Interview: Olafur Eliasson

Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.

Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.		Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.		Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.

Den første oplevelse beskueren - som du ofte benævner ”deltageren” – får, er det hvide tomme gallerirum, hvis begrænsninger ofte har været debatteret. Hvad er dine overvejelser her omkring?

Det modernistiske udstillingsrum - både i museer og gallerier - bygger på en tradition for lukkethed. På den betragtning at museumsrummet fungerer som et sterilt, hvidt rum isoleret fra det virkelige liv. Det er dét, O’Doherty kalder ”Den Hvide Kube”, og han gør med sine tanker op med forestillingen om et rum, der er universelt. Tanken om et universelt rum er absurd i almindelighed, men måske i dag til særdeleshed… I min udstilling ligger ”udstillingen” i udvekslingen og ikke i et objekt, et værk eller selve rummet. På den måde er det i dette tilfælde meget metaforisk: Udstillingen er inde i gallerivæggene; i mellemrummet.

Installationen er altså en konkretisering af det mellemrum i hvilket man kan sige, kunsten eksisterer – mellemrummet mellem deltager, rum, kontekst og værk?

Ja, og så er der jo de her åbninger i væggene: En dør, et vindue, en trappeopgang osv.. De er genkendelige elementer som peger hen på det domesticerede, som man kender det fra huse til beboelse mv.. Ved at indlemme disse elementer her peges der også på galleriet som et domesticeret rum; som et rum man kender fra ”virkeligheden”

Selve mellemrummet er jo ca. 60-100cm bredt. Er det afpasset i forhold til kroppen?

Ja, det er selvfølgelig proportioneret i forhold til kroppen, men er samtidig standardiseret. Men selvfølgelig handler det om, at man, når man står i mellemrummene, kan mærke de omgivende rammer. Galleriets ramme på den ene side og mine på den anden – og selvfølgelig værket i selve mellemrummet.

Det hænger selvfølgelig også sammen med det, at du foretrækker benævnelsen ”deltager” frem for ”beskuer”.

Ja, en meget vigtig tanke for mig er, at virkeligheden er relativ; at sandhed er relativ. Det, der er sandt, er det kun i forhold til den måde, en given person forstår det på. Hvis vi ændrer redskaberne, så ændrer idealet for sandhed sig også nødvendigvis. Der er altså en relativitet i aflæsningen af omgivelserne. Men spørgsmålet er, hvordan man kan gøre omgivelserne relative? I den forbindelse begynder det sanselige og det følelsesmæssige at spille en rolle. I forhold til gallerirummet og udstillingsdeltagelse ligger der indlejret nogle helt særegne forventninger, men det konkrete er det øjeblik, man indgår i værker med sit eget individ; sin egen kontekst. Deraf kommer de mange forskellige fortolkninger, og i dette ligger muligheder, mangfoldighed, og noget mere diffust end det, der ligger i at have f.eks. et problematik og så kun tænke i faste løsninger.

Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.

Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.		Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.		Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.

Når du taler om at fremhæve muligheder, mangfoldighed, og det flydende kommer jeg til at tænke på kønsliggørelse, hvor den vestlige verden jo har fremhævet ”mandlige” kvaliteter som enhed, fast form og linearitet frem for netop begreber som disse, der blev forbundet med kvindelighed. Har du overvejelser om det?

Jeg – og min generation - har ikke taget kønsrollerne for givet og arbejder ikke med de dikotomier, så der ligger ikke en bevidst kommentar i mit arbejde til dette… Men, jo jeg har beskæftiget mig meget med subjektdannelse. Ikke bare i modernismen, men i de sidste 1000 år. Og hele vejen igennem er det sådan, at det objektive dyrkes. Objektet hyldes over subjektet og udøver hegenomi over det. Man har derved frataget subjektet dets usikre kvaliteter: flertydighed, følelse, sanser, det diffuse osv. osv. Hvad jeg gerne vil fremhæve er, at et ikke rationelt, processuelt forløb, kan være meget givtigt. I modernismen hang det sammen med kønsliggørelse, men de introspekte redskaber omkring identitet/selvopfattelse, jeg beskæftiger mig med har et andet fokus, nemlig subjektets konstante genforhandling.

Du tænker på subjektet som summen af evigt flydende kontekster, som minder, forventninger, sted, rum, tid, alder, køn osv.?

Ja, der finder forhandlinger sted konstant. Ofte tager folk dog nogle faktorer for givet: de glemmer at de er kulturelt betinget og det interesserer mig, at det, der tages for givet er en konstruktion. Her er det altafgørende, at vi passer på. For faren for at udskifte én konstruktion ud med en anden ligger lige for, og svaret er ikke blot at afløse ét verdenssyn med et nyt. Derfor vil jeg gerne arbejde mod transparens og tildele beskueren en ansvarlighed i forbindelse med deres individuelle stillingtagen. Jeg er Ikke for modernismen men heller ikke for modbevægelsen der blot udskifter systemet med et nyt. Jeg tænker ikke på mit arbejde som alt for avantgardistisk, men jeg vil meget gerne gøre opmærksom på, at der meget ikke kan ses! Der findes blinde punkter. Immaterielle størrelser, som oplevelsens mekanismer. Man skal lede efter de blinde punkter og mit håb er, at udstillingen kan begrebsligøre disse bl.a. via med dematerialiseringen og deobjektificetingen af kunstværket.

Så en del af dit projekt er altså at åbne deltagerens bevidsthed mod de konstruktioner de lever i og som kontinuerligt er meddannende for deres egne subjekter?

Ja, men igen: husk de blinde punkter! Et samfund eller en bevidsthed har blinde punkter. Noget, vi ikke ved, at vi ikke ved eller noget, vi ikke er bevidste om, at vi ikke ser, fordi vi ikke kan se, at vi ikke ser det. Jeg beskæftiger mig med, hvad der er i disse blinde punkter, men er også optaget af, hvordan punkterne opstår.

Michael Asher udstillede også et tomt gallerirum i 1973?

Ja, men det var mere i en anti-institutionel aktion. Dengang arbejde man stadig med og mod det autonome værk, hvor vi befinder os et andet sted i dag. En væg foran en eksisterende væg er heller ikke noget nyt. Kosuth og Oppenheim har gjort lignende ting, men tiden er en anden nu. Institutionen er den anden efter modernismen og efter postmodernismen. Det interaktive potentiale er nu oppe til genvurdering i en ny form.

Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.

Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.		Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.		Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.

I et af værkerne ser beskuerne ud mod bryggen, hvor udsigten så både mangedobles og vendes på hovedet. Hvad er dine overvejelser dér?

Jeg havde en tanke om altaner på modernistisk byggeri. Og et billede af at alle gik ud på deres altaner samtidigt. Tanken om, at alle på altanerne var én selv var foruroligende attraktiv. Men, Islands brygge er også et særligt sted. Det har en egen historie i Købehavn, ikke mindst de sidste 10 år. På den anden side ligger nu næsten udelukkende firmadomiciler i glas og stål. Så man kan nok sige, at udsigten er mere trist mod dén. Og så peger værket jo ud af galleriet, hvilket også korresponderer med dét, at man tager oplevelsen med sig ud af galleriet og erfarer processuelt hvorved det relative værk opstår . •

Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.		Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.		Olafur Eliasson: Omgivelser, 2006.