Interview: Lilibeth Cuenca Rasmussen

Lilibeth Cuenca Rasmussen: EgoShow (installationview),

Hvad er dine tanker bag denne udstilling? Hvad er det du har lavet her?

Udstillingen hedder EgoShow og det hænger sammen med flere ting. Dels syntes jeg, der var noget sjovt ved at skulle have en soloudstilling. Det har jeg haft før, men ikke på et museum. Derudover handler alle tre videoer om individualisme og egoet på mange planer.

Hvad er betydningen af det bur du har lavet?

Der ligger en masse symbolik omkring buret, men det er også en rumlig ting jeg havde lyst til at prøve af i det her rum med 7 meter til loftet – at lave et rum i det. Jeg lavede bagprojektioner for ikke at presse folk til at gå ind i buret. Det er et symbol på hanens fangenskab men også kvindens fangenskab og den tradition. Det, at vi lever i et mandesamfund som vi prøver at arbejde os ud af eller skabe retfærdighed i.

I buret er to videoer. På den ene gavl kører nonstop en dokumentar på 8 minutter om hanekampe i Filippinerne. Den er inddelt og i 3 afsnit. Det første handler om hanekampene, det andet hedder The Cocks – det henviser både til mændene der ejer hanerne og hanerne selv. Det tredje afsnit er mere historisk og fortæller om traditionen omkring hanekamp, den spanske kolonitid, populariteten osv.. Den video er helt straight dokumenter og kører med undertekster, som jeg har valgt, ud fra ting jeg har læst.

Det, der er fokus på er machokulturen omkring hanekampene hvor der på det nærmeste ikke er nogen kvinder tilstede. Haneejerne kalder sig selv ”Cockers” og hanerne hedder ”Cocks” og der fik jeg så ideen til ”CockSong”. Jeg tænkte, at det kunne være enormt sjovt at skrive en sang der handlede om, hvordan det var at være en hane, klæde mig ud som en hane og synge og rappe denne her sang, der handler om hvordan det er at være underlagt mandens kontrol, mens man stadigvæk er en stolt kamphane, der kan og skal vinde kampe. Teksten kører selvfølgelig på ordspillet mellem ”cock” og ”cock” (red: eng. Både ”hane” og ”pik”) og det sjove er, at det passer enormt godt. Det er dobbeltbetydningen der gør det. På den måde er sangen egentlig ikke fræk eller anstødelig. Den handler bare om en hane, der fortæller om sig selv, bl.a.: “A cock goddamn, ya that’s what I am, but the game would be nicer if I was the man”. Og også: “powerful, persistent and proud - a cock makes man’s world go around”. Så det handler simpelthen om, hvordan det er at være en hane underlagt mandens kontrol og så ligger der selvfølgelig også det i det, at jeg jo er en kvinde. Jeg sætter manden op som den totalt stereotype mandefigur. Det er den jeg synger om. Og den performance er en kommentar til den stereotyp og den machokultur.

Det er den ene side af det, men der ligger også noget kulturelt i det. Hanekampen er ikke tilfældig. Jeg søger tilbage til der, hvor jeg kommer fra. Hanekamp er jo den filippinske nationalsport. Det er større end fodbold og kirke, selvom filippinerne er et meget religiøst samfund. Der er hanekamp hver eneste dag i storbyerne. De er overalt. Det blev forstærket under den spanske kolonimagt i 400 år (1565-1898 red.): Der var en afmagt i, at landet blev overtaget og underlagt spansk kultur og nu var filippinerne så bare en spansk koloni. For mandens vedkommende må der ligge en masse indestængt afmagt og vrede over det og jeg tror, at man meget har brugt hanekampene til at udleve sine krigergener, sit had og sin afmagt. Den potens og handlekraft blev frataget mændene blev kanaliseret ud via kampene. Så dét ligger der også i buret - den form for fangenskab.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: EgoShow (installationview),		Lilibeth Cuenca Rasmussen: EgoShow (installationview),

Lilibeth Cuenca Rasmussen: EgoSong, video

Så de to videoer i buret hænger sammen i forhold til cock/cock-metaforikken og hele iscenesættelsen også af den mandlige stereotyp, men hvad med den tredje video ”EgoSong”?

Installationen med CockFight og CockSong handler jo også om, at de her mænd, haneejerne simpelthen er så sindssygt opslugte af deres kamphaner – af deres ”cocks” så at sige. Deres kvinder er ved at bliver vanvittige og brokker sig alá: ”nu går han dér med sin cock i hånden igen” og ”han har ikke tid til mig, men kun til sin cock”. Manden er fuldstændig optaget af sig selv og hanen. Han projicerer sit ego over på dyret og det er jo også en form for egoisme. Det handler EgoSong om. Det er en varietésang jeg har skrevet, der handler om, hvordan man skal hylde sig selv og bruge andre mennesker til, at få opfyldt sine egne behov. Den er selvfølgelig ret tyk, men handler også om at man er spærret inde i sit eget jeg – på den både refererer EgoSong også til buret.

EgoSong er superminimalistisk. Det et en one-take video, hvor jeg står i en sol-dragt. For mig symboliserer solen verdens centrum og derfor er jeg klædt ud som en sol – helt forgyldt. Jeg har også taget en blond paryk på fordi det hele skal være forgyldt og radience-agtigt. Og så er videoprojektionen rund og gentager den runde solform. Jeg står bare og poserer - meget inspireret af Malene Dietrich og hendes divaagtige udstråling. Hun gør ingenting. Hun danser aldrig men står bare og poserer og er der bare med en vildt stærk attitude. Det er jeg meget inspireret af i denne her video.

Kan du fortælle lidt om de to sange CockSong og EgoSong?

Jeg skriver selv mine tekster og finder derefter nogle komponister jeg synes er interessante og finder ud af om forstår det jeg gerne vil. I det her tilfælde spurgte jeg Track72 fra Malk de Koijn og han sagde ja til at komponere musik til CockSong - så det er elektro-rap-musik. Det andet værk, Egosong er komponeret af den klassiske komponist Dan Marmorstein, der normalt laver noget der nærmest er 12-tonemusik. Der bad jeg om en sang i varietégenren. Han så min tekst med vers som: “Brand name clothes and objects of quality, Help me build up my solid identity. Positive credits I gladly embrace, but criticism is so much harder to face.” Ud fra det skrev han et stykke musik, der passede rigtig fint.

Så EgoSong er både en erkendelse af, at mennesker altid er egocentrerede og centrum i deres egen liv, samtidig med at den kritiserer det overfladiske?

Ja, selvfølelig - men også det, at man meget bruger andre til at spejle sig selv. Fx i forhold til ”brand name clothes”. Jeg synger også ”I need a partner, that can fit in my tune” - altså om den holdning der lyder: ”Jeg skal have nogle mennesker omkring mig, der gider at gøre det jeg vil have dem til. Eller så skrotter jeg dem”. Det sådanne ting jeg synger om. Denne her helt ekstreme måde at tænke på; der hvor man er allermest egoistisk oppe i sit hoved. Og det er jeg selvfølgelig kritisk overfor. Derfor passede varietégenren også godt. Jeg elsker den. I et hvert fald Kai Norman Andersen, PH og Liva Weel. De brugte også kritikken og fremførte ofte enormt politiske tekster og min tekst er på en måde også politisk. Det er en tekst om, hvordan jeg synes vores samfund fungerer her i Vesten. Varietégenren passede godt til det folkelige budskab.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: EgoShow (installationview),

Du mimer varietédivaen og forfører publikum med den polerede lækre overflade samtidig med, at du afslører med teksten, at det netop er facade og overflade det hele?

Ja, det er ren facade. Denne her person skal bare være super clean og nice og så kommer de her ord og man tænker bare ”Bitch”!

Du har jo arbejdet meget med feminisme. Er den blonde paryk du har på i ”EgoSong” en kommentar til den stereotype mandlige drøm om den blonde dukke-kvinde eller er den blot valgt fordi det hele skulle være gyldent, strålende og lysende?

Det er klart, at mange spørger mig om dét og hvilken værdi der ligger i det. Man kan jo tolke det på mange forskellige måder og det er fedt. Nogen har spurgt mig om det var en dum blondine eller om det var fordi jeg ville sige, at mennesker fra norden var kolde, mens jeg jo selv er mørk. Det er i forhold til kostumet jeg har valgt parykken, men jeg er meget bevidst om, at det kan forstås på mange måder også i forhold til køn. Her på det seneste har jeg arbejdet meget med at gå ind i forskellige roller og på den måde hænger det meget godt sammen med det jeg har lavet før. Nu har jeg været Hawaii-pige og så kunne jeg godt tænke mig at prøve at være en blondine. Jeg ville sminkes, som om jeg lignede en dukke med røde kinder og guldsko osv. En dukke er jo også en man styrer. Så der ligger også en symbolik i dét; At jeg står som en slags dukke og selvom jeg står og synger om hvor fedt det er at være egoistisk og ”Ih, hvor har jeg meget styr på mig selv” så er man bare en dukke, der styres af alle mulige mekanismer. Man kan faktisk ikke eksistere uden andre mennesker. Man er afhængig af andres bekræftelse. Jo mere egocentreret man er jo dårligere kan man klare sig alene.

Der ligger jo også en feministisk tone i dét, men hvor ligger du i forhold til feminismen? Tror du på at kønnet udelukkende er konstrueret og, at der ikke under nogen omstændigheder kan tales om en iboende kvindelighed hhv. mandlighed – eller er kønnene forskellige? Og hvor ser du problemer og evt. løsningsmodeller?

Der er ingen løsninger. Det er også det, der er interessant. Skellet mellem mand og kvinde. Der vil altid være en kamp og en masse misforståelser. Med det er også det, der gør det interessant. Jeg tror på, at man er sammen med en person fordi der er nogle ting man skal løse sammen. Det kan være problematisk med kønsforskelle, men der vil aldrig være en løsning. Rent samfundsmæssigt skal der selvfølgelig være ligestilling. Vi kvinder skal da tjene lige så mange penge som mændene og vi skal da have lige så meget lov til at køre karriere og man skal dele alt med familie og børn. Jeg er da klart feminist og jeg kan ikke have respekt for en mand, der ikke er det også. Hvad kan der ske ved at have ligestilling? Det skal man da. Det er kun en fordel for alle parter. Men jeg vil gerne være kvinde. Jeg synes det er fedt at være kvinde. Hvis det er det man vil; hvis man vil udleve det; så skal man også det, men man skal stadigvæk have rettigheder på lige linje med mændene.

Lilibeth Cuenca Rasmussen: EgoShow (instalationview),		Lilibeth Cuenca Rasmussen: EgoShow (instalationview),

Men man skelner jo ofte mellem ligestillingsfeminismen og kvindefrigørelsesfeminismen og postmodernitetens ”videreudviklinger” af disse strømninger. Ligestillingsfeminismen er blevet mødt af voldsom kritik og anklages for at maskulinisere kvinder efter mandlige normer. Kvindefrigørelsesfeminismen på den anden side anklages for at essentialisere kvinden og fastlåse hendes subjekt ift. egenskaber som moderskab og omsorg mv.. Hvor befinder du dig ift. disse og den samtidige feministiske diskurs?

Jeg synes, at lige meget hvad - uanset hvilken model - så lugter det af, at man hele tiden alligevel forholder sig til mandeverdenen. Han er hele tiden omdrejningspunktet. Sådan er normen og den er opstillet. Af manden. Løsningen er hverken at ligne mændene eller bevidst ikke at gøre det i en slags trods. Men man kan ikke undsige sig det, for vores samfund er bygget op omkring det. Man må bare forholde sig til det for at tage stilling til det eller nå væk fra det.

Sådan er vilkåret?

Jeg tror ikke der findes en løsning. Man må finde sin egen, ligesom det gælder alt muligt andet. Men man kan arbejde på at få fælles rettigheder. Jeg vil gerne være kvinde. Jeg synes det er fedt og jeg gider ikke ligne en mand. Det er da fedt at være lækker og sexet og have sminke på…jeg har ikke lyst til at ligne en mand...

Det er jo også en kulturel konstruktion, at det at være kvinder handler om at være lækker og have sminke på…

Ja, helt klart. Jeg er jo bare med på de dårlige reklamer og modeblad. Ej, det ved jeg ikke, men jeg er da styret af det – ellers skulle jeg jo bo på en øde ø hvor jeg bare mødte en fisk og en fugl en gang i mellem…man er jo selvfølgelig en del af det man står i og vokser op i. Jeg synes det handler om at se på hvem man er: er man mand eller kvinde. Hvilke ressourcer har man og hvordan får man det bedste ud af det? Hvis du er en kvinde i en macho verden og ikke vil lade dig trampe på, så må du bruge det du har og køre frem med det, i stedet for at gå og være sur og bitter alá ”jeg kan ikke, jeg kan ikke” fordi der ikke er ligestilling - og det er der bare ikke. Så må man jo kæmpe for, at der bliver det.

Men det kan jo ofte godt være Davids kamp mod Goliat, og man kan jo godt savne både gejst og interesse fra mændenes side i kampen for ligeværd. Tit ses det jo stadigvæk, som et problem der primært er kvinders.

Ja, helt sikkert. Der var også et seminar om, hvorfor der var så få kvindelige kunstnere repræsenteret på danske museer. De eneste mænd der var der, var dem der var inviteret til at tale! Det er typisk og problematisk og opbakningen mangler. Der mangler også en åbenhed overfor hvad feminisme egentlig er i dag. Mange bliver paniske og lukker ørene når de hører ordet, men de ved ikke hvad det er. Mænd kan jo også få enormt ud af at dele ud af deres ansvar. Selvfølgelig skal det siges, at der er sket meget - også med fædrerollen - men der er stadig problemer. Problemet er måske også, at mange kvinder stadig internaliserer den mandlig skabte kvinderolle og opdrager deres egne børn - både piger og drenge - til at gentage det samme mønster. •

Lilibeth Cuenca Rasmussen: EgoSong, Video