Interview: Kristian Devantier

Kristian Devantier: Time Out på Galerie Mikael Andersen

Hvad refererer titlen på udstillingen til?

Jamen, den refererer jo til en form for frikvarter; at man holder en pause fra hverdagen. Det er nede fra mit værksted, jeg holder Time Out dernede så det, at man har frikvarter fra sit maleri, og at man har frikvarter fra alle de andre ting i ens hverdag.

Dine malerier bliver tit omtalt som piktogrammer. Nu er det selvfølgelig ikke noget, du selv har valgt, men hvad tror du, at piktogrammet kan?

Altså jo, der er nok nogle, der har puttet det med piktogrammerne ned over malerierne. Men jeg ser jo piktogrammer ude i byen, og så tror jeg, at jeg bevidst eller ubevidst bruger piktogrammet. Når jeg står og laver tingene, så tænker jeg ikke over, om det er piktogrammer eller ej.

Kan man sige, at du bygger dine malerier op som collager? Jeg tænker på de store farvefelter, som du lader være ubrudte

Ja... jeg har arbejdet med collager, og det gør jeg egentlig stadigvæk, så det smitter helt klart af på malerierne. Det har jeg jo selv opdaget, når jeg laver de her piktogram-figurer og sætter dem ind… kombinerer dem med collagerne, så er det jo lidt… Jeg laver nu mange ting om; maler mange ting om undervejs.

Kristian Devantier: Befri Annas dukke fra Bamsen,		Kristian Devantier: Dagens mand i skysovs,

Men du arbejder ud fra en fast ide?

Ja, jeg arbejder ud fra en skitse, men jeg tegner ikke hele skitsen op. Det er mere dele, som jeg har tænkt på. Det kan være et ben, så tegner jeg et ben, eller et æble. Så må jeg sådan set gætte mig til resten og arbejde hen imod der, hvor tingene skal hen. Nogen gange får jeg ideerne, når jeg står på mit værksted… jeg får nye ideer, og så skitser jeg det hele om… improviserer lidt en gang imellem.

Værkerne er jo utrolig meget i balance og virker i det hele taget meget gennemkomponerede, men det er altså noget, du arbejder hen imod? Noget du finder frem til undervejs i processen?

Ja, jeg er meget interesseret i kompositionen. Både figurerne, hvor de skal hen, men også rummet. Så er det jo meget et udtryk, jeg laver. Det er ret svært… du skal jo vide, præcis hvad du gør, især når rummet er så enkelt.

Jeg lader det hvide lærred stå, lærredets struktur. Det hvide er jo også en farve. Jeg er ikke tilhænger af, at man skal overdække hele den hvide farve, da den også er en farve i sig selv og danner rum. For mig er der rummet, og så er der også lidt forskydninger.

Kristian Devantier: DJ KD,		Kristian Devantier: Frugttræ,

I udstillingen kan disse forskydninger ses meget konkret - nogen af figurerne fra malerierne har fundet vej ud i rummet?

Ja, her refererer du vel til kaktus-mændene, og dem har jeg lavet, ved at starte med at lave fem kaktusmænd, som stod lænet op af væggen. Væggen havde sådan en sandfarve, og mellem væggen og kaktusserne var så det rå lærred. På den her udstilling har jeg lavet de her kaktusser, som rent faktisk står ude i rummet, hvor man kan gå rundt om dem. Det giver sådan en… ja, en dobbelt-effekt, at der både er maleri på væggen og så skulpturer, der ligner malerierne… det giver sådan en 3d-effekt…

Er det skulpturelle noget nyt, du har arbejdet med her?

Nej, jeg har kun arbejdet med de her kaktus-mænd, jeg har ikke lavet skulptur før. Men jeg er meget interesseret i de her kaktusser, hvad de kan gøre… Det er min egen ide at gentage nogle af de enkelte kaktusser. De ses jo som mennesker; man ser dem kun for ryggen. Der er lidt svært at skulle lave noget, der er så fladt, og så få det ud i rummet. Kaktusserne skal helst have deres egen personlighed. Hvad er de for nogle stereotyper; er det en bokser, en soldat eller en kok, der har skåret sig…eller en rocker? Og det er sådan nogle ting, jeg går rundt på mit værksted og tænker over, hvad skal være. Ja, der finder jeg ud af, hvor jeg skal male henne, og hvor jeg skal stoppe. Jeg har undervejs taget de beslutninger, tegnet det op med blyant på finerplade og skåret det ud. Jeg bruger alt - også der hvor jeg har skåret forkert. Så bliver det lidt mere organisk. Hvis det skulle være virkelig straight og stramt, skulle jeg have nogle andre til at gøre det...sådan en fabriks-stramhed.

Er det de samme karakterer, du arbejder med i værkerne; stereotyper der gentages?

Jooh… jeg har nu ikke tænkt så meget på stereotyper i malerierne, det er mere formen. Den runde form, måske sådan en form, folk kan lide; en meget sikker form.

Kristian Devantier: Ib og Iben,		Kristian Devantier: Lidt før pyjamastiden,

Hvordan har du konstrueret det her univers? Hvor stammer det fra?

Ja, bl.a. finder jeg inspiration i musikken. Der er på nogle af billederne f.eks. grammofonplader. Jeg har selv sådan en grammofonplade derhjemme, og så hører jeg jo også musik på værkstedet. Jeg tænder musikken og bliver varmet op… står og maler lidt, og så kører det i baggrunden. Man kan så mærke musikken i baggrunden.

Har det haft indflydelse på tempoet og rytmen i selve billedopbygningen?

Ja, det kan man måske godt sige.

Så er jeg også meget interesseret i film og ser ret mange film… jeg er også medlem af Cinemateket.

Låner du fra filmens formsprog?

Jeg kan godt lide det der spil mellem mand og kvinde, der er i film… der er et maleri lidt ligesom en trailer. Måden, man ser film på, hvordan man kan være mange, der ser den samme film og alligevel får vidt forskellige opfattelser af den. Jeg så en film, der hed Scrap Dogs, her for nylig. Det var virkelig en grum film, som det tog mig to dage at komme over... jamen, det er ikke sket før, at jeg skulle komme mig over en film på to dage.

Men inspirationen - den kommer fra forskellige ting… som vi sidder nu eller af at gå en tur, men også meget nede fra værkstedet. Det er meget hverdagssituationer, som man kan genkende i billederne.

Men det handler vel også om menneskelige relationer?

Jo, helt klart… altså det handler vel også om de her sociale ting… at være et socialt menneske i forskellige situationer. Jeg synes, man skal se udstillingen. Hver sit billede har hver sit sprog. Der er et orgie, der er nogle, der er ude i haven, nogle, der kæler med hinanden, inden de skal i seng. Jeg synes, det er forskellige snapshots fra hverdagen. Måske er det, de her billeder til en film… først er der plakaten, så kommer farvefotos og senere, hvordan filmen egentlig er. Måske er det det, jeg prøver at ramme.

Men altså, når jeg står og laver et maleri, er det jo ikke noget, jeg tænker over. Så er jeg nok mere optaget af, at det her, det skal bare fungere; at komponere farver og rum. Og så er jeg meget optaget af mit eget univers… jeg er nok ret privilegeret, for der er ikke andre, der har netop det her univers. Jeg vil jo ikke lyde højrøvet, men jeg har mit helt eget univers, som jeg har arbejdet med… ja, i starten, da jeg gik på akademiet, lavede jeg det samme. Men hvis jeg ser tilbage på tidligere, så er det nok de her ting, der er mine bedste. Det er nu seks år siden, jeg blev færdig på akademiet, så jeg er meget bevidst om, hvad jeg laver.

Er det et længere projekt, du er begyndt på?

Ja, det er jo et livsprojekt.…

Men du ved ikke, hvad målet er?

Nej, jeg ved ikke, hvordan mine nye malerier skal være… det ved jeg ikke. Altså, nu er jeg for øjeblikket i gang med tegning - det har jeg forsømt lidt. Jeg maler ikke for tiden, men det gør jeg, når jeg synes, jeg har et eller andet nyt, som jeg skal male. Det er sådan et livsprojekt for mig at lave kunst, synes jeg.

Jeg er jo på mit værksted hver dag; det er mit andet hjem. Altså, jeg er nok meget struktureret, der er hjem og så arbejde. Det er meget, de der faste rammer, hvor vi mødes hver morgen nede på værkstedet. Hvad der så sker, ved jeg jo aldrig helt, men der er en vis struktur i hele mit univers. Og der er jo også meget struktur i mine malerier, der er en orden i det her. Mit værksted er helt kvast til og fyldt med skidt, men det kommer altså ikke op på malerierne.

Så er der jo farvefelterne. Måske er jeg også opvokset med de her felter, man skulle fylde i… man skulle fylde noget ud.

Ja, som i malebøger?

Ja. Ja… mit ærinde er jo sådan set at komponere billederne og få dem til at hænge sammen. Det gør jeg både gennem farverne, og så er der de her bløde former. Der er ikke nogle kanter, man kan skære sig på. Der er de her bløde former, man kan føle på.

Farverne er også meget vigtige. Jeg besluttede, at der skulle være en rød bund på hvert maleri, og så har jeg prøvet at lave en sådan bund hele tiden. Fem af malerierne har én bestemt bund, og i de sidste er det en mere neddæmpet rød, og det er måske den der måde man… og hvorfor har jeg så gjort det… ja, fordi så får jeg sådan fem vidt forskellige serier, men den der røde tråd, den binder det sammen.

Kristian Devantier: Mmennesker til arbejde,		Kristian Devantier: Orgie,

Du henter inspiration både fra en barneverden og også fra voksenlivet?

Ja, det gør jeg nemlig. Jeg er meget interesseret i den her børneverden, legen… at få lov til at lege også i dag, hvor jeg er voksen. Jamen altså, jeg kan godt lide den uskyldighed. Det er den der uskyldighed i mine malerier, der nogle gange også bliver farlig, for hvornår er det virkelighed, og hvornår er det ikke… igen som i filmene.

Der kommer en spænding i malerierne mellem uskyldigheden og så noget mere faretruende, der virker rystende og forstyrrer idyllen?

Ja, det prøver jeg at komponere nogle steder… det kan være en leg med noget, der griber ind. Den her uskyldighed gennem leg; der sker ikke noget, men alligevel kan de mest grufulde ting ske.

Kristian Devantier: Vi har alt,		Kristian Devantier: Mors Philips højtalere,

Kristian Devantier: Lad stråler skinne på byen,		Kristian Devantier: Operation project,

Kristian Devantier: Pige, verden er derude,		Kristian Devantier: Thriller,

Kristian Devantier: Army,		Kristian Devantier: Brun,		Kristian Devantier: Brun m. rødt,
Kristian Devantier: Grøn m. røde ærmer,		Kristian Devantier: Hawaii,		Kristian Devantier: Hvid m. rødt,
Kristian Devantier: Nøgen m. rødt,		Kristian Devantier: Rocker,