Interview: Kristina Valberg

Boisterous! på Andersen_s

Du må hellere starte med at forklare, hvad selve titlen Boisterous! betyder?

Jamen, titlen Boisterous!; jeg er jo en stor fan af synonymordbogen på computeren (haha). Jeg kendte nu godt betydningen af ordet, som betyder larmende, frembrusende, lidt i overkanten eller lidt for meget. Så synes jeg bare, det er et helt vildt flot ord, så det ville jeg gerne bruge.

Det kommer også af, at jeg så, eller hørte, et værk af Susan Philipsz på Arco i Madrid og bagefter gik og sang ”Something better change, didididi”, som Susan synger i seks minutter. Det gik jeg og sang i tre dage og tænkte, det ville jeg rigtig gerne bruge til et eller andet. Inden da havde Claus (Andersen, red.) sagt, at han synes, jeg skulle kuratere sommerudstillingen, og så ville jeg gerne have det værk med. Så gik jeg og sang den sang, mens jeg pakkede Anja Schwörers værker sammen og fandt ud af, at de to ting gik rigtig godt i spænd. Så udviklede det sig egentlig derfra. Det skulle være noget med larm, for hendes værker er helt vildt larmende og nærmest musiske, fordi de har det der arbitrære eller vilkårlige over sig med batikken, og samtidig har de det enormt stringente, der ligesom er lagt hen over. Det synes jeg, man kan sammenligne med musik, så derfor synes jeg, at de gik rigtig godt sammen - Anja og Susans værker.

Jeg så også på Arco, hos Max Wigram, et værk af den amerikansk videokunstner, Slater Bradley, hvor jeg tænkte, at det simpelthen bare skulle med, fordi det var så noisy, så for meget (haha).

Men Susan Philipsz er altså det oprindelige omdrejningspunkt eller udgangspunkt?

Ja, udgangspunktet er det i hvert fald også fordi, at selvom hendes værk egentlig på mange måder er så subtilt, det er jo bare lyd, så er det også noget, der kan bruges af rigtig mange. Man får mange associationer af lyd, og der er mange, der stejler fuldstændig over et maleri eller skulptur, mens lyd er noget, de fleste mennesker kan forholde sig til. Det, synes jeg, var fedt.

Jakob Rød: You're a Star, 52x174 cm. Vinylfolie on PVC

Der er også en form for lydlig rytme, samt en god portion 80’er heavy metal, over opbygningen i logoet til udstillingen?

Ja, det er Anja, der har lavet det. Første gang jeg besøgte Anjas atelier, tænkte jeg bare: ”De her værker, de er simpelthen så grimme”. Jeg kunne slet ikke have med dem at gøre. Oven i købet er hun sådan en helt vildt sej tøs, der lytter til Slayer musik. Hun var simpelthen storfan af Slayer, og der tænkte jeg, at det måtte kunne bruges på en eller anden måde. Hun har også tidligere lavet værker, hvor alle værkernes titler refererede til Slayer numre. Så spurgte jeg hende, om ikke hun ville lave logoet til udstillingen, logoet som forhåbentlig også kommer på nogle T –Shirts, og det ville hun gerne og producerede det her, hvor der står Boisterous i Slayer skrift. Jeg synes, det er enormt flot med t’et, der danner et kors; det hele er rimelig tjekket lavet, synes jeg.

Det sammenstiller en form for kitch med det finkulturelle i udstillingen?

Ja, lige præcis. Som sådan er det jo ikke noget nyt at lave heavy-ting, f.eks. har Torbjørn Rødland lavet billeder af heavy entusiaster og mange værker, som refererer til cirkulerende underground-bånd. Lige nu udstiller Kirkhoff et værk, hvor det er en Black Sabbath sang, der bliver spillet bagvendt. Der er selvfølgelig mange, der lader sig inspirere af musik, og en stor del af dem er inspireret af heavy.

Maiken Bent: Onkel Grøn, Onkel Blå & Onkel Lilla #1, 2006. 200x120x30 cm. Mixed media

Når det nu er larmen, der er udgangspunkt, er der så ikke en fare for, at værkerne kommer til at larme for meget op mod hinanden?

Jo, men det er jeg egentlig også rigtig bange for. Der er ligesom nogle værker, der måske kommer til at drukne lidt, men sådan er det jo også til en koncert, hvor man aldrig får det hele med. Jeg har tænkt, at udstillingen skal være som sådan en koncert, hvor man måske ikke fik det hele med, men hvor helhedsindtrykket af koncerten, bare var en rigtig fed ting. Man har fået blæst ørene ud og kroppen er sådan helt mærkelig, man kan ikke huske alle navnene eller alle numrene, men man kan huske, at det hele egentlig var ret fedt.

Det er stemningen mere end de enkeltstående værker?

Ja, det er det helt sikkert. Jeg ville bare gerne lave noget, som hev tæppet lidt væk under folk. Et eller andet som gjorde et indtryk, og det skulle både være noget lydligt larmende og samtidig visuelt larmende. I det er der selvfølgelig en fare for, at noget bliver overdøvet.

Anja Schwörer: Untitled, 2004. 190x190 cm. acrylic on dyed canvas Anja Schwörer: Untitled, 2004. 190x145 cm. acrylic on dyed canvas

Trods forskellige materialer og forskellige udtryk er der alligevel en stærk visuel forbindelse mellem værkerne, f.eks. farvemæssigt?

Ja, det synes jeg også. Peter Bonde har f.eks. lavet et nyt værk til udstillingen, et af hans klassiske, hvis man kan kalde det det, hvor han skal skrive med fingeren på værket. Der spurgte han, om han ikke måtte lave det i orange, og det synes jeg egentlig var rigtig fedt. Det er så også samme orange som Anselms, den der skrigorange, så det spiller jo godt sammen. Så er der også meget sort, mange dystre farver med, og det synes jeg er meget perfekt; igen ud fra heavy, som også er lidt for meget. Her er det bare lidt for meget orange og lidt for meget sort.

Hvordan synes du, at udstillingen udskiller sig fra, hvad man ellers kan se for tiden?

Der er jo selvfølgelig mange, der laver udstillinger, og der er rigtig mange, der laver nogle superfede udstillinger, hvor man kan gennemskue konceptet sådan forholdsvist hurtigt. Men jeg synes alligevel, at den her kan noget andet ved f.eks. at samle så mange forskellige medier under samme tematik eller samme koncept. Det, synes jeg, at den her kan ret godt. Det kommer så også af, at jeg har arbejdet på Charlottenborg, og været rigtig glad for det, men den bedste udstilling, de nogensinde viste derinde, var <i<My head is on fire but my heart is full of love</i>, som Henriette Bretton-Meyer, havde kurateret. Det var sådan en udstilling, hvor man tænkte, at alle værkerne var så fede og det hele var bare superlækkert. Det var virkelig sådan, at man gik derfra og tænkte: ”Wauw, sådan noget vil jeg også lave”. Det håber jeg virkelig, at folk også vil tænke, når de ser den her udstilling.

Er det den første udstilling, du selv har kurateret?

Ja, mere eller mindre. I hvert fald på sådan et stort sted. Jeg har før lavet andre små ting, men slet ikke af samme kaliber, og det ville jo ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke jeg arbejdede for Claus, og havde ham i ryggen. Så ville jeg ikke kunne få værkerne af Anselm, Slater og Susan. De er jo nogle ret store kanoner indenfor det, de laver, så det ville være umuligt, hvis jeg kuraterede den et eller andet sted i Råhuset.

Samtidig har du jo også lidt yngre kunstnere med, som f.eks. Maiken Bent?

Ja, det er fordi, jeg synes, at Maiken har den kvalitet der skal til. Hun besidder det talent, som jeg mener godt kan føres videre og blive til noget stort. Derfor synes jeg, at hun klart er berettiget på den her udstilling. Jacob Røds værker er der heller ikke så mange, der kender. Nu maler han også, men det værk jeg har med på udstillingen, er sådan en vinylplade, hvor der står ”You’re a star” på. Det synes jeg også var fuldt berettiget, at jeg skulle have ham med. Anja er heller ikke den store stjerne endnu, men det tror jeg på, at hun kan blive. Det er lidt en blanding.

Anselm Reyle: Kelter, 2002. 170x90x90 cm. found object, wood, metal lacquer Anselm Reyle: Strohballen, 2006. 40x80x40 cm. found object, metal lacquer

Udover Peter Bonde er der så andre af værkerne, der er produceret specifikt til denne udstilling?

Altså, Gert og Uwe Tobias, som er et rumænsk tvillingepar, har også lavet to små skulpturer. Jeg ved ikke, om de direkte har tænkt på udstillingens koncept, men de har i hvert fald fået det tilsendt. Så Maikens barstole, eller de der ”Onkel Grøn, Lilla og Blå” er også lige blevet produceret hertil. Det er rigtig fedt; de står på sådan en spejlsokkel af firkanter, der er sat sammen, og det minder også bare om sådan en 80’er musikvideo (haha), som er rigtig fed. Så kan de der onkler sidde på deres stole og skue ud over København.

Men da vi startede med at snakke om, hvordan udstillingen skulle hænge sammen, Claus og jeg, så var det hundrede gange nemmere at kuratere efter værker, for du kan aldrig regne med, hvad folk kommer med. Det kan jo være, at det de er i gang med lige nu, overhovedet ikke hænger sammen med konceptet. Hvis de kommer med noget, som de synes skal vises. Det kan man ikke rigtig styre. Så er det federe at sige: ”Jeg vil virkelig gerne låne det værk af dig, må jeg det?”

Så er det også utrolig vellykket, at Peter kan lave et værk, som passer supergodt til konceptet, der står ”Wax in your ear” på værket, og det hænger rigtig godt sammen. Det er jo sådan man har det, når man har været på Roskilde eller til koncert, hvor man får sådan en mærkelig ringen og voks i ørene.

Netop når du havde et fast koncept og en klar ide om en bestemt stemning på forhånd, skulle det vel være ting, du havde set og derefter udvalgt?

Ja, det synes jeg også. Derfor var det også lidt spændende i går, da jeg pakkede Gert og Uwes skulpturer ud. Men så blev jeg simpelthen så glad for dem, for de er helt vildt grimme (haha), men også rigtig gode. Det hænger bare rigtig godt sammen. De ligner sådan et omvendt snapseglas, der sidder ovenpå et mærkelig keramisk bjerg og så med et hoved øverst. Det er rigtig dristigt og bare for meget, og deres ting er også bare for meget, men på den gode måde (haha).

Gert & Uwe Tobias: Sculpture family, Gert & Uwe Tobias: Sculpture family,

Er du så selv en heavy chick?

Nej, det er jeg på ingen måde (haha). Men jeg har da været til nogle heavy koncerter i mine teenage-år, bl.a. var jeg til Rammstein i 1997 på Roskilde, og det var altså en rigtig fed koncert. Det er et fedt band og rigtig fede live. Det er da meget fedt, at man kan høre noget country og stille og roligt Martha Wainwright, men det gør sig nok ikke supergodt på scenen i forhold til Rammstein.

Der er mere energi og dynamik?

Ja. Så har jeg da også været til nogle heavy koncerter i USA.

Skal det så forstås som en live-udstilling?

Ja, en live-udstilling. Man skal i hvert fald helst gå derfra lidt blæst i hovedet.

Maiken Bent: Onkel Grøn, Onkel Blå & Onkel Lilla #2, 2006. 150x45x92 cm. Mixed media