Interview: Lykke Andersen

Lykke Andersen: Vorokhta, 2004.

Hvad gav dig lyst til at lave en bog?

Det gik op for mig, at der løber en rød tråd gennem mit arbejde fra serien fra Tjernobyl for fire år siden og frem til i dag. Det gav mig lyst til at lave bogen. Det er en slags samlemappe for mig, der binder billederne sammen og viser sammenhænge i mit arbejde.

Hvad er det for en tråd, der løber fra Tjernobylbillederne og frem?

Da jeg tog billederne i Tjernobyl begyndte noget nyt at ske i mine billeder. Stedet tvang mig til at tage fotografiet op til ny overvejelse. Jeg blev fascineret af Tjernobyl – de ens blokke, tristessen...anonymiteten. Man så ikke et menneske. Det var som en stor scene med kulisser, hvor naturen havde taget over og skabt sin egen orden – der var ikke længere spor af menneskelig aktivitet. Der var noget insisterende over de scener, en insisterende anonymitet og mangel på personlighed, som konstruerede nye, utilgængelige rum. Og det fascinerede mig.

Så tråden er scenen?

Ja, tråden er Scenes and scenery. Det handler om at, at jeg benytter mig scener og scenarier, der allerede er der – og iscenesætter dem på en ny måde i mit eget rum, på mine egne scener. Samme år, som jeg lavede Tjernobylbillederne, så jeg udstillingen ”47 fotografer”. Her var der ét billede som fængede mig helt vildt. Det var Jesper Rasmussens fotografi af et rum med en trappe op til loftet. Jeg tænkte, at den trappe kun var blevet bygget for at blive fotograferet. Fantastisk! Jeg havde da lavet billederne fra Tjernobyl – og det gik op for mig, hvad der for alvor fangede mig: jeg kunne bruge fotografiet til at genskabe nye urbane rum.

Lykke Andersen: rekonstruktion, 2004.

Er det hvad der sker i Rekonstruktion 1 og 2?

Ja – jeg tog tilbage til Østblokken og tog en masse billeder af de her grå, anonyme boligblokke og satte dem sammen på computeren. Det fascinerede mig, hvordan jeg kunne gøre todimensionelle billeder tredimensionelle ved at klippe dem ud, klæbe dem på karton og lave kulisser og modeller af dem. Jeg tog billeder af de nye konstruktioner og samlede dem dermed igen i det todimensionale, altså i det endelige værk. I Rekonstruktion 1 ser man en lang, åben gade med et overdinemsioneret dybdeperspektiv og en dramatisk himmel. På denne måde kunne jeg iscenesætte et nyt urbant rum af de gamle bygninger.

Det er de samme blokke du nedbryder i De-konstruktion 1-2?

Ja, det er det. Her afslører jeg bare min konstruktion på en anden måde. Jeg laver et nyt rum af de samme billeder – men et helt urealistisk rum. Kulissestykkerne står skævt og der er rod i de arkitektoniske linjer. Det er umuligt at definere det her rum – modsat rummet i ”Rekonstruktion 1”, der er langt lettere at afkode som et reelt rum.

Lykke Andersen: A de-construction 1, 2004.		Lykke Andersen: A de-construction 2, 2004.

Du gør ikke noget for at skjule dine indgreb i billederne. Man kan se fx se bordkanter og lamper...

Ja, jeg afslører altid, det er en konstruktion...

Hvorfor?

Der er stadig en tendens til at opfatte fotografiet som et aftryk af virkeligheden. Fotografiet har autencitet – og altså en særlig troværdighed. Dén opfattelse vil jeg gerne udfordre. Samtidig vil jeg også gerne væk fra, at man skal bruge tid på at regne mine billeder ud - man skal kunne gennemskue dem med det samme. Man skal se, det er min konstruktion af et fiktivt rum. Et utilgængeligt, fiktivt rum. Ligesom i ”Model”, hvor jeg har lavet et stort set up, altså bygget en model af fotografierne.

Alligevel kan det være svært at skelne mellem hvad der er virkeligt og hvad du har iscenesat...

Der sker noget i sammenstødet mellem det virkelige og det fabrikerede. Jeg ved ikke helt, hvad der sker – men jeg bliver ved med at undersøge det. Se Vorokhta – det ligner fuldstændig kulisserne til en film. Men det er virkelighed. I en model laver jeg min egen kulisse – som i mange andre billeder. Og får det til at ligne virkelighed.

Lykke Andersen: en model, 2004.

I serien fra Nationalmuseet er de i forvejen iscenesatte kulisser virkelighed...

Ja, det er utroligt. Absurd på en måde. Her er historien kogt ned til modeller. Det er mærkelige rum, der opstår mellem de kulisser. Der opbygges en illusion om et rum, en gammel stue fx – men vi kan ikke træde ind i det, vi må heller ikke.Vi skal fastholdes i illusionen...en virkelighedsillusion. Snoren foran interiørerne, det mystiske lys bag ruderne og tegningen bagved ruden er de eneste tegn på konstruktionen i mine billeder. Det trejde billede i serien skaber lidt forvirring om oplevelsen af størrelsesforhold. Det er billedet af dukkehuset, som ligner et rigtigt hus fotograferet udenfor i mørke. Er interiørerne indenfor? Hvad er det virkelige billede – hvis noget er mere virkeligt end andet? Når man ser nærmere efter, kan man se, at tingene foran huset er boltet fast...og at det hele er kunstigt.

Lykke Andersen: Nationalmuseet, 2005.

Naturen optræder ofte på din scene. Hvilken rolle spiller naturen for dig?

Naturen er på mange måder en lige så kunstigt scene som scenerne på fx nationalmuseet. På et geologisk museum i Rusland så jeg kæmpe dioramaer, der illuderede den perfekte, harmoniske natur med en masse dyr. Det var fantastiske scener med rum på rum, illusion på illusion. Og samtidig var det så absurd!

Jeg er selv opvokset i en skov, jeg elsker at være ude i naturen. Men den danske natur...hvad er det? Det er jo rent kulturlandskab. Danske skovområder er fx alle definerede som det ene eller andet, urskov, bøgeskov, etc, med navngivne stier. Alligevel har vi et klart billede af, hvordan den danske natur er som natur. Vi har konstrueret nogle ideale forestillinger om den, der bare ikke stemmer med virkeligehden. Der hvor vi finder naturen, som vi forestiller os den i virkeligheden er, er i museernes dioramaer. Her får vi den ideelle natur serveret. Og måske kun her.

Lykke Andersen: I skovens dybe...2, 2006.		Lykke Andersen: I skovens dybe...3, 2006.

Som når vi ser dioramet med det digende kid i I skovens dybe...3?

Ja, det er jo det idylliske barndomsbillede af den idelle natur. Men som Marie Lauerberg spørger i sin tekst – hvad bunder forestillingen om naturen i: er Walt Disneys Bambi baseret på naturiagttagelser, eller er vores iagttagelse af naturen i dag baseret på Bambi? Vi bruger en masse billeder til at sammensætte og konstruere vores eget billede af verden – som ikke altid ligner den virkelige verden. Derfor låner serien også titel fra en folkekær ”nationalsang”...

I Skovens dybe...2 poserer en kvinde i badetøj i et skovbryn. Hvilken naturforestilling handler det om?

I det første billede iscenesætter jeg en i forvejen iscenesat natur. I det her billede er det virkelige rum, en virkelig skov, som jeg iscenesætter kvinden i...Billedet er fra Sibirien. Jeg blev fuldstændig opslugt af, at når man kørte gennem landskaberne i Sibirien, så vidste man, at på den side af vejen strakte skoven sig hundredevis af kilometer – på den anden måske det samme. Kilometervis af natur, hvor der ikke er afmærkede stier med navne som i Danmark. Det var også her, jeg lavede serien Badescener, som er helt reelle badescener fra forskellige scener i Sibirien. De her folks fuldstændigt uhøjtidlige, selvfølgelige brug af søen som bademulighed var jeg helt vild med. Det er en kæmpe kontrast til den amputerede, lukkede natur, som dioramaet viser os. Jeg kan godt lide sammenstødet mellem naturen i Badescener og Birds -serien, med stemning fra det velkendte parcelhusmiljøs fugleliv. Fuglene er bare stivnede og lyset mystisk og baggrunden kunstigt kulsort. Sådan et sammenstød fortæller noget om, hvordan vi hele tiden konstruerer forestillinger om alt muligt...

Hvad er fotografiet for dig?

Mit redskab. Helt klart. Først og fremmest handler det om kunst. Om min kunst, idéer og fortællinger.Fotografiet er ganske enkelt det redskab, jeg allerbedst kan formidle med. •

Lykke Andersen: badescene 2, 2006.