Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer!lørdag d. 11. februar 2012. 14:02
Kunststyrelsen 2112Statens Kunstraad 0212
Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Maria Hornshøj

Annoncer:

Andersens 0212
Kunstnernes Påskeudstilling 2012
Kunsthøjskolen Ærø
Det Fysnke Akademi
Kunsthøjskolen Holbæk
Gl. Holtegaard - showtime

[26. november 2006]
Interview
Maria Hornshøj

Interview: Maria Hornshøj

I soloudstillingen Outside Decor i galleriet Kabine på Islands Brygge, tager billedkunstneren Maria Hornshøj udgangspunkt i de former, der er så inkorporerede i hverdagen, at de næsten bliver usynlige. I værkerne spiller hun på forandringen af det velkendte og omformer det genkendelige til objekter i en rumlig installation. Hun tager de geometriske former fra vej- og trafikskilte og sætter dem i en anden kontekst, som helt nye objekter, der med spejlinger inddrager rummet og beskueren.

Signe Dahlerup mødte Maria Hornshøj til et ‘lige ind fra gaden’-interview om udstillingen i Kabine. Det blev til en snak om materialevalget i installationerne, og hendes tanker omkring brugen af lys, farve og reflektioner. En samtale om det samspil og nærvær mellem beskueren og værket, som åbner op for en afdækning af nye betydninger i det velkendte.

Maria Hornshøj (1974) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 2003.
Interview:Signe Dahlerup
Foto:Henrik Hansen, Maria Hornshøj & Michala Eken
Maria Hornshøj
Outside Decor
04. november - 25. november 2006
Kabine
Reykjaviksgade 4, 2300 København S
web site:www.kabine.dk
Varierende åbningstider


Maria Hornshøj: Outside Decor, 2006.



Da jeg kom til galleriet i dag var der vejarbejde udenfor – og da jeg så trådte ind i rummet gik det op for mig, at du måske også har taget noget ”vej-rum” med herind...

Jamen, det har jeg - og det er helt bevidst. Da jeg første gang kom ind i Kabines udstillingsrum, var det der slog benene væk under mig, det vindue der er hernede. Så mange kræfter det har, det vindue! Uderummet brager bare ind i det her lille lokale. De to rum bliver ligesom suget ind i hinanden. Derfor vidste jeg bare, at jeg ville bruge nogle elementer, der hører til udenfor, i udstillingen.

 

Der er 3 sektioner i udstillingen...

Jeg tager altid udgangspunkt i det rum jeg skal arbejde i, og har været forbi galleriet rigtig mange gange for at fornemme, hvad jeg kunne lave. Denne gang begyndte jeg med ideen om akrylcirklerne på væggen, den affødte så ideen til spejlinstallationen på den modsatte side og så opstod et clash mellem de to, der så skabte det tredje, fritstående værk ude på gulvet.



Maria Hornshøj: Outside Decor, 2006.


Maria Hornshøj: Outside Decor, 2006.



Du har i tidligere værker også brugt gennemsigtige akrylplader. Kan du fortælle om dit materiale valg?

Akryl er mit fortrukne materiale. Dets klarhed og gennemsigtighed tiltaler mig.

Jeg synes jeg får så meget forærende af det materiale. Det har det her præfabrikata over sig, som gør det så rent og clean i overfladen. Så er farverne også enormt stærke i akryl, de bliver utroligt intense. Gennemsigtig, farvet akryl giver oveni en ekstra farvedimension, fordi farverne med lyset bliver slået med ud i rummet. Og kanterne står skarpt tegnet i deres egen farve. På den måde får jeg nogle nye former forærende, som udvider værket.

 

Du har en væg med objekter der ligner vejskilte, men de er lavet i spejlakryl i modsætning til det farvede akryl du normalt bruger i dine værker. De spejle og de spejlinger der kommer ud af det, hvad har du villet med det?

I gennemsigtig akryl kan man normalt også spejle sig, der er jo oftest en lille refleksion. Denne gang kunne jeg bare godt tænke mig at forstærke virkningen, ved at bruge egentlige spejle. Man møder det man ser, sig selv, rummet eller andre mennesker på sådan en helt ren og enkel måde. Hvor jeg måske før har vægtet, at få beskueren til at se omverdenen gennem et farvefilter, vil jeg hér at man konfronteres med sig selv. Det er helt konkret vejskilte i 1:1 og vejskilte de varsler jo! Og fortæller hvad man skal, hvad man må og ikke må. Jeg kan godt lide at bruge dem, så formen som genkendelighed bevares, men ikke signalværdien. Signalværdien bliver én selv og de omgivelser, man ser i spejlingen. Mine skilte er æstetisk form i samspil med beskueren og de andre værker!



Maria Hornshøj: Outside Decor, 2006.


Maria Hornshøj: Outside Decor, 2006.



Der er meget bevægelse i installationen med de cirkelformede akrylplader. Den former sig som en slange. Men jeg får lyst til at tage ordet slange i mig igen, fordi det er mere som små sole der giver lys. Har du bevidst valgt den form - tænker du fysisk eller mere metafysisk?

Fra starten arbejdede jeg med en helt konkret form, hvor pladerne hang i én lige linie - som en fysisk grundform. Man kunne fornemme at det hele gled ud i én flade, selvom der var mellemrum mellem cirklerne. Men der manglede bevægelse som modvægt til den to-dimensionelle spejlvæg. Jeg ser slet ikke akrylpladerne som sole, men mere som en bølge, som passer til rummets rytme og til det flow jeg gerne vil have til at opstå.

 

Da jeg kom følte jeg mig virkeligt suget ind i rummet med dine installationer. Men ikke på en voldsom måde. Jeg oplevede et nærvær på en fin distant måde – tilbagetrukket og præcist. Jeg fornemmer absolut ikke kaos men orden. I det her tilfælde, fristes man jo til at spørge dig om det også er et bevidst lån du har taget fra vejskiltes funktion i byrummet - eller om du altid tilstræber orden?

Jeg opbygger som regel altid den orden inde i mit hoved allerede fra starten. Hvis jeg vil en hel masse, mister de enkelte værker deres styrke og energi - så stritter det i for mange retninger. Jeg bygger udstillingen systematisk op, så jeg føler at de værker der kommer med, fylder og taler med hinanden.

Jeg tænker tit: jeg må sgu sige noget mere. Men i løbet af processen kommer jeg altid tilbage til noget mere minimalistisk: til ren form, farve og spejlinger. Materialet giver svaret i sig selv. Jeg behøver ikke proppe følelser i også. Der er rigeligt for beskueren at komme ind og opleve. Der er rigeligt at tolke på alligevel.



Maria Hornshøj: Outside Decor, 2006.


Maria Hornshøj: Outside Decor, 2006.



Tænker du beskueren og kroppen med ind i dine værker. Hvor er der lagt op til modstand?

Værkerne bliver mindre fysiske da de er transparente og reflekterende. Jeg vil gerne give beskueren en positiv sansning af mere forfinet og ufysisk karakter. Jeg lægger ikke forhindringer ud for folk - man skal frit kunne opleve og bevæge sig rundt i rummet. Jeg vil ikke have at mine installationer skal stå og ånde folk i nakken. •



Maria Hornshøj: Otuside Decor, 2006.



Related:

fra kopenhagen.dk:

[15. juni 2008]
[14. august 2007]
[18. juli 2007]


 

Send side

 

© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA