Interview: Søren Behncke

Søren Behncke/Papfar: Ladies tools – the drill, 2006. 32x37x8 cm. pap, lim, akryl

Du er med til at åbne et nyt århusiansk galleri, betyder det noget for dig at være tilbage i Århus?

Ja, det gør det. Jeg har boet her i byen siden jeg var sytten, men mange tror at jeg bor i København. Det er fordi det er der mit arbejde har været. Det er der jeg har slået mine folder. Det er fordi det er der mulighederne har været. Det er rigtigt fedt at have fået et galleri her som jeg kan tage ned og besøge og snakke med. Den fysiske tilstedeværelse betyder utroligt meget hvor man kan arbejde sammen med sin gallerist. Selv om jeg tit tager til København til min gallerist så kan jeg ikke få den der dag til dag kontakt som jeg kan her. Der er mange kontakter og ideer og arrangementer som kun kommer i stand fordi man har denne tætte kontakt. Tingene realiseres lidt hurtigere fordi jeg har en gallerist her - en sparringspartner til at dele nørderiet med. Det er nemmere at tale med folk om fodbold, for det ved de fleste noget om, men så snart det bliver noget mystisk noget så begynder partnerne ikke længere at hænge på træerne. Og i og med jeg ikke er fra akademiet så har jeg måttet ud og finde disse folk på en alternativ måde fordi på en institution som akademiet bliver man hjulpet meget.

Hvordan er det at komme ind i miljøet uden at have netværket med fra akademiet?

Så er der nogle muligheder man ikke har, men jeg er blevet for gammel til at gå på akademiet. Jeg ville skulle have dispensation, men jeg ville ikke have noget imod det. Jeg ville kunne få nogle kollegaer og det ville være fint. Der har gallerierne hjulpet for derigennem får jeg kollegaer. Men jeg kan huske for tre år siden da det gik op for mig at det her kunne blive til en levevej for mig, der tænkte jeg at det her er da også åndssvagt, jeg kan ikke gå på akademiet for jeg er for gammel, jeg har brug for at have en professor eller sådan noget, så valgte jeg af lyst at sige at nu er Per Højholt min professor, for ham havde jeg tændt lidt på. Han er sådan en lille sol. Hele hans værk ligger åbent, han skjuler ingenting, der er ingenting der er mystisk. Han er en dynamo så når jeg har en dårlig dag så behøves jeg bare at læse noget af ham så er jeg vildt motiveret. Som da man var barn og så fodbold i fjernsynet så snart det var færdigt skulle man ud og spille fodbold selv. Man kan læse hele lortet og få alle disse diskussioner og tanker. Han er en af de folk der formår at være i hele spektret, fra det folkelige ud til det superintellektuelle og nørdede. Han mestre begge dele. Dem er der ikke mange af og jeg synes det er ekstremt imponerende.

Men de muligheder jeg havde, var at gøre som street art kunstnere, at bruge det forhåndenværende, for mig var det gaden og det var billige materialer hvilket i mit tilfælde var pap. Jeg havde på det tidspunkt aldrig arbejdet med skulptur og det var præcist det jeg skulle. Jeg havde set et portræt af Frida Kahlo og de har en tradition i Mexico omkring helligdage hvor de bygger store papirfigurer af deres helgener og går i optog gennem byen med dem og hænger dem op over byens torv med knaldperler i og så knalder de dem af. Det ser skide fedt ud. Og det er selvfølgeligt skulptur man skal bidrage med. Ikke med tags, ikke med posters fordi alt det det er der jo, der er ingen grund til at fylde på for de forsvinder jo bare. Så det var grunden til at jeg lavede den her første og en nat listede gennem Århus med en mandsstor kanin klokken to om natten og troede at det var skide ulovligt. Det var decideret et forsøgsdyr, en prøvekanin. En stor forskrækket kanin jeg tog ned til Vesterbro Torv og bandt fast i et træ ligesom indianerne gør. For at se hvad der skete når man kørte denne proces igennem. Jeg har set hvordan arkitekter bygger modeller og ved godt at det kan lade sig gøre med limpistoler og tape og det er rimeligt billigt og pap er der jo masser af. Og så fandt jeg til mit held ud af at det ikke blev betragtet som hærværk hvilket jo tit har taget hele overskriften fra gadekunsten. Hærværk! - og så ud med nogle biler og spule så alle ideerne omkring graffiti er først meget sent kommet frem i virkeligheden og stadigvæk er der mange der ikke fatter en skid af det interne sprog de har. Der kan man sige at street art har været bindeleddet mellem graffiti og galleriverdenen. Og siden har den skulpturelle ting været en kreativ dør for mig ind i kunsten.

Søren Behncke/Papfar: Pølsebakke, 2006. 30x13x3 cm. krydsfinér og akryl

Er du mest skulptør eller maler?

Med tegninger er det en naturlig ting for mig som jeg altid har gjort. Der er ikke noget kæmpe tigerspring fra mit tidligere arbejde som grafisk designer og så til at tegne og så begynde at male. Det har altid interesseret mig især de andres billeder. Men skulpturen var en helt ny ting og det var egentligt bare et eksperiment, hvad sker der hvis man gør sådant og sådant og sådant og så gjorde jeg sådant. Og så syntes jeg alligevel at der var overraskende, hvilke muligheder der lå i at bruge objekter eller de forestillinger som folk har om objekter og ved at fucke up i dem, hvilke muligheder det giver for at lave noget energi og for at lave nogle kontraster.

Hvad skyldes skiftet fra pap til lærred som baggrund for dine billeder?

Jeg har det med det på to måder. Den ene er at da jeg har lavet den her street art-ting og har arbejdet ude i gaden og når jeg gør det kalder jeg mig ”Papfar” for at køre på hele traditionen selv om jeg faktisk ikke ved en skid om street art, men det er nu engang den bås jeg er kommet i og det er fint, men jeg kalder mig det også bare når jeg laver noget ude i gaden, for hvad hvis jeg bliver træt af pap, jeg skal jo ikke lave pap forever, det er jo godt så længe det er godt og når det er færdigt så er det færdigt. Jeg begynder allerede nu at lave ting i plastic og i andre materialer så det er ikke fordi det skal være pap, der er stadig meget pap på de der lærreder og det er jo fordi det stadigt er en stor inspiration for mig. Jeg har en stor samlerting omkring det. Det er et af mine batterier, min papsamling som er ved at blive pænt stor, selvom jeg hele tiden bruger af den. Det er en slags hobby/ forskning. Til min overraskelse kan pap enormt mange ting der ligger utroligt meget information i pappet rent grafisk og materialet kan utroligt mange ting.

Søren Behncke/Papfar: Brandslukker, 2006. 45 x 49 cm. akryl og print på poly-sækkelærred

Er det det rent grafiske du samler?

Det er alt. Det har virkeligt overrasket mig hvor mangfoldigt det er. Jeg kunne tale om pappet i timevis, men hvis man tager det grafiske så er det jo klart som gammel grafiker så har jeg en forkærlighed for grafik, så har jeg nogle erfaringer og en viden omkring hvad farver kan og hvad former kan. Derfor er hele ikon-tingen med glasset og paraplyen og this way up med de to pile som er en billedverden som er superglobal, fra Thailand til Afrika kender alle det ligesom hjertet eller korset så man har et fælles billedsprog man har til fælles med alle. Og sådan en paraply, jeg ved ikke om når man har lavet den, om man så har rettighederne til den, i hvert tilfælde så er der hundredvis af varianter og der bliver ved med at dukke nye op. Og mange af dem kan jeg slet ikke finde ud af hvad betyder. Der er en lille sød sky der puster og det må den ikke. Jeg fandt den på en tom papkasse og der var ingen indikation om hvad der havde været i kassen. Og jeg spurgte ikke dem hvor jeg fandt den. Hvad fanden betyder det, jeg har set mærker hvor der står don’t freeze hvor varerne inden i kassen er overfølsomme for temperatursvingninger, men at man ikke må puste på den, det kan ikke passe. Det er sådan en nørde ting og det er der er med samlinger er at de er enormt beskrivende. Man kan gå ind til naboen og hælde hans køkkenaffald ud og sige at han har to børn og den ene er sandsynligvis tre fire år og de spiser tit sådan og sådan så det er jo enormt beskrivende ved at samle de her ting. Så er det jo som jeg sagde så har pappet oppe på universitetet de her ikoner og hvis jeg samler nede ved Punkt 1 så har de andre. Jeg har forskellige samlingssteder. Ved Punkt 1 er det hårde hvidevarer og går jeg ned af min gade så er det lige Weber griller eller nu er det varmt så er der nogen der har købt en propel. Og har man hundrede af disse stykker pap så beskriver de jo hvem vi er som danskere gennem vores forbrug. Den side er også skide spændende.

Søren Behncke/Papfar: Airborn, 2006. plastikposer og polysejlgarn		Søren Behncke/Papfar: Happy/angry, 2006. pap, akrylmaling

Hvad med de mere skulpturelle kvaliteter i materialet?

Det er et utroligt stærkt materiale hvis man konstruerer det rigtigt. Der er papkasser til hvad som helst. Og alt efter hvilken papirmasse man har brugt, i Thailand bruger de meget bambus så deres pap er ekstremt gult og der er vores hvide pap og jeg har set pap der er helt rødt. Jeg har lavet en kloning mellem det klassiske børnepuslespil med bondens dyr og med en klassisk pølsebakke (se billede). Den har jeg lavet i stor størrelse i pap som kan det samme som puslespillet. Men i stedet for at male pappet, for det kan man ikke for når man bygger store konstruktioner og maler dem så vrider de sig. Til gengæld har jeg pappet i de farver som pølsebakken er i, for jeg ved hvor jeg skal finde det. Jeg har bygget de enkelte elementer i den papfarve de skal have med ikoner og det hele så det bliver pludseligt til mange fortællinger i den samme ting. Og pap kan man jo skille af ved at lægge det i vand. Så opløses det. Det er pappets naturlige fjende, ild og vand og selvfølgeligt skal jeg også arbejde med det på et tidspunkt. Jeg byggede den her traktor til V1 og det kløede i mine fingre for at tagen den ud på en mark bagefter og sætte ild til den. Det ville være fedt at brænde den af eller sejle ud og smide den i havet, den vil jo flyde i et godt stykke tid før den lige så stille synker eller opløses. Jeg havde en ide om en hund eller en Fedtmule sat sammen med led der står på en sokkel men kan trykke op så falder den sammen. Jeg kunne forestille mig at bygge en sådan hund eller Fedtmule i pap der fuldstændigt lignede det legetøj så man kunne forstå ideen med det og stille det ud og lade et stilkamera tager billeder når den faldt sammen i regnvejr og så klippe det sammen så den gik op og gik ned gik op og gik ned. Det ville være en måde at illustrere denne vand/pap-ting på. Pappet appellerer i tusinde retninger fordi det er så forskelligartet og forskelligrettet og siger så meget om os på så mange måder så det er stadig et meget kært materiale, men selvfølgeligt skal jeg også male på lærred. Det er bare et spørgsmål om tid.

Søren Behncke/Papfar: Gameboy, 2006. 110 x 126 cm. akryl og collage på lærred		Søren Behncke/Papfar: Damernes bold, 2006. 45 x 49 cm. akryl på lærred.

Hvad med fremtiden, rent udstillingsmæssigt?

Der er to sider. Man skal have en karriere og man skal følge sin lyst. Karrieren siger at nu har jeg en rigtig god gallerist i København og en rigtig dejlig gallerist i Århus (Charlotte Fogh) så vil jeg jo gerne til Tyskland og England og hilse på nordmændene og svenskerne. Så jeg laver en masse tiltag, i mit arbejde er man altid i gang med ansøgninger og opmuntringer som hvis man er konstant arbejdssøgende. Man søger hele tiden arbejde samtidig med at man også skal stå og lave nogle projekter. Så nu har jeg i september min næste soloudstilling i V1. Der kan jeg komme med nogle helt nye ting. Jeg kunne godt tænke mig at holde ved det skulpturelle på alle mulige måder men jeg kunne også tænke mig at vise nogle helt andre malerier. For det at male billeder er for mig at være 50% Jacques Cousteau og 50% Storm P. Jacques Cousteau hopper i havet og finder de her ting eller opfinder de her ting og kommer hjem med de her skatte og smider dem i hovedet på Storm P. der så laver en konstruktion der bygger en maskine der maler billeder. Alt efter hvad Jacques Cousteau har fundet kommer der forskellige billeder af en bestemt karakter hvor der er nogle bestemte regler. I mit univers kan man blive ved sådan der. Jeg har jo ikke ti forskellige måder at gøre det på, for det tager tid, for fanden, det tager tid at undersøge en ting ordentligt. Jeg har haft to hovedideer jeg har fulgt og så har jeg lavet nogle sideprojekter ind imellem. Det er den malerstil man ser derinde nu og så var der den malerstil man så på V1.

Der er væsentlige forskelle?

Ja, men der er også fællespunkter som eksempelvis pappet fordi det har en styrke for mig. Nu er jeg selv tosproget, min far er fra Hamborg, så jeg taler flydende tysk så det vil være meget naturligt for mig at tage derned så jeg har gang i nogle planer og nogle ansøgninger og nogle sager så på et eller andet tidspunkt er der et eller andet der lykkes så jeg kan komme derned og arbejde og researche og møde kollegaer. Det er planen.

Søren Behncke/Papfar: Klaverkoncert nr. 6 i B-Dur, 2006. 110x126 cm. akryl og collage på lærred		Søren Behncke/Papfar: Hvervekampagne, 2006. 40x40 cm. akryl på lærred.

Du har ingen planer om at følge moden og tage til Berlin?

Nej for jeg har noget her i byen der er vigtigere end mig selv, min datter. Hun skal lige være lidt ældre, hun er ti nu og om fire år så gider hun alligevel ikke at se sin far så det er med at være her mens hun gider. Men jeg kan sagtens tage afstikkere, og jeg kan være lige så hurtigt i Hamborg som i København. Det vil være superinteressant også i forhold til hele den tyske kunsthistorie og bla bla. Der er nogle nosser dernede. Men først er der udstillingen på V1 og så er der min første soloudstilling hos Charlotte Fogh til januar. Men så er der også sideprojekter. Jeg skal lave etiketter til dåser med luft fra det gamle årtusinde. Nogle piger fik i 1999 et konservesfirma til at lave tre dåser til dem med luft i. Projektet hedder ”Luft fra det gamle årtusinde” og så har de bedt forskellige om at lave en serie etiketter til de her dåser. Og så hele tiden gruppeudstillinger sammen med venner. Kunst er jo meget et sted hvor man mødes. Højholt skriver et eller andet sted at det skal forstærke vores fornemmelse af at være i live. Hvis livet er en elbas så er kunsten forstærkeren, som Blendstrups far sagde, sådan noget livssalt. Thomas Knak (Musiker, red.) ville sige at han puttede en pause ind i det. Det er det han gør, han laver en pause så man lige kan få vejret eller tabe luften. Jeg har tænkt meget over det når jeg har lavet mine gadeting, at jeg synes at det er det mine skulptur kan i gaden, nemlig kile den her pause ind.

Vi kender alle sammen fornemmelsen af at have boet i en gade i 10 år, vi går op og ned af gaden hver dag men vi ser den ikke. Så tager vi en uge med kæresten til Rom også går vi og kigger til alle sider, og den her attitude bliver hængende en halv dag når vi kommer hjem. Pludselig er der noget man ikke har set, og det er det kunsten kan eller det kan man håbe på, at man kan mødes og der kan ske noget nyt.

Det er vel også derfor det er tillokkende at få kunsten ud i gadebilledet?

Ja og det er indlysende nemt, for mig var der en chance uden at man skulle spørge nogen. Uden at der var andre bremser end mig selv. Der var slet ingenting, jeg kunne bare gå ud og sige bum, hvis det ikke var noget for mig gjorde det heller ingenting. Jeg var simpelthen blevet træt af at sidde foran computeren som grafiker, i mange år, så jeg havde sparet en masse penge op og simpelthen bare lukket mit firma, uden at vide hvad der skulle ske. Men jeg havde så de her penge som jeg vidste ville skulle strække en 3 måneder, hvor jeg så bare eksperimenterede. Så det er lidt tilfældigt, selvfølgelig ikke hundrede procent tilfældigt, for det har altid interesseret mig, men jo lidt tilfældigt at det så lige lykkedes, det synes jeg er et stort privilegium.