Interview: Søren Lose

Søren Lose: Home, 2006.

Du har lavet udstillingen Home på Storstrøms Kunstmuseum, kan du prøve at skitsere idegrundlaget bag udstillingen og arbejdet med udstillingen?

Jeg har arbejdet on and off på denne udstillingen siden 1996, hvor jeg begyndte at tage billeder af de karakteristiske flade landskaber på Lolland, hvor jeg er opvokset. Det med at søge tilbage hvor man kommer fra, er noget stort set alle fotografer på et eller andet tidspunkt arbejder med. Ligegyldig hvor man kommer fra, er der på en eller anden måde nogle karakteristiske træk, og det var dem jeg startede ud med at søge efter.

I begyndelsen af 2005 indledte jeg et godt samarbejde med Storstrøms Kunstmuseum, som var med på ideen om at skabe en udstilling over temaet, hjem. Jeg har det bedst ved, at mine ting ikke begrænses af ”kun” at være foto i glas og ramme, og forsøger hele tiden at søge væk fra denne værk-orientering. Det måtte meget gerne være en udstilling med krop og volumen. Fotoserien var således udgangspunktet, men så kom videoen og brugen af malerier, møbler og tapet ind i projektet. Tingene samler sig, kondenserer og giver mening – det tager tid, før tingene finder deres plads, og jeg må acceptere, at det er en langsommelig proces at lave mine værker.

Det var klart et bevidst valg f.eks. at inddrage maleri for at pege på de motivmæssige paralleller i forhold til mine fotografier. Det er et andet materiale, men dybest set den samme tilgang - det er jo i høj grad også en fortolkning og et konstrueret univers.

Søren Lose: Home, 2006.

Udstillingen fremstår meget personlig i forhold til dig som kunstner og menneske. Kan du prøve at uddybe det?

Det er en meget personlig udstilling, som det har taget lang tid at udvikle og blive færdig med.. Jeg skulle først have afstand til det jeg kommer fra, før jeg kunne gå ind og bearbejde temaet hjem. I det røde rum er der en ophængning af malerier fra museets samling og fra mit barndomshjem, herunder et maleri som min far har malet, og det er som helhed en slags hyldest til min far. Ophængningen af malerier refererer både til de steder man ser i mine fotografier, men også til mit eget barndomshjem. Malerierne er også en form for generator for min interesse for kunst, og på den måde er det meget personligt. Alt i alt er der et spil mellem det meget personlige og det offentlige – det er også det jeg prøver at arbejde med i møbelinstallationen, hvor man kan stille spørgsmålstegn ved hvorfor en Ikea-briks skal på museum på lige fod med et skab fra 1700-tallet. Samme tematik ses også i min brug af de fundne private fotos fra husene, som jeg stiller sammen med mine egne værker. Jeg stiller spørgsmål ved, hvad der hører hjemme på et museum. Det er et spørgsmål om, hvad der kan tages ud af konteksten og sættes ind på et museum. Hvad er bevaringsværdigt? I bund og grund er det øjnene der ser, som afgør disse spørgsmål.

Søren Lose: Home, 2006.

Prøv at beskrive hvorledes du betragter begrebet hjem.

Det er vigtigt at gøre sig klart, hvor man hører hjemme; dels geografisk men primært kulturelt, historisk, politisk og socialt. I den forbindelse er det relevant netop at stille spørgsmålstegn ved, hvorledes disse faktorer lader sig relatere til begrebet hjem.

Jeg tror først, man kan se det, man kommer fra, når man rejser ud og vender tilbage til hjemmet.

Ved netop at fotografere de tomme og forladte huse stiller jeg spørgsmål ved begrebet hjem. Er følelsen af et hjem mest knyttet til en forestilling, eller er det snarere den fysiske ramme og de effekter, som engang har omgivet de mennesker, der har boet der, som er det afgørende. Det er netop dette aspekt, jeg beskæftiger mig med, når jeg sidestiller mine egne fotografier med fotos, som jeg har fundet. De fundne fotos gengiver det liv som engang er blevet levet i husene.

Hvordan har det været at få mulighed for at lave en total-installation?

Jeg har haft fuldstændig frie hænder til at forme udstillingen og herunder gøre brug af Lolland Falsters Stiftmuseums kultur-historiske samling, som således er blevet inddraget i min udstilling. Det har været fedt, fordi jeg ikke har været begrænset på nogen måde. Jeg har ikke været begrænset af det udstillingsrum man finder hos gallerierne, som ofte er mere kommercielt betinget. På museet sælger jeg ikke en vare, men et budskab. Det ene udelukker ikke det andet, men der er alligevel nogle helt andre præmisser, når man udstiller på et museum frem for et galleri.

Søren Lose: Home, 2006.

I denne udstilling indgår traditionelle foto i modsætning til mange af dine andre udstillinger, hvor udgangspunktet har været snaps-shots taget af andre, som du efterfølgende har bearbejdet digitalt. Hvori ligger forskellen i disse to måder at arbejde på?

Jeg er nærmest gået død mht. det traditionelle foto. Hver gang jeg står og trykker på knappen, så tænker jeg på, at der er 10 andre fotografer, som allerede har taget dette billede. Det er ligesom en tradition, som jeg prøver at gøre op med, og det er derfor, at jeg tidligere i høj grad har arbejdet med bl.a. turisters snaps-shots, som jeg så har givet mit kunstneriske præg ved at redigere og manipulere digitalt. Når jeg arbejder mere traditionelt med billeder som i udstillingen Home, så er det mere et spørgsmål om at ramme ind. Det vil sige, at når jeg tager et billede af noget, så er det lige så meget et billede af det man ikke kan se, og det er selvfølgelig et bevidst valg. I denne forbindelse kan man sige, at Home ikke er en hjemstavns-udstilling. Jeg prøver til gengæld mere universelt at stille spørgsmål ved, hvad et hjem er. Jeg kunne for den sags skyld have taget billeder i Polen eller andetsteds – det er ikke så vigtigt, hvor billederne er taget. Jeg er jo ikke dokumentarist i den forstand. Billederne kan godt ses som en hyldest til dét jeg kommer fra, men der ligger et bevidst spil mellem det dokumentariske fra Lolland, og det som får beskueren til selv at tage stilling til, hvad et hjem er.

Er det et bevidst valg, at du i høj grad stiller flere spørgsmål end du giver svar?

Ja, bestemt. Jeg prøver hverken at be- eller afkræfte folks fordomme omkring Lolland. Jeg prøver heller ikke at pådutte folk en bestemt opfattelse af hvad et hjem er. Jeg prøver ikke at være moraliserende på nogen måde. Jeg prøver derimod at lave et spil mellem det meget subjektive og den kollektive erindring.

Søren Lose: Home, 2006.

Kunne du tænke dig at arbejde med større installationer i fremtiden, der også kombinerer det kulturhistoriske museum med kunstmuseet?

Generelt synes jeg, at det er virkelig spændende at arbejde i en museal kontekst, som jo er et helt specielt slags rum at træde ind i. Det er ligesom et helle for alt det andet, der foregår ude i verden. På Storstrøms Kunstmuseum ser man jo netop den gammeldags sammenstilling af kunstmuseum og kulturhistorisk museum integreret i en og samme bygning, og det har været interessant at kunne kombinere mine egne værker med museets malerier, møbler, mv. Fra 2007 vil Storstrøms Kunstmuseum og Lolland Falsters Stiftmuseum desværre blive splittet op i to museer, som varetager hver deres opgaver, som så mange andre steder i Danmark.

Der er lavet et katalog omkring udstillingen, som næsten tager sig ud som en bog, kan du fortælle lidt om det?

Det var faktisk meningen at bogen/kataloget skulle kunne stå alene og være et værk i sig selv, og det synes jeg også er lykkedes. Derfor indgår der andre fotografier og sammenstillinger end dem, man ser på udstillingen, ligesom jeg har også inddraget flere fundne fotos. Ikke mindst er tekstdelen, som en række vidt forskellige skribenter har bidraget til, bl.a. Carsten Thau (rektor på Arkitektskolen i Kbh.,red.), Bent Vinn Nielsen (forfatter, red.)og Anna Krogh (kunsthistoriker, kurator, red.), temmelig central. Jeg ville gerne repræsentere vidt forskellige tilgange til temaet, som også gerne måtte stritte i hver deres retning – altså en antropologs tilgang – kontra en kunsthistorikers – kontra en historikers, o.s.v.

Jeg har selv stået for produktionen af kataloget i samarbejde med de to museer og grafiker Marie Kløvedal.

Søren Lose: Home, 2006.

Hvilke nye projekter har du i støbeskeen?

Jeg vil meget gerne til Dubai; til et sted, der er fuldstændig historieløst. I tidligere udstillinger har jeg gjort mig meget i de her non-places, som f.eks. mange chartersteder er, og nu har jeg afdækket det meget velkendte og fortrolige rum. Home har været en afslutning på et ti-årigt arbejde, men nu vil jeg godt ud på glatis, et sted hvor jeg ikke har nogen forudsætninger. Jeg er bange for gentagelser, og det er dødssygt at lave de samme forudsigelige ting hele tiden. Jeg vil gerne videre og udfordre mig selv, så jeg har gang i flere nye ting. Mere konkret kan jeg sige, at jeg skal til Canada og udstille i 2007, og jeg er med i en gruppeudstilling i øjeblikket i Seoul, som hedder New Adventures med en række gode danske navne som bl.a. arbejder med foto og video.

Hvorledes opfatter du den danske scene for fotokunst?

Den danske scene for fotokunst er meget lidt udviklet i forhold til udlandet. Jeg synes, at den danske fotokunst ofte er meget kedelig og forudsigelig. Der bliver lavet nogle pæne billeder, men det er så det! Det hele ligger indenfor rammen. Det er lidt underligt. Der er det lige før, at jeg synes at reklame-fotografiet er meget længere fremme. Indenfor dansk fotokunst bliver der sjældent gjort konceptuelle og essentielle overvejelser over hvad fotografi egentlig er. Gallerierne burde satse lidt mere, og dette kunne måske få sat lidt skub i tingene. Jeg synes, at det er mere interessant at sætte spørgsmålstegn ved det medie, man arbejder med, dvs. en mere konceptuel tilgang til mediet. •

Søren Lose: Blå Gul Grøn,

Søren Lose: Bøllesmindevej,

Søren Lose: Det Gule Værelse,

Søren Lose: Menneskens Søn,

Søren Lose: Orange Gardin,

Søren Lose: Schwartzloses Hus,