| ||||||||||
| ||||||||||
|
||||||||||
|
|
||||||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > interview: Mie Kjærgaard | ||||||||||
Annoncer: | [07. marts 2006] Interview ![]() Mie Kjærgaard interview: Mie KjærgaardMie Kjærgaard er trådt i karakter som en vaskeægte tøs med nosser. Med humor i blikket er hun trådt ind i hestepigens rækker og kombinerer det med psykologiske refleksioner over livet som storbykvinde.
Siden Mie Kjærgaard som 15-årig fik dispensation til at starte på Ærø kunsthøjskole, har hun arbejdet med store malerier og projekter. Som 24-årig kunne hun forsørge sig selv via kunsten, og midt i 90´erne var hun med til at re-etablere det abstrakte og pastose ny-ekspressionistiske maleri. Hun er uddannet som arkitekt fra London og Århus og er medstarter af kunstnerduoen +LABORATORIUM, der i pseudovidenskabelige eksperimenter arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur og kunst. Undersøgelser, der netop har kvalificeret duoen til at modtage et Danish Crafts rejselegat til New York. Med udstillingen i Ålborg har Mie Kjærgaard valgt at gå nye veje. Slut med det non-figurative og ind med guts og girls. kopenhagen var med til åbningen og har efterfølgende udspurgt Mie om maniske piger, kvinder med mandsmod og om hvordan man skifter hest… Interview:Anne Østbygaard Foto:Frederikke Aagaard Mie Olise scary happy girls 05. marts - 25. marts 2006 Galleri SOTO Jernbanegade 10, 9000 Aalborg web site: Onsdag-fredag 13-17, lørdag 10.30-13 Hvad er dine tanker bag den her udstilling, og på hvilken måde adskiller den sig fra dine tidligere udstillinger? Scary Happy Girls er et portræt af piger og kvinder. Det handler om styrke, magt og psykologiske lag under pænhed, smil og store forventninger. Der er sejhed, storhed, ensomhed, frustration, energi og kapacitet. Jeg er optaget af den råstyrke, som i tidens løb har forsvaret børn og bopladser. Og jeg er sgu selv ved at blive blæst lidt omkuld, af alt det de/vi kan. Generelt er jeg interesseret i 2 ting, og det er egentligt meget banalt. Det ene er at arbejde, at male. Hele processen. Jeg har malet og arbejdet med flader, tekstur, farver, objekter og former, siden jeg var 15. En stor del af min fascination er den der frem og tilbage til lærredet, male, kigge, analysere og tænke, frem og tilbage - igen og igen. At gå i atelieret hver dag. Det andet er at beskrive min verden – eller verdenen i det hele taget. Jeg er optaget af systemer, strukturer og mønstre i mennesket, psyken, og hvordan det bygger samfund. Denne tilgang har jeg altid haft til mine malerier og projekter. Det, der er anderledes nu, er nok mit fokus. Tidligere har jeg arbejdet mere bredt. Jeg har arbejdet med koncepter, historier og været meget mere konceptuel og analyserende i installationsprojekter og den eksperimenterende arkitektur. Maleriet har været noget, jeg gik til meget mere intuitivt. Det sidste år har jeg alene fokuseret på billedkunsten. Projekter og malerier nærmer sig hinanden, og jeg har arbejdet mere analyserende og bevidst med malerierne end tidligere. Så det figurative udtryk, som adskiller sig meget fra mine tidligere værker, er nok primært et resultat af denne ændrede tilgang.
Kommer din egen identitet mere i spil i de her værker end tidligere? Ja, hmm... Med de nye figurative værker, synes jeg, at jeg får koblet netop de elementer, jeg er lavet af, sammen i værkerne. Hele maleriet er meget mig: Processen, stregerne, penselstrøgene, lagene og farverne. Farten i bevægelserne. Kombineret med tematikkerne og den tøsede tilgang, som jo også meget er mig. Tidligere malede jeg meget pastose malerier med meget aggressiv energi og kraft. Langt de fleste mennesker troede faktisk, at jeg var en mand.
Hvad er det, der sker, når man inddrager figuren i maleriet? Er der et faremoment i det – og hvis ja, hvorfor? Det bliver jo meget et spejl, dine øjne kigger på nogle andre øjne, og der er en umiddelbar kontakt. Der kommer jo et forståeligt og mere direkte fokus. Du genkender noget. Men fordi jeg er interesseret i psykologiske aspekter, kan jeg utroligt godt lide det aflæselige i øjnene, kroppen og stemningerne, som det giver. Jeg kan godt lide at være direkte og kommunikerende. Og jeg ser derfor ikke faremomenter på den måde.
Hvilket rum arbejder du med, og hvordan forandrer det figurative det rum, du ellers bruger i dine malerier? Det er et psykologisk og legende rum. Det er et rum med egne regler, meget energi, tryghed og generelt en smule manisk. Det er nok her, det skræmmende maniske (scary happy, red.) findes. Jeg har arbejdet arkitektonisk i mange år både på studiet og med +LABORATORIUMS pseudovidenskabelige undersøgelsesprojekter omkring byen og kroppens rum, og jeg tænker generelt i rum. Jeg bruger ofte begreber fra det rumlige inde i mit hoved, og fra konstruktioner, materialer og systemer. Jeg synes bl.a., at nogle af pigerne er porøse i strukturen. Ud over at der jo kommer en slags perspektiv ind i et figurativt maleri, er jeg stadigvæk mest interesseret i det mentale rum. Som jeg hele tiden har været.
Hvilke effekter er det, du får ud af at blande tegningen med maleriet? Ligger der en betydningsdannelse bag? Da jeg har arbejdet med tematikken om at være pige, kommer der noget selvreflekterende ind. Reflektioner der omhandler tid, barnet i 70´erne, teenageren i 80´erne og senere identitetsforvirringen omkring det at være ”voksen”. Tegningen i malerierne hænger meget sammen med teenagealderen for mig. Og derfor er hestene også tegnede lidt Pennyblads agtige. Dyrene er tegnede og ligner udtryksmæssigt meget det, jeg havde gang i som teenager.
Er det provokerende at lave et maleri af en hestepige/en pige på en hest? Aj, det mener jeg ikke. Der er noget selvironisk, sarkastisk og kommenterende i det. Men på en positiv måde. Som teenager var jeg meget storpolitisk i mine arbejder og inspireret af Anselm Kiefer. Nu er det de nære mindre detaljer, som optager mig. Jeg synes, heste-piger er vildt seje. Og jeg havde selv en periode, hvor jeg virkelig forsøgte mig på rideskolen. Jeg er opvokset forholdvist politisk ukorrekt. Jeg gik i nattøj dagen lang, nogen gange under mit ”rigtige” tøj i skole, og cyklede alene ude - uden sko med strømperne hængende ned fra pedalerne, og jeg legede på sommeraftenen i timevis efter, at de andre børn var blevet kaldt ind, og jeg havde den største Dobermann, Roger, som ingen kunne styre. Min familie boede i arrestforvalderboligen på Nykøbing Mors Politi Station, og jeg voksede op med at lege med mine dukker på politistationens store hvide trappe med lyserødt gulvtæppe, fordi jeg syntes, den var pæn. Den førte op til fængselscellerne med smukke runde vinduer. Og jeg fik at vide, at jeg kunne alting i hele verden. Det er nok den stemning og styrke, jeg forsøger at beskrive med hestepigen. Det kunne også godt have været en pige med dukker på en fængselstrappe. Nu er det en indianerpige på en hest. Hun er sgu et forbillede!!! Et billede på en ressource man har, som man ind i mellem glemmer.
Tøjhesten er stor og langbenet, blød og vamset. Er det en kommentar til, at hesten har mistet sin oprindelige rolle og er endt som et vamset indslag på enhver piges ideelle pigeværelse? Jamen det har den jo! Der er ikke ret meget nødvendighed over en hest eller noget som helst andet i vores samfund. Vi kører jo rundt i aller øverste trekant af behovspyramiden og skal bare finde på at underholde os bedst muligt og ikke æde os fra sans og samling! Og så går vi hen og bliver bange for det hele – og at dem der stadigvæk har nødvendigheder vil tage lidt overflod fra os! Men min hest er blot et tøjdyr, som man kan holde af, holde om, drage omsorg for, og som kan give tryghed og trøst. Det er helt ufarligt. Det er en kommentar til det ufarlige følelsesmæssige ”ikke-sats”. Der ligger på en måde en latent samfundskritik i det her. Det er en kritik af, at vi tager den nemme løsning og forskanser os i sikre følelser. For samtidigt sker der jo vilde ting på de små pigers værelser og i deres verdener. Det forsøger jeg at mane lidt frem. For det savner jeg lidt!
Hvornår er de scary, og hvornår er de happy? ..... det er kombinationen, jeg synes er spændende... at de er så happy, at de dermed er scary, og at det måske er løgn eller i hvertfald en sandhed med modifikationer.
Har du gjort brug af forbilleder? Generelt er jeg tosset med Janet Cardif, Sophie Calle, Hussein Chaylein, Paul Auster, Bjørk og bandet Coco Rosie, fordi de kombinerer teknisk kunnen med decideret uteknisk kasten sig ud.... Det er typisk for mine værker. Jeg er et handlingsmenneske hele vejen igennem og reflekterer mest i processen, og når det er sket. Refleksionen ligger i processen i værkerne. Malermæssigt finder jeg inspiration i ældre herrer som Egon Schiele og Emil Nolde. Dem kombinerer jeg gladeligt med internationale modemagasiner. Og så ligger der selvfølgelig også nogle forbilleder i det, jeg ser hos kvinder og mine veninder generelt. Jeg er på flere måder – også idealistisk – glad for alle de seje kællinger, der er på banen både herhjemme og i udlandet.
Er du feminist? Jeg er feminist, fordi jeg synes, piger er spændende og seje, og jeg hylder den kapacitet, de repræsenterer. Men jeg er også maskulinist, fordi jeg også hylder mændenes kvaliteter. Det handler om piger denne her gang - det havde jeg bare en interesse for. Det sker virkelig noget på pigefronten i min generation eller i vores tid. Det er dér, energien er tydeligst. Det er det, jeg er gået efter.
Hvordan falder de her billeder tidsmæssigt i tråd med den måde, der bliver lavet malerier i dag? Tja.... jeg synes da nok, de falder ind i tiden. Jeg synes også, de gør noget andet! Jeg blev jo til en pige, men mit udtryk har stadig noget meget aggressivt i sig. De store formater, store flader, store penselstrøg og vrede streger. Jeg arbejder ikke ornamenteret eller sommerfugleagtigt, selvom jeg laver drømmeøjne og teenage-tøser... jeg ved det sgu ikke.... jeg gør det jo, som jeg kan og har lyst til. Sådan som, jeg synes, er sjovt, og som udtrykker det, jeg synes, er interessant, paradoksalt eller mærkeligt. Det er vel det eneste, man kan. Og så ellers holde fast i, at det er vigtigt nok og værdigt!
| Related:fra kopenhagen.dk: [19. oktober 2009] [21. juli 2009] [06. maj 2009] [05. november 2008] [06. august 2008] [14. april 2008] [05. marts 2008] [19. juni 2007] [07. august 2006] [06. august 2006] | ||||||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | ||||||||||