Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer!fredag d. 03. september 2010. 10:58
KE 2010Kopenhagen Contemporary 2010
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Marie Dufresne

Annoncer:

Krabbesholm_std
Kunsthøjskolen Ærø 09 første
Danske Grafikere 08_10
Charlottenborg 09-10
c_m_l
Hollufgård 2

[27. november 2006]
Interview
Marie Dufresne på Beaver Projects

Interview: Marie Dufresne

Et nyt galleri er åbnet på Amager. Denne gang er det dog ikke i det fasttømrede galleri-miljø omkring Njalsgade på Islands Brygge. Studerende ved Visuel Kultur Marie Dufresne ville væk fra de allerede etablerede galleri-områder for at gøre tingene på sin egen måde.

Herude, i lokaler der tidligere både har huset et murerfirma og i 60’erne forlaget Rodox, der udgav Weekend Sex og lavede pornofilm, befinder Bæveren sig rigtig godt ifølge Marie Dufresne. Her er plads til store armbevægelser, nytænkning og iværksætterånd. Der er sågar en flagstang, for ambitionerne på kunstens vegne rager højt til himlen. Blandt de lokale rockere og kunsthåndværkere kan Bæveren få lov at sætte sit præg på miljøet og måske ændre lidt ved den gængse opfattelse af hvordan et galleri skal fungere og se ud.

Kopenhagen mødte Marie Dufresne til en hyggelig snak bl.a. om trangen til at være nyskabende, faren for den negative effekt ved det positive opsving indenfor dansk samtidskunst, om samlermani og begejstringen for den nye legeplads og for kunsten generelt.

Galleriet åbnede med gruppeudstillingen The Opening 21. september og lige nu er Mette Vangsgaard aktuel med soloudstillingen Sølvvand. Fra december måned kan vi forvente os en temakurateret julegruppeudstilling, så Bæveren er med sin vanlige ildhu allerede godt i gang med at præge sit nye lokalområde….

Interview:Anne Holm Petersn
Foto:Katrine Bartram Reinert Nielsen
Mette Vangsgaard
Sølvvand
28. oktober - 25. november 2006
Beaver Projects
Strandlodsvej 15, 2300 København S
Onsdag-fredag 12-17, lørdag 11-15


Beaver Projects på Strandlodsvej København S



Du kan starte med at fortælle lidt om hvad Beaver Projects er?

Ja hvad er det?…det er et internationalt galleri for samtidskunst. Det er udsprunget af et ønske om selv at få lov at lave nogle udstillinger, vise noget god kunst. I lang tid har jeg hjulpet andre folk og været med til at lave udstillinger og nu vil jeg egentlig godt have fod under eget bord.

Jeg fandt lokalerne her og blev forelsket i dem med det samme….der er masser af plads og enormt højt til himlen herude….så jeg slog til og tænkte nu skulle det være nu…og så skulle det være Beaver Projects, hehe!

 

Og hvorfor så lige dét, navnet altså?

Jamen, der er jo sådan en god feministisk undertone i det og når nu man er blevet mor og er kvinde og ikke rigtigt kan komme udenom det, så er man lidt per definition en ”Beaver”. Og hvis man googler det, så er det sådan noget med…”Bæveren er blevet genudsat i dette stykke natur og har vendt op og ned på det hele, ødelagt og bygget nye dæmninger og har lavet nogle fantastiske konstruktioner…” så det handler nok også om det der med at komme ind i et miljø og så påvirke det og laver om på nogle ting….



Mette Vangsgaard: Sølvvand på Beaver Projects



... mener du at der skal brydes ned og bygges op og laves om i galleri-miljøet?

Nej, egentlig er det mere noget med at der pludselig er et nyt sted, altså her, et nyt forum hvor der sker en masse ting og hvor der sker nogle lidt anderledes ting og hvor der er en god energi. Bæveren som dyr har jo en helt fantastisk iværksættertrang….den er meget aktiv! Så jo det er da helt klart også det der med, at der bliver lavet lidt rav i den!!

Det er jo stadigvæk et galleri, men jeg vil gerne prøve at udvide rammerne en smule. Lave nogle anderledes kurateringer. Selvfølgelig handler det om at sælge, men det kan bare godt give en anelse kedelige udstillinger.

Det bliver hurtigt meget stift. Væg - gulv –objekter, hængende eller stående. Altså jeg vil gerne prøve at udvide grænserne lidt. Det bedste eksempel er jo Mettes (Vangsgaard red.) bjerg. Det er bygget herinde og det dør når udstillingen er slut. Det kan ikke sælges! Det er egentlig bare lavet som sokkel til ”Vandringsmanden”, men får alligevel lov til at fylde vildt meget.

Jeg synes man skal prøve at bruge rummet på en anden måde i forhold til den helt almindelige galleri-udstilling.

Det er også noget med at bruge miljøet der er her. Det er det der er fedt ved at være flyttet til Amager, der er en ret loose stil herude. Der er ikke så mange regler for hvad du må og ikke må. Rundt om i gården er der både rockerklubber og fællesværksteder og jeg har en plan om at lave noget derude til sommer… noget med at grille nogle svin og have noget live musik… og det gør man bare. Man gør bare lidt hvad man har lyst til, det blander folk sig ikke i.



Mette Vangsgaard: Hoteller, 160x140 cm. Olie på lærred


Mette Vangsgaard: Hotel Swimmingpool, 140x140 cm. Olie på lærred



Så du vil gerne væk fra det pæne og polerede galleri for at gøre mulighederne større?

Ja helt sikkert! Der er selvfølgelig stadigvæk de hvide vægge og den klassiske white cube på den måde, der er selvfølgelig nogle værker og udstillinger der passer bedst sådan, men jeg vil gerne udvide mulighederne. Altså man kan jo også bruge gården og trække rummet udenfor og få det ud i lokalmiljøet. Og det er helt sikkert også meningen på sigt. Jeg arbejder også på at få lavet nogle mobile skillevægge så man kan ændre på rummet herinde.

Jeg opfordrer også kunstnerne til at bruge rummet og de må gerne gøre noget lidt ud over det sædvanlige. Til åbningsudstillingen var der bla. tapetseret på væggene, men jeg synes ikke det er noget problem at man skal ind og rette lidt op på det efter en udstilling. Hellere det og man skaber en fed udstillingsoplevelse for beskueren end at…..

 

...kunsten skal passe ind i rammerne?

Ja lige præcis! Så jo mere folk kaster sig ud i et eller andet vanvittigt projekt jo federe, synes jeg.



Mette Vangsgaard: Heineken, 42x27 cm. væveri


Mette Vangsgaard: Fantasiøl, 47x25 cm. væveri


Mette Vangsgaard: Budweiser, 49x23 cm. væveri



Der er jo en voldsom eksplosion af gallerier, der skyder op rundt omkring i de her år. Hvad tror du grunden er? Er det en generel større kunstinteresse i den brede befolkning, er det blevet mindre elitært at vide noget om og interessere sig for kunst, eller…?

Altså på nogle måder kan man sammenligne det med 80’erne, hvor det også bugnede helt gevaldigt, men der var det meget institutionerne der hoppede med på vognen og købte ny samtidskunst op. Og nu……altså Danmark er jo friværdi-land i allerhøjeste grad og nu har folk købt deres samtale-køkkener, fået installeret deres wellness-badeværelse, skiftet den gamle bil ud og indrettet sig med designer møblerne. Så hvis du materielt set skal skille dig ud nu, så er det unikke kunstværk jo enormt godt i den forbindelse. Du får noget som ingen andre har og du kan i høj grad være med til at definere din stil og dine egne præferencer gennem det unikke kunstværk.

Det er helt klart også en af grundene til at et meget traditionelt medie som maleri har været så populært de sidste par år. Men jeg tror ….altså det forsvinder aldrig helt og hele den der diskussion om hvorvidt maleriet er dødt er jo ikke interessant fordi maleriet har en tung tradition og det er blevet fornyet i allerhøjeste grad, men når det har været så populært de sidste par år så er det helt sikkert fordi det er det man nemmest kan starte med. Altså, hvis ikke man har trænet sit kunstblik, så er maleriet ligesom det første trin til at se på kunst og forstå lidt om hvad det er. Så eksplosionen i nyt dansk maleri de seneste år har helt sikkert noget at gøre med at det er et nyt publikum også. Jeg tror nu lige så stille at den er ved at vende og lige netop dem der er startet ud med at købe maleri og er begyndt at samle lidt kunst måske er parate til at blive udfordret lidt mere. De vil måske gerne ud og have noget der kan være lidt mere end et pænt objekt der matcher møblerne. Jo mere kunst man ser jo mere vil man jo også gerne udfordres.

Jeg synes jo bare generelt at det er super fedt at der kommer flere folk på scenen. Flere der gerne vil ud og se på kunst og have oplevelsen og det er jo sådan med kunst at når man først begynder at interessere sig for det, kan man ikke sådan lige slippe det igen. Så uanset om konjunkturerne går nedad igen, og det gør de jo helt sikkert på et tidspunkt, så tror jeg at de folk der kommer med nu, de skal nok blive hængende.

Måske køber de ikke så meget hvis friværdien begynder at stramme over skuldrene, men man har et publikum der interesserer sig og det er jo det vigtigste, sådan rent formidlingsmæssigt.

Det jo også det det handler om for kunstneren, at folk ser deres ting...

 

Ja det er klart der er større muligheder for at flere bliver set…

Ja eksponeringsmulighederne er jo super gode i Danmark lige nu..

 

…men gavner det nødvendigvis kvaliteten af kunsten, eller giver det bare mulighed for at vise mere….mindre godt, måske?

Altså personligt synes jeg det er lidt problematisk med det der akademi-rov som har fundet sted det seneste stykke tid, hvor man går ind og flår folk ud fra grundskolen og eksponerer dem i gallerisammenhæng. På den måde er man jo med til at fastholde dem på et trin i deres udvikling hvor der måske skulle have været sket noget helt andet. Så det er absolut ikke nødvendigvis gavnligt!

Som gallerist må man gerne træde lidt varsomt inden man kaster sig over de helt unge folk. Akademiet skulle jo gerne være en tid hvor man får prøvet nogle ting af. Man tager en vej ud, kommer tilbage ad en anden, vender rundt osv….

Jeg arbejder selv sammen med Gudrun Hasle som bliver færdig fra Det Fynske Kunstakademi i 2008, men hun er meget funderet i sit projekt og har bygget sit koncept op, så jeg føler ikke jeg går ind og låser hende fast i noget. Det har vi også snakket om, at sådan skal det meget nødigt være. Men jo, når man går ind og henter folk fra grundskolen, det har primært været malere, så er det lidt problematisk.



Mette Vangsgaard: Flasker I Skov Som Væveri, 147,5x128 cm. Væveri og blandede materialer


Mette Vangsgaard: Campingvogne og Huse, 88x62 cm. Fotokopier, papirklip og træ på pap



Så udefra kan man godt få det indtryk at det netop pga. den store konkurrence de mange gallerier imellem, måske ikke gavner kunstneren så meget, men at det mere bliver galleriet i sig selv der er i fokus. Altså at det er vigtigere hvem man har i sin stald…man skal helst have opdaget ”den nye unge sensation”…

Ja…..igen for at tage udgangspunkt i Mette’s udstilling så synes jeg det er rigtig fint den måde hun behersker en masse medier på. Og det skulle gerne være idéen der dikterer mediet og ikke mediet der dikterer udtrykket. Så jo flere medier man behersker og jo mere man breder sin produktion ud og viser den der overlegenhed i forhold til at kunne arbejde med tingene, jo federe synes jeg personligt det er. Jeg synes ikke det er et udtryk for ubeslutsomhed eller angst for at satse på én hest. Jeg synes det er fint man viser at man tør noget.

 

..og det mener du man opbygger under uddannelsen og det er derfor at det er ”farligt” at blive eksponeret for meget, for tidligt?

Ikke nødvendigvis, men det der kan være problemet er hvis galleristen bliver vild med kunstnerens maleri f.eks. og kun vil have det og derfor ikke giver plads til udvikling. Tager man folk ind der er på akademierne så må man også give dem lov til at ændre eller omdefinere deres projekt hen ad vejen. Det er i hvert fald den risiko man må acceptere at der er med de helt unge folk.

 

Har galleristens rolle ændret sig?

Ja på nogle måder. Der er også sket det inden for de sidste år, at de danske gallerier er begyndt at satse så massivt på at tage på messer i udlandet, og i den forbindelse fungerer man jo mere som en manager for kunstneren.

Jeg skal også selv i gang med messer her til foråret og har også taget de kunstnere ind som jeg ser har et stort internationalt potentiale. Hvis det store boom i det danske marked ikke holder, så er det også farligt at satse på at det kun er herhjemme man har sin kreds. Selvfølgelig skal kunsten ud over grænserne og vi har nogle enormt dygtige danske kunstnere og et specielt udtryk heroppe så jeg ser også at der er store muligheder for det. Man er jo ikke kun en kunsthandel, man skal jo formidle tingene ud og nå et større publikum. Det er jo også derfor kunstneren har en gallerist, for at få bragt tingene lidt længere ud over stepperne end man selv kan. Scenen er blevet større og dermed også mulighederne!



Mette Vangsgaard: En Bro og By ved Havet, 200x250 cm. c-print, papirklip, folie og oliekridt på akvarelpapir og pap


Mette Vangsgaard: Skibe, 60,5x80 cm. c-print, papirklip, folie og oliekridt på akvarelpapir og pap



Og hvordan er det med mulighederne herude, kan man få folk ud på Amager for at kigge på kunst? Det har jo længe været Njalsgadekvarteret og nu Valby…

Ja altså hvis man skal være helt grov og overordnet og firkantet så kan man sige at Islands Brygge er blevet det nye Bredgade, altså der ligger de etablerede gallerier og det er der man ved man skal komme. Hvor Bryggen var sådan lidt cutting edge før, så er det nu blevet Valby der er det….ja så min pointe er jo at kvarteret her er det nye Valby!

At lægge sig ud i Valbykomplekset nu, så er man jo bare nummer 6-7 i rækken og selvfølgelig er der en synergieffekt, men jeg mener at markedet er ved at være mættet derude.

Herude synes jeg der er sådan en fed, lidt LA agtig stemning, hvor Valby er lidt mere New York med de høje bygninger, så har vi de lave bygninger her og stranden og en meget afslappet holdning til tingene. Og helt konkret har det været muligt at få flere kvadratmeter for pengene her…..og flere kvadratmeter giver jo alt andet lige bedre udstillingsmuligheder. Så det har da været et helt bevidst valg fra min side, ikke at lægge mig sammen med nogle andre gallerier. Der skal nok komme flere herud. Der er et godt miljø og mange kunstatelierer herude , så jeg tror helt sikkert det er her det kommer til at ske!

 

Så fordi konkurrencen er så stor, så bliver man nødt til at være på forkant?

Det gælder da helt sikkert om at skabe noget nyt og skabe noget opmærksomhed omkring sit projekt.

Altså jeg ved jo ikke engang hvor mange gallerier der efterhånden er ude i Valby, man hører hele tiden der er åbnet et nyt og det er på den måde lidt blevet en sikker hest, for folk skal jo nok komme derud. Det er super fint og internationalt at de samkører deres ferniseringer, men jeg synes bare det bliver lidt overloaded. Altså det der med at nu skal vi have ét nyt område op og køre og i gang. Der sker så meget på den københavnske kunstscene….lad os nu bare få det bredt ud.

 

Ja for i sidste ende er det vel det det handler om?

Nemlig! Og byen kan sagtens bære det

 

Og hvad så til foråret, når de næste 7 gallerier er åbnede herude?

Så er det mig der er konge på bjerget,hehe! Ej, men så har jeg været først og fået lov til at sætte området i gang. Og der ligger da en motivation i det, for jeg vil da super gerne have der kommer flere atelierer og gallerier, men der er da bestemt også en udfordring i at være initiativtager. Når strømmen kører én vej så bliver man nødt til at prøve at køre den anden vej….

 

Hvem er det så der bliver lokket herud og som køber kunst i dag?

Det er meget blandet, der er både unge som gamle, dem der har og bruger rigtig mange penge og folk med færre penge. Det bliver jo en passionsting. Jeg har også selv samlet for meget små penge før i tiden og man bliver jo bidt af det. Og så bliver man jo ramt af vil-have-syge, uanset hvor mange penge man har.

 

Kan man også tale om prestige. Går der mode i det?

Det gør der da helt sikkert. Der er jo nogle ting som bliver hyped som det man skal have nu. Så må folk jo vælge om de vil hoppe på den eller ej. Jeg synes selvfølgelig man skal synes om de ting man erhverver sig.

 

…Og måske mode i at eje samtidskunst i det hele taget?

Jamen som vi snakkede om før med det unikke værk, så er det jo det ultimative objekt og så kan der da helt sikkert godt gå prestige i det…

 

...ja som du nævnte kan vi jo ikke defineres efter samtalekøkkenet og alt det andet længere, det er blevet allemandseje...

Ja, så med det unikke kunstværk kan du sætte en profil på dit designerhjem, hehe. Ej, det er heldigvis mest en reel begejstring der får folk til at købe. At forelske sig i et værk og så få det hjem og kunne nyde det. Det er jo fantastisk! Og som jeg sagde, så lægger man ikke lige det med at samle kunst fra sig. Man bliver hooked! Og så har vi jo pludselig et stort publikum!

 

Du lyder positiv og optimistisk på den danske samtidskunsts vegne...

Ja da! Helt bestemt!

 

Og hvor går drømmene og ambitioner for Beaver Projects hen?

Hmm ...et internationalt galleri, gerne med flere udenlandske kunstnere og meget gerne samarbejde med udlandet i forbindelse med kurateringer og i det hele taget at få vist noget kunst der ikke har været vist herhjemme før. Lave noget anderledes, noget der rykker…..så ikke nødvendigvis større og større, men bedre, bedre, bedre.. •


Related:

fra kopenhagen.dk:

[26. januar 2010]
[30. oktober 2008]
[19. maj 2008]
[25. marts 2008]
[07. november 2007]
[10. oktober 2007]
[18. juni 2006]
[15. marts 2006]
[23. maj 2005]


 

Send side

 

© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA