Interview: Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang

Kunstnerne tager straks ordet og kommenterer ovenstående tekst

SH:: Jeg kan meget godt lide det I skriver med at det ikke er politisk på sådan en propagandaagtig måde. Det er meget vigtigt. Det vi laver er mere samfundsundersøgende, det er også politisk på en måde, men det er meget væsentligt at det er en ting der ligger under og som man føler at man bliver nød til at forholde sig til i kunsten, men som mere er spørgende og udforskende end den er besvarende.

VM: Vi har ikke én dagsorden, vi har ikke en konklusion på noget som helst, overhovedet ikke og endda måske langtfra.

SH: Det er tvivl, undersøgelse og undren mere end noget andet

Det virker som om installationen arbejder med et inde og et ude, noget kvindeligt og noget manddigt, en dobbelthed, både rent fysisk hvor I har lavet et kun delvist gennemsigtigt hegn i galleriets vinduer så forbipasserende ikke rigtigt får at se hvad der udstilles?

SH: Det er helt tydeligt at vi vil den barriere og barrikade. Det har været hovedidéen, den der form for forskansning ud mod noget andet, noget fremmed noget frygt.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Installations detalje,		Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Installations detalje,
Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Installations detalje,		Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Installations detalje,

Er hegnet en afvisning af den forbipasserende eller er den en afskærmning fra verden udenfor når man står i installationen?

SH: Det er både og. Der er det med pileflethegnet at når der er lysest indenfor så er det en barriere man næsten ikke kan se, men om natten og om aftenen så har vi tændt lyset inde i galleriet og så kan man ikke se ud, men man kan blive set på, man bliver fuldstændig eksponeret og udstillet, alt inde i udstillingen kan ses. Det skifter med lyset. Men nu er det jo i åbningstiden man kommer og ser det, så det er en afskærmning som man forhåbentlig bliver nysgerrig af eller føler sig ekskluderet, men så kan man jo få lov til at komme ind og se hvad der gemmer sig inde bagved, så der er et spil mellem inde og ude. Og så er det også havemøblerne. Det er jo indenfor, men det er et terrasse/havemøbel-sceneri som jo er udendørs. Der er ikke noget svar på hvorvidt denne person bare har lavet det indendørs eller om det skulle forestille at være udendørs. Men vi har arbejdet med elementer der har med terrassen at gøre bl.a. haveflisen.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Aldrig ræd for mørkets magt, egetræshylde, chokoladeand, duefjer. 2006		Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: And-a-wild-wind-blew, hattehylde i egetræ, udstoppet undulat, påskeæg,.

På samme måde er der et ude og et inde inde i værket. Den feminine privatsfære repræsenteret ved havebordet og den maskuline socialsfære repræsenteret ved bombenedslagene på bordet? Hvordan har I det med den kønsdebat der ligger i det?

VM: Den er ikke så udtalt i denne installation. Vi er stadig ikke sikre på om det er en han eller en hun der bor her fordi installationen rummer begge dele, både en feminin og en maskulin side. Der er noget i camuflagetøjet og kamuflagesolbrillerne der er enormt maskulint, det er noget en mand har på når han sidder ude i jagthytten i skoven. Men der er også en sirlig kvindelig side inde under bordet hvor der er skabt et ”hyggeligt” univers hvor der er forsøgt at skabe noget hygge omkring lampen og tæppet hvor det er rart at være, måske!

SH: Vi har spillet bevidst på det. På invitationen er der en person der sidder i en camuflagedragt. Det er faktisk en kvinde med pink neglelak på tåneglene. Vi vil gerne undgå stereotyperne omkring kønnet men der er mange der siger til os at vi laver noget meget maskulint med militær og kamuflage.

Og kaktussen midt på bordet?

VM: Den kan vi rigtig godt lide at spille på. I og med det er en kaktus denne gang bliver det enormt fjollet og forhåbentligt også humoristisk. Brodden bliver taget af det meget maskuline fallossymbol hvor den bliver sat i en urtepotte der mere er en kvindehyggeting hvor man går og nusser med sine urtepotter.

SH: Det er lidt ligesom den marcipanraket vi tidligere har lavet som også er helt vildt sirligt lavet med chokolade og smelte smelte.

VM: Men samtidigt er det fem kilo marcipan oprejst!

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Mand på kuffert, 2005. 27 cm stentøj		Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Mr. Brown, 2005. hylde med fad i stentøj

I jeres installationer bruger I gerne lamper, ikke kun som lyskilde, men som ligeværdige og aktive elementer?

VM: De kommer altid ind meget tidligt, der skal altid lige være en lampe. Og det skal være dansk-designlamper. Det er ikke Silvan-udgaven, det er den rigtige PH eller Le Klint. Det skal være den rigtige vare. Jeg ser det som en dialog med beskueren. Man skal som beskuer ikke være i tvivl om hvor man er, det er helt klart et dansk eller et skandinavisk scenario. Udover det er en genkendelig ting fra hjemmet er den også meget dansk eller skandinavisk med dens renhed.

SH: Det er det middelklassehjem vi selv er opvokset i og som på en eller anden måde har de her statussymboler som det er at have en eller anden design. Det er med en kærlighed til disse objekter fordi vi synes de er smukke, men det er også lidt neurotisk den måde vi alle går rundt og ordner vores hjem på så vi kan omgive os med signalværdi og objekter der signalerer hvem vi er. Det er det vi har været inde på med den her person i installationen. Det er virkeligt en person der stiller op og gør til, men alligevel skærmer af.

VM: Det er den gode smag, har man købt den rigtige PH-udelampe så ved man også godt hvad den koster og det ved alle andre også. Den kan næsten ikke få lov til at være smuk i sig selv og være et lækkert objekt. Der kommer så mange ekstra lag på når man ser en PH eller Le Klint-lampe.

SH: Men så er det alligevel en person der er gået lidt af sporet for så er der lige pludseligt alt det her militærtrip som er lidt hjemmeværnsagtigt. Der er håndgranatsballoner og stealth-fly nede under bordet. Det er ting der har andre referencer der kommer ind og bryder. Der kommer det samfundsagtige og politiske ind i og med at vi alle sammen bliver bombarderet af TV-avisens nyheder udefra mens man sidder med kaffekoppen i hånden i sit pæne hjem og så skal man forholde sig til terrorbomber og krig. Men det er også et mentalt univers, det kan ses på flere måder. Keramikeksplosionerne kan både være rigtige eksplosioner, men de kan også ses som psykiske energiudladninger…

VM: Eller nogle smukke blomster. Vi kan godt lide at de kan være alle tre, fire, fem ting eller steder på samme tid.

Er udstillingen en Festugeudstilling eller er det en tilfældighed at Århus Festuge med Womania-temaet åbner samtidigt med jeres udstilling? Er When the Wind Blows en festugeudstilling?

VM: Nej, Charlotte (indehaver af Charlotte Fogh Contemporary) har lagt udstillingen nu fordi det er godt at åbne sammen med Festugen så det hele bliver en festlighed, men vi har ikke sat fokus på tematikken. Vores kom som efterladenskaber fra sommerferien der er formet i det her havemøbelscenario.

SH: Vi er ikke med i Festugekataloget, men vi er med i Net-programmet. Vi har ikke fået penge fra Festugen

Både her, I jeres del af Kunstparade 2006 og i flere tidlige værker har I brugt raketter, camuflagefarver, marcipaneksplosioner og nu keramikeksplosioner. Det virker som om I leger med sammenstødet mellem jer selv som unge kvinder og den tunge maskuline verden par excellence, militæret. Men det virker som om dette sammenstød er befriet for den tonstunge alvor der kan være kendetegnende for meget "politisk" kunst. Det alvorlige emne er hos jer tilsat en stor del humor. Er det min egen indre maskuline krigsmaskine der søger retfærdiggørelse i jeres installation ved at negligere alvoren eller har jeg set rigtigt?

VM: Du har helt klart set rigtigt.

SH: Vi er jo i virkeligheden lidt fjollede anlagte, så vi kan godt lide den spidsfindige underspillede humor. Det er småtingene der gør det humoristisk. Vi vil ikke være tørre kedelige forurettede politisk interesserede.

VM: Så er der også noget i os der søger den der maskulinitet, men den er værd at tage pis på. Der skal altid lige være en fallos ind over.

SH: Vi synes selv at det er ret sjovt fordi det er superplat og det er en kliche. Vi leger meget med klicheer og forestillinger som man har og vi synes bare det er sjovt at gå ind og prikke til nogen af de ting. Der er jo en selvhøjtidelighed i militæret. Vi har nok fundet den grimmeste jagtdragt og jagtbriller man kan opdrive. Vi gør grin med det.

VM: På samme måde med kamuflagen i moden. Det har vi nok begge syntes var lidt pudsigt og alligevel er jeg også begyndt at synes det er lidt smart fordi alle løber rundt i camuflage-outfit og børn går rundt i det og man tænker – Nå! Er de så i krig eller hvad er de. Det er man jo ikke når der står diverse mærkevaresignaler på det her tøj.

SH: Så vi ligger bare lige i modens slipstrøm. Nu har det været moderne i mange år så nu laver vi også noget med kamuflage. Vi opsnapper fra virkeligheden, sådan nogle symboler som omgiver os og så ind i en eller anden vridemaskine.

VM: En ting er humoren, men jeg synes også stadigvæk at man åbner for TV-avisen og man bliver tæppebombet med krig her og der og alle vegne og man ser netop rakettens form igen og igen. Der er også alvoren. Det hele skal ikke gå op i hat og briller, der må også gerne være en undertone af det foruroligende, den angst og den frygt vi også lever med. Vi håber at det virker så de to ting, humoren og alvoren, ikke er modsætninger. Man kan begge dele på en gang.

SH: Hvis noget er alt for alvorligt og propagandaagtigt så kan jeg tænke, at det gider jeg bare ikke. Nogle gange kan man forføre folk via humoren, få listet nogle ting ind som folk måske ellers ikke ville forholde sig til.