Interview: Louise Holmgren

Louise Holmgren: Agent L, 2006. 40x60 cm lambda-print

Når man besøger din udstilling er fotografierne ledsaget af en tekst – en tryksag man kan tage med sig - der beskriver en drøm, du har haft og som kommer til at navngive dit projekt SOLO LONELY. Kan du forklare lidt om konceptet?

Afsættet er naturligvis personligt, da det er i en drøm, at ordene SOLO LONELY opstår, men man kan sige, at det mere er stemningen fra drømmen, jeg har bruger som baggrund for at etablere en ramme for udstillingen, snarere end at det er en direkte oversættelse af indholdet af drømmen, jeg afbilleder. Sådan er ordene, eller begrebet om du vil, kommet før udfærdigelsen af fotografierne.

Der er en vis form for dristighed i at lade det personlige udtrykke sig på den måde, du gør, at lade nogle ubevidste strukturer, der viser sig for dig, blive vist frem for et publikum. Har der været en afklaringsproces bag?

Jeg havde drømmen i februar måned på et ophold i Hong Kong. Jeg vidste godt, at det var et temmelig unikt udgangspunkt, men jeg har ikke villet fyre det af med det samme, uden at jeg havde løftet det personlige til et mere begrebsligt stadie, som jeg nu mener, er sket med denne udstilling. Værkerne skulle reflektere et overskud, ikke bare direkte illustrere det ubevidste som Dali og surrealisterne gjorde det i deres billeder. Det er altså mere ordene SOLO LONELY, der er vigtige for mig på denne udstilling og også for den næste projekt, jeg arbejder med, som bliver en soloudstilling i Hong Kong til vinter.

Louise Holmgren: Installation view,		Louise Holmgren: Golden Rush, 2006. 50x65 cm Duratrans in lightbox

Selvom drømmen er et unikt personligt anliggende, er det jo også et udtryk for uvirkelighed. En uvirkelighed, som jeg synes gennemstrømmer dine værker, nærmest inkarnerer dem. Kan du sige lidt om dine fotografiers muligheder her?

Billederne er hovedsageligt taget i Hong Kong, som jo er et helt særligt mix af Østen og Vesten, der lever side om side, og som sådan kommer til at repræsentere noget mere kendt sammen med noget, der måske synes mere eksotisk og anderledes. Man kan dog alligevel f.eks. tale om Hong Kongs businesskvarterer med de dominerende skyskrabere som science fiction, altså noget ekstremt kunstigt. Nærmest en kunstig verden bliver det også i mødet mellem denne hard core business, hvor alle selvsagt taler om og tænker på penge, og så de små forretninger, der kiler sig ind – nærmest som repræsentationer fra en anden tid – hvor gamle kinesere sælger blomster, antikviteter, jadesmykker osv.

Kontrasten bliver enormt synlig i en by, hvor der er meget lidt plads – det siges at hvis alle mennesker gik på gaden, kunne de ikke være der på samme tid. Min interesse er absolut ikke at registrere disse forhold – at rodfæste fotografiet i et tid og stedsforhold, men jeg lader mig, på distancen, inspirere af disse elementer, og søger så et visuelt udtryk.

Hvad er det ,som rejsen tilbyder dig? Det lyder vel nærmest voyeuragtigt, det med at holde en distance?

Man kan sige, at når billederne opstår et nyt sted, er det fordi mine sanser – mit syn – skærpes og den opmærksomhed kan jeg bruge til de fortællinger, jeg søger at etablere. Det er vigtigt at sige, at mine fortællinger søger et andet niveau end det 1:1 realistiske. Jeg arbejder mere med det filmiske – en iscenesættelse, en ny form for fiktion, hvor det i sagens natur er underordnet, om billedet er taget i Hong Kong eller på Nørrebro.

Men distancen er væsentlig for mig, og den kommer automatisk på rejsen, og denne voyeurposition, som du kalder det, er jo attraktiv for mig, fordi den afspejler en dobbelthed. På én og samme gang er voyeuren ensom og alene, men samtidig fri og uafhængig. Et eksistentielt niveau, som jeg også synes, denne udstilling handler om.

Er det så mere det, der sker med dig personligt, når du er ude, når du nu ikke mener, at tid og sted er de væsentlige faktorer for dine værker?

Det er selvfølgelig temmelig indviklede forhold, der ligger til grund for skabelsen af den meste kunst, og det personlige spiller som sagt en stor rolle både i forholdet til drømmen og begrebet SOLO LONELY og skærpelsen af blikket er jo også en ting, der foregår i mig. Men det er jo altid en udveksling, der er på spil, som nu også mine arbejder på denne udstilling. Jeg tager jo billeder af noget derude, men lægger stor vægt på, at min behandling drejer sig om det narrative. Jeg laver altså ikke rejsebilleder. Der er også et tekstværk med på denne udstilling – et greb som jeg har arbejdet med tidligere, blandt andet på mit bidrag til exitudstillingen i 2005, hvor jeg opsnapper brudstykker af samtaler i bussen på gaden eller over mobiltelefonen og trækker de sætninger ud af deres kontekst og på den måde etablerer nye historier og fortællinger.

Louise Holmgren: Blondes, 2006. duratrans in lightbox 50x67 cm

Louise Holmgren: Suicide Island, 2006. 60x140 cm lambda-print

Når jeg betragter billederne, virker det som om, at hele SOLO LONELY-begrebet ligger og skurrer i baggrunden som selve udgangspunktet for det narrative. Indholdet af drømmen er foruroligende, altså bliver billederne det samme. Specielt er billedet Suicide Island gådefuldt og uvirkeligt, men alligevel temmelig meget in your face?

Værket er sat sammen af to fotografier, som begge er taget på en ø uden for Hong Kong, der hedder Chen Chau. Historien er, at teenagere tager derud og lejer et billigt hotelværelse og doper sig med stoffer og alkohol for derefter på tragisk vis at begå gruppeselvmord. En ultimativt foruroligende præmis, som jeg har et meget bevidst forhold til, men vigtigt er det netop, at præmissen forbliver en præmis. Jeg ønsker ikke en billedmæssig oversættelse af disse ulykkelige forhold, men kan ikke undgå at indoptage de historier, jeg har fået fortalt herom, som en stemning, der farver mine to motiver i billedet.

Min fortælling forbliver fiktiv – jeg tror ikke folk vil tænke på denne historie, hvis ikke jeg fortæller den, når de ser billedet, men jeg tror, titlen får folk til at reagere og kan så spørge til indholdet – men titlen skal naturligvis antyde et dybt alvorligt eksistentielt lag i den samlede fortælling SOLO LONELY.

Hvori ligger det eksistentielle for dig i dine værker?

Jeg tror, det er vigtigt at skabe et nuanceret billede på ensomhed og længsel, som alle mennesker kan forholde sig til. Det er klart, at den måde, jeg arbejder på med en stor personlig investering, bliver en form for drivkraft, at jeg søger de foruroligende og ikke trygge og beroligende aspekter i min kunst.

Min interesse ligger ikke i det motiviske, altså ikke i hvad billedet forestiller, men i langt højere grad i de stemninger, som er komplekse og eksistentielle. Ved at arbejde med det uvirkelige som greb - hvilket til tider skaber nogle næsten absurde verdener, som ikke lige lader sig indtage og forstå - opstår billeder, som afspejler en fragmenteret virkelighed. I min drøm skriver en person, der står mig nær ordene SOLO LONELY med blæk på en gammel pergamentrulle. Det er disse to ord, der repræsenterer det eksistentielle. •

Louise Holmgren: Cora, 2006. 40x60 cm lambda print		Louise Holmgren: Installation view,

Louise Holmgren: Discovery Bay, 2006. 50x50 cm diasec		Louise Holmgren: Victoria Park, 2006. 50x50 cm diasec