Interview: Kathrine Bolt Rasmussen

Charlotte Fogh Contemporary i Århus byder indenfor til How about her side of the story?		Udsnit af udstillingen

Hvorfor hedder udstillingen How about her side of the story?

Man kan sige, at titlen peger på det, udstillingen overordnet set forsøger at gøre, nemlig at skabe et lille rum, hvor der er plads til, at kvindelige kunstnere på forskellig vis kan eksperimentere og udtrykke sig kunstnerisk. Det er ikke sådan, at udstillingen forsøger at forskanse de kvindelige kunstnere i det lille baglokale, man kan måske nærmere sige, at de kvindelige kunstnere ‘frivilligt’ trækker sig tilbage for at skabe deres eget rum og deres version af historien. De mandlige kunstnere er heller ikke vredt blevet bortvist fra udstillingen - de er jo sådan set symbolsk tilstede ved deres fravær i form af det tomme, hvide forlokale.

Hvorfor har du valgt at lave en udstilling, hvor der kun er værker af kvindelige kunstnere?

Jeg ønskede at lave en udstilling, der ud fra en kvindelig synsvinkel tematiserer aktuelle kunst- og kønspolitiske spørgsmål. Udstillingen er således også et forsøg på at vise, at der trods visse fremskridt, stadig synes at være en tendens til at favorisere og privilegere det mandlige subjekt, både indenfor kunsten i forhold til indkøbs- og udstillingspolitik, men ligeledes mere generelt i hverdagens forskelligartede daglige kontekster. I forlængelse heraf forsøger udstillingen at pege på, hvorledes polariteten mellem mænd og kvinder er en symbolsk konstruktion, som indgår i hele det vestlige samfunds tendens til at tænke i modsætningspar. Udstillingen handler således ikke blot om kvindelig identitet, men peger nærmere på identitet og identitetsdannelse i mere generel forstand – som et forsøg på at pege på, at såvel ‘femininitet’ som ‘maskulinitet’ er konstruerede størrelser.

Nanna Debois Buhl: Carmencita, 2006. Tush og gouache på papir.		Lisbeth Bank: Rumforskning, 2006. Sættekasse med objekter. Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Forsvar og Forskansning, 2006. Keramisk skulptur.

Er det en feministisk udstilling?

Ja, det kan man godt sige, at det er, idet udstillingen bl.a. kommenterer det forhold, at der stadig synes at eksistere en skævvridning mellem kønnene. How about her side of the story? forsøger at give stemme til og skabe et rum for de kvindelige kunstnere, hvis side af historien til stadighed synes at blive nedvurderet og marginaliseret.

Du har som kurator valgt at lade selve gallerirummet stå tomt og dermed lade udstillingen udfolde sig i de “hengemte” rum – hvad vil du med denne gestus?

Man kan sige, at jeg med det rumlige greb symbolsk rydder forrummet for, at de kvindelige kunstnere kan komme til syne. Ved at lade det største og mest prominente rum, der med store vinduer vender ud mod gaden, være hvidt og tomt, gør udstillingen helt bogstaveligt opmærksom på det forhold, at de ‘store’ mandlige kunstnere ofte per se har indtaget det primære udstillingsrum, mens de kvindelige kunstnere ofte er blevet gemt lidt af vejen, henvist til de sekundære udstillingsrum, hvis de da overhovedet har kunnet komme til at udstille. For at opleve den lille, intime og tætpakkede udstilling må beskueren bevæge sig ind bag Hesselholdts & Mejlvangs værk Foranstaltning – der har karakter af et forhæng eller et scenetæppe – ind i den del af gallerirummet, der mest af alt minder om et baglokale. Man kan måske sige, at det lille rum i rummet som udstillingen danner, kommer til at fungere som en form for metarum, der afspejler, hvorledes kvindelige kunstnere ofte har indtaget en sekundær plads på kunstscenen og derfor er blevet henvist til marginen af kunsthistorien. I et bredere perspektiv fungerer udstillingen som en kommentar til det forhold, at det mandlige subjekt, historisk og aktuelt, ofte stadig sættes i første række og det kvindelige i anden række.

Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Foranstaltning, 2006. Camouflagepresenning m. Globalkniv Sofie Hesselholdt & Vibeke Mejlvang: Foranstaltning, 2006. Camouflagepresenning m. Globalkniv

Gallerirummet ligner umiddelbart den helt klassiske “hvide kube” – er dette også en kommentar til modernismen og til dens ofte maskuline bemestring af rummet, kunsten og historien?

Ja, det må man i høj grad sige, det er. Kunsthistorisk set er den rene hvide kube jo blevet forbundet med skjulte, ideologiske magtstrukturer baseret på den heteroseksuelle, hvide mands verdenssyn. Den institutionskritiske kunst i 1960’erne og 1970’erne forsøgte netop at afsløre, hvorledes hele den museale struktur både i henhold til udstillinger og samlinger er konstrueret ud fra den heteroseksuelle, hvide mands konventionelle synsfelt, og at den repræsenterede og kanoniserede kunst var en refleksion af netop disse skjulte magtstrukturer. Det rene, hvide modernistiske kunstrum, der umiddelbart virker så neutralt og uskyldsrent, afslørede sig som en ekskluderende struktur, der privilegerede de ‘store’ mandlige kunstnere og marginaliserede grupper som kvinder, sorte og homoseksuelle og rubricerede dem som ‘afvigende’ andre. Man kan således sige, at How about her side of the story? lægger sig i forlængelse af den institutionskritiske kunsts forsøg på at afdække, hvorledes nogle grupper privilegeres på bekostning af andre.

Er der nogle fællesnævnere for de kunstnere, du har valgt til udstillingen – ud over at de er kvinder?

Ja, selvom værkerne umiddelbart er meget forskellige, kan man efter min mening sige, at alle de valgte kunstnere på den ene eller den anden måde forholder sig til identitetsmæssige spørgsmål og i særdeleshed til spørgsmålet om, hvordan kvindelig identitet konstrueres og repræsenteres i forhold til givne sociale og kulturelle normer. Selvom kunstnerne benytter sig af meget forskellige medier fra installation over keramik til tegning, og værkerne fremstår mere eller mindre feministiske i deres budskaber, synes de alle i mine øjne på forskellig vis subtilt at kommentere kvinders ofte marginaliserede position historisk og aktuelt. Endvidere kan man sige, at alle kunstnerne har skabt små universer eller historier, hvor der er plads til kvinder og deres erfaringer og fortællinger. Nogle af udstillingens værker undersøger mere eksplicit end andre, om der findes en særlig kvindelig synsvinkel, der er værd at fastholde, en kvindelig æstetik, kunne man også kalde det, som i fx Christine Melchiors værk Tilbygning, der fremstår som en poetisk hybrid mellem arkitektur, skærm og beklædning. Eller i Henriette Heises næsten kontemplative video A room of one’s own, der med referencer til Virginia Woolf synes at understrege, hvorledes det er nødvendigt for en kvinde at have frihed og rum til at kunne udtrykke sig kunstnerisk.

Udsnit af udstillingen med bl.a. Henriette Heises video A room of one’s own, 2000 og fotografiserierne Skuffe og Lomme, 2006.

Udstillingens titel How about her side of the story? lægger op til en mere åben og relativ læsning af historieskrivningen og kunsthistorien, hvor der ikke kun er én historie men mange historier. Hvordan synes du, værkerne spiller op til denne tematik?

Unni Gjertsens værk Creative History kommenterer netop det forhold, at der ikke blot findes én samlet historie, men mange forskellige historier, alt afhængig af hvilken position man betragter historien fra. I sine silketryk skaber Unni en slags kontrafaktisk historieskrivning, idet hun konfronterer beskueren med sit bud på en historie, der i modsætning til den officielle historie om ‘de store helte’ centrerer sig omkring heltinder som Virginia Woolf, Yoko Ono og Hannah Arendt. På baggrund af den personlige erfaring som kunststuderende og udøvende kunstner med ikke at kunne få øje på sine kvindelige forbilleder i historiebøgerne, vælger Unni at genskrive historien med et kvindeligt fortegn.

Unni Gjertsen: Creative History, 2003/2004. Silketryk

Flere af værkerne peger på “arkitektur”, facade og forskansning som en slags beskyttelse mod verden udenfor – der samtidig også er skrøbelig og flygtig, som fx Christine Melchiors Tilbygning. Kan man se disse værker som et udtryk for, at identitet og “facade ud ad til” i og for sig er flygtige og skrøbelige størrelser?

Ja, Christine Melchiors værk, der har karakter af en hybrid mellem skærm, arkitektur og beklædning, synes på mange måder at pege på, hvorledes de rum, vi bruger, bebor og producerer, er midlertidige og skrøbelige på samme måde som vores identitet, der – som du siger – fungerer som en facade ud ad til, og som er noget, vi i Judith Butlersk forstand kan lege med og iføre os midlertidigt. I en række tidligere projekter har Christine Melchiors ligeledes undersøgt, hvorledes kosmetik kan opfattes som en form for midlertidig beskyttelse, et flygtigt ‘rum’ bygget op omkring huden for en dag – lidt på samme måde som arkitektur og beklædning, der også fungerer som en art midlertidig beskyttelse mod omverdenen, en membran mellem ydre og indre. – Et forhold Melchiors dobbelttydige værk Tilbygning efter min mening også spiller på.

Christine Melchior: Tilbygning, 2006. Sort netstof, plaststof, metal, påsyninger. Christine Melchior: Tilbygning, 2006. Sort netstof, plaststof, metal, påsyninger.

På den ene eller den anden måde kredser alle udstillingens værker omkring det at skabe “rum” – enten i historieskrivningen som Unni Gjertsens silketryk, eller også helt konkret som “et nyt rum”, en “tilbygning”, en “sættekasse”, en “skuffe” eller en “forskansning”. Man kan måske afsluttende sige, at udstillingens budskab er at skabe “rum” i en mere overordnet forståelse – rum til hinanden, rum til forskelligheder, til både interaktion og fordybelse?

Ja, det, synes jeg, er en meget fin fortolkning. •

Lisbeth Bank : Rumforsning, 2006. Sættekasse med objekter.		Lisbeth Bank : Oops I did it again and…, 2006. Keramik.