Interview: Mikkel Olaf Eskildsen

+LABORATORIUM på Istedgade

Hvordan startede dette projekt, og hvordan er din forbindelse til stedet her?

Jamen, det startede med at jeg gik hen og snakkede med dem, der kører stedet, den ene af dem, til en fernisering. Jeg havde ideen forinden, hvor det skulle være en udstilling, der lå meget centralt. Ja, man kan sige, at det skulle være et kunstrum, der var som en slags lomme i byen. Det her med det offentlige rum, men samtidig ikke udendørs - bare et rum, der normalt fungerer som butik. Det har jo været butik før, og de har brugt det til forskellige ting som mode og arkitekturprojekter, og jeg kunne godt lide den ide med, at udstillingen lå et sted, som i forvejen var præget af byens liv – det pulserende og det, der sker. Også hele gaden, der er fyldt med alle mulige forskellige slags forretninger. Det var noget, der lå i ideen også omkring titlen. Jeg synes, at +LABORATORIUM var et godt sted, der egnede sig til det hele. Jeg anede ikke, at det eksisterede før.

Så det skal forstås som et rum, der har sin egen sjæl i forhold til et kontemplativt hvidt galleri, og hvor der er liv udover kunsten?

Ja, det er helt klart det, det handler om. Det handler netop ikke om gallerirummet eller det museale. Det handler mere om at bryde med de ting, eller i hvert fald lave om på dem, og via kunsten sætte dem ind i en ny kontekst, som er lidt mere rodet - mere pulserende. Og det tror jeg ikke, at man ville kunne skabe på samme måde på Charlottenborg.

Men det startede ikke kun med, at jeg kontaktede dem. Det udsprang egentlig af en anden udstilling, jeg lavede tidligere, som hed The Safe Place. Den fandt sted i vores værksted ude på Roarsvej, hvor jeg gjorde nøjagtig det samme, men hvor jeg byggede rummet inde i værkstedet. Jeg byggede et næsten isoleret rum, hvor jeg havde skjult ruden udadtil, så det var svært at opdage. Der inviterede jeg 19 kunstnere, alle mulige – virkelig alle dem, jeg kunne komme i tanke om, som jeg synes passede ind, og som havde arbejdet lidt med ideen om stedet. Både stedet og det at arbejde med territorier og identitet. Men også andre forskellige kunstnere egentlig. Jeg bad dem om at skabe nogle værker, der tog udgangspunkt i det her med Safe Place. Det der så afstedkom The Diamond Dog, var faktisk den udstilling, fordi jeg ville forsøge at vende det om og lave noget, der var meget mere udadvendt. Lave noget der var modsat The Safe Place, fordi Safe Place er jo der, man går hen hvor man er usikker. Noget der er dyrebart. Det kan være mange ting – det kan være en psykologisk ting eller en mere konkret ting. The Diamond Dog kom faktisk som en naturlig del af det. Ideen voksede, og sådan har det faktisk været fra starten med de her projekter - at de har vokset frem. Jeg har ikke siddet med et færdigt skema, der fortæller hvad vej, jeg skal gå. Det har virkelig forgrenet sig hele tiden, og jeg har aldrig vidst, hvad næste skridt skulle være.

Vil du arrangere flere udstillinger?

Jeg havde jo en drøm om, at det skulle være en triologi eller en tredelt figur. Jeg tror, jeg ser det i en figur, i nogle store strukturer. Det er ikke planlagt på forhånd, men jeg tror, jeg ser det meget, som sådan en form for milepæle, en slags grovskitser. Da jeg inviterede kunstnerne til at medvirke i The Safe Place sagde jeg, at de skulle prøve at tænke på ideen om det dyrebare, så på den måde kan man godt sige at The Diamond Dog er noget, der senere er sluppet ud af The Safe Place, fordi den jo også er dyrebar – det er diamanter.

Ophængningen næsten færdig

Du tager udgangspunkt i stedet og rummet, indadvendt eller som her udadvendt, og finder så derefter ud af, hvilke kunstnere, du vil invitere? Eller har du en mere færdig fra starten?

Nej, det er netop det, jeg ikke har. Men jeg har en, nu er det et ord, der kan være lidt misbrugt, men jeg har en form for intuitiv tilgang til det, hvor jeg følger mine indskydelser. Jeg fik den her indskydelse, at nu skulle jeg lave en udstilling, og den skal hedde <i<The Diamond Dog</i>, eller i hvert fald bruge det her med Diamond Dog. Der er noget aggressivt over det, noget larger than life, det er sådan en fantastisk figur. Det er på den måde, det er blevet til. Udstillingerne er vokset ud af hinanden. Men det har ligget latent, så man kan ikke sige, at det er helt tilfældigt, og at jeg har grebet noget ud af luften. Det kommer bare via nogle andre spor, der påvirker formen og ikke er planlagt på den måde. Jeg tænker meget over det, skriver enormt meget, men jeg sorterer ikke rundt i det og laver en plan. Jeg lader mig i stedet drive af det, der sker, og det var på den måde, at jeg også opdagede det her sted. Det passede til ideen, og her kunne der godt være en Diamond Dog. Stedet har jo arbejdet med mode, og det kunne jeg godt tænke mig at koble til udstillingen. Det bliver nogle gange lidt tabu, men jeg synes, at det kunne være enormt sjovt – hvorfor ikke prøve at bruge det? Det er ikke fin klassisk kunstkultur, men det handler jo netop igen om at drage verden ind.

Udstillingen bliver på den måde ”uren”, en tværæstetisk og tværmedial blanding, og din egen produktion peger også i mange formmæssige retninger. Er det ud fra en fascination af skæringspunkter, hvor der netop kan opstå nye betydninger, og hvor en hel masse ting danner nye kommunikationskonstellationer?

Ja, det må jeg sige ja til. Jeg er utrolig nysgerrig og drevet af mine indskydelser. Jeg kan ikke stå og lave den samme slags billeder, den samme slags kunst, jeg har lavet meget forskelligt og afprøvet forskellige måder at lave billeder på. Jeg har også arbejdet med skulptur og film, komplicerede store strukturer. På den måde ligger jeg mange ting ind i det, og det kan man igen se i dette rum. Der er ikke bare fem kunstnere med, som ellers ville have været mest naturligt, men det er ikke det, jeg søger. Jeg kan godt lide at komme ud til grænserne.

Der danner sig jo også nogle helt nye udtryk, idet rummet bliver så pakket, at værkerne er tvunget til at forbinde sig til hinanden på tværs af alle mulige ting. Det kommer umiddelbart til at virke som en Salon-udstilling.

Ja, mødet bliver mere udtalt i alle de kryds der er mellem de forskellige kunstnere, end hvis man kun forholder sig til rummets størrelse. Der er mange, som har sagt omkring det her, at det er en Salon-ophængning – og det er det også. Helt sikkert. Jeg tror, at der er mange af kunstnerne, der ville befinde sig bedre i et stort hvidt rum, og måske ikke ser sig selv sådan her. Det ved jeg ikke. På den måde har jeg taget dem ind, de har jo bare sagt ja til noget. Jeg har fortalt dem lidt om det og givet en kort information, men jeg har jo virkelig ført dem ind i noget, som de ikke selv har søgt. Jeg tror også, mange af dem har været overrasket over, at jeg har valgt dem. Fordi jeg ikke er kurator, fordi jeg ikke har den rolle eller indflydelse i museumsverdenen, så kommer jeg bare som en anden kunstner og digter noget ind over dem. Jeg har prøvet at arbejde som kunstner, der arrangerer udstillingen ved at jeg har sendt dem nogle tekster, som jeg håber, har kunnet påvirke og inspirere. Drage dem ind i det her univers. Det er selvfølgelig noget de selv har indeholdt fra starten, det har jeg også kigget efter – jeg har ikke bare valgt kunstnerne ud i det blå. Jeg har set meget på det, de har lavet.

Exhibition View		Exhibition View

Er de fleste af værkerne skabt til den her udstilling?

På den forrige udstilling, The Safe Place, var jeg virkelig overrasket over, hvor mange der havde lavet billeder, der netop skildrede Safe Place. Der bliver man virkelig glad - det er jo en gave at få, at man kan bevæge hinanden på den måde. Det synes jeg, er helt fantastisk. Men det tror jeg, at de har her også – nogen af dem i hvert fald. Andre har valgt noget, som passede til ideen. Kathrine, ved jeg, har lavet noget, som ikke ligner det, hun plejer at lave, men som har taget ideen ind. Der er færre, der har skabt værker specifikt til udstillingen denne gang, men det er nok fordi, det er en helt anden historie. Men der er mange af værkerne, som jeg ikke har vidst noget om, før de ankom. Kunstnerne er meget forskellige - og værkerne selvfølgelig. Der er både skulptur, og der er også en videoinstallation, tegninger og malerier. Det er en slående mangfoldighed.

Ja, det er meget forskellige udtryk – fra det helt abstrakte til det mere narrative.

Ja, det er jo fordi, jeg bevidst har forsøgt at kombinere det. Jeg har bevidst valgt ikke kun at invitere folk, der f.eks. arbejdede narrativt. Det spænder ret vidt.

Noget der går igen, og som jeg også skrev til kunstnerne, var vægten på det musikalske – hvor vigtig musik er. Jeg oplevede faktisk, ved at tale med mange af dem, hvor stor en force musik er, og at det kan blive en hel afhængighed. Det var enormt vigtigt – og skægt - for mig også, at høre om folks forhold til musik. Det kan blive til en hel form for livsenergi for deres billeder. Det er jo to kræfter eller udtryk, der er meget forenelige – billedkunsten og musikken. Man kan godt se udstillingen som en slags hilsen til musikken, et ”Hej… vi er så glade for dig”. Musik er både utrolig stemnings- og billedskabende, meget afgørende for en oplevelse.

Nogen af kunstnerne bruger det virkelig meget i deres projekter - også direkte i billederne, som Malene Landgren, der har brugt det meget konkret. I nogen af hendes tidligere ting kan man også næsten se, hvordan hun har ført penslen som et tegn for en eller anden lyd - det kører i én strøm. Christian Finnes billede tager vistnok også udgangspunkt i en folk-sanger fra tresserne, som lavede et nummer, der hed ”The Sunshine Soldier”. Det har han brugt som kilde eller inspiration. Knud Odde ville jeg rigtig gerne have med, fordi han har en fortid i musikverdenen – jeg ved ikke, om han stadig spiller musik. Hans tilgang til begge verdener, var sådan meget konkret, det var virkelighed. Han havde en masse billeder, hvor han skildrede musikere og musikverdenen. Og han har en karakter, der går igen i billederne. Det var noget af det, jeg ville med hans ting, og også ville med Christina Hamre, der har en lignende karakter eller identitet. Hun brugte meget en figur, som var sprunget lidt ud af en form for tresser-plakat for et eller andet cirkus – et syret cirkus fra Østrig. Det kunne jeg rigtig godt lide, og så nogle relationer mellem kunstnere, der brugte karakteren i deres værker. Hos Benny Dröscher er det nogle lidt andre ting, der har været inde over. Jeg ved, at han har arbejdet meget med UFO adaption. I hans seneste udstilling ude på Mogadishni, havde han arbejdet med en titel eller en historie, der var gennemgående. Det synes jeg, var ret sjovt, da jeg inviterede ham, fordi der netop er den Bowie-film, der hedder ”The man who fell to earth”. En underlig syret film fra sen-70’erne, hvor Bowie er en alien, der til sidst må gå i opløsning, fordi han ikke kan være i den her verden.

Nå, men i hvert fald, det, jeg tænkte med alt det her, var, hvordan man som kunstner i dag lægger sig meget op af fiktive verdener, som ikke rent klassisk har tilhørt kunsten. Eller som i nogle kunstkredse bliver stødt ud som værende af en anden kultur. Det har helt klart også været målet med den her udstilling - at sige, at den adskillelse ikke findes, at der er så mange overgange til andre visualiteter og igen også til musikken. Det var vigtigt at betone, at vi kan lave de overgange, som vi sagtens kan bruge. Det synes jeg egentlig også, at Benny har gjort. Jeg ved ikke så meget lige om det her værk, men på udstillingen på Mogadishni, som virkelig ville være et hit i popverdenen – popkulturen elsker hele det her sci-fi univers. Udstillingen her er klart et miks med verden, i modsætning til det ophøjede, der vender sig væk fra verden. Det er en invitation til at få det menneskelige igen – med alle de facetter vi har.

Exhibition View		Exhibition View

Vil du fortælle lidt om titlen på udstillingen? Diamond Dogs er jo titlen på et af Bowies album. Hvad er tankerne bag det?

Jamen, det er også vigtigt, at man får den forbindelse med - at man genkender det: ”Det har jeg da hørt om før det der, hvor er det nu lige? Det er jo David Bowie.” Det er der rigtig mange, der siger, og det kan jeg egentlig godt lide. Som når man færdes i byrummet, hvor der er den genkendelse. Titlen skal ligge på samme plan, som om det var en Record-store. En af dem hvor de sælger scratch-plader. Det skal være lidt eksklusiv pladeforretning, men så er det bare billedkunst. Men igen - den der lighed med verden. Det ligner verden, men forskyder det alligevel hele tiden.

Det er meget sjovt at starte i visionen, starte ved indskydelserne, og så bare lade dem vokse, for de kan jo være ladet med det rigtige. Man kunne også have startet i et sikkert koncept, men igen; jeg var jo ikke sikker på, hvad den her sang egentlig indeholdt, fordi jeg tænkte: ”Den skal bare hedde The Diamond Dog eller Diamond Dogs efter David Bowies sang” selvom det var hundrede år siden, jeg havde hørt den. Nu har jeg senere hørt den mange gange, og det er egentlig ikke min favorit sang, det er slet ikke derfor. Jeg har så senere set klip på nettet, hvor Bowie optræder, og der, i scene-opsætningen, bliver han angrebet af hunde, så det er et attack. Han har en persona i sangen, hvor han optræder som Halloween Jack, som er sådan en fantasy-figur. Jeg ser det også meget som en sci-fi-agtig verden, som jeg også skrev til kunstnerne. De måtte gerne spejle et fremtidssamfund.

Titlen er heller ikke Diamond Dogs, men det er The Diamond Dog Hvis den hed Diamond Dogs kunne det godt være som om, det var kunstnerne, der indtog en bestemt rolle, men når det er The Diamond Dog, er det ental og tager mere form af et begreb. På den måde forskyder jeg det, som en spejling af verden og en spejling af hele Bowie-universet. Jeg har valgt det pop-univers, som jo efterhånden er gammelt, helt tilbage til 74, men det er stadigvæk popkultur - stadigvæk det, vi forbinder popkultur med og en aktiv levende del af hele vores forståelse af musik og pop.

Nu sagde du selv scratch. Er det det, du gør? Scratcher i overfalden, hvorved kendte ting fordrejes til nye betydninger og sammenhænge - en iscenesættelse af det genkendelige?

Det kan man godt sige, det er en slags sampling. De er jo stadig fuldt ud eksponerede kunstnerne, på den måde har jeg ikke lavet om på noget. Værkerne står kunstnerne selv for, men med titlen, ideen og ophængningen har jeg selvfølgelig lavet et indgreb. Der er støj ind over, og det er mig, der har skabt den støj.

Det, som jeg også synes var interessant, var, at Bowie lavede den plade på et tidspunkt hvor han selv var meget inspireret af historier, arketyper, forskellige myter og identitetsforandring – hele det her med at være en kamæleon, være en person som inddrager alt muligt og mikser det. Laver om på det og kaster det tilbage. Det, synes jeg, var enormt interessant, og for mig er Diamond Dog en figur, som netop kan det. En figur som ikke nødvendigvis behøver at antage 100 forskellige fremtrædener, men en figur som spejler noget, som tager verden, og sender den tilbage igen som moderne fabler. På den måde brugte jeg også det som invitation til at sige: ”Jamen, I skal prøve at se jer selv som The Diamond Dog. Inddrage verden, mikse den og sætte den sammen på samme måde, som Bowie gjorde, og stadig gør, det.” Det han faktisk gjorde var, at tage udgangspunkt i George Orwells roman ”1984”, og det var egentlig meningen at ”Diamond Dog” albummet, skulle have været en musical. Det blev den ikke, men sangene var lagt til at være i nærheden af musical-genren. ”Diamond Dog” er en meget paranoid historie, der handler om at flygte fra de her hunde i en form for post-apokalyptisk verden, hvor alting er helt forfærdeligt. Hundene kan sammenlignes med Orwells tankepoliti. Det, synes jeg, gjorde det også interessant, for det drejede hele perspektivet, og Diamond Dogs blev lige pludselig to ting: Det blev en figur, som vi, som kunstnere, godt kan bruge til noget, en form for energi, force eller en slags muse. Hele ideen med musen synes jeg var ret interessant, som én der står nær, én man drager kraften ud af. Samtidig blev det også noget farligt, noget der kunne vende sig mod én og blive til noget meget større end én selv. Et udyr, der kunne risikerer at gå ind og tage kontrollen. Den dobbelthed der ligger i det, og som også ligger i betydningen af ordene Diamond og Dog, synes jeg, var spændende.

Det er både noget, man selv kan vælge at spejle og reflektere sig i og så samtidig noget, man ikke kan styre, og som påtvinges én udefra?

Ja, og sådan er verden jo også. Især medie- og modeverdenen og alle de visuelle ting, der sker omkring os. Vi lever ikke i en fri natur, vi lever ikke 1:1 med tingene. Vi lever måske som én person, men ud til mange forskellige ting og lag af alt muligt, som også er skabt af andre mennesker. Visualiteter som ikke i sig selv er kunst, visualiteter som er så store ligesom Diamond Dogs - kæmpe dyr, som kan dreje hele verden. Medierne kan dreje hele verden og få os til at forstå ting, ønske ting og føle ting på nye måder. Det er jo et overgreb og en form for tankekontrol. Det er ikke noget nyt det her, der er masser af forskere, der har skrevet og fortalt om det, men det er bare en enormt stærk ting, og det er en enormt stærk ting for kunstnere. At vi ikke længere har det her rene forhold 1:1 med verden – man går ud og ser verden og så hjem for at skildre den – men i dag lever med de her mange facetter. Vi ser de her mand-dyr, og bliver selv lidt sådan, vi bliver selv noget, der reflekterer ud i mange lag og retninger.

Exhibiton View

Man taler om, at individer opløses til situider, der tilpasser sig de forhold og situationer, de befinder sig i lige nu, som en form for identitets-nomader. Er det noget, du kan relatere til din ide omkring Diamond Dog?

Ja, det kan jeg godt nikke genkendende til. Det er også igen det, jeg gør - tilpasser. Jeg går ud og finder det her sted og tilpasser det. Men det hele er jo også meget midlertidigt, det er jo proces og udvikling. Det er jo færdigt, og allerede i morgen topper det (ferniseringsdagen, red.) og så vil det dale igen. Udstillingen vil forhåbentlig gå godt og kunstnerne vil få solgt noget, som det også hører til, men energien i det fungerer jo på den måde. Det er en form for energi, der søger det her rum, tilpasser sig det og forvandler det, laver de her eventyr og fortællinger, og derefter søger den videre.

Figuren, Diamond Dog, er jo opdigtet, fiktiv, og udtryk for fantasien, det fantastiske. I forhold til det tænker jeg på kunstinstitutionerne og kunstverdenen, hvor vi har gallerister og kuratorer – vi har alle de her institutioner, og folk der er meget sådan: ”Det er det, vi er. Det er det, jeg er og kan.” Hvis kunstnerne laver kunst på én måde, skal du helst kunne genkende dem igen, næste gang du kommer. Hvor er muserne henne? Hvad er der blevet af dem? Det har jeg tit tænkt på. Det her med at være en generøs figur, som kan kaste noget ud mod folk, give dem noget. Hvis ikke der er en mulighed for nogen mennesker at gå ind og udfylde den her rolle - og det tror jeg måske ikke helt, vi så godt kan i dag, vi kan ikke selv helt acceptere, at være nogen, der bare giver ideer og muligheder, der skal helst være den her faste ramme omkring det – så jo mindre mennesker, kunstnere og kuratorer kan være den her muse, kan udfylde den funktion, jo større vil det blive i fantasien som noget, vi kreerer selv.

Mener du dermed, at kunstneren skal fungere som en muse for andre?

Nej, alle kan være det, men der er bare ikke så mange, der er gode til det. Der er en meget ego-agtig tilgang til det, altså:”Jeg skal være noget, det er det, jeg er”, det er meget vigtigt med den identitet. Det med musen, synes jeg var interessant i forhold til Diamond Dog, for The Diamond Dog er en muse, men den er fantastisk, den er ukendt, den er fiktiv og skabt. Hvis ikke du får det i virkeligheden, må du skabe tingene på et andet plan. Jeg synes måske ikke, vi får det i virkeligheden. Jeg synes ikke, at vi får den der generøsitet, vi bliver ikke overvældet af andre, fordi alt fungerer så skide-godt. Hvis mennesker var mindre selvcentrerede og turde give mere, jamen, så ville vi også kunne se ind i hinanden.

Også i forhold til impulsiviteten og intuitionen, som der ikke bliver plads til, hvis alt bliver kategoriseret og planlagt, så det passer ind i vore umiddelbare forventninger til tingene?

Ja, hvis man ser musen, så ser man i dag straks funktionen, og så er vejen fastlagt. Når man så ikke ser den, så er den større, mere fantastisk. Det har jo noget med det usynlige at gøre i princippet. Hvor kommer tingene fra? Hvis vi ser alting, så bliver alting jo konkret og planlagt, ja, så ser vi ikke musen. Eller så ser vi musen i det, men vi skal se ind andre mennesker også. Men hvis man har noget at give, hvor villig er man så til at dele ud af det, eller vil man bare beholde det selv? Fordi det ville jo være det federe at give det, så bliver tingene levende, men hvis funktionerne er så dygtige, hvis alt fungerer perfekt, så bliver musen trængt lidt ud mellem mennesker. Hvis det så er sådan i andre led og samfundssammenhænge også, så er det vi bliver afhængige af fantasien – så er det i fantasien, vi kan få det der kick og blive rørt. Det, tror jeg, er en nødvendighed, at få det der sus, og det er jo ikke noget man bare kan købe -musen er ikke en vare. Jeg ser The Diamond Dog som sådan en muse, men den er også farlig, den kan også vende sig imod mig og æde mig med sine skarpe tænder – med sine hårde diamanttænder, kan den knuse mig med et hug. Så det er det dobbelt mellem det dyriske og det kultiverede.

Som ved det sublime skræmmes og drages man på samme tid?

Ja, jeg tror, ideen om det er en enhed af frygt og fascination. Igen som ved hunden – hunden er jo menneskets bedste ven, men den er samtidig et dyr, der sagtens kan være farligt. Jeg synes, det her har været en nødvendighed – en indre nødvendighed. Hvis jeg ikke havde gjort det, følt det kick, så havde jeg nok gjort det på en anden måde, bare valgt fem kunstnere. Jeg har gået meget langt med det selv, og ikke ønsket at folk skulle være med ind over, for jeg har synes, at det var så fedt. Lige pludselig var det mig, der var hunden, der blev fodret, og jeg fik faktisk en masse energi ved at give det videre til de andre. Jeg har jo selvfølgelig bare fået ideen, delt ud af den, og så skaffet det her sted, så det har jo ikke været så besværligt, men alligevel: Den lille ting, jeg har gjort, har skaffet mig en masse energi. Det har været skabende for mig på en indre måde. Der var en masse ting, der voksede via projektet.

Et afslappet øjeblik...

På den måde har du mere fungeret som kunstner end kurator i projektet? Din position er jo lidt dobbelt, idet du selv har et værk med på udstillingen. Hvordan har den rolle været?

Ja, det har jeg da også tænkt på, der har jeg jo en særstilling i forhold til de andre. Nogle af dem kender jeg jo personligt, men ellers har jeg jo bare ringet til dem, og det har været virkelig skægt at tale med en masse. Det er jo en anden rolle. Et eller andet sted ville jeg gerne bare have set mig selv som del af gruppeudstillingen, så er man bare med og har sagt ja til noget - det er en anden ære, der ligger i det. Men den energi man får af hele processen, opvejer det. Normalt er det måske sådan, at man ikke selv deltager, det ved jeg ikke, men så er jeg både-og.

Men du mener ikke, at de andre værker på den måde kommer til at afspejle din egen produktion? Man kunne vel nemt blive fanget i kun at invitere kunstnere, der på et eller andet plan bidrager med noget til ens egne værker?

Ja, man kunne forestille sig, at jeg inviterede nogen, som jeg rigtig godt kan lide eller gerne vil minde om. Men jeg har ikke vidst, hvad alle kom med, så der har ikke været den sikkerhed. Jeg tror godt, at jeg kan finde ud af at sætte mig ud over mig selv, det er jo egentlig en form for ekstra lag, men jeg er billedkunstner - jeg er ikke kurator•