Interview: Queer Festival 2006

Værker af Nils Viga Hausken og Johan Carlsson

Kunne I starte med at tale lidt om baggrunden for udstillingen og dennes relation til Copenhagen Queer Festival i overordnet forstand, og ikke mindst om jeres samarbejde, som det har udformet sig i forbindelse hermed? Og for det andet: Nu er der jo tale om en ucensoreret udstilling, med deltagelse af vidt forskellige kunstnere, men er det alligevel muligt at fremhæve visse fællestræk iblandt dem, og – eftersom udstillingen er tematisk funderet – har I da taget bestemte selektionsprincipper i brug?

Ole Vesterlund (OV): Denne del af festivalen har frem for alt sit udspring i noget, som foregik i Dunst [socialt netværk og seksualpolitisk, aktivistisk og kunstnerisk forening for minoriteter i queer-miljøet, red.] for omtrent tre år siden, kaldet ”Kunst i Kunst”, som var et åbent forum, hvor folk i princippet kunne komme ind fra gaden og hænge deres værker op i Dunsts dertil indrettede lokaler. Udstillingen her kan dog ikke betragtes som en integreret del af Dunst som sådan, men er snarere født ud af en række personlige initiativer og endeligt realiseret ved hjælp af en masse frivillig – men seriøs og yderst professionel – arbejdskraft, og ikke mindst støtte fra Kunststyrelsen. Denne kreditering fra Kunststyrelsens side har naturligvis været helt afgørende for gennemførelsen af udstillingen, ikke mindst som en anerkendelse af, at dette er en vigtig og betydningsfuld begivenhed.

Thomas Boström (TB): Grundlæggende kan man dertil sige, at det har været en virkelig spændende om end lidt kaotisk proces, for i udstillingsgruppen har vi jo på sin vis bestræbt os på at vende lidt op og ned på det traditionelle kurateringsprincip, der jo handler om at man allerede på forhånd har sikret sig, hvilke bidrag der kommer med. Hvor man her næppe levner megen plads til overraskelser, da har vi i arbejdet med udstillingen i stedet forsøgt at vægte det processuelle, det foranderlige og det åbne. Mange af de værker, man kan se på udstillingen, havde vi således intet kendskab til på forhånd.

OV: Men overordnet set er der tale om kunstnere, som på en eller anden måde har været tilknyttet Queer-festivalen, eller som har haft kontakt til initiativtagerne bag. Herudover er der deltagende kunstnere, som blot har hørt om festivalen, og som så siden hen har henvendt sig til os med interesse i at være med. En stor del af kontakten er således tilmed opstået gennem de mange forskellige netværk, der knytter sig til festivalen. Derudover er der jo i sagens natur tale om folk, som på forskellig vis identificerer sig med Queer-begrebet, dvs. stiller spørgsmål til og arbejder med kønskonstruktioner, seksualitet, kønsroller osv. – men dermed ikke være sagt, at det eksempelvis udelukkende er homoseksuelle der deltager. For det, der har været udfordringen og på samme tid det fantastiske omkring etableringen af udstillingen her, har jo netop været dette, at alle har haft mulighed for at deltage. Det har efter min mening i sidste ende vist sig at være udstillingens egentlige styrke, for så vidt som disse omtalte forhold relaterer sig til en udbredt opfattelse i queer-miljøet, der blandt andet handler om åbenhed, anerkendelse og deltagelse.

Morten Sørensen (MS): Men med hensyn til de kunstnere, der nu endelig er kommet med på udstillingen, har vi igennem længere tid kommunikeret frem og tilbage med dem via e-mail, og løbende bedt dem om at indsende billed- og tekstmateriale. Efterfølgende er vi i gruppen så gået ind og korrigeret lidt der, hvor vi har følt det var nødvendigt. For man kan naturligvis ikke undgå at skulle foretage visse selektioner. Men det er som sagt vigtigt at understrege, at alle er blevet repræsenteret, så længe de har indvilliget i at ”indordne sig” udstillingens koncept.

TB: Det er desuden en stor tilfredsstillelse at se, hvor mange værker der er realiseret i kraft af en stor personlig investering fra kunstnernes side – mange har brugt sig selv og deres egen krop, dels gennem visse performative strategier, og dels gennem fotografiet som en slags dokumentationsform. Endelig må vi sige, at vores ambitioner på udstillingens vegne i høj grad er blevet honoreret, og det er da med en vis stolthed, vi nu har åbnet dørene for publikum.

Værker af (fra venstre) Flo Maak (x2), Morten Sørensen, Ole Vesterlund (skulptur), Roger Wilson, Al Masson, Lars Rank		Værker af Ramona Macho, Johan Lahti, Jackie Baier, Morten Sørensen, Ole Vesterlund

How Queer Eveything Is Today er citeret fra Lewis Carrolls Alice’s Adventures in Wonderland. Det, der synes at interessere hos Carroll, er de momenter, hvor vores ellers fastgroede selvopfattelse opløses i multiple identiteter, og hvor også verden omkring os tilbyder variationer og bliver flydende. Kunne I forklare lidt om denne tematik, som altså allerede i udgangspunktet har motiveret udstillingens tilblivelse?

TB: Vi har udarbejdet dette bagvedliggende koncept af flere grunde. Dels har det etableret visse kriterier for udvælgelsesprocessen hvad angår værkmateriale. Og dels har det tilladt os at skabe en vis ”orden”, eller snarere en platform hvorudfra det er muligt for de besøgende at få indblik i og forstå udstillingens overordnede tematikker. Dette sidstnævnte har været af afgørende betydning for os. Derfor har vi arbejdet med at etablere forskellige ”zoner” i udstillingen, der hver især behandler sociale tematikker, der alle relaterer sig til Queer-begrebet. Når vi nu har valgt at bruge Carrolls fortælling, er det naturligvis fordi den er overensstemmende med udstillingens tema i overordnet forstand: nemlig som en undersøgelse af identitet. Vi har i den introducerende planche, der forklarer udstillingens idé, og som punkt for punkt beskriver de seks tematiske ”zoner”, som udstillingen er opdelt i, citeret et tekstfragment, hvor Alice, som du nævner, siger: ”Dear, dear, how queer everything is today”. Bogen er, som det måske vil vides, skrevet i 1865, og ”queer” i denne sammenhæng relaterer sig netop til spørgsmålet, som vi også med denne udstilling forsøger at stille: ”Who am I?”. Med en mere opdateret eller aktuel omskrivning kunne man imidlertid i dag spørge: ”Hvordan bliver jeg skabt?”. Eller: ”Hvordan skaber jeg mig selv?”. Dette peger først og fremmest på det forhold, at vi med udstillingen har forsøgt at tematisere en mere processuel og foranderlig forståelse af kønsidentiteten.

OV: Vi har altså ved inddragelsen af Alice in Wonderland blandt andet forsøgt at nuancere Queer-begrebet yderligere, således at dets bestemmelse knytter sig ikke blot til det ”mærkelige” som sådan, hvilket oprindeligt var tilfældet, men også konnoterer i retning af underfundighed og fantasi. Der er altså ikke tale om en negativ valorisering af begrebet, men derimod om en åbenhed overfor de mange forskellige betydninger, det synes at være modtageligt overfor. På denne måde står betydningen af Queer i modsætning til de traditionelle kønskategoriers rigiditet, hvor man er enten mand eller kvinde. Og når vi iscenesætter begrebet på denne måde, er det jo ikke som grebet ud af den blå luft. Det er brugbart netop fordi det spejler noget – tilstande, følelser osv. – som er iboende og eksisterer i alle mennesker.

Henrik Olesen og Flo Maak		Mads Lodahl, Tobi Möhring og Nina Holmegaard		Elmgreen & Dragset, Flo Maak og Ole Vesterlund

For nu at blive i bogens univers, er det jo også et kendetegnende træk ved Alice, at hun – modsat datidens selvabsorberede London dandy – forundres over alt. Og at den verden, eller snarere de mange verdener, hun erfarer, forekommer at være summen af denne forundring? Jeres udstilling kunne siges at repræsentere samme nysgerrighed men på kønsidentitetens vegne?

TB: Ja. Alice forsvinder jo ned og intervenerer i en underjordisk og underfundig verden, som er fabulerende og fantastisk, og hvor hun med krop og psyke erfarer andre verdener, som imidlertid aldrig er, hvad de tager sig ud for at være. Det handler altså på samme tid om forholdet mellem virkelighed og fantasi, seksualitet og køn – det vil sige den menneskelige tilstand i det hele taget. Og det giver jo visse muligheder også for kunstnerisk udfoldelse. Vi har altså vægtet betydningen af – på den ene side – det sammenstød, der allerede på forhånd er indeholdt i Queer-begrebet, og – på den anden side – sammenstødet mellem to sideløbende historier: Alices underverden og vores verden af i dag, som altså efter vores mening kan siges at have overordentlig meget til fælles. Og samtidig er der jo i disse tilfælde tale om en fri verden, hvor alt kan lade sig gøre.

Ole Vesterlund, Nils Viga Hausken		Mads Lodahl, Tommy Hairwerk

Kan I sige lidt mere om disse seks ”zoner” eller kategorier, som udstillingen er opdelt i, og evt. komme med et par eksempler på værker, der rubricerer sig herunder?

TB: Ja, vi har kaldt dem ”Staging”, ”Queer Identity”, ”From Queer to Queer”, ”Politics and Prejudice”, ”Queer Sexuality” og ”Performing Gender”. Det bør måske i udgangspunktet siges, at de ikke nødvendigvis skal forstås som adskilte kategorier i egentlig forstand, men snarere overlapper hinanden på kryds og tværs. Med hensyn til værker der især henvender sig til kønskonstruktionen kunne man eksempelvis nævne Nina Holmegaard, hvis meget fabulerende værk, der består af et lydværk og en billeddel bestående af forskellige ”piktogrammer” eller tegneserier, problematiserer queer-begrebet ud fra de traditionelle kønskategoriers binaritetsprincip. Værket påpeger hvorledes disse er samfundsbestemte konstruktioner, og problematiserer dernæst de fatale konsekvenser det har for mennesker at skulle passe ind i én af to kategorier: mænd eller kvinder. Samtidig peges der på en mere processuel forståelse af kønsidentiteten, hvilket understreges med termen ”Performing Gender”.

Inden for den zone, vi har valgt at kalde ”Politics and Prejudice” har Miss Fish bidraget med en historie om, hvordan kunstneren, udklædt som Miss Fish, søger en stilling på RUC. Miss Fish har dermed omsat queerbegrebet i praksis, så at sige. Værket dokumenterer hele ansøgningsproceduren, og indfanger meget præcist folks reaktioner på dette ukendte syn i en ellers meget velkendt institutionel ramme. På trods af sine kvalifikationer får Miss Fish afslag på jobbet, og igen er der altså tale om et ganske bestemt clash mellem to forskellige virkeligheder.

OV: Derudover er der et bidrag fra den internationalt anerkendte fotograf Wolfgang Tillmans, hvor han i et mere globalt perspektiv har dokumenteret en stor AIDS-konference i Sydafrika, hvor det udover spørgsmålet om seksualitet også er størrelser som nationalitet og etnicitet, der dagsordensættes.

TB: Endelig har vi kategorien ”Queer Sexuality”, der hovedsageligt ekspliciterer forskellige former for seksualitet inden for miljøet. Her kunne man nævne Ramona Machos værk, der må siges at være yderst provokerende, charmerende og ikke mindst morsomt på én og samme tid. Værket er processuelt, og præsenterer sig – gennem en ophængning af kondomer, fotografier samt forskellige mail-korrespondancer – som en dokumentation eller kortlægning af de fyre, hun har været sammen med og fundet på forskellige dating-sites. Her sniger der sig for mit eget vedkommende også en form for kunsthistorisk appel ind, for så vidt som værket aktiverer visse elementer i kunsthistorietraditionen. Man kunne således betragte Ramonas værk som en slags queer-udgave af Duchamps readymade.

MS: Til ferniseringen sad Ramona i øvrigt under sit værk og læste tilfældige sider op fra sin dagbog, hvilket understregede denne stærkt personlige investering i værket, vi tidligere var inde på…

TB: Men overordnet må disse kategorier altså betragtes som yderst elastiske, ligesom visse værker sagtens kunne rubriceres på anden vis. De etablerer altså på ingen måde noget diktatorisk regime, men er snarere selv blevet udfordret og prøvet af i kraft af kunstværkerne.

MS: Jeg tror med rette man kan betragte dem som et tilbud – et tilbud til forståelse.

Wolfgang Tillmans, Ole Vesterlund

Disse kategorier og Queer-begrebet i sig selv indeholder altså en vis rummelighed, som man ved selvsyn kan konstatere i forhold til de udstillede værker, hvis indhold såvel som visuelle udtryk er meget forskelligartet. Kunne I sige lidt om dette? Derefter kunne jeg godt tænke mig at høre lidt mere om jeres individuelle roller i forbindelse med udstillingen. Udover at have kurateret udstillingen har I, Ole og Morten, også bidraget med egne værker?

OV: Ja. Noget af det interessante og udfordrende ved udstillingen her har netop været, som du siger, at der er så stor forskel på de forskellige udtryk, og ikke mindst at de medvirkende arbejder i vidt forskellige medier. Vi har forsøgt at arrangere udstillingen på en sådan måde, at værkerne har mulighed for at kommentere på hinanden, og denne dialog eller dette ”udefrakommende” tilføjer givetvis noget ekstra, når det virker tilbage på det enkelte værk. Så det har helt klart været en spændende udfordring at sammensætte de forskellige udtryk – og her taler jeg både i kraft af min rolle som kurator og som medvirkende kunstner. Men med hensyn til mine værker supplerer de først og fremmest udstillingen i den forstand, at de indgår som keramiske værker, der jo refererer til en anden eller helt tredje tradition.

MS: Hvad angår mine værker, er de ikke skabt specifikt til udstillingen her. Men det forholder sig nu alligevel sådan, at jo mere jeg tænker over det – og især når jeg ser dem i forhold til de andre værker – da synes jeg egentlig de passer ret godt ind her. Værkerne forestiller jo to dyr, der er sat sammen for at blive til et dyr – og et underligt et af slagsen! På denne måde spiller de jo på samme problematik, som også er udstillingens, der især handler om flydende identiteter og nødvendigheden af mere nuancerede forståelser af seksualitet og køn.

Og du, Thomas?

TB: Personligt er jeg blevet inviteret ind af Morten ret sent i forløbet med det formål at forsøge at foretage nogle kunstnerisk kvalificerede vurderinger i forbindelse med udvælgelsen af værker. Derudover har jeg skabt de overordnede linier, hvad angår udstillingens tematik. I den forbindelse tror jeg også det har haft betydning, at jeg ikke har kendskab til Queer-miljøet indefra, men blot har venskaber i det homoseksuelle miljø, for det har givet mig en vis frihed til at gå mere ”objektivt” til værks – med udgangspunkt i kunstvidenskabelige præmisser og med teoretisk afsæt i nyfeminisme og Queer-teori, især som det praktiseres hos filosoffer og kønsteoretikere som Rosi Braidotti og Judith Butler. Dette er for så vidt ensbetydende med at sige, at udstillingen selvfølgelig også henvender sig til folk, som ikke på forhånd har noget forhold til Queer-miljøet. Men eftersom du nu spørger ind til forskelligartetheden blandt de udstillede værker, da er det også vigtigt at påpege, at vi har taget alle involverede værker meget alvorligt som kunst. Vores holdning er med andre ord, hvad enten der er tale om værker fra autodidakte udøvere eller internationalt anerkendte kunstnere, at alt på udstillingen er at betragte som kunst, og derfor bør behandles som sådan.

OV: Men for kort at vende tilbage til de mange forskellige medvirkende har det været enormt dejligt, at de etablerede kunstnere har ønsket at deltage i det her på lige vilkår med alle andre og derudover haft lyst til at indgå i det samarbejde, der kræves for at stable en sådan udstilling på benene. Det er naturligvis også en stor fordel at have dem med, for så vidt som de jo er i stand til at styrke den intention og den signalværdi, der opstår gennem sådan en festival. Men det har som allerede nævnt været afgørende for processen, at alle har arbejdet frivilligt.

MS: Dette lighedsprincip er i øvrigt noget vi lagt stor vægt på i udstillingen. Således har det ikke været et spørgsmål om, at verdensstjernerne skulle have den vigtigste plads på væggen, mens alle de ukendte så skulle nederst i hierarkiet eller forvises til det bagerste lokale. I stedet har der været tale om, at alle er indgået på de samme præmisser, hvilket har bevirket, at alle hver især har haft mulighed for at definere betydningen af Queer.

Dette hænger muligvis også sammen med det forhold, at Queer-begrebet åbner for en forståelse af, at den stigmatisering, man oplever som del af en minoritet, er massivt overdeterminerende, og således forbundet med alle sider af den kulturelle normalisering. Den gælder med andre ord alle. Hvis dette er tilfældet, kommer begrebet om Queer jo til at handle om andet og mere end blot dette, at ”restaurere” eller synliggøre en minoritet eller det hidtil under-repræsenterede, sådan som det ofte er ambitionen inden for eksempelvis Gay & Lesbian Studies og den dertil knyttede kunst. Denne inkluderende gestus, der træder i kraft med Queer-begrebet, synes med andre ord at have visse paralleller med den åbenhed og horisontalitet eller ikke-hierarkisering, I har tilstræbt på udstillingen? Når jeg spørger på denne måde, er det fordi det relaterer til noget andet vi snakkede om tidligere, nemlig at et fremtrædende træk på udstillingen er kontrasten mellem hvad man mangelfuldt kunne kalde ”bløde” og ”hårde” udtryk. Snarere end at søge fornyelse inden for rammerne af en formel ikonografi, dvs. at søge et ”autentisk” udtryk, der restløst kunne defineres som ”Queer”, synes det således at være selve relationerne mellem dette mangefold af visuelle udtryk og så deres indbyrdes tematiske sammenhænge, der har interesseret Jer?

TB: Ja. Vi har brugt meget tid på at drøfte det forhold, at når man sammensætter en udstilling som denne, med så vidt forskellige udøvere, da må man synliggøre relationen ikke blot mellem en serie af fotografier hos den enkelte kunstner for eksempel, men også den interferens, der eksisterer mellem de forskellige kunstnere og så de kategorier eller ”zoner”, vi skabt til formålet. Den frihed, der har gennemstrømmet arbejdsprocessen omkring udstillingen, samt vores valg med hensyn til at skabe en tematisk rammesætning, har jo så kommet til at betyde, at det i høj grad er indholdet, det her drejer sig om. Nu er der jo visse kunstneriske undersøgelser, der er mere interessante end andre, og i disse tilfælde handler det rigtignok især om, at det er selve relationen eller spændingsfeltet mellem forskellige kunstneres værker, der er kommet til udtryk. Et af de principper vi har arbejdet ud fra, har således været også på det indholdsmæssige plan at etablere enorme kontraster mellem værkerne. Man kunne eksempelvis nævne, at vi ved siden af Ramona Machos værk, der som sagt er meget in-your-face, har placeret den unge svenske kunstner Johan Lahtis skrøbelige og ret abstrakte værker, der tematiserer kærligheden eller rettere kærlighedsforholdet. På samme måde forholder det sig med Oles keramiske skulpturer, som på samme måde bibringer udstillingen visse abstrakte kvaliteter. Samtidig yder disse skulpturer – i modsætning til visse af fotografiværkerne, som kommunikerer mere direkte – en vis modstand eller ”anderledeshed” i stoffet, som spiller op imod vores udstillingskoncept, således at udstillingen aldrig bliver for umiddelbar eller let aflæselig. Og på grund af disse abstraktioner, som jo kun vanskeligt lader sig placere i forhold til tematikker, bliver det som sagt måske netop de givne fysiske realiteter eller de rumlige relationer mellem værkerne, der er afgørende.

MS: - Men samtidig tilbyder disse mere abstrakte værker en pause til at tænke eller måske snarere en frihed til fortolkning. For det har på samme tid været et vigtigt kriterium for os, at udstillingen ikke kun henvender sig til de ”indviede” – hvad enten vi taler om folk inden for Queer-miljøet eller kunstmiljøet. Udstillingen skulle med andre ord gerne kunne tilbyde noget til alle, som kommer og ser den, men størstedelen af de besøgende har da en nær relation til disse temaer, hovedsageligt gennem det homoseksuelle, det lesbiske og det transseksuelle.

OV: Det har også vært grunden til, at hele formidlingsdelen omkring udstillingen har været enormt vigtig. Her tænker jeg især på det, vi har valgt at kalde ”Queer Office”, som befinder sig på 1. sal i Råhuset, hvor man kan få information om udstillingen og meget andet omkring miljøet. Herudover finder der et antal workshops sted i løbet af festivalen, ligesom der er forskellige satellitarrangementer ude i byen i samme tidsrum. Og så holder Thomas omvisning på udstillingen onsdag, lørdag og søndag kl. 20:00. I denne forbindelse kunne man også gøre opmærksom på rummet ”Open Space”, hvor de besøgende inviteres til spontane og direkte indgreb, hvor alle har mulighed for at give deres bud på Queer Art.

Jeg tror, alt dette berører noget centralt i forhold til ”How Queer Everything Is Today!” og hvad vi i øvrigt har talt om i dag. Til åbningen af udstillingen synes det som om, at de besøgende engagerede sig på uventede måder. Dette tillader ikke blot antydningen af andre måder at forholde sig til kunstværker på i overordnet forstand, men peger samtidig på, at udstillingen, sådan som den er udformet, opretholder og anerkender alle deltagelsens former. På denne måde handler det måske også om de muligheder, udstillingsrummet stiller til rådighed for at imødekomme de forskellige handlinger, hvorigennem også publikum forandrer sig fra at være blot tilskuere til at være deltagere? Dette relaterer sig naturligvis også til det solidaritets- eller åbenhedsprincip, der er indeholdt i Queer-begrebet…

TB: Når vi bevæger os ind på dette område, er der meget ofte tale om en identifikationsproces, som især var udtalt til ferniseringen. Jeg tror ikke, jeg tidligere har oplevet en fernisering, hvor folk i så høj grad gik i dialog med værkerne. Der var ingen sociale klynger, og det forekom mig som om folk virkelig benyttede sig af værkerne. Hvor der til ferniseringer i kunstfeltet traditionelt set er tale om endemisk lukkede kredsløb, der som oftest handler om networking og muligheden for karrieremæssige spring – hvilket betyder, at der kun sjældent refereres ud over egen horisont – da er der i nærværende sammenhæng tale om en anderledes måde at interagere på som altså helt afgørende også har betydning for hvorledes værkerne reciperes. Så ud over at have etableret et møde mellem forskellige kunstneres værker, er der på samme tid tale om at vi har etableret et socialt møde – at den besøgende, som kommer for at se udstillingen, skal imødekommes, uanset ens seksuelle orientering i øvrigt, naturligvis. Så jo, dette må siges helt grundlæggende at have været hensigten med udstillingen her…