Interview: Rasmus Danø

Rasmus Danø: Installation view,

Jeg vil starte med at spørge til, hvilke overvejelser du har gjort dig i forbindelse med udstillingen? Den virker umiddelbart meget stedsspecifik, f.eks. går gulvets grafiske igen i værkerne?

Jeg vil sige at for så vidt, er det rigtig. Jeg tager altid udgangspunkt i det rum, jeg udstiller i, og er derude nogle gange før udstillingen og finder ud af, hvad det er for et rum. Det har jeg også gjort her. Man kan så sige, at til forskel fra nogle af de tidligere ting, jeg har lavet, så har jeg måske fragmenteret tingene mere, så de er blevet løsrevet i forhold til nogle mere kompakte rum, jeg har lavet. Det kommer måske af, at det her rum ikke er lukket; det er meget højloftet og faktisk et ret specielt rum at udstille i. Så der er gjort nogle rumlige overvejelser, helt sikkert, men at gulvet lige spiller ind med nogle af de grafiske elementer, det er måske lidt mere en gave, rummet giver mine ting. Så det komplementerer hinanden meget godt, synes jeg.

Udstillingen hedder The World is Ours, hvilket er et ret kraftfuldt udsagn, med en vis erobrer-klang over sig. Samtidig indeholder det dog en tvetydighed, idet det også kan forstås som verden er vores, underforstået hvad skal vi så stille op med den?

Ja, det er sådan set meget godt observeret, for der ligger jo den tvetydighed i det. Både at man skal fejre verden eller skal fejre, at man er her, men samtidig er der også hele den problematik i ejerskab og ting og sager, lande og verden, hvordan det hele er delt op, så det er både den ene og anden vej. Så stammer det også fra en film, der hedder Scar Face om sådan en narkobarons storhed og fald. Det har jeg så skrevet lidt om på; han har et slogan, han bruger The world is yours, og det er jeg så måske ikke helt enig med ham i. (haha) Det kan man så se i filmen, hvor det går galt til sidst.

Det handler ikke om dit eller mit men om fællesskabet?

Ja…

Rasmus Danø: Disneyland, 2005. 130x140 cm. akryl og blæk på lærred		Rasmus Danø: Go and Come, 2006. 100x120 cm. akryl og blæk på lærred

Dine værker synes meget delt op i modsætningspar, dybde/flade, sort/hvid, minimalt/ekspressivt udtryk osv. Griber du altid tingene an på den måde?

Det synes jeg… jeg har arbejdet med den her udstilling, hvor jeg har fragmenteret tingene mere, men så kan jeg stadig se, at der er mange af de ting, jeg har gjort tidligere, der går igen. Og så er det ligesom måden, det er blevet sat op herinde på; at der er et forløb rundt, faktisk mod uret fik jeg at vide af de ansatte herude, men nu har jeg jo planlagt det sådan. Det passer måske også meget godt til hele udstillingen, at det starter med noget meget farvefuldt herovre og nogle ret kraftige malerier, og så går det over og toner ud i noget sort/hvid, mere… hvad skal man kalde dem… måske afdæmpede.

Skal det forstås som en form for semiotisk undersøgelse af fænomener; forholdet mellem betydning og tegn?

Ja, det er det vel også et sted. Semiotik har altid interesseret mig, tegn, ikonografi og forskellige ting, bare det at sætte en streg, så det er klart. Det bliver jo meget sådan en personlig ting, men det er åbenbart ikke noget, jeg kan løsrive mig fra eller vil løsrive mig fra, men samtidig synes jeg også, at den anden side godt kan være med ind over det der; den måske mere ekspressive tilgang til tingene.

Rasmus Danø: Graceland, 130x140 cm.. 2006 akryl og blæk på lærred		Rasmus Danø: Hello and goodbye, 2006. 100x120 akryl og blæk på lærred
Rasmus Danø: Take and Give, 2006. 100x120 akryl og blæk på lærred		Rasmus Danø: Neverland, 2005. 130x140 akryl og blæk på lærred

Det handler også om de relationer, der er mellem forskellige koder, og måske herigennem en kommentar til perception og forståelse? De strukturer, der udgør vores måde at opfatte verden på?

Jeg ved ikke; det med perception, det er jo sådan lidt op til den enkelte beskuer, synes jeg. Jeg har ikke lagt det store i det - andet end at mine ting gerne skulle have en form for visuel approach, og det kan man jo godt sige er perceptionen, men det er ikke noget, jeg går meget op i.

Det har noget at gøre med spor, man sætter sig, og hvad for nogle spor, man vil sætte sig her i denne verden. Det gælder både for mig og for alle mulige andre mennesker. Man kan sige, at det her, det er min lille revolution, min lille måde at sætte et spor på, og at man godt kan ændre tingene, hvis man selv vil eller i hvert fald åbne lidt op for en større og bedre fælles forståelse mennesker imellem.

Med perceptionen tænkte jeg også, at du jo har lavet kighuller i den midterste del af installationen, der på den måde indrammer og afgrænser folks blik mod tingene bagved. Er det en kritik af den gængse måde, man ser ting udstillet i gallerirummet, eller er det snarere, hvordan man mere generelt forsøger at kontrollere folks opfattelser?

Ja, så tror jeg, du har mere fat i noget, jeg vil vedkende mig ved det sidste. Uden at jeg vil styre noget, så… det er jo noget, der opstår lidt, for selvfølgelig er det installeret, men der er også en vis proces i det for mig, når jeg arbejder, hvor tingene skal komme på en eller anden måde af sig selv. Og det er noget lidt ubevidst underbevidst noget, som er svært at sætte ord på. Men det er da at vise en eller anden kontrolleret form, som så alligevel nogle steder har brister. Det er de små brister, som i virkeligheden rigtigt interesserer mig.

At ens individuelle oplevelse af tingene ikke nødvendigvis er den rigtige eller sande?

Ja, og det synes jeg også, at hele udstillingens titel peger hen imod. Det kan godt være, at jeg har en ide om, hvordan hele livet skal leves, men derfor behøver jeg ikke at pådutte alle mulige andre det. Det kan man jo så vælge at se på forskellige… jamen, områder. Hvordan f.eks. samfundet og staten er bygget op, og så se hvor meget, der egentlig er tilladt, og hvor meget, der er ikke tilladt i den her verden. Hvordan der bliver sat nogle begrænsninger, som man skal bevæge sig indenfor osv. osv. Så det er jo en pegende, hæmmende stat på en eller anden måde, der samtidig siger, at vi er enormt frie mennesker. Der ligger sådan en underlig modsætning i det.

Man er reelt aldrig fri, da der altid vil være en styring?

Det vil der jo altid være, og det skal der muligvis også være, så det er mere måden, man gør det på. Hvor meget staten skal proppes ned over hovedet på folk..

Er det her flagene kommer ind i billedet? Det er jo et meget stærkt symbol netop på stat og nation..

Helt sikkert, det kommer helt klart over der, og så samtidig er det jo noget, du bruger i en anden sammenhæng, når vi fejrer ting, og flaget er derfor meget betydningsladet. Thailands flag har der engang været en elefant på, nu er det nogle striber og stjerner. Det blev skiftet ud, da de skulle i krig, jeg kan ikke lige huske mod hvem, og så skulle de jo have et stærkere signal, fordi den der elefant, hvad er det? Der er noget i det, der tiltaler mig meget. Og så kan man også sige, banneret, der hænger foroven, refererer til en eller anden sammensmeltning mellem et hardcore statement men samtidig også til bedeflag. Det er sådan en sammenfletning mellem religioner, jeg prøver at bearbejde; at tingene godt kan mixes.

Rasmus Danø: Installation view,		Rasmus Danø: Installation view,

I det hele taget handler udstillingen meget om sammensmeltningen mellem modsætninger, dobbeltydigheden, og er derved et udsagn om, at mennesker godt kan sameksisterer, selvom det kan være vanskeligt?

Ja, på en eller anden måde er det det, jeg peger på. Det ser man også i de billeder her bag ved, f.eks. folk, der laver en nazistisk hilsen, er samtidig klovne med farvestrålende flag; der opstår et mix mellem tingene.

I titlerne opstår der en spænding mellem det utopiske i Neverland og Promisedland, og så Graceland og Disneyland, der er utrolig ladede steder set fra et vestligt synspunkt. Der er en blanding mellem drømmen om det uopnåelige og så samtidig…

… den tid vi er i nu og de faktiske… det var også, fordi jeg brugte world som en form omkring det, og så er billederne blevet kaldt land, der selvfølgelig også refererer til lande og stater. Peger ud mod verden i stedet for at pege ind mod sig selv. Og klart, nogle af stederne er mere drømmesteder, hvor andre er mere konkrete. Sådan er det jo også, vi opfatter de steder, og nogle af stederne er jo nærmest blevet… nu kan man ikke lige sige neverlands, men de har alligevel en eller anden form for os, som er vokset op med historier om dem, så de er blevet til konkrete steder. Det er jo igen noget, Disney faktisk har skabt for os (haha), så det er en lidt komisk verden, vi lever i, også hvis man ser på den med lidt større briller. Det er noget af det, jeg peger på.

Det peger vel så igen på betydningsdannelsen?

Ja, det gør det også. Helt sikkert.

Rasmus Danø: installation view (hyldemalerier),

Vil du fortælle lidt om dine hyldemalerier og deres forhold til resten af installationen?

Jamen altså, de er kommet til at indgå ved, at jeg malede den sky op på væggen. Så passede de sammen med det her hus eller den her bygning, vi har foran os, som er helt flad, og så flagene ovenpå. Men de har jo hver især en titel og er alle sammen enkeltstående malerier, som også handler om relationer os mennesker imellem, kan man sige. Så er der et bånd; der stiger en måne op eller en sol… hvad skal man kalde det, en cirkelform, og den går op og ned, så man har en tidslighed inde i det samlede forløb, synes jeg.

De indeholder hver især deres lille fortælling. Det er noget, jeg er startet på for ikke så lang tid siden; at lave de hyldemalerier og få en lille fortælling ind i billederne. En fortælling der samtidig er så åben, at beskueren også selv kan bygge videre på dem.

Det er objekter fra malerierne, der har bevæget sig ud i vores rum?

Ja, personerne er sådan nogle, arkitekterne bruger, og så har jeg prøvet at finde dem, der var mindst ladet og mest stereotype for f.eks. en mand eller en dame. Det skulle være en vis neutralitet over det; at det kunne være en hvilken som helst mand, dame eller par, der stod der. Man kan også se, at husene er helt flade, og det er sådan en underlig fake-world, man er inde i.

Det kræver noget af beskueren at danne en narration. Man skal selv undersøge og investere i værkerne for at danne den større fortælling; det tog f.eks. mig et stykke tid, før jeg opdagede, at cirklen faktisk går igen i mange af tingene. Hvilke tanker har du gjort dig omkring det?

Førhen, hvor jeg har lavet større rumlige installationer, så betød det jo enormt meget, at der var et gulv, hvor beskueren gik ind og var en del af udstillingen. Så det betyder meget, at værkerne kan kommunikere for sig selv, hvor jeg ikke behøver at sidde og forklare. Jeg kan godt have min historie for hvert billede, for hver ting, og jeg vil også gerne fortælle den, det skal ikke være nogen hemmelighed. Men det er sjovere, hvis folk selv kommer den anden vej og siger: ”Jeg så det og det, som satte det og det i gang i hovedet på mig”. Det kan jeg bedre lide, også når anden kunst reflekterer til mig på den måde. At man ikke siger: ”Nå, sådan er det” eller giver én en form for løsning. At man så ikke bliver aktiveret, i gåseøjne, på samme måde, som man har gjort i mine tidligere ting, det gør man måske alligevel (haha), men det er stadigvæk sådan mere enkle værker, man kan gå fra uden at være guidet af et eller andet system på gulvet f.eks. Det er noget, jeg har arbejdet enormt meget med, også i malerierne, netop at lave en fortælling, som ikke er en lukket ting, men en fortælling, der kan åbne op for beskueren.

Du lægger bare tolkningsspor ud?

Det kan man måske godt sige, kalde det en form for spor, men det er jo det, vi går og sætter hist og pist rundt omkring. Jeg tror så bare, det er vigtigt, at de spor, man endelig sætter, også peger lidt udad og ikke bare indad. Jeg kan godt se, at nogle af tingene er mere formelle, og peger måske bare på nogle formelle greb, men det, tror jeg, er en del af min måde at arbejde på, at jeg skal have flere forskellige ting ind over en udstilling.

Ja, rent formelt er det meget forskellige udtryk, du benytter dig af; fra det meget stilrene, balancerede og komponerede til det mere højtråbende og ekspressive?

Men det er jo stadigvæk nogle af de samme formelle greb, man ser, som den helt banale legen med centralperspektivet eller perspektiv i det hele taget, og det kan være en måde at gå til det på, men så skal betydningen arbejdes ind i det undervejs… eller også skal den trækkes helt ud af det (haha). Og det er jo dér, arbejdet ligger for mig; at ligge og danse med det der.

Rasmus Danø: Shadowland, 2006. 140x180 cm. akryl på lærred		Rasmus Danø: Wasteland, 2006. 180x140 cm. akryl og blæk på lærred

Så vidt, jeg forstår dig, ligger der en implicit kritik i den måde, som især den vestlige verden inddeler verden på og forsøger at presse deres kategorier ned over resten af verden. Hvad håber du at kunne ændre, hvilke alternativer ser du, og hvor peger kritikken helt konkret hen?

Jeg synes, som vi snakkede om før, så peger det imod… nu tror jeg ikke på, at det er billedkunst, der skaber en revolution på den måde. Den kommenterer nogle ting i samtiden, peger på nogle ting, som man så kan synes er rigtige eller forkerte. Men der er mange ting, jeg gerne vil ændre, som jeg ikke kan sidde og remse op her, det er meget stort… men der er da noget. Jeg var ude at rejse i Østen for nyligt, der var enormt mange positive og livsglade mennesker, selvom de lå og rodede rundt helt nede på bunden og ikke havde nogle penge. Ikke havde noget som vi føler er et livsnødvendigt behov for at gøre os glade. De virkede ikke som om, de havde alle de samme skrupler, og der kunne jeg da godt tænke mig, at noget af det blev transformeret herop. Samtidig kunne de sikkert godt bruge nordisk melankoli en gang imellem, eller du ved, det er hele den der blandingsting… Også med de sager, der lige har været oppe i medierne. Samme aften som jeg kom hjem, var det første TV, jeg så, en nyhedsudsendelse, hvor den danske ambassade brændte, og vi fik lyst til at tage af sted igen. Det kunne vi så ikke, for vi kom fra Thailand, og de var så også blevet sure i mellemtiden (haha)… vi kunne ikke engang tage af sted til de glade mennesker længere (haha). Det er hele tiden en vippe, en balanceting, og jeg skal ikke komme med nogen klare svar. Det er gennem mine billeder, jeg får afløb fra nogle af mine kritikker og ikke sådan ekstremt verbalt; så ville jeg nok skrive en bog.

Du har da nogle ultrakorte statements i dine hyldemalerier

Ja, der har jeg skrevet lidt, men de små hyldemalerier kan også lukke sig om sig selv, om en lille historie, uden at det bliver et eller andet stort og universelt verdensreddende projekt. Så der er også en balancegang i det. Men det er nogle statements, jeg også har brugt før i mine installationer. Det er meget nærliggende, når man rykker videre med nogle ting; det er ligesom ens spor, de følger jo også en. Det kan man ikke løbe fra.

Lige så snart der bliver blandet tekst ind i værkerne, så bliver opfattelsen meget styret.

Den bliver meget styret, ja, og meget konkret. Det har jeg jo prøvet før også, og så har jeg prøvet at opløse det og prøvet ikke at opløse det osv., men et eller andet sted, tror jeg stadig, det skal være der. Nu er det blevet en mindre form denne her gang, men jeg bruger ord og tekst meget, så på en eller anden måde sniger det sig ind hver gang (haha).

Rasmus Danø: installation view,

Hvor er menneskets placering i dine ting? Det bliver præsenteret som ansigtsløst og stereotypt, hvorved en del af identifikationen går tabt?

Ja, de bliver anonyme, hvilket gør, at man mere ser dem som typer. Det er jo så igen en tanke om, at et eller andet sted er vi selvfølgelig ekstremt forskellige, men stadigvæk findes der måder, man godt kan omgås hinanden på alligevel, det behøver ikke altid at gå helt galt. Selvom jeg ikke tror på, at vi sådan umiddelbart kan lave én stor happy world, så ville det jo ikke se sådan her ud, så havde der været serpentinere over det hele og hu hej hornorkester.

Der er jo mange steder, mange små bitte brandpunkter rundt omkring, som man slet ikke hører om. Man kan tale lidt om den der overskudslager-effekt, altså at vi gemmer kornet væk, til det rådner, i stedet for at give det væk til nogen, der har brug for det; det, synes jeg, er lidt underligt… og så sker der sikkert nogen ting den anden vej, som jeg så ikke er bevidst om endnu.

Opfatter du dig selv som politisk kunstner, eller bruger du bare kunstens kritiske potentiale til at kommentere på verdenssituationen, komme frem med nogle af dine synspunkter?

Det gør jeg også. Men altså, jeg tror heller ikke, at jeg kan komme uden om, at der er en vis politik i den her udstilling. Men hvad definerer du så som politisk kunstner? Jeg er politisk i den forstand, at jeg måske peger lidt af det samfund, vi lever i nu, og at jeg mener, at der burde laves visse ændringer set gennem mine øjne. Det kan jeg så bruge kunsten til, som transformator for mine udsagn, og der bliver det vel en slags politisk kunst. Det er sjældent, man ser ikke-politisk kunst; så bliver det i hvert fald noget andet. Det går hen og bliver AOF-maleri eller et eller andet… jeg ved det ikke, men udover at man selvfølgelig kan tage fat i nogen helt formelle greb, så tror jeg alligevel, at dem, der kommer ind og ser kunst, også reflekterer over den tid, de lever i. På den måde bliver det jo politisk. Det vil jeg da mene, og det gælder meget af samtidskunsten.

Nej, man kan ikke løsrive sig fra den tid, man lever i?

Du kan ikke løsrive dig eller jo, det kan du godt, men så står du med en sovsekande og laver drømmemalerier, og det interesserer bare ikke mig synderligt meget. Det kan være smukt nok at se på, og kunst er jo en dekoration og et overflødighedshorn af karat, men samtidig kan man jo godt snige nogle budskaber ind i folks stuer.

Man kan da prøve..

Ja, prøve på det i det mindste (haha)

Rasmus Danø: Installation view(Close up),

Rasmus Danø: Big decisions, 2005. 53x62x12 cm. mixed media		Rasmus Danø: in the woods, 2006. 27x35x12 cm. mixed media		Rasmus Danø: Last tree standing, 2006. 40x40x7 cm. mixed media

Rasmus Danø: Divided in one, 2006. 50x25x8 cm. mixed media		Rasmus Danø: Divided in one(close up), 2006. 50x25x8 cm. mixed media