: The Last Kizz, 80x60 cm. Filt, lakfolie på MDF

Du kommer lidt ind på at du eksperimenterer, og dit materialevalg har jo også en stor betydning i din praksis, som ofte er med til at give beskueren en slags overdosis i for af glimmer, diverse maleteknikker, müsli, eller sytråde der danner geometrisk vibrerende sorthvide former. Kan du fortælle lidt om dit valg af materialer, og om hvad der kommer først, idéen eller materialet?

Jeg tror, at de følges ad, idet at de fleste materialer har en indbyget idé eller udtryk i sig. Der er jo ingen materialer, der er neutrale, de alle en eller anden form for latent betydning i sig, om det så er Rembrandt oliemaling, Douglas-plader fra Øbro Træ eller havregryn.

Da min nuværende store interesse ligger i at arbejde med maleriet og billeder, har jeg erkendt, at det kan være svært at begrænse sig til maling på lærredet, og så har jeg så prøvet en hel masse ting af.

Så på den måde ligger det mig naturligt at tage en tur i Silvan, for at se efter materialer der har maleriske kvaliteter. Eller se potentiale i materialer, der ville kunne være interessante efter en svag behandling. Jeg er altid på jagt efter sjove materialer, og de behøver ikke være specielt crazy, bare de har nogle taktile eller formelle kvaliteter, det er jo et naturlig led i et større æstetisk eksperiment eller et vedvarende research projekt, der udvikler og udvider sit materialeudvalg løbende.

Et værk som specielt illustrerer dét og tager denne problemstilling op er Resurrection - Night of the Ghouls. En video som du viste på Museet for samtidskunst i Roskilde. Videoen består af en serie scener, hvor man som beskuer bliver konfronteret med diverse farver og materialer der smelter sammen, overlapper hinanden samt malerier der forekommer i konstant bevægelse. Kan du beskrive konceptet og tankerne bag værket?

Ideen med videoen Resurrection -Night of the Ghouls, var at lave et fysisk og taktilt maleri, der forløb over tid, hvor kompositioner og malerier opstår, forandrer sig og forsvinder igen for at lade nye komme til. Videoens længde er 22 minutter hvorefter den looper, uden nogen egentlig start og slutning.

Jeg har tidligere sammen med gruppen Paint Over lavet digitale abstrakte videoer. Men som Resurrection viser, havde jeg lyst til at prøve en mere fysisk og rå tilgang til mediet af. Så alt blev lavet analogt, undtagen redigering, da det var for besværligt, men der blev stillet et kamera op på gulvet på mit ateliet, og foran blev der så bevæget diverse materialer og objekter i forskellige former og farver, nogle behandlet, andre ikke. Det var lavet som et eksperiment i håb om at der kom en eller anden form for abstrakt-malerisk poesi ud af bevægelsen af disse non-figurative aktører, det var sådan lidt abstrakt Jørgen Klevin, bare lidt kedligere. •