| |||||||
| |||||||
|
|||||||
|
|
|||||||
| Kopenhagen - info om samtidskunst > Interviews > Interview: Kim Bendixen | |||||||
Annoncer: | [07. marts 2006] Interview ![]() Kim Bendixen på Bendixen Contemporary Art Interview: Kim BendixenBendixen Contemporary Art er det tredje i rækken af gallerier i det efterhånden spirende kunstmiljø i de gamle varehusbygninger på Carl Jacobsens Vej i Valby. kopenhagen satte galleriejer Kim Bendixen stævne til en snak om visionerne for det nyåbnede galleri, dets profil og ikke mindst åbningsudstillingen Ten on Fourth. Interview:Anders Gaardbo Foto:Anders Gaardbo Sara Baker (GB), James Case (US), Eva Larsson (SE), Morten Nilsson, Johan Nobell (SE), Torben Ribe, Jonas Hvid Søndergaard, Jens Thegler, Alexander Tovborg, Cecilia Westerberg Ten on Fourth 03. februar - 25. februar 2006 bendixen contemporary art Palægade 5, 1261 København K web site:www.bendixenart.dk Tirsdag-fredag 12-17, lørdag 12-15 Kan du starte med at fortælle lidt om baggrunden for at åbne nyt galleri? Nu har jeg efterhånden arbejdet som gallerist i omtrent ti år, men med hensyn til min baggrund i øvrigt har jeg jo arbejdet indgående med 90’er-generationen, hvilket betyder, at jeg har haft tæt berøring med udviklingen inden for den kunstneriske praksis over en temmelig lang periode. Ikke mindst har jeg i længere tid været opmærksom på, hvad der har rørt sig på den yngre kunstscene. Og i øvrigt har jeg senere kunnet konstatere, at de kunstnere, jeg har haft øje for op gennem 90’erne, overraskende nok er dem, der har været mest opmærksomhed omkring siden hen. Derudover kan jeg tage min viden med fra en 14-15 internationale kunstmesser. I den forbindelse mener jeg, at jeg efterhånden har opbygget så meget erfaring, at jeg ved, hvad jeg går ind til.
Mange har talt om området her på Carl Jacobsens Vej som et lovende bud på et nyt levende og dynamisk kunstmiljø i København. Først startede Christian Chapelle Mogadishni, og siden hen ankom Helene Nyborg Andersen med Helene Nyborg Contemporary, og nu senest dig selv. Hvilke tanker gjorde du dig forud for etableringen af galleriet i disse omgivelser? Og har I sammen drøftet eller haft diskussioner omkring jeres respektive galleriprofil? Beslutningen om at flytte herud blev ikke truffet for nylig -det er noget, jeg har gået og summet over i en længere periode. Men ønsket om at opstarte et nyt galleri resulterede altså i sin tid i, at jeg tog kontakt til diverse folk, bl.a. nogle af galleristerne ude på Islands Brygge, for at drøfte forholdene omkring samtidskunstscenen. Det lå imidlertid efter min mening ikke lige for, hvordan bryggens tilstand ville se ud om tre år - forstået på den måde, at omstændighederne omkring lejemål og lokaler var lidt usikre derude. Så skete der imidlertid det tilfældige – og meget mærkelige – at nogle af landets gode og interessante samlere nævnte Valby som en spændende mulighed, og de antydede over for mig, at det jo kunne være interessant for mig at være med til at skabe noget anderledes og nyt inden for galleriscenen herude. Jeg var naturligvis enig heri og havde selv gjort mig nogle lignende overvejelser, så jeg undersøgte derefter mulighederne for lejemål, og allerede en måned efter havde jeg rent faktisk tegnet kontrakt på lokalerne her.
Med hensyn til de andre gallerister herude lagde Christian allerede tidligt op til dialog, og forud for min beslutning om at etablere galleriet på Carl Jacobsens Vej snakkede jeg også med Helene Nyborg. Jeg kendte ikke i forvejen til Helenes ønsker og ambitioner, men jeg kunne hurtigt konstatere, at der var nogle interesseligheder os tre imellem – det vil sige med hensyn til, hvad der sker nu og her på kunstscenen, og samtidig med ikke at have berøringsangst for at arbejde sammen med mere etablerede udøvere. Det signal, der blev sendt herfra, kunne jeg med andre ord godt se mig selv som en del af, på samme tid som jeg kunne se, at der også ville være et mulighedsrum for at være forskellig eller have en lidt anderledes galleriprofil. Men grundlæggende kunne jeg konstatere en fælles interesse i at være med til at skabe et nyt og anderledes sted for samtidskunsten i København. Det er naturligvis let at sige sådan, og der har, som du antyder, også allerede i pressen været megen omtale og sensationalisme omkring etableringen af gallerier i Valby, men jeg finder det ikke desto mindre overordentligt interessant, at der er en slags synergieffekt forbundet med området her. Og det er desuden virkelig befordrende med den energi, der er i huset i øvrigt. Det er formentlig svært at skabe opmærksomhed omkring sit galleri, hvis man ligger isoleret herude, men selv har jeg haft over 500 besøgende til åbningsudstillingen, som blot kørte i tre uger. Og det skyldtes efter min mening ene og alene, at vi nu er tre gallerier. Så synes jeg, at man efterhånden for alvor kan begynde at kalde det et område; så er der ligesom kød på.
Sammen har vi desuden efterfølgende talt om mulighederne for eksempelvis at holde fælles åbninger om torsdagen, hvilket i øvrigt ikke er usædvanligt uden for landets grænser. Det ville i så fald også fritage publikum fra at skulle vælge mellem vores åbninger, og så dem, der finder sted på museerne, på Bryggen og i Indre By. Nu er der ikke besluttet noget endnu, men derudover kunne jeg også forestille mig, at vi eksempelvis kunne tage på internationale kunstmesser sammen. Det ville under alle omstændighed være lettere for os at skabe synlighed omkring vores ting, hvis vi supplerede og hjalp hinanden i den retning. Men intet er som sagt besluttet endnu…
Og hvad har, mere specifikt, lagt til grund for dit valg af netop disse lokaler? Valget af lokalet her skyldtes først og fremmest, at jeg havde mulighed for at dele rummet midt over og derved bruge det i en sammenhæng, hvor jeg også kunne have to separatudstillinger, der kørte samtidigt. Jeg kan i øvrigt godt lide det udsyn, der er igennem rummene. Men rumopdelingen er efter min mening ret god. Tror du udviklingen i området her vil fortsætte; at der eksempelvis vil føje sig flere gallerier til? Det både håber og tror jeg. Hvis vi blot ser på Christian, Helene og jeg selv, har vi umiddelbart vidt forskellig baggrund for at drive et kunstgalleri. Men som jeg allerede har nævnt, er det grundlæggende min opfattelse, at jo flere initiativer, der kommer til, desto mere dynamik vil der skabes i området. Vigtigst er det med andre ord, at vi sammen kan være medvirkende til at danne et nyt samlingspunkt for samtidskunsten i København, og ambitionsniveauet er da efter min mening særdeles højt herude. Jeg forsøger ikke at lyde frelst nu, og som gallerist i dag er det jo svært hele tiden at skulle opfinde den dybe tallerken med hensyn til udstillingskoncept, galleriprofil og så videre. Men synergien herude giver som sagt særlige muligheder.
Lad os tale lidt om den igangværende udstilling. Hvad har været din motivation for valget af kunstnere? Der er jo tale om ti meget forskellige udøvere, hvis værker derudover er udarbejdet i vidt forskellige medier. Det er dybest set en blanding af nye, yngre kunstnere og mere veletablere udøvere, samt tidligere samarbejdspartnere. Og det er korrekt, at de i forhold til medier placerer sig over et meget bredt spektrum. Med hensyn til hvem jeg i sin tid ønskede at invitere med, har det i de fleste tilfælde været ganske naturligt for mig.
Jonas Hvid Søndergaard og jeg snakkede allerede tidligt om at lave noget sammen, og i forhold til andre malere i hans generation har han desuden en særlig skævhed, som jeg synes ret godt om. I øjeblikket udstiller han samen med Nils Erik Gjerdevik, Jens Fänge og Johan Nobell i Viborgs Brænderigården.
Samarbejdet med Johan Nobell strækker sig over en længere årrække, og jeg har ved flere lejligheder afsat hans værker til samlere rundt omkring. Johan har desuden for nylig fået sit store gennembrud i Sverige, og udstiller nu også på Pierogi i New York, ligesom han lige nu har en soloudstilling på Andréhn-Schiptjenko i Stockholm.
Hvad angår Jens Thegler var det på mange måder også oplagt, idet hans arbejder er meget alsidige. Og så har han desuden været nomineret til den anerkendte Carnegie Art Award.
Også Torben Ribe, som efter min mening er en superbegavet kunstner, magter at arbejde i mange forskellige medier – nu senest video –, og hans værker vokser efter min mening kolossalt, jo mere man beskæftiger sig med dem. Torbens værker fremvises i øvrigt på Roskilde Museum for Samtidskunst indtil 19. marts.
Eva Larsson, som jeg har kendt i en del år efterhånden, har jeg fulgt forholdsvis tæt helt tilbage fra 1997, hvor hun var repræsenteret på udstillingen ”Ny kunst fra Danmark og Skåne” på Louisiana, og Sarah Baker fik jeg øje på efter en snak med en af vores fine samlere herhjemme, og jeg havde haft hendes ting inde på livet i et halvt års tid, før jeg besluttede mig for at invitere hende med. Sarah havde desuden i 2005 sin første soloudstilling i Belgien.
James Case er til dagligt bosat i New York og har i øvrigt sin første soloudstilling i Dallas her til foråret. Morten Nilssons ting har også været tæt inde på livet af mig længe. Han udstiller bl.a. for tiden ved Jacksonville Museum of Modern Art og har derudover separatudstilling i Belgien, ligesom han nu oplever stigende interesse fra gallerier i Italien og USA.
Cecilia Westerbergs ting er ligeledes ved at opnå stor opmærksomhed, og hun deltog eksempelvis på udstillingen ”Telltale” i Seoul sammen med blandt andet Peter Callesen.
At jeg har taget Alexander Tovborg med i så ung en alder er for mig en uvant oplevelse, idet han blot er på andet år på grunduddannelsen på Kunstakademiet. Mange har da også gjort mig opmærksom på faren ved at pakke ham ind eller på én eller anden måde begrænse ham. Men efter at have været i denne branche i så mange år, mener jeg omvendt, at jeg gør det stik modsatte. Efter min bedste overbevisning er det gavnligt for ham, hvis jeg kan hjælpe ham over nogle af de irriterende punkter, som ofte plager en ung kunstner i hans situation – ved eksempelvis at forsøge at give ham råd og vejledning og netop lade ham udfolde sig efter eget ønske. Og desuden er jeg jo ikke den eneste, der har fået øje på særlige kvaliteter i hans arbejder. Nu ønsker jeg ikke at tale med dobbelt tunge, men jeg vil fastholde, at det hos nogle udøvere er mere åbenlyst, hvor talentet ligger. Men det er da et farligt område, og ofte oplever man da også, at det går for hurtigt at få unge folk med, blot fordi der er øjeblikssucces. Men jeg synes i forbindelse med Alexander, at det er længe siden, jeg har stødt på så ung en kunstner, som er så langt fremme og har så meget bevidsthed, nysgerrighed og lyst omkring sine ting. Det gælder i øvrigt også alle de andre, der er repræsenteret her. Men jeg mener under alle omstændigheder, at det er en vigtig del af deres arbejde at engagere sig mere dybdegående i omstændighederne omkring udstillingssammenhængen og ikke mindst at have lyst til at følge op på det løbende. Men, som du antyder, er undersøgelserne kunstnerne imellem vidt forskellige, og jeg dyrker på ingen måde noget ensidigt udtryk.
Dog synes jeg alligevel, at de kunstnere, jeg repræsenterer, går godt sammen. Men når jeg nu har valgt at engagere de kunstnere, jeg har, er det primært for at signalere fremad; det vil sige konstant at finde frem til nye udtryk i deres værkproduktion. Og med hensyn til valget af unge folk finder jeg det derudover vældigt interessant og ikke mindst udfordrende at arbejde med ”vækstlaget”. Hvad er de fremtidige planer for galleriet? Banalt set er det jo ofte økonomien, som er bestemmende for, hvad der lader sig gøre, så i den forbindelse må jeg først og fremmest se tiden an. Det forholder sig jo sådan, at systemet bakker én op i et bestemt men uforudsigeligt tempo, og pludselig sker der så noget – også i samarbejdet med samlere, museer, kuratorer osv. Men jeg ønsker naturligvis med tiden at opbygge en tillid og respekt over for de mennesker, jeg arbejder sammen med, hvilket der forhåbentligt også kommer noget spændende ud af. Men i forbindelse med fremtidsplaner giver rumopdelingen her jo, som jeg nævnte før, særlige muligheder og en god dynamik. Nogle af de kunstnere, jeg arbejder sammen med, vil derfor i forbindelse med deres respektive udstillinger få muligheden for at invitere en eller to kunstnere fra ind- og udland med som gæsteudstillere. De kommende udstillinger vil også ske i samarbejde med min assistent Kelly Kyst, som har stor erfaring med disse ting fra udlandet. I den nærmeste fremtid vil Kelly blandt andet være alene om at kuratere en udstilling bestående udelukkende af amerikanske kunstnere. Så i stedet for at jeg hele tiden går ud og dikterer, hvad der skal vises, ønsker jeg altså at lade mig inspirere af andre. Denne fornyelse interesserer mig, og jeg føler også derved, at jeg er tættere på udviklingen. Og ikke mindst skaber det i sidste ende en større lyst hos de udstillende kunstnere ikke at få et i forvejen defineret udstillingskoncept presset ned over hovedet. Omvendt vil jeg selvfølgelig gerne i udgangspunktet være med til at ”smagsbedømme” eller verificere, hvem der udstiller, men det har indtil videre fungeret meget godt. Der vil eksempelvis til Alexander Tovborgs kommende visning være gæsteudstillinger med et par kunstnere, som efterhånden er temmelig etablerede, og jeg tror nok, man vil smile lidt i krogene, når man ser, hvem der er tale om. Disse overraskelsesmomenter vil også fremover være et vigtigt element i galleriet her, og jeg mener i øvrigt, at Valby er ét af de få steder overhovedet, hvor man kan gennemføre et sådant udstillingskoncept.
Hvordan definerer du din rolle som gallerist i øvrigt? Som jeg allerede har nævnt, er melodien inden for galleriscenen ikke nødvendigvis så ny, og det er ofte den samme melodi, du vil få fra vidt forskellige gallerister. Men når det er sagt, mener jeg i høj grad, at man som gallerist kan være med til at gøre en forskel. Eksempelvis har jeg kæmpestor respekt for, hvad Nicolai Wallner har gjort med hensyn til udviklingen inden for galleriscenen. Nicolai har efter min mening lagt en stor grundsten i dansk kunst, og han har utvivlsomt været en væsentlig faktor i forbindelse med den vækst, man har oplevet i de senere år. Selv har jeg med mit galleri imidlertid ikke noget ønske om at ligne nogen bestemt. Men generelt set er jeg på Valby-områdets vegne optimistisk, og situationen er på nuværende tidspunkt ganske god, for vi forsøger jo som sagt med det her at skabe grobund for noget nyt og spændende. Det er muligvis hamrende romantisk, men derudover vil jeg gerne selv give især unge kunstnere mulighed for forøget opmærksomhed.
Det var også medvirkende årsag til at starte her? Bestemt. Jeg var på mange måder kommet til en naturlig skillevej i min tidligere arbejdssituation, så det var meget helhjertet for mig at træde ind i dette projekt. Der er med andre ord for mit vedkommende en overordentlig stor lyst og glæde forbundet med at arbejde med en vis ”sprødhed”, det vil sige ting, der er i vækst. Og det er også grunden til, at jeg ikke udelukkende har valgt at arbejde med etablerede folk. Det er med andre ord en afgørende motivationsfaktor at kunne satse på bestemte kunstnere og være med til at formidle dem som værende det fremtidige, og de skal jo også alle kunne forsvares af mig personligt. Jeg ønsker derudover at have et længere og tættere samarbejde med de kunstnere, der udstiller her, hvilket efter min mening giver større tilfredsstillelse for begge parter. I den forbindelse må man jo som gallerist stole på sin vurderingsevne og ikke mindst minde sig selv om, at det ikke er salgstallene alene, der forsvarer, hvad og hvem det er, du formidler. Men helt grundlæggende er det vigtigt for mig at have hjertet med i det, jeg laver. • | Related:fra kopenhagen.dk: [20. juni 2011] [16. maj 2011] [06. april 2011] [23. marts 2011] [15. februar 2011] [11. januar 2011] [29. november 2010] [15. oktober 2010] [22. september 2010] [06. september 2010] [16. juni 2010] [11. maj 2010] [28. april 2010] [06. april 2010] [22. februar 2010] [30. november 2009] [25. november 2009] [26. oktober 2009] [07. oktober 2009] [01. september 2009] [18. august 2009] [10. august 2009] [29. juli 2009] [18. juni 2009] [02. marts 2009] [20. februar 2009] [11. februar 2009] [23. januar 2009] [21. januar 2009] [14. januar 2009] [01. december 2008] [28. oktober 2008] [26. oktober 2008] [03. september 2008] [21. august 2008] [29. juli 2008] [13. maj 2008] [10. marts 2008] [11. februar 2008] [31. oktober 2007] [10. oktober 2007] [24. april 2007] [27. februar 2007] [27. februar 2007] [07. februar 2007] [29. januar 2007] [05. december 2006] [11. oktober 2006] [16. august 2006] [07. august 2006] [07. august 2006] [06. august 2006] [23. maj 2006] [08. maj 2006] [01. maj 2006] [29. marts 2006] [19. marts 2006] [14. marts 2006] [07. marts 2006] [10. december 2005] [07. juni 2005] [15. maj 2005] [05. maj 2005] [30. marts 2005] | |||||
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA | |||||||