Interview: Sofie Hesselholdt, Vibeke Mejlvang og Lisbeth Bank

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Foranstaltning, 2006. Camouflagepresenning med Globalkniv

Jeg er meget overrasket hvor lidt kvindeligt univers der er når jeg træder ind. Det er syv kvinder der udstiller og jeg går ud fra I bl.a. er kurateret ud fra jeres køn?

SH: Ja, vi er blevet kurateret ud fra vores køn, men også ud fra at vi er nogen som kurator, Kathrine Bolt Rasmussen, har set arbejde inden for et ret bredt felt der både kan være en form for kvindeligt univers, på en ikke-feministisk måde, eller også mere kvindepolitisk – det er et meget bredt spektrum, det går fra den ene yderlighed til den anden. Men alle sammen indenfor et eller andet der vedrører et kvindeligt univers. Jeg ved ikke hvad I siger til det?

VM: Ja.

LB: Jo.

Men I to, Sofie og Vibeke, det er jer der åbner udstillingen med jeres værk Foranstaltning. Den store presenning er det første der møder den besøgende når han træder ind i galleriet?

VM: Det er jo ikke umiddelbart et kvindeligt udtryk, det er en snekamouflagepresenning man møder, som er draperet med en Global-køkkenkniv.

SH: Det er en ting vi er blevet bedt om at lave til udstillingen fordi den netop adskiller galleriet to rum. Det forreste store rum der repræsenterer The White Cube eller det mandlige udstillingsrum for nu at forsimple det lidt og så baglokalet hvor alt kunsten er og som er kvindens rum – kan man sige. Og vi laver en barriere mellem de to rum, en form for ekskludering.

VM: For os har den mange betydninger. En ting er, at den har denne militærreference og at kniven er en form for våben, men presenningen ligner lige så meget kniplinger eller røvballegardiner og så er det jo også en helt almindelig køkkenkniv som vi alle har derhjemme. Det er begge dele – begge køn.

SH: Vi har ikke villet være entydige feministiske, vi spiller på dobbeltheden, også i de to keramiske værker vi har med som heller ikke er særligt feminine at se på, de er faktisk ret rustikke med muren som tema. Så overordnet har vi lavet en tematik der går ud på at afgrænse og ekskluderer, afgrænse og skabe barrierer. Vi har arbejdet med muren og plankeværket og kamuflagen – det ligger også i titlerne Forsvar og Forskansning.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Forskansning, 2006. keramik		Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Forsvar, 2006. Keramik

Oppe hos dig, Lisbeth, er det mere det lille intime univers i en miniaturereol...

LB: En sættekasse!! Når jeg arbejder tænker jeg heller ikke, at mit arbejde er feministisk. Kathrine har valgt os ud fra det hun har set os arbejde med og så har hun syntes, at det kunne passe ind i denne sammenhæng. Jeg tror, at det vi kommer ind i det der rum ved siden af – det er pointen med det hele. Og så har det, at vi ikke ligefrem arbejder med feminismen måske ikke den store betydning, men der er også nogen af de andre der arbejder mere med det end jeg gør. Men det er helt klart et pigeunivers jeg er inde i. Jeg har også arbejdet meget med ting fra hjemmet – sættekassen og babushkadukkerne som jeg også har derinde. Tidligere har jeg også lavet et trofæ og amagerhylder, disse lidt kitchede ting som jeg har lavet et lille tvist på. De ting har fået et comeback, det kitchede er kommet lidt tilbage - både sættekassen, amagerhylden og hjortetrofæet er nærmest blevet moderne igen. Jeg blander det lidt med designverden, det står lidt og balancerer mellem design og et almindeligt vægobjekt, et rummeligt maleri.

Da jeg kom ind så jeg, at du var i færd med at stille det op. Kan det rummelige maleri ommøbleres?

LB: Jeg havde lavet det meste hjemmefra og sendt det herover, men der var nogle af rummene hvor jeg havde nogle ideer, men det var noget der tog længere tid at lave, så det har jeg haft med i en lille kasse.

Så det modelleres ikke op for hver gang – det er fast?

LB: Ja, det er fast, men jeg kunne egentligt godt tænke mig at nogen af tingene står løse. Det er der også nogen af dem der gør så man selv kan flytte rundt og ommøblerer og selv lave sin komposition i ”maleriet”. Men der er bare nogen af tingene jeg bliver nød til at sætte fast fordi de er så små og skrøbelige. Men jeg kan meget godt lide tanken om at folk selv flyttede om i kassen. Så jeg holder nogle af rummene fra så de selv kan tilfører noget.

Så det er et af punkterne hvor det glider over og bliver til at blive design?

LB: Ja, det er det.

Lisbeth Bank : Rumforskning, 2006. Sættekasse med objekter

Hvordan er det at blive kurateret sammen til en udstilling hvor I er så tæt sammen så værkerne er tvunget til at spiller hen på hinanden. I det lille rum derinde bag ”Foranstaltning” foregår der så meget?

VM: Jeg synes det er rigtigt spændende. Det er sjovt at lave en soloudstilling, men et er lige så spændende at møde andre kunstværker med sine egne. Der opstår nogle nye ting og de kommer til at give noget til hinanden. Det betyder også noget, at det er en så stramt kurateret udstilling fordi alting er bevidst i den og selve plottet er også ret færdigt. Så derfor synes jeg også at det er fint, at vi kommer til at give hinanden noget i forhold til udstillingskonceptet.

KL: Der er jer der laver jeres værker og så er der en står over jer, kuratoren Kathrine Bolt Rasmussen der også udfører et værk med jeres værker som fragmenter og elementer der smides ind og sættes sammen på en ny måde.

SH: Det er klart at det er en udstilling hvor rammen er meget afgørende og hvor det her værk, Forskansning, også bliver meget afgørende fordi det laver den afskærmning. Men det synes jeg også er meget fint for det er sjovt at prøve forskellige udstillingskoncepter. Jeg kan meget godt lide at den ikke kun er feministisk kunst fordi bredden er der så man ikke føler at man skal være kunstner på en bestemt måde for at kunne få lov til at være med her. Der er et bredt rum for udfoldelse. Ellers tror jeg ikke at jeg havde fundet det attraktivt at være med hvis jeg skulle lave en eller anden form for hardcore.

Lisbeth Bank : Oops I did it again and..., 2006. Keramik

Men findes den form for kunst stadigvæk – den form for feministiske kunst som den her udstilling ikke er! Findes den kunst i jeres generation?

VM: Det gør den. Den er der. Jeg kan nævne Kvinder På Værtshus som er en ungfeministisk kvindegruppe.

SH: Der findes meget feministisk kunst. Man kunne have valgt at kuraterer udstillingen på værker der allerede var der, så man sikrede sig at man fik nogle rimeligt hardcore udsagn. Men man har valgt at lave en blanding hvor man siger, at ”jeg vil have det værk I har lavet” og nogen andre har fået friere hænder til at lave noget til udstillingen.

VM: Jeg synes at det er rart at blive sammenstillet med nogle andre kunstnere engang imellem så kan man blive stolt over at være med. Jeg synes at det fest at stå op imod de der plakater hvor man hiver ti kvindelige koryfæer frem [Unni Gjertsens værk Creative History] – Babara Kruger, ja okey, hendes navn står næsten lige ved siden af mit…

LB: I starten følte jeg mig ikke rigtig berettiget til at være med. Da jeg læste Kathrines ide med det hele var jeg sikker på, at det hele skulle være meget feministisk og sådan så jeg ikke mig selv. Jeg var meget overrasket over, at komme i selskab med de her folk.

Det var den samme indgangsvinkel jeg selv havde indtil jeg trådte ind gennem døren i dag.

LB: Der er jo ikke noget i vejen med feminismen, men det er bare ikke det jeg lader komme til udtryk gennem min kunst.

SH: Der synes jeg også at det er noget med at give et bud på hvad… nu skal vi ikke bruge ordet feministisk eller kvindekunst, jeg ved ikke hvad vi skal kalde det… men give et bud på hvad det også kan være, at lave et kvindeligt rum fordi kunstverden er så domineret af mænd og en eller anden form for mandligt udtryk. Så jeg synes det er fint at give plads til noget der er noget andet.

Nu vil jeg ikke være djævlens advokat, men er det rigtigt. Det har været rigtigt, men er kunstverden stadig domineret af mænd eller af et maskulint blik på kunsten?

SH: Det mener jeg absolut det er f.eks. på AROS. Vi sad i går og prøvede at finde ud af hvilke soloudstillinger der havde været med kvinder – nogensinde på AROS.

VM: Vi kunne kun komme på en gruppeudstilling hvor der havde været en kvinde med.

KL: Der har været en i Vestgalleriet [bl.a. A K Dolvens Moving Mountain].

SH: Der har sandsynligvis været en lille en. Det springer ikke i øjnene, men det springer til gengæld i øjnene - nu kommer Paul McCarthy og der har været lavet John Kørner og Rauchenberg - det er bare stadigvæk sådan.

Men gælder det også jeres egen generation. Er den hårde mandsdominering af kunstinstitutionen ikke ved at blive blødt op?

LB: Jeg tror helt klart, at der er en bedring.

VM: Der er en bedring, men den er jo ikke fifty fifty i museernes indkøb. Og det er der vi skal hen. Nu er vi jo den generation af kunstnere… Der er flere af vores kollegaer der har solgt til museerne så vi er den generation der lige står for skud nu her og det bliver spændende, at se hvad den procentsats så bliver, men jeg er ikke overbevist om, at det bliver en fifty fifty-redegørelse vi kan lave om ti år.

SH: Ikke i forhold til, at der er lige så mange kvindelige kunstnere som der er mandlige kunstnere.

LB: Der er flere kvinder inde på Kunstakademiet, der er blevet taget flere kvinder ind end mænd.

Hvordan har I det så med indkøb til museerne. Skal der sættes kvoter eller skal man håbe på, at der kommer folk ind som køber det der er godt, ikke fordi det er af en mand eller af en kvinde, men fordi det er godt?

SH: Hvad er det der er godt? – det er en meget lang diskussion, for hvad er det der er godt? Vi er van til at se det maskuline udtryk og derfor er det også meget nemt at synes, at det er det der er godt. Og derfor et det også noget med at have en åbenhed overfor at der er andre måder at udtrykke sig på som kan være lige så gode og lige så gyldige, men bare er noget andet. Jeg tror at der er mange der sidder på museerne med nogle briller på som er rettet et sted hen og derfor vil det være det de syntes er det gode.

LB: Jeg kommer også til at tænke på en museumsleder der har sagt at kvinder får børn og så kan man ikke tage deres karriere seriøs – jeg kan blive så arrig over den holdning.

SH: Nej, jeg synes heller ikke at man skal lave kvoter eller sådan noget, men jeg synes bare at hvis man sidder i en stilling på et museum, så skal man kikke godt ind i sig selv og prøve at være åben. Når man sidder med X antal kroner i hånden så synes jeg at man skal holde sig ordentligt orienteret og man skal ikke bare købe det som alle de andre gør. Men det er desværre det der altid sker – ”Nå, de har en af den kunstner, det vil vi også have” – fordi folk er ekstremt uselvstændige.

Man er bare meget let til grin når man prøver at gøre opmærksom på nogen af de har ting fordi det meget let at svare tilbage, at I er superforkælede café-latte-et-eller-andet-kunstnere der sidder og synes at det er hårdt at være kvinde i Danmark. Det syntes jeg sådan set ikke at det er, men jeg synes at det er fuldt legalt, at jeg påpeger nogen store problematikker i dansk kunstliv og også i resten af samfundet. Der er bare ikke altid lige meget forståelse for de her synspunkter.

VM: De bliver desværre meget hurtigt lagt ind i en betonfeminisme som var i halvfjerdserne og det er slet ikke nødvendigvis de samme vi kører fremmed og de er slet ikke så brutale og bombastiske, men derfor er der stadigvæk en uligevægt i samfundet og det er jo ikke bare i vores branche, men hele vejen rundt og det er forkasteligt – synes jeg.

LB: Nu kommer jeg lige med et spørgsmål til Vibeke og Sofie. Er det blevet mere mærkbart efter I har afsluttet Akademiet, at der er mere opmærksomhed på mændene end da I gik på Akademiet?

SH: Nej, vi har ikke selv manglet opmærksomhed, men jeg kan godt mærke at jeg som kunstner er nød til at tillære mig nogle traditionelt maskuline egenskaber som godt kan være svære, men som er nødvendige. Det gælder om at være meget udadgående. Jeg føler at jeg skal stå på tær, men det tror jeg alle kunstnere skal så det er ikke blevet værre efter Akademiet. Synes du selv det?

LB: Jeg går stadig inde i den lille rede på Akademiet, men selvfølgeligt kan jeg godt blive arrig.

SH: Jeg synes, at hvis du ser på gallerierne og udstillingerne generelt så er der en ubalance. Nu har jeg det som en kæphest for jeg tæller mænd og kvinder på udstillinger, og der er stort set altid flere mænd, med mindre det er udstillinger der lige har taget højde for det. Men det er selvfølgeligt blevet meget bedre.

VM: Der er jo en stor gruppe kvindelige kunstnere der kommer rigtigt meget frem lige nu. Det er skønt at se for så får man nogle forbilleder. Jeg kan se at de kan og så kan jeg nok også. Det er nok også det man hele tiden har manglet, også inde på Akademiet og i kunstlivet hvor man gerne vil have de der forbilleder. De vi begyndte på Kunstakademiet var der en kvindelig professor og mens vi har gået derinde er det blevet fifty fifty og det er på seks år, men da vi kom var det ikke ligevægtigt. Det er bare vigtigt at man har forbilleder – jeg har også mange mandlige forbilleder, det er ikke sådan at jeg kun skal have kvindelige forbilleder. Det er vigtigt at man kan se at der er kvinder der har født fire børn og alligevel er progressive kunstnere og kører derudaf. Det er bare vigtigt at der er de der forgængere og jeg synes at det er dejligt at se på Akademiet at nu er der en fifty fifty fordeling af professorerne, men da vi startede var det godt nok sådan – Puha, hvordan skal det her gå for de er jo alle sammen mænd?!?

SH: Og man havde aldrig prøvet at have en kvindelig lærer. I hele min kunstopvækst, på alle de forskellige skoler jeg har gået på har jeg primært haft mandlige lærere. Så det har været godt at have muligheden for at vælge en kvindelig professor. Så der er helt klart lys for enden af tunnellen.

Men jeg tror faktisk at hele denne atmosfære man er i som kunstner også gør at jeg har en vilje til ikke at være en stille og forsagt kvinde der lader sig tromle af alle de der mænd. Så for mig bliver det en frugtbar kamp – jeg vil være sej og jeg vil frem og alt det der. Jeg vil ikke bukke under for at det kan være hårdt nogen gange. I stedet for at blive helt vildt bitter så vil jeg hellere prøve at vende den om og ligesom tage kampen op. Og forhåbentligt selv engang blive et forbillede for andre når jeg selv har nogle år på bagen.

Det er en af de ting der slet ikke er i jeres kunst – den bitterhed!

LB: Nej, når man begynder at blive bitter så kan man lige så godt holde op. Jeg sad forleden dag og skrev ned hvilke kunstnere jeg selv ser som forbilleder og der slog det mig at der faktisk var flest mænd på listen. Og jeg blev helt – nej, det kan fandeme ikke passe. Men det har jo også noget at gøre med, at mange af dem jeg skrev ned var folk der var for ti tyve år siden og dengang var det jo også helt klart mænd der dominerede så det er jo klart nok.

SH: Jeg har også gjort det og tænkt hvor er de kvinder der er mine forbilleder? Men det er også fordi at man ikke på Akademiet ikke er blevet præsenteret for de kvindelige kunstnere fordi historien hele tiden har fremhævet mændene. Der er jo de der kvinder, men man kender dem ikke så det bliver hele tiden en spiral der avler det samme og derfor er det vigtigt selv at prøve at se de udstillinger af kvindelige kunstnere og lærer dem at kende og selv gøre et stykke arbejde som jeg ikke føler, at der er blevet gjort for mig på Akademiet – jo, måske i de senere år.

Hvem er det så der er på jeres lister?

VM: Nu sagde jeg jo Barbara Kruger før.

SH: Hvis vi skal holde os inden for kvinderne så synes jeg at Cindy Sherman og Rosemaria Trockel

LB: Der er Sarah Sze og Jessica Stockholder – hun har været et af mine store idoler engang. Jeg synes godt om Lisa Strömbeck, Kirstine Roepstorff og Åsa Sonjasdóttir.

SH: Jeg synes at Lilibeth Cuenca Rasmussen er en supersej kunstner der lige er lidt ældre end os, men som man også kan bruge som et forbillede for at der er nogen der klare det rigtigt godt og laver god kunst.

VM: Jeg synes at BankMalbekRau er nogen rigtigt seje kvinder og jeg ved at der er flere af dem der har børn. Jeg synes at de har markeret sig rigtigt godt. Selv om det der med børn ikke er så meget inde i diskussionen.

SH: Nej, men det er bare noget der ligger der og som jeg tit har hørt fra professorer ”Tænk dig nu om - om du overhovedet skal have børn for det er jo virkeligt ødelæggende for din karriere…” Jeg har det bare sådan, at de må være sindssyge i hovederne for selvfølgeligt kan man have børn. Mændene må jo bare tage halvdelen af slæbet, så er den ikke meget længere. •