Interview: Søren Martinsen

Søren Martinsen: Træet på hovedet, 2006. installation

Du har i denne udstilling overvejende arbejdet med naturen. Hvor stammer landskaberne fra?

Der er nogle konkrete landskaber imellem, men det der med de fem sole, er jo naturligvis ikke noget, der eksisterer i virkeligheden.(Five days in the desert, red.) Det er snarere en stemning, jeg husker, fra jeg var i USA for nogle år siden. Jeg var alene ude og køre i ørkenen på et tidspunkt, hvor jeg skulle over til det, der hedder Burning Man festivalen. Og der er jeg så bare kommet tilbage og har rusket lidt op i nogle gamle erindringer om, hvordan der så ud. Samlet eller komprimeret fem dage og nætter i sådan et underligt tusmørke-agtigt billede.

De effekter, det lidt skæve der i større eller mindre grad ses i dine billeder, skal de ses som en form for verfremdungs-effekt, der danner sprækker? Være en påmindelse om manipulationen og derved give plads til refleksionen?

Ja, det er det jo, ellers ville jeg have lavet det endnu mere naturalistisk. Men jeg prøver ligesom at ramme et eller andet sted imellem, at det er lidt skævt, og at det så, trods alt, ikke er fuldstændig grotesk, for så tror jeg, det bliver for fremmedgørende. Men altså sådan noget lidt underligt noget, som den spejling er skæv, hvor den måske skulle have faldet dér i stedet for, at den bliver trukket over til den ene side. (The Lake hvor månens lys spejles i en nattemørk sø, red.) Det er ligesom om, at der noget lidt elastik i de forskellige ting med meget skæve horisonter og himle, der ikke helt ser ud, som de bør. Men i virkeligheden - sådan ved første øjekast - der ser det måske meget rigtigt ud, men det er det overhovedet ikke, vel?

Søren Martinsen: Five days in the dessert, 2005-06. 90x200 cm. olie på lærred

Nej, der er også et af de andre værker i det første rum, som jeg især lagde mærke til, fordi solen går ned foran en gruppe træer, mens skyggerne falder den forkerte vej..

Ja. Det er netop alle sådan nogle ting, der gør, at mine ting ikke er akademisk korrekte. Det er selvfølgelig også rimelig meget at gøre med vilje. Samtidig prøver jeg også at forholde mig lidt til, hvordan tingene egentlig ser ud. Der, synes jeg måske, man får en anden opfattelse, hvis man bor på landet, for der kan man se en natur, der ligesom bare udfolder sine egne underlige rytmer, fuldstændig uden interesse for en, det lille menneske, og det, synes jeg bare, er enormt fascinerende - at man på den måde også kan opleve en helt anden virkelighed, som er ligeså vigtig og måske endda vigtigere, end at man går med sit hoved oppe i røven, havde jeg nær sagt…Når man er i et bymiljø og går rundt og er helt op til hårrødderne optaget af ens eget egotrip og karriere og alt muligt og i øvrigt stress og travlhed - ikke at det bliver meget mindre af det ude på landet, men lidt mindre synes jeg alligevel, så man nogle gange i hvert fald kan koncentrere sig mere om, hvad det egentlig er, man ser ud af sine øjne. Det, synes jeg bare, er svært, når man bor i byen. Så derfor er jeg naturligvis begyndt at koncentrere mig lidt mere om de der ting, som jeg ligesom ser - som f.eks. solen der står op og går ned. Alle de der helt normale ting, men hvordan ser det i virkeligheden ud? Hvordan kan man repræsentere det? Hvordan kan du repræsentere alle de der mærkelige lysfænomener og alt muligt. Og der er jeg, ligesom jeg egentlig hele tiden har været mange gange tidligere, inspireret af psykadelisk kunst; den måde man arbejder med f.eks. farvebomber, der eksploderer, flyder ud og blander sig i forskellige prismer. Så det er faktisk sådan noget, som jeg har forsøgt at arbejde med herovre.(Motorvejssol, red.) At jeg egentlig har, selvom det er et rimeligt ekstremt fordrejet udtryk, så er det alligevel bare noget, der har… det er en sol, som man ser fra en motorvej. Det er helt banalt, men når man kører i en bil, og der så pludselig kommer en stærk aftensol, der blænder ud i vindspejlet, så der er alle de der små ridser og urenheder i ens beskidte forrude; det bliver så til noget, der bare forvrænger de stråler, der blænder en, helt vildt.

Så det er tit små detaljer, du tager op til behandling?

Ja, det er sådan nogle ting, hvor jeg tænker over det et stykke tid, og når jeg så har oplevet det måske et par gange, så danner det en form for billeder, som jeg så forsøger at gengive. Men det altså ikke sådan, at jeg sidder ude i naturen med et staffeli eller noget; det må blive næste gang… måske (haha)

Søren Martinsen: The Lake, 2006. 100x140 cm. olie på lærred

Dine billeder trækker referencer til en dansk symbolistisk tradition..?

Ja, det har jeg selv åbent erkendt. Altså, jeg føler ikke, at det på nogen måde er… det er jo ikke den samme tid nu, men jeg synes, at f.eks. det der, hvor man beskæftiger sig meget med, hvordan de forskellige grene ser ud, og hvordan den der underlige skovbund er; det giver sådan en form for dunkel stemning, der nogen gange er at finde i billeder af f.eks. L.A. Ring, der også er rimelig dyster, men uden at man egentlig kan sige hvorfor, for det er jo bare nogle grene.

Der skabes en form for Unheimlich-stemning i en blanding af noget umiddelbart velkendt, der dog alligevel ikke helt er, som det plejer?

Ja, men man beskæftiger sig også enormt meget med udsnit af et eller andet motiv, som man normalt ikke ville dyrke særlig meget, som f.eks. sådan et grimt virvar af grene, der er viklet ind i hinanden. Det er jo ikke noget, man egentlig normalt ser på et billede, eller går så meget op i at male. Jeg har selvfølgelig den der interesse i at udtrykke noget, der viser en form for stemning eller noget psykologisk ekstra, som er mere end the sum of the parts af billederne. Man hvordan det så kommer til udtryk, om folk synes, at det kommer til udtryk, det er jo så lidt svært at vide.

Der kommer jo i hvert fald en fornemmelse af en ikke-tid, som man også oplever i drømme. Man forventer, at noget er ved at ske eller lige er sket; at stederne for nyligt er blevet forladt. Samtidig synes jeg også, der opstår en konflikt mellem en meget glinsende glat overfalde og så et mere dystert indhold, der i sidste ende viser, at det er en meget subjektiv behandling af tingene..

Ja, det er jo meget sådan nogle subjektive landskaber, og det er også rigtig nok, hvad du siger, at det har en underlig form for drømmekarakter; den der underlige træghed, som ting har i drømme. Det der med, at de er så mørke og ja, elastiske, man flytter sig aldrig rigtig alligevel. På den måde vil jeg ikke sige, at jeg arbejder med landskab som sådan en idyllisk ting. Det er ikke bare et billigt trick for at snuppe noget fra kunsthistorien og så give det en gang biksemad; det er mere noget, som jeg egentlig synes, ligger meget godt i forlængelse af alle de ting, jeg har arbejdet med før. Sågar også mine videoer, som jo også handler om den måde, man opfatter verden på og psykologien i mennesket i forhold til omgivelserne. Sådan nogle ting.

Søren Martinsen: Motorvejssol, 2005. 60x60 cm. olie på lærred		Søren Martinsen: Solskin, 2005. 60x60 cm. olie på lærred

Du har i et interview beskrevet (Videologier 2, red.) din generation af kunstnere som modernitetssurfere, og du har også i et tidligere interview til kopenhagen omtalt dig selv som en kamæleon. Mener du, at det er noget specielt for din egen generation, eller gælder det også den næste?

Når jeg selv betegner mig som lidt af en kamæleon, så, tror jeg, det er fordi, at jeg næsten konsekvent igennem min arbejdstid har skiftet; så har jeg beskæftiget mig i lang tid med et eller andet, og så kan jeg godt finde på at skifte over til noget helt andet, og jeg tror også, at der er mange, der synes, at det virker som et ret radikalt brud fra videokunsten, som jeg har lavet før, men så er det fordi, at de ikke ved, at videokunsten var et radikalt brud fra maleriet, som jeg kom fra. For mig selv er der helt klart en rød tråd - så mere kamæleon er jeg heller ikke. Det der med at være modernitetssurfer; jeg ved ikke, om jeg tænker så meget på det mere, det er bare et billede.

Skiftene kommer altså, fordi du lader dig stærkt påvirke af dine omgivelser?

Ja, det gør jeg så åbenbart, mere end jeg havde været mig selv bevidst. Det skulle selvfølgelig nødig være sådan, at når man flytter ud på landet, så laver man landskabsmalerier, og hvis man bor i byen, så laver man noget andet. Men et eller andet sted er der måske alligevel en smule sandhed i det.

At mennesket ikke længere er i centrum, og at der derfor er andre vilkår, der gælder?

Ja, men som man kan se på de her billeder, er det begrænset, hvor meget mennesket overhovedet er med; det er mest bare naturen selv, der vrider sig rundt i sin egen formskabelse. Så det er mere en form for motor til at lave billeder, at se på de der ting.

Søren Martinsen: Døde Elme, 2005. 170x140 cm. olie på ærred

Går du også filmisk til maleriet? Er der en form for filmisk fortælling eller forløb i udstillingen? Nogen af titlerne går jo igen, som en slags pause, og træet kan måske ses som et indledende clue til resten af udstillingen?

Ja, det er helt klart; sådan en gyserfilm f.eks. ville være et meget relevant sted at starte. Lidt Steven King-agtig, ude på landet du ved, hvor der bestemt ikke er helt fredeligt og roligt. Der er et eller andet ubehageligt i kosteskabet. Og det kan man også godt se her, at man bruger filmiske virkemidler i mange af billederne, som f.eks. træer, der rækker ind over, og skaber sådan nogle dramatiske mønstre, som helt klart er film-agtige. Også de lange panoramaer som man nok ikke havde lavet, hvis man ikke kendte til wide-screen. Helt klart også de der, det er måske ikke så meget fra film, men mere sådan noget litteratur, som er rimelig gotisk inspireret, lidt romantisk. ældre litteratur, som f.eks. Edgar Allen Poe. Folk, der bliver begravet levende i gamle ruiner. Det her billede er direkte inspireret af et Poe digt, som hedder The Lake, der handler om en skræmmende mørk sø, som der er et barn, der er panisk angst for pga. den underlige bundløse forfærdelige dybde, der er i. (The Lake, red.) Det er helt klart sådan en psykologisk ting, der kommer ind alle vegne, med de der uhyggelige skygger og mærkelige groteske grene, der vrider sig ind og ud af hinanden og er helt out of control. Det er jo et sindbillede på en eller anden psykologisk tilstand. Men det, jeg så synes er interessant, er, at det er taget fra virkeligheden, sådan ser det ud, hvis man ser det. Det der er faktisk et rigtig slot, hvor der rent faktisk har været et spøgelse; en dame som blev buret inde og sådan noget (Ravnsborg,red.). Hvilket jeg sjovt nok først fandt ud af bagefter. Der er sådan lidt forskellige historier i nogle af tingene.

Det her er også helt klart noget, der kunne… den her låge her, som sådan er gitret til, og så er der nogle mærkelige bygninger bagved, og man kan se, at det hele er ved at vokse til; sådan en ubrugt bagindgang til et eller andet (Ubenyttet låge, red.). Det er jo også en form for psykologiske dør indtil noget ukendt og måske lidt uhyggeligt. Så der er både nogle af billederne, der er meget meget mørke og dystre i det, men så er der også mange, der er enormt eksalterede og ekstatiske med de der kæmpe lyseksplosioner, der lige pludselig brager ud igennem.

Det filmiske er netop meget tydeligt med træet, som jo er placeret med en kraftig lyskilde i midten, som danner de der meget voldsomme skygger, der er typiske for noget, der er uhyggeligt i en film. Sådan nogle piskende grene mod et vindue. Der er også det billede helt oppe forrest, hvor man ser en bil, det er nok det eneste tidspunkt, hvor der kommer noget menneskeligt indover, men der kommer en bil, der laver modlys og blænder midt om natten på vej til et hus, og det kunne man måske godt forestille sig, at det ikke var så behageligt at få besøge der midt om natten (haha)

Det er meget en leg med lys, du bruger?

Jamen, det er det meget. Jeg tror bare, at jeg er blevet fascineret af det simpelthen - også hvordan farven egentlig ændrer sig. Når man ser på det, at det slet ikke er normalt, at himlen er blå, at det er meget mere normalt, at den f.eks. er brun, grøn eller rød, som den er i mine billeder, men samtidig ser det jo ikke helt forkert ud. Jeg ser ligesom, hvordan tingene ser ud, og så tror jeg, at jeg forstærker det rimelig meget. Så det er nok lyset, jeg flipper mest over, tror jeg egentlig. Men som man kan se, er malemåden jo ikke særlig formalistisk på den måde. Jeg går ikke specielt op i, hvordan det er malet; om det løber eller klatter, ting der skal være lækre på den måde. For mig er det bare en måde at lave billeder på, producere dem på.

Søren Martinsen: The Lake - hommage til E.A. poe og Antony, 2006. 60x50 cm. olie på lærred

Passagen er også gennemgående i værkerne, måske som en overgang mellem en ydre og indre virkelighed?

Ja, både fordi det skaber en dybde, men også kompositorisk er det bare noget, jeg har beskæftiget mig med en hel masse gange. Jeg ved egentlig ikke rigtig, hvad det betyder - andet end at ja, det er selvfølgelig en vej ind i noget andet, en anden verden. Og de der lange alleer; det er bare sådan… det er jo ikke noget særlig stærkt symbol for noget, men det er bare et eller andet, der suger beskueren ind. Og som jeg afbilleder, fordi jeg selv er blevet fascineret af det der underlige kick ind til et andet sted. Det er lidt Huxley-agtigt, Doors of Perception og sådan nogen ting. Det er nok stadigvæk det samme symbol, at man har een virkelighed, og så kan der være en dør ind til en anden. En sti ind i det ukendte eller et eller andet. Ja, det er også sådan helt banalt, jeg har det med mange ting. Jeg bliver fascineret af en form for skønhed, som altid er rimelig uhyggelig. Egentlig inspireret af det der Steven King-agtige gys.

Søren Martinsen: Ubenyttet låge, 2006. 120x145 cm. olie på lærred

Ved du, hvad dit næste kunstneriske projekt skal være?

Jeg har tænkt mig at lave en større videoting. Jeg har gået og gemt det lidt i de år, jeg har arbejdet på Overgaden, for jeg har simpelthen ikke haft tid til at overskue det, når det var så stort. Men det bliver simpelthen et selvportræt. Også meget utrendy… ligesom landskabsmalerierne er, men jeg kan godt lide ting, som er sådan lidt anderledes og skæve. Så helt ublu og ubeskedent vil jeg kaste mig ud i et større selvportræt (haha)

Ja, nu har jeg i hvert fald sagt det. Det kunne jeg rigtig godt tænke mig.

Det er en ide, der har været undervejs i lang tid?

Ja, og jeg har selvfølgelig arbejdet på det undervejs også - optaget en masse ting og gjort mig en masse tanker om det. Men ofte er det, med den måde jeg arbejder på med video, meget svært at styre tingene, før man får tid og ro til at sætte sig ned og klippe og se materialet igennem igen, få det organiseret og så begynder ideerne ligesom at komme, hvor man så også finder ud af alle de ting, man mangler. Så skal man lige pludselig ud og løbe hurtigt.

Arbejder du meget processuelt?

Ja… eller jeg vil sige det på den måde; det minder lidt om at lave musik, hvis du sætter dig ned og begynder at kigge på tingene, så lige pludselig finder du ud af, at der er en hel masse ting, der måske ikke fungerer eller omvendt, og så holder man fast i noget af det. Og det er ret svært at forudsige, især hvis det er lidt dokumentar-inspireret, som det jeg laver. Der er det jo ting, som jeg har faret rundt og filmet ude i virkeligheden, som så bliver samlet sammen i en klippeproces. Og det kan jo ofte vise sig, at det bliver helt anderledes, end man havde forventet. For mig er det vigtigste helt klart det, der foregår inde ved klippebordet.

Søren Martinsen: Ravnsborg, 2006. 130x130 cm. olie på lærred

Videoerne og malerierne fungere på den måde ens; du tager udgangspunkt i noget virkeligt, der så bliver manipuleret og klippet sammen til det færdige bearbejdede resultat?

Ja, altså kunstneren er sådan lidt ligesom en synthesizer, hvor man har samplet en masse ting ude fra virkeligheden, og så bruger man sin ret til at manipulerer det helt vildt, når man kommer hjem. Det er også derfor, dokumentar-traditionen altid har fascineret mig. Jeg kommer ud af en dokumentar-familie, hvor min far er dokumentarfilmsmand, og det er ret vildt det der med, at man ikke på nogen som helst måde kan påberåbe sig, at der er noget, som er virkeligt, når det først er blevet repræsenteret en gang igennem en autors proces af valg. For slet ikke at tale om, hvordan det så bliver fortolket, når folk ser det. Så jeg har helt opgivet den der tråd til virkelighedens verden, om man så må sige, i de ting, jeg laver. Jeg mener bare, at der allerede, idet du begynder at tænke over tingene, der ændrer du det allerede. Det er sådan ligesom relativitetsteori, som er rimelig svær at arbejde med, med mindre man bare glemmer alt om det i praksis, og så bare kører løs.

Nu har jeg jo godt nok siddet og snakket meget her, men jeg har det faktisk sådan med mine nye malerier, at mens jeg har gået og lavet dem, har jeg tænkt: ” Hvad fanden er det egentlig for noget, jeg kan bare ikke finde på fem ting at sige om det”.

Nå, det er da gået meget godt…

Ja, men det er også, når man har sluppet det og har præsenteret det, så kigger man tilbage og ved lidt mere om det. Jeg synes godt nok det der netop med at lave rene billeder… for det er jo ikke sådan konceptkunst, ord og ideer, der bliver udtrykt eller arkiver, der bliver gennemsøgt. Politisk kunst eller lignende. Det er bare sværere at sige noget om almindelige billeder, den visuelle kunst. Jeg synes bare, det er lidt spændende at have lidt mere materiale og lidt mere tankegods, som begynder at blive aktiveret, når man så endelig rigtig får fingrene i materialet.

Søren Martinsen: Landskab Glumsø, 2006. 150x250 cm. olie på lærred

Du bruger dokumentaren som genre, men du ser stadig tingene gennem et poetisk eller rettere kunstnerisk blik?

Ja, det kan man godt sige. Jeg er ikke så interesseret i en vinkling, det som man normalt ville prøve at lave i en dokumentar, få fat i en historie. Den der narrative vinkling, hvordan skal vi skære den her, hvad er det, vi skal fokusere på. Det har jeg ikke rigtig noget forhold til. Jeg er mere interesseret i en form for non-hierakisk fortælleform, hvor der foregår mange ting samtidig, eller hvor ting kan påvirke hinanden, slå nogle svinkeærinder. Det er afsindig svært at lave, synes jeg; det er også sådan, jeg lavede den dokumentarfilm, jeg på et tidspunkt lavede om kunstverdenen. Det er også sådan en indirekte snoet tur igennem et helt miljø af mennesker, og hvad de forskellige laver uden en synlig klar historie. Der tror jeg mere, at jeg tænker på, at det skal være stemningen, der kæder det sammen eller en form for enhed i, hvordan det ser ud, der får det til at smelte sammen. Men det er meget mere, netop i processen, så sidder man og prøver at føle sig frem til, hvordan det fungerer. Så det er mere intuitivt end journalistik.

Dit nye projekt, selvportrættet, har vel også noget at gøre med den måde, du er begyndt at male på, der er sådanne psykologiske sindbilleder og landskaber?

Ja, ja det er helt klart, og jeg har det problem, at jeg f.eks. er ekstremt dårlig til at skrive dagbøger eller skrive ned, hvis jeg får nogle kloge tanker, og så forsvinder det efterhånden. Men så er der alligevel nogle ting, der vender tilbage, noget jeg kan huske. Der tror jeg, at kameraet er et ret godt redskab til, hvis man ser nogle billeder, man har optaget for et halvt år siden og har glemt alt om, når man så ser dem, så får man lige pludselig en eller anden genklang af de ideer, man havde. Men ofte optager jeg bare noget uden egentlig at tænke over, hvad det betyder, og så må jeg skabe meningen siden da.

Refleksionen kommer senere?

Ja, jeg har aldrig helt reflekteret over, hvad det er, jeg laver, mens jeg er i gang.

Søren Martinsen: Oliemandens domæne, 2006. 150x250 cm. olie på lærred

For at snakke om noget andet vil jeg til sidst gerne høre lidt om dit arbejde som kunstnerisk leder på Overgaden, hvor du har været indtil for nylig. Hvordan du har arbejdet derinde, og hvordan det nu påvirker din fremtid?

Ja, egentlig er jeg der endnu; jeg har en måned tilbage, hvor det så bliver overgivet til en ny leder efter mig, som hedder Henriette Bretton-Meyer. Jeg har været der i tre år nu og synes egentlig, at vi har rykket rimelig meget derinde. Det er sådan et sted, som langsomt har udviklet sig gennem mange år, også lang tid før jeg kom, til at blive mere og mere professionelt. Nogen vil måske mene strømlinet. Men i hvert fald; det, som vi har fokuseret på, mens jeg har været der, det har været at øge interessen for stedet ved at åbne dørene for en hel masse aktiviteter. Mest af alt af sådan konceptuel og diskursiv slags, hvor der har været et hav af arrangementer og diskussioner. Men også mere socialt som et sted, der henvender sig til græsrødderne i kunsten, hvor vi også prøver at holde meget fast i, ja altså producenterne af kunst simpelthen. Så det er meget kunstnernes hus, et sted hvor de føler sig hjemme, og hvor de uden alt for meget besvær kan få adgang til at lave noget.

Samtidig har vi også forsøgt at stramme kravene lidt for, hvad vi tager ind som udstillinger. En af de ting, som vi har forsøgt at gøre, det er bl.a., at kuratere lidt mere. Overgaden er jo et sted som i fremtiden, og også hidtil, har været baseret meget på de ansøgninger, som er kommet ind. Alle kan jo søge, og det kan de gøre året rundt, fuldstændigt frit. Så vi får selvfølgeligt en masse spændende ting men også en masse ting, som slet ikke hænger sammen. Der har vi været rimelig skrappe ved at begynde f.eks. at pille nogle af ansøgningerne fra hinanden, tage nogen ud og kombinere dem med nogle andre, og i det hele taget lavet ret mange eksperimenter også med gruppeudstillinger. Allerede i en tidligere fase begyndte vi at sætte folk, som var blevet inviteret, sammen til at diskutere nogle temaer og sådan nogle ting. På den måde, synes jeg, at vi har afprøvet ret mange udstillingsmodeller i den tid, hvor jeg har været der. Og nogle af dem er selvfølgelig gået fantastisk og andre mindre fantastisk, men vi har prøvet mange forskellige ting. Og det, tror jeg, er vigtigt med sådan et sted, for det er jo et ret stort sted. Tidligere har det kørt meget fast med en stor separatudstilling nedenunder og i stueetagen og så f.eks. to separatudstillinger ovenpå af mindre kaliber. Den model var begyndt at blive temmelig fasttømret, før jeg kom, så den har jeg faktisk med vilje brudt op, så man fokuserer langt mere på kuraterede udstillinger og gruppeudstillinger; både nogen vi selv har organiseret, og som kuratorer udefra har kommet med.

Så har vi også eksperimenteret ekstremt meget med rummene; vi har faktisk lavet en del ombygninger. På et meget lousy budget har vi forsøgt at lave, i hvert fald en ny fortolkning af, hvad man kan bruge rummene til. Det er både nogle meget fantastiske rum, men det er også forfærdelig besværlige rum, fordi de er fyldt med søjler og vinduer og terner og prikker og paneler, og jeg ved simpelthen ikke hvad. Tidligere har der kun været de der enorme rum, men vi har så bygget nogle mindre rum. Hvorvidt det har fungeret eller ej, det ved jeg i ikke, men det er i hvert fald et vigtigt statement, at man skal tænke rum som steder, og måske ikke være så bange for at træde nogen over tæerne ved at lave om på, hvordan det har været i de sidste tyve år. Det, der måske har været den sådan lidt betingede succes ved det, er jo, at et eller andet sted, sådan lidt hemmeligt, er de fleste kunstnere jo bare mest interesserede i at få en stor fed separatudstilling. Så den der begejstring for de små rum har nok været lidt undervurderet.

Men anyway har vi flyttet diskussionsaftner ind i det store rum, flyttet rundt på tingene og prøvet nogle modeller af, og det tror jeg, er gode erfaringer at gøre sig. Ikke mindst har vi også fokuseret langt mere på videokunst, end der har været mulighed for før, bl.a. ved at bygge en biograf med god lyd og billeder, som aldrig har været mulig her før.

Søren Martinsen: Herlufsholms kirkegård, 2006. 140x180 cm. olie på lærred

Og det er så din påvirkning som videokunstner?

Ja, det har helt klart meget været min kæphest, at det skulle altså være i orden, når man skulle vise video, for jeg synes bare, at akustikken er så dårlig derude. Det er virkelig et problem, hvis man ikke har et specielt lydrum. Så det hele er sådan ganske langsomt blevet lidt mere professionelt. Stadigvæk; træerne vokser jo ikke ind i himlen på det budget, og vi har godt nok haft et højt aktivitetsniveau, men vi har skulle holde meget hus med timerne og pengene og sådan. Der håber vi så, at det bliver endnu et skridt op ad rangstigen af institutioner nu, hvor Henriette kommer, for hun skal være der på fuld tid. Der er blevet lavet en rapport omkring stedet, og den har resulteret i, at kunststyrelsen har været villige til at investere lidt mere i det, så der forhåbentlig rent faktisk bliver endnu bedre mulighed for at kuratere og påvirke programmet.

Du stopper så helt samarbejdet?

Ja, altså det er jo sådan løseligt omkring tre år, som nok i virkeligheden er lidt for kort tid. Men samtidig har jeg jo måtte erkende som billedkunstner, at det simpelthen er for hårdt et arbejde til, at man kan køre det i mange år ad gangen. Så for mig er det bare et spørgsmål om at stoppe, mens legen er god, og det har været sjovt, men nu glæder jeg mig til at stoppe og få mere tid til min kunst.

Så nu er det alligevel frem med staffeliet og ud i naturen?

Ja, ja (haha). Altså rent konkret, så tager det jo lang tid. De ting, jeg laver, er altid meget tidskrævende, hvad enten det er videokunst eller malerier. Det er ekstremt detaljeret og ja, et stort arbejde. Så jeg tror, jeg kommer til at få god glæde af den genvundne fritid.•

Søren Martinsen: Natligt besøg, 2006. 74x 70 cm. olie på lærred (monteret)		Søren Martinsen: Allé, 2005. 38x38 cm. olie på lærred (monteret)
Søren Martinsen: Krestens træ, 2005. 38x38 cm. olie på lærred (monteret)		Søren Martinsen: Skovbrand, 2006. 75x70 cm. olie på lærred (monteret)
Søren Martinsen: Gravhøj om dagen, 2005. 60x60 cm. 2005