Interview: Simone Aaberg Kærn

Simone og Kopenhagen-interviewer Signe

På din rejse til Kabul i 2002 satte du livet på spil. Er kunsten værd at risikere sit liv for?

Jeg tror, at for at kunst bliver rigtig interessant, så skal det være ’med livet som indsats’. Det kan man gøre ved at male et maleri, hvor det er livsvigtigt at male det. Jeg tror, at hver gang man laver et kunstværk og virkelig gør det, så er det farligt. Det kan også bare være din psyke eller dit intellekt, du sætter på spil. Når jeg flyver til Kabul, er formålet at trække kunsten tilbage til en traditionel måde at lave et ’kunststykke’ på.

På hvilken måde?

I gamle dage kunne man male et landskabsmaleri, der var så fantastisk, at ingen kunne gøre det efter. Det var kunst netop fordi, det var noget, de andre ikke kunne. Når jeg flyver til Kabul i en lille flyver, så gør jeg også noget, som andre ikke kan. Det er fuldstændig umuligt, det er det umuliges kunst. Derudover indeholder projektet en vis dødsrisiko. Det giver troværdighed.

Havde du ikke dine tvivl undervejs?

Jo, det kan du tro, jeg havde! Jeg synes selv, at jeg var langt ude mange gange. Men min performancefigur kan ikke tvivle. Min performancefigur er fuldstændig enøjet, som en multireligiøs engel, der er dybt højtidelig og enormt latterlig på samme tid.

Men det var jo alligevel MIG der stod midt i det og jeg havde endda slæbt Magnus, min kunstneriske og personlige makker, med. Det føltes ret åndssvagt at befinde sig i Iran, hvor vi var ved at blive fængslet, uden nogen vej tilbage. Vi var nødt til at flyve ind i Afghanistan, hvor amerikanerne kontrollerede luftrummet og truede med at skyde os ned. Men det handler om at gå så langt ud på vippen, at man ikke kan vende om.

Mener du, at kunst kan være med til at redde verden?

Ja, på den måde at verden ikke kan reddes, og at menneskeheden ikke engang er snavs i universet. Vi er jo i virkeligheden fuldstændig ligegyldige. Så hvis man forholder sig til, at det er dybt højtideligt og samtidig dybt latterligt, er det en meget fed fornemmelse at lege med det materiale.

Udstillingsplakaten til Open Sky		Sisters in the Sky, 1997. installation i korridor. Courtesy Simone Aaberg Kærn

På udstillingsplakaten til Open Sky portrætterer du dig selv som en opdagelsesrejsende iklædt flyveruniform og med en globus under armen. Hvad vil du gerne udtrykke?

Jeg skildrer mig selv på den måde for at huske på den tyske fotograf Leni Riefensthal, som jeg mener, er al god propagandas moder. Hun var en stor kunstner, som arbejdede med det utopiske billede, som jeg også selv har gjort. Den oppustede globus henviser til Charlie Chaplin, som også er en vigtig figur i mit univers.

Billedet skal også minde os om, at hver gang vi bevæger os ud i verden, om det så blot er turen ned til Hovedbanegården for at fotografere hjemløse, så kan vi ikke slippe det sted, vi selv står. Det er meget svært at undgå at se kolonialt på verden.

Hvordan vil du beskrive dig selv som kunstner?

Jeg opfatter mig selv som en kunstner, der er dybt engageret i min samtid, men samtidig har jeg et tidløst perspektiv. Jeg arbejder ekspressivt med noget, jeg kalder ’full total involvement’, som betyder, at jeg hopper i med begge ben.

Der er tradition for at forholde sig mere observerende og teoretisk som kunstner, men når jeg hopper i med begge ben, er det for at lave et perspektiv. Jeg kan både være midt inde i lorten og så have en satellit kørende udenfor. Jeg arbejder dybt naivt og samtidig helt vildt politisk kalkuleret.

Hvordan benytter du helteportrættet, som er et gennemgående træk i udstillingen?

Helteportrættet er et element, som går igen i min kunst, hvilket blandt andet kan ses i Sisters in the Sky (1997). Jeg undersøger, hvordan helte altid bliver misbrugt. Der findes ikke nogen rigtig helt. Helte er jo også dødelige og kan i den virkelige verden ikke sove på grund af krigstraumer. Men de kan samle et land eller sælge en vare. Af en eller anden grund har mennesket brug for nogen at se op til.

Jeg benytter selv helteportrættet af den tyrkiske pilot Sabiha Göchen for at få Farial, den afghanske pige, i luften. De to søstre, som er helikopterpiloter i det afghanske flyvevåben, ved, at de som kvinder kan bruges til at sende et budskab til vesten om, at Afghanistan går mod ligestilling. Det er mange penge værd for den militære ledelse. Søstrene udnytter, at de skal med i min film som ligestillingshelte til selv at få flyvetimer. Et billede kan misbruges og bruges, hvis man er bevidst om dets magt.

Hvad er baggrunden for portrætterne i Sisters in the Sky?

Jeg var i gang med at undersøge, hvordan mennesket kom til at flyve. Jeg havde tidligere arbejdet utopisk med flyvning i min kunst, som man kan se i udstillingens videoværker. Men jeg var nysgerrig efter at vide hvilke proteser, mennesket havde brugt for at komme i luften.

I min undersøgelse stødte jeg primært på mandlige piloter, men faldt pludselig over et billede af en kvinde med ’goggles’ på. Hun havde fløjet et jagerfly fra Anden verdenskrig. Efterhånden dukkede der flere billeder op af ’flyvende’ gamle damer. De så uhøjtidelige ud og virkede kanon selvtilfredse. Dét kvindebillede kendte jeg ikke meget til.Derfor lavede jeg et projekt, hvor jeg besøgte russiske kvindelige piloter, som stadig var i live.

Anne Noggle, som også er portrætteret, er en fotograf fra New Mexico. Hun fløj amerikanske jagerfly under krigen og havde tidligere lavet et projekt med sine russiske kollegaer. Det var hendes skæge gamle kvindebilleder, jeg fandt.

Jeg kontaktede derfor Anne Noggle, men hun ville ikke tale med mig. Hendes besked var, at man til hver en tid kan lave et spændende teoretisk projekt om mennesker, som har været i krig. Hun mente bare ikke, at jeg kunne forstå, hvordan man som kvinde kan gå i krig og flyve et krigsfly, når jeg ikke selv havde prøvet det. Så for at få adgang til hendes russiske kontaktnet måtte jeg tage flyvercertifikat. Portrætgalleriet indeholder i øvrigt kvinder som fløj i USA, England og ja USSR.

Hvad har du villet bruge disse kvinder til?

Det, jeg interesserer mig for, er, at de har brugt en katastrofesituation til at opnå noget, som var godt for dem selv. I denne serie er der tre stærke kvinder, som har sørget for, at kvinder kom til at flyve under Anden verdenskrig og som har udnyttet situationen til at få kvinder ind i erhvervet.

Kvinder fløj ikke i militæret under Første verdenskrig og det gjorde, at de røg ud af flyveindustrien. Det skulle ikke ske igen, mente 99 kvindelige piloter i mellemkrigsårene. Og de ikke bare syntes, de gjorde noget ved det. Det, synes jeg, er enormt spændende, set ud fra et feministisk teoretisk perspektiv.

Simone Aaberg Kærn: Air, 1994. Video og installation Courtesy Simone Aaberg Kærn

Videoinstallationen Air er fra 1994. Den er lavet mens du eksperimenterede med det utopiske ved flyvning.

Installationen Air var starten på mit arbejde med det utopiske. Men Air handler om selve katastrofe-momentet. Lige der, hvor det hele går i opløsning. Alle strukturer falder fra hinanden. Det er forfærdeligt men også et vindue, en mulighed for at lave en omstrukturering. Air handler om dét rum på det psykologiske plan. I Sisters in the Sky er det rummet som verdenskrig, set ud fra et globalt perspektiv, og i Micro-Global Performance er det det psykologiske og krigen.

I forhold til Air kan man sige, at al utopisk flyvning handler om at negligere eller overvinde tyngdekraften. Videoen viser to figurer i frit fald. Den ene falder uden at styre faldet, kaotisk og hjælpeløst. Den anden har et meget styret fald og prøver at bremse den anden. Det er en mareridtsagtig drøm, den ene figur får aldrig rigtig fat i den anden. Lyden er en meditativ klagen, og samtidig hører man et bip. Det er faldskærmens advarsel, før man rammer jorden. Ind imellem lyder det som en hjertemaskine.

Er det en døds-video?

Ja det er en døds-video. Når døden indtræffer, mangler du dét rum, hvor du kan forstå, at der er sket noget absolut. At alt, hvad du har haft omkring dig af strukturer, falder fra hinanden. Det rum, jeg har skabt her, skal bruges til at tænke over, hvordan man sætter brikkerne sammen igen.

I gamle dage når nogen døde, havde man dem hjemme på ’lit de parade’. Det er den periode, hvor du skal komme dig over chokket, forstå hvad der er sket. Det bruger man ikke i vores samfund i dag. Rummet her er et ’lit de parade’, et kontemplativt rum.

Hvor du tænker…?

Ja, hvor jeg tænker og hvor udstillingens gæster også kan komme for at tænke. Hvis man giver sig tid til videoen, så kommer man nærmest i en meditativ tilstand.

Simone Aaberg Kærn: Wanna Fly, 1995. Vidoinstallation Courtesy Simone Aaberg Kærn		Simone Aaberg Kærn: Royal Greenland, 1996. Videoinstallation Courtesy Simone Aaberg Kærn
Simone Aaberg Kærn: Sisters of the Red Star, 1999/2005. Videoinstallation Courtesy Simone Aaberg Kærn		Simone Aaberg Kærn: Calling, 1996. Videoinstallation Courtesy Simone Aaberg Kærn

Hvad er grunden til, at du bruger så mange forskellige medier og udtryksformer i din kunst?

For mig handler det om, hvad der egner sig bedst til de enkelte værker. Serien Sisters in the Sky er malerier, og det fungerer rigtig godt inden for kunstinstitutionen. Det kan man bruge som magnet til at fortælle en historie med.

Men jeg har også produceret en dokumentarfilm, Smiling in a Warzone, som har primiere i Grand og Øst for Paradis den 15. september. Den retter sig til et bredere publikum. De fleste mennesker vil gerne høre vigtige historier, men ikke alle kan holde ud at gå på kunstmuseum. Men her på udstillingen har jeg mulighed for at fortælle nogle andre ting. Museet er et af de eneste steder, hvor folk virkelig tager sig tid til at tænke.

Kan du trække et par tråde fra de tidlige værker på udstillingen og til de nyere?

Da jeg lavede installationerne Air (1994) og Wanna Fly (1995) var jeg allerede bevidst om grundtemaet i mit arbejde, nemlig det utopiske og det, som driver mennesket ud over kanten eller det, som driver vores samfund frem. Jeg syntes, at det kaotiske punkt, hvor ulykken rammer, var, og stadig er, enormt spændende. Jeg havde selv oplevet, hvordan ulykken slog alle strukturer i stykker, men at den samtidig indeholdt en enormt stor mulighed.

De nyere værker må siges at være alt andet end utopiske. Hvordan opstår ideen til din rejse til Kabul?

Da ulykken indtræffer ved 9/11, bliver det luftrum, som jeg har arbejdet med pludselig truet, da kontrollanterne i samfundet begynder at lave restriktioner på luftrummet. Min tanke var at lave en performance, som skulle befri luften igen, ’reclaim the air’. Jeg læste i avisen om en afghansk pige, hvis drøm var at blive jagerpilot. Og i hende fandt jeg det projekt, som kunne binde flere af de ting, jeg interesserer mig for, sammen.

Pigen, Farial, er i den situation, at krigen lige er slut, og hun befinder sig i et kaospunkt, hvor der er et lille vindue af muligheder. Jeg tænkte, at jeg måske kunne give hende nogle redskaber, noget historie. Jeg ved jo meget om, hvordan kvinder kom til at flyve.

Ved at flyve en lille flyver til Afghanistan kunne jeg samtidig fastholde mit princip om, at jeg skal være involveret. Ved at gå igennem alle de strabadser for at nå hende, ville jeg få en mulighed for at forstå hende bedre.

Simone Aaberg Kærn: Micro-Global Performance, 2002-03. Gule landkort, fra det østlige Tyrkiet til Kabul Courtesy Simone Aaberg Kærn		Simone Aaberg Kærn: Micro-Global Performance # 5, 2002-03. (Benjamin) C-print Courtesy Simone Aaberg Kærn
Simone Aaberg Kærn: Micro-Global Performance, 2002-03. Piper Colt fly 108, 1962. Courtesy Simone Aaberg Kærn		Simone Aaberg Kærn: Micro-Global Performance, 2002-03. Piper Colt fly 108, 1962. Courtesy Simone Aaberg Kærn

Midt i udstillingen hænger en flyver. Var det den, der var med på din rejse?

Ja, flyveren er ekstrem vigtig, fordi den er en karakter i min performance. Men den er også vigtig fordi, den hylder et princip. Den blev skabt da amerikanerne ville have, at alle skulle kunne flyve. Flyveren hylder den amerikanske drøm om at stræbe efter lykken. Men den er jo samtidig dybt latterlig, da den er lavet af stof. Jeg synes, den indeholder en trosskyldig, umulig dumhed. Projektet er jo ’klumpe-dumpe’ samtidig med, at det er helt vildt seriøst. Forstil dig at flyve ind i en krigszone med sådan en lille flyver uden at have fået lov.

Har du en bevidst naiv tilgang til tingene?

Ja, når jeg lander mit lille fly, kommer jeg med en naivitet, der får folk til at grine. Jeg bruger en strategi med ikke at være farlig, at være sjov. Samtidig tager jeg også en sjov hat på. Jeg synes, at min performance-figur på den måde er godt repræsenteret ved flyveren.

I stedet for at demonstrere imod amerikanerne går jeg med. Super meget med, jeg kommer i den amerikanske drøm repræsenteret ved flyveren og vil gøre det, du går i krig for, til virkelighed. Så bliver det vældig svært at sige nej for dem.

Simone Aaberg Kærn: Micro-Global Performance # 4, 2002-03. C-print Courtesy Simone Aaberg Kærn		Simone Aaberg Kærn: Sisters from Mazar #1-#3, 2003. C-print Courtesy Simone Aaberg Kærn

Værket Micro-performance # 4 viser Farial og dig i et jargerfly. Hvordan er sammenhængen mellem hende og de to kvindelige piloter i værkerne Sisters from Mazar?

Da jeg tager af sted, tror jeg inderst inde, at Farial skal være den første afghanske kvinde, som kommer til at flyve efter Taliban. Det fede er, at da jeg kommer til Afghanistan, er virkeligheden vildere, end jeg i min lille københavnske fantasi havde kunnet forestille mig.

Ret hurtigt hører jeg, at der er to afghanske piger, som flyver helikopter. Allerede der begynder drømmen jo at krakkelere. Men det er jo netop det fede ved utopi, utopien kan revne og derved blive til fed fakta.

I virkeligheden findes der altså to afghanske kvinder, som flyver helikopter og som oven i købet er oberster for det afghanske flyvevåben. Det bryder jo med det propagandabillede, jeg er blevet flasket op med, nemlig at afghanske kvinder bare er undertrykte. Pigerne får frihed ved at være indenfor militæret, men friheden skal dog ses i et skær af ekstrem vold. Det interessante er her, hvad det er for en frihed, de har, set i forhold til vores frihed herhjemme.

Kan du identificere dig med de afghanske kvindelige piloter?

Ikke rigtig, jeg er sgu opvokset på Østerbro. Men vi kan mødes om flyvning. Det er jo derfor flyveren er vigtig, den er et stykke legetøj, som kan krydse en barriere.

Der var en masse punkter, hvor de afghanske kvinder og jeg ikke kunne mødes, men lige netop omkring flyveren opstod der en fantastisk kontakt. Man leger legen og bygger bro.

Men der er vel stor forskel på jeres indgangsvinkel til flyvning?

Udstillingen skildrer jo ud over de afghanske piloter også mit møde med tyrkiske kvindelige piloter. Det er tydeligt, at de ikke kun flyver, fordi det er dejligt. De flyver også for at slå ihjel. De har jo en helt anden indgangsvinkel, men igen kan vi mødes om flyvning.

Simone Aaberg Kærn: Freedom Fighters, 2002-06. C-print Courtesy Simone Aaberg Kærn Simone Aaberg Kærn: Fighter Pilot #3-#4, 2003-06. (Ayline and Sanie) C-print

Simone Aaberg Kærn: Fighter Pilot #5, 2003-06. C-print Courtesy Simone Aaberg Kærn

I serien med værkerne Freedom Fighters bruger du også helteportrættet?

Tyrkiet har jo stadigvæk totalitær propaganda. Deres nation er ny, så der er fortsat brug for den slags billeder. De tre helteportrætter af de tyrkiske piloter stiller jeg i udstillingen op imod deres modpol. Fotografierne viser de samme kvinder, nu er det blot deres hverdag med flytræning, opvask og lignende, der skildres. En tilværelse, der ikke er spor helteagtig. Jeg synes, at det er enormt vigtigt at huske menneskeligheden, men det er også vigtigt at huske på, hvor stærkt billedmediet er. Et eksempel på billedets styrke ses hos de svenske feminister, der bliver dybt oprørte over disse billeder.

Hvordan skal det store kompas midt i udstillingen sammen med de otte små videoer forstås?

Videoerne fortæller på en rund måde historier om billedets styrke og misbrug af billeder. De kommer fra råmaterialet til dokumentarfilmen Smiling in a Warzone, som også vises på udstillingen. De fortæller hver især historier, som hele tiden undslipper dig, når du tror, at du er blevet bekræftet i dine fordomme. Man kan blandt andet se historien 12 Afghan Cartoons om en tegner fra Kabul, som overlever Taliban ved at lave humoristiske tegninger af livet. Der er også en historie om en mand, der får en madpakke ned gennem taget, da amerikanerne bomber med madpakker og bomber på samme tid.

Der er jo både meget humor og alvor i den måde du udfordrer verden på og skaber kunst?

Ja, det er ligesom en lille Kjole-Tintin, der skal ud i verden…

Men ud i en farlig verden…

Ja, det er jo dødeligt alvor. Der er 5 millioner landminer, folk bliver slået ihjel og kidnappet. Det er virkelig alvorligt og så er det dybt latterligt på samme tid. Det er de kontraster, jeg godt kan lide.•

Simone viser Kopenhagen-interviewer Signe rundt på udstillingen		Simone viser Kopenhagen-interviewer Signe rundt på udstillingen
Simone viser Kopenhagen-interviewer Signe rundt på udstillingen		Simone viser Kopenhagen-interviewer Signe rundt på udstillingen

Simone Aaberg Kærn: Micro-Global Performance #8-#11, 2006. C-print Courtesy Simone Aaberg Kærn