Interview: Kristoffer Akselbo

Kristoffer Akselbo: S.O.S. Titanic på Kirkhoff, installationview

Din første soloudstilling hos Kirkhoff hedder S.O.S. Titanic, og i første rum bliver man konfronteret med 4 værker der alle tager udgangspunkt i myten og historien om Titanic. Kan du fortælle lidt om konceptet bag udstillingen?

Ja, altså idéen med de her fire værker har været, at jeg har taget udgangspunkt i filmen og historien, som du nævner. Men jeg prøver ligesom at elaborere over hvad filmen er og står for, og hvad Titanic er for én i hverdagen. Titanic er jo myten om det største og det mest enorme som går ned. Samtidigt er der en masse konflikthistorie, samt en del ting der aldrig er blevet afklaret.

Så jeg har prøvet at arbejde med nogle mindre ting, som kunne fortælle en historie. En historie der lige så godt fortæller og handler om hvad Titanic er for os i vores dagligdag.

Derfor har jeg også valgt at bruge objekter som man kender fra sin dagligstue eller sit lokalmarked eller Gedser-Rostock færgen. Det er så sat sammen som en form for rebus, der kan ses særskilt, men også som små narrationer der giver længere narrationer.

Kristoffer Akselbo og Alexander Tovborg foran Titanic, 2006

Alle værker interagerer på hver sin måde med Titanics miljø og kommer ret humoristisk omkring myten, bl.a. ved hjælp af de dagligdagsmaterialer du skaber værkerne med. Hvad har været din materialetilgang?

Hvis man betragter sin hverdag som en rejse. Eller sit syn på verdenen som et objektiv, hvor man navigerer sig både tættere på og længere væk og ikke bare når man skal handle ind, så kan man støde ind i en ødelagt coca-cola dåse. En dåse man enten cykler hen over eller forbi for ikke at vælter eller punkterer. Og betragter man coca-cola dåsen, så kan man tage udgangspunkt i det bjerg man kan fornemme ved at kigge på formen.

Coca-cola er jo en gigant indenfor sit marked, og også indenfor filmindustrien hvor vi kender den fra den sitrende reklamespotslyd der gør én tørstig inden filmstart. Hér har jeg så prøvet at vende den om og sige, måske er det coca-colaen der er isbjerget og sænker Titanic. En metafor der nok ikke går helt op, men jeg har arbejdet med idéen om dåsen som et isbjerg, og/eller at den bliver bevaret og betragtet som et isbjerg. Vi kender jo sloganet ”always coca-cola”, og det er sådanne hverdagsbegreber og slogans jeg også prøver at arbejde med i mine værker. Og med isstøbningen af min coladåse kommer den jo til at være ”always” i isen. Det er at smelte hverdagsbegreberne sammen til et skulpturelt objekt.

Kristoffer Akselbo: Always, 2006. variable dimensions Coca-Cola can, cooler, power supply, copperplate, base ed of 3

Dine materialer er jo ret håndplukket, alt fra det glas malstrømmen foregår i, til valget at parfumeflaskerne. Hører der en historie bag udvælgelsen?

Man kan jo sige at alle mine materialer ser ret tilfældige ud, umiddelbart. Det kunne lige så godt have været glasset i skabet, eller en fundet dåse. Men dåsen har jeg selv banket sammen. Så jeg har forarbejdet en billig 50-øres coca-cola dåse til at blive lige præcis den form jeg gerne ville have. Formen skabte jeg ud fra den af isbjerget, man mente havde sunket Titanic.

Med hensyn til whiskyglasset, så var vigtigt for mig at fremvise et glas der for mig mindede om noget man kan huske fra ”dengang”. Så derfor skulle det sgu være et whiskyglas med facetslebet kanter på. Så jeg var alle københavns glasbutikker rundt, og det var umuligt at finde det glas jeg havde i tankerne, indtil jeg så fandt glasset i en antikvitetsforhandler i Ravnsborgsgade. Et glas som jeg har set og forstillet mig oppe i hovedet som værende et glas man havde med dengang på Titanic. Idéen har så været at danne en ramme for personen der betragter værket, om at det selvfølgelig er et glas man havde med ombord på Titanic. Samtidigt skal det se tilfældigt ud, men det har været utrolig vigtigt at finde lige præcist det rigtige glas.

Man laver i øvrigt ikke facet slebet glas i dag, så at jeg skulle i en antikvariat og finde et fra det 19.århundrede giver selvfølgelig også historien lidt pynt.

Kristoffer Akselbo: Titanic, 2006. dimensions variable Motor with gearwheel, chain drive, motorcontrol and pic-processor, slide with stepmotor, stepcontrol and blades, cables, laser sensor, power supply

Har dit værk Titanic samme koncept?

Ja, mit værk med ridsen i vægen har lidt a la det samme præmis. Vægen er bygget op som et værk der hedder ”Titanic”, der er idéen om isbjerget der passerer galleriet i super slow-motion, og ridser vægen op. Og den handling i vægen sker ved at man går hen og ser gennem kiggerten, aktiverer man ridsen i væggen der så fortsætter sin ridse. Det er en interaktion, med den triggeralarm jeg har brugt som udløser.

Men det sker ikke tju-bang og med det samme, man kan jo også være uheldig at man slet ikke når at opdage det. Og så er vi tilbage om snakken om hvis man vil se noget andet end det man ser, når man normalt køre rundt i byen, så bliver man ligesom også nødt til at være ekstra sensitiv. Ikke fordi jeg nødvendigvis mener at man kan opdage mange mere interessante ting udenfor galleriet.

Det er også en af de kvaliteter jeg godt kan lide ved kunsten. Det at man går fra en udstilling, og føler sig beriget, til at lave eller se noget. Og der forbinder jeg mine ting med følelsen af at jeg propper folk ned i en lille pose, for at komme ud igen og trække vejret.

Værket kræver noget af beskueren, det er måske endda kedeligt. Men når man først opdager ridsen opdager man resten af værkets hemmelighed idet den morser. Isbjergets ridse danner noget der minder om en morsekode, der danner ordet A.R.T. og samtidig minder den om S.O.S. koden.

Kristoffer Akselbo: Perfume Telescope, 2006. H: 12 cm, L: 27 cm, D: 35 cm, variable dimensions of the base bottles of perfume with matching boxes, lens Ed of 3		Kristoffer Akselbo: Perfume Telescope, 2006. H: 12 cm, L: 27 cm, D: 35 cm, variable dimensions of the base bottles of perfume with matching boxes, lens Ed of 3

Du nævner det selv, at poesien også har en stor rolle i dine værker, når du samtidigt operer med dine hverdagsobjekter som skulpturobjekter. Det sker også i forlængelse af den tekniske finurlighed og værdi du giver dine ofte små værker, at der bliver åbnet op for et poetisk rum?

Idéen har været at åbne op for værket, og få det til at spille på forskellige strenge, og nærmest væve et stort tæppe af de forskellige tråde, der ligner en tilfældig sammensætning. Så det har for mig drejet sig om at finde nogle forskellige tråde, som jeg godt ville arbejde med. Det har jeg så startet med at spænde op, altså jeg får en idé til for eksempel at lave en malstrøm i et whiskyglas. Fordi jeg syntes at den fortæller på en simpel, men ikke minimalistisk måde, om følelsen af at man sidder med glasset i hånden og drejer whiskyen rundt.

Via teknologien jeg tilføjer, i eksemplet med glasset hvor det er en motor der laver en vortex eller malstrøm nede i glasset, så ser jeg det som at være det samme som når man laver special-effect i film. Og der ser jeg special-effecten som værende med til at skabe et billede som man husker når man har set filmen. Man forbinder det ofte med virkeligheden, da man ikke aner hvordan det egentligt er lavet. Og det er sådan set det som jeg arbejder med, med noget der egentligt ikke passer, og gør det til noget håndgribeligt og virkeligt.

Poesien dukker så op i selve mødet og clashet mellem noget der ikke kan lade sig gøre, og noget som man umiddelbart godt kender til. Man kender jo til en malstrøm, den findes jo bare ikke i et whiskyglas. I og med man ser den i et whiskyglas så accepterer man den jo som noget virkeligt der lader sig gøre. Det åbner så forhåbentligt videre op for en fantasi det personlige rum, om hverdagsting man finder i sin dagligdag. For eksempel hvis man nu ser en åben pose chips, ser man måske et stort spejlkabinet når man kigger ned i selve posen.

Det er en måde at betragte verden forkert på, men samtidigt gøre den mere følsom.

Jeg kan godt lide at man tager et produkt ud af dens sammenhæng, og bygger en ny historie op omkring produktet, så gør man det til en slags metafor. For eksempel som når jeg arbejder med parfumers flakoner så er de som færdigt objekt vildt smukke. Altså tager man dem ud af Magasin og gør dem endnu mere højtidelige. Men brækker dem midt over ved at give dem en fortælling der på en eller anden måde ikke hænger helt sammen med hvor de kommer fra. Så når man ser igennem parfumeflakonerne som var det en kiggert, og får øje på isbjerget, så bliver der rykket ved idéen om at parfume er noget man dufter til. Hér ser man igennem parfume, og det er det clash der sker når man ser isbjerget igennem parfumedisen, som gør det interessant.

Kristoffer Akselbo: Malt-strom, 2006. Object: H: 9 cm, Ø: 7 cm Antique glass, teflon magnet, whisky, rotating motor with magnet, power supply Ed of 5 Kristoffer Akselbo: Malt-strom, 2006. Object: H: 9 cm, Ø: 7 cm Antique glass, teflon magnet, whisky, rotating motor with magnet, power supply Ed of 5

Dine værker har en form for funktion, hvis de ikke bliver gjort aktive i interaktion med beskueren så er de selv interaktive. Som for eksempel med parfumeflakonerne der er en kiggert når man kigger igennem dem. Eller vægen der nedbryder sig selv langsomt hver gang en beskuer udløser en sensor. Hvor meget betyder det for dig eller for værket, at beskueren ikke nødvendigvis oplever værkets fulde funktion?

Jeg har længe gået og funderet over hvad en interaktion egentlig er. For der er en interaktion i alt slags kunst. Men det er blevet så moderne at snakke om interaktive medier og skulpturer. Så min interesse var i stedet for at prøve at se på den måde man ser og betragtre omverdenen på. Det gør, hvis vi vender tilbage til den historie og poesi jeg tillægger mine værker, at man ser værket som en skjult gang. Man får noget ud af dem hvis man går ind på slottet, ned af gangen, trykker på et hemmeligt stoleben, for at komme ned til skattekammeret.

Så jeg ser min skulptur lidt som et objekt der er let tilgængelig, hvis man er nysgerrig og villig til at indstille sin egen optik til den måde jeg ser verden på. Man bliver nødt til at bukke sig ned, at gå tættere på og at være tålmodig hvis man vil se noget gennem kiggerten.

Man skal som beskuer først og fremmest lure at det er en kiggert man har når man ser parfumeflaskerne. Den kan man selvfølgelig få hjælp med af titlen jeg har givet værket. Men man skal også finde vinklen man skal kunne kigge igennem. Og da det ikke er en kropsnær Olafur Eliasson kiggert, må man bukke sig ned og krybe ind i kiggerten. Man skal være tålmodig, ikke passiv, men man bliver nødt til at respekterer konceptet med værket som kiggert.

Kristoffer Akselbo: S.O.S. Titanic, installationview

Generelt har filmen en stor plads i værkets refferencer, ikke bare her på udstillingen, men også med dit værk Jurassic cup, der lige som glasset i filmen Jurassic Park danner ringe i koppens indhold. Kan du uddybe din interesse i filmen som inspiration?

Jeg har altid været forelsket i special-effekt, og for at lave kunst syntes jeg det er vigtigt at finde anderledes inspiration og brændstof. Jeg er især vild med film fra midt halvfemserne. Selvfølgelig også film fra i dag, men de fleste af de film bliver lavet på computere hvor jeg syntes at der bliver snydt på en anden måden end da specialeffecterne slog igennem i halvfemserne. Det er selvfølgelig bare en anden type regelsæt, men alligevel.

Og hvis man ser og oplever en film som små dele, og ikke som én enkel film, så lægger man for eksempel mærke til koppen i Jurassic Park. Så ser man også lige pludselig koppen som en skulptur, og der har jeg så fastfrosset det øjeblik og regenereret det som enkeltstående skulptur.

Altså låner man deres sprog, til at skabe en skulptur, ved at fokuserer på en enkel handling i stedet for hele filmen.

Jeg ved fra en scene i Titanic filmen at de skulle filme en kahyt fra skibet mens det var ved at synke. Så de skulle lave et skråt set-up. Så de gjorde det at de tiltede kameraet og manden fordi andet ville havde været for dyrt. Men hvordan fik de så whiskyen til at stå skråt? Det gjorde De ved at støbe whiskyen skråt i glasset med epoxy-plast, og filmer man så glasset og manden ligner det at rummet er skævt, og skibet er ved at synke.

Adskiller man så glasset fra filmen og hiver den ud i en anden kontekst, bliver det et færdigstående skulpturelt objekt, der fortæller at noget er ved at vælte. Og det syntes jeg kan generere en ny måde for hvordan man kan se en skulpturel form på. Hvordan kan de få os til, optisk, at tro på noget der ikke sker eller passer? Det giver også mine værker en spændende vinkel, idet de både låner og fornyer en form for illusion.

Kristoffer Akselbo: Jeg troede jeg var på Nicolai Wallner, men var bare gået ind i Mullahs kiosk, 2006. lambda print		Kristoffer Akselbo: Jeg troede jeg var på Lightning Field, men det var bare lys på væggen, 2006. lambda print
Kristoffer Akselbo: Jeg troede jeg så et Olafur værk, men det var bare en refleksion, 2006. lambda print		Kristoffer Akselbo: Jeg troede jeg så Picasso men det var bare Jens Haaning, 2006. lambda print
Kristoffer Akselbo: Jeg troede jeg så Smithsons Rundown men det var bare min Risifrutti, 2006. lambda print

På udstillingen har du også en fotoserie af ting du har set, som mindede eller ligefrem lignede kendte samtidskunstneres værker. F.eks. har du taget billedet jeg troede at jeg var på Tate Modern, som forestiller en togkupé der er belagt med et tapet der mest af alt minder om Olafurs kæmpemæssige sol han installerede på museet. Hvad går fotoserien ud på?

Serien hedder ”Jeg troede jeg så…”, og er en lang on-going serie hvor jeg fotograferer hver gang jeg støder på noget interessant eller noget der pirrer mig. Fotografierne adskiller sig egentligt ikke meget fra skulpturerne ude i rummet. De har på samme vis et tvist i sig. Hvor skulpturerne her på udstillingen er mere filmdrevet, er fotografierne mere kunstdrevne. Men som udgangspunkt gør det brug af det impulsive greb at man har en mobiltelefon med indbygget kamera med sig. Så prøver jeg at gøre billedet man tager til en dokumentation, frem for bare et snapshot. For eksempel kunne jeg aldrig havde nået at tage et snapshot og dokumenterer solen i togkupéen, hvis ikke jeg havde min mobiltelefon med mig.

Jeg kan godt lide idéen om at ophøje et snapshot, ved at kalde det et reelt foto. Det er jo egentligt det samme man gør når man er på museum, og ser et fedt værk. Så tager man sit kamera op og dokumenterer det. Og det gør jeg også med mine snapshots. Der dokumenterer jeg noget der minder mig om for eksempel tidligere oplevelse på Tate Modern... i tog kupéen på vej til Hamburg. •