Interview: Stine Høholt

Hvad er grunden til, at Arken viser en udstilling med lige præcis disse kunstnere og denne form for maleri?

Det er noget, vi gerne har villet gennem noget tid. Vi synes, at tiden er moden til at vise en samlet præsentation af denne generation af unge malere, som står så markant for tiden, som har så meget talent og er så interessante, og som også gør det rigtig flot internationalt. Det udvalg, vi har foretaget, viser den genre indenfor maleriet, hvor man nytænker det figurative felt, og hvor man arbejder med det naive som et strategisk greb. Fællestrækket hos disse kunstnere er brugen af det uhøjtidelige, det barnlige, det hverdagsagtige, som de inkorporerer i maleriet og på den måde forurener maleriet med massekultur - men i positiv forstand. Det forsøger vi at fastholde med titlen Malerhjerne. Pointen er ikke, at det er en flok unge malere, der lider af malersyndrom, men at pege på tendensen til at inkorporere det barnlige og uhøjtidelige f.eks. gennem lån fra fantasy og tegneserier. Der er i en vis forstand tale om en regression i maleriet – men igen i positiv forstand. Samtidig har titlen en dobbelthed ved at understrege malerhjerne. Samtidighed med at der er megen humor og uhøjtidelighed i maleriet i dag, er det unge maleri nærmest per definition post-konceptuelt. Det bærer i sig alle de kritikker, der er blevet rejst mod oliemaleriet op gennem det 20. århundrede. Når man kigger på en kunstner som Kørner f.eks., så er det signalkraftige billeder, som er sjove og flotte og som refererer til børnetegninger, men de er også meget konceptuelle, de bærer hele avantgarden i sig. Det at han tit laver totalinstallationer, hvor han integrerer maleriet med andre medier og bærer maleriet ud i landskabet osv. Og der er flere, som arbejder med maleriet i et udvidet felt, f.eks. Eske Kath og Kasper Bonnén.

Kan du yderligere definere nogle fællestræk ved værkerne på udstillingen?

Man kan tale om en afkomplicering eller bogstaveliggørelse af maleriet. Kristian Devantier, og flere af de andre, forsøger at reducere virkelighedens kompleksitet. Ikke fordi de ikke ser virkelighedens kompleksitet, men deres tilgang til maleriet er en form for strategisk naivisme. John Kørner er f.eks. fascineret af de muligheder, som ligger i malerier, som kommunikerer ved hjælp af stærke farver, og som viser ind til en anden fantastisk virkelighed. Samtidig bærer maleriet i sig en række konceptuelle overvejelser omkring at male bevidst sløset f.eks. Men det er vigtigt at understrege, at alle 15 kunstnere har hver deres selvstændige kunstneriske udtryk.

Kan man ikke se det ironiske i billederne som udtryk for, at disse kunstnere er bange for at give sig i kast med den helt store historie?

Jo, men min pointe er, at forskellen fra f.eks. 80’er maleriet ligger i måden, man inkorporerer banaliteten på. Her har man fuldstændig droppet spørgsmålet om, hvorvidt højkultur og lavkultur er godt eller skidt. Det skal mere ses som en åbning af maleriet mod populærkulturen, frem for ironi.

Bliver det ikke svært som maler at trænge igennem med sit budskab, når vi lever i en stærkt visuelt fokuseret kultur?

Det giver sig selv, at man ikke kan bruge maleriet til at udøve en social eller politisk kritik på samme måde, som man kan med installationskunst eller politisk video og fotokunst. Men det formår kunstnerne på denne udstilling at vende til en styrke ved at bruge maleriet til det, som det egentlig kan, nemlig at vise ind til en alternativ virkelighed. Og deri ligger en anden form for kulturkritik, idet man peger på alternativer. Hos John Kørner ser vi de nærmest kosmiske landskaber, og hos Kathrine Ærtebjerg er det en fantastisk og mulighedsfyldt alternativ virkelighed. Det samme kan man sige om Tal Rs billeder. Denne form for maleri viser en helt anden vej, man kan gå som samtidskunstner i dag.

Hvordan tror du, det påvirker kunstnerne - hvoraf flere stadig er studerende på Kunstakademiet - at være med i en udstilling på et stort museum som Arken?

Det gør det selvfølgelig mere institutionaliseret, men vi gør det for at tage diskussionen et skridt videre. Der har været meget diskussion om maleriet i medierne gennem det sidste halve år, men diskussionen har tit handlet om kunst og marked. Vores mulighed som kunstmuseum er at tage diskussionen videre og rent faktisk kigge på billederne; Er der nogle fællestræk? Kan man tegne et generationsportræt? Så diskussionen kommer til at handle om indholdet. Maleriet er nok det medie, som er mest spundet ind i den økonomiske logik, men vores håb er som sagt at trække diskussionen over på indholdet og måden, hvorpå mediet nytænkes.

Det tilføjer også noget til værkerne, at man ser dem her i et stort museumsrum frem for i små gallerier.

Vi synes, det var vigtigt at vise malerierne for en bredere offentlighed end bare den lukkede kreds af folk, som ser malerierne på gallerier i København. Man får også et bedre overblik over samtidsmaleriet, når man ser værkerne ophængt sammen. Man ser nogle fællestræk og nogle forskelligheder, som man ikke lægger mærke til i mindre galleriudstillinger.

Man kan måske frygte, at kunstnerne holder op med at eksperimentere og udvikle sig, hvis de kommer på museum, allerede inden de er færdiguddannede?

Jeg er enig i, at det er vigtigt, at man som studerende på Akademiet ser det som en skolegang, og at man arbejder med at udvikle sig selv fagligt. Men de kunstnere, jeg har talt med, har været bevidste om vigtigheden af ikke at hænge fast i det samme motiv og lade succesen dominere og blokere for udviklingen. Det gælder jo for alle kunstnere.

Hvordan står kunstnerne på denne udstilling i forhold til udlandet?

Denne udstilling skal ikke forstås som en national præsentation. Tanken er, at når man sammenholder billederne i Malerhjerne med f.eks. billederne af tyske Matthias Weischer og Tilo Baumgärtel, som hænger i grafikgalleriet, så ser man, at de samme tendenser går igen andre steder i Europa. Så det er ikke et dansk fænomen, og det, synes jeg, er vigtigt. Der er et samspil med det, som sker inden for Leipzig-skolen. En positiv forskel, hvis man sammenligner de nye malere med 80’er maleriet, er, at de er meget internationale og udadvendte. De er ambitiøse og interesserede i at udstille i udlandet.

Hvorfor har du valgt at fokusere på unge figurative malere? Kunne man forestille sig en udstilling på ARKEN med unge abstrakte malere?

Det kunne man sagtens. Vi har valgt at vise kunstnere som nytænker det figurative felt, fordi vi synes, det er der, maleriet rykker lige for tiden. Det er også den genre af maleri, vi har indsamlet til ARKENs samling. Vi kunne sagtens have lavet en udstilling som f.eks. handlede om det formelle maleri, om maleriet i et udvidet felt eller generationen af kvindelige malere, som står meget flot i dag. På grund af udstillingens tema er der ikke så mange kvinder med. Angående maleriet i et udvidet felt, så viser vi en udstilling med Peter Bonde til efteråret. Han er del af en ældre generation, men arbejder i høj grad med maleriet i et udvidet felt ved at kombinere det med video og installation. •