| Kopenhagen.dk - kunsten kommunikerer! | lørdag d. 11. februar 2012. 18:09 |
 |  |
|
Få gratis nyhedsbrev hver uge Tilmeld dig her ! |
        |
Annoncer:
Interview: Kathrine Ærtebjerg
Kopenhagens udsendte mødte Kathrine i forbindelse med hendes store line-up udstilling Se hvor store mine blomster er, svarede hun i Kunstforeningen Gl. Strand. Det blev til en snak om det at være stemplet som ”kvinde-kunstner”, en samtale om hendes værker generelt og om hendes tanker omkring brugen af voksenverdenen og barnedrømmene i egne værker.
|
 Kathrine Ærtebjerg: Se hvor store mine blomster er, svarede hun på Kunstforeningen Gl. Strand |
Dine værker generelt tager på mange måder afsæt i kvinden og ”hende” som historiefortæller og ikke mindst som omdrejningspunkt i sine omgivelser. Kan du fortælle lidt om din interesse og undersøgelse af ”hende” og ”hendes” udvikling i dine værker?
Jeg opererer med et subjekt, som altid er ”hun”. Men ikke forstået på den måde, at det kun drejer sig om en kvindeverden. Det drejer sig netop ikke om ting, som udelukkende eksisterer i kvindens verden, f.eks. menstruation. Billederne drejer sig om nogle almene ting. Men samtidig holder jeg fast i at det bliver set og fortalt fra en kvindelig vinkel.
Jeg plejer at sige, at jeg ikke opererer med et ”han” og et ”hun” samtidig, fordi det ikke drejer sig om parforhold. Det handler om det enkelte menneske, og det enkelte menneskes forhold til sig selv og sin omverden. Betegnelsen ”hun” kan være en meget generel ting, men det kan også være et personligt stedord og kan tage udgangspunkt i en specifik person. Og i mine billeder er det begge dele.
Jeg kan godt selv lide at se det som værende mange sider af den samme person eller det kunne potentielt være alle.
Måske skulle jeg lige fastslå at jeg arbejder med en fiktionsverden. Jeg arbejder ikke selvbiografisk og mine billeder er derfor ikke direkte referencer til mit eget liv.
| ||
 Kathrine Ærtebjerg: Se hvor store mine blomster er, svarede hun på kunstforeningen Gl. Strand | |  Kathrine Ærtebjerg: Se hvor store mine blomster er, svarede hun på kunstforeningen Gl. Strand |
I dine historier forekommer meningen umiddelbart let aflæselig. Men ved nærmere kig dukker en latent og underspillet stemning op af store og svære eksistentielle valg, men måske også en indre konflikt mellem dine hovedpersoners afspejling af dem selv i deres omgivelser. Kan du komme lidt ind på identiteten og personernes konflikter, som du leger med i dine historier?
Det er i høj grad identitet, som mine billeder drejer sig om. Helt generelt hvem er jeg og hvordan er jeg blevet til den, jeg er, og hvilken muligheder har jeg for at skabe mig selv og for at skabe mit liv? Det er selvfølgelig meget overordnet. Men det er sådan nogle ting, der er bevæggrund for at lave billederne.
Og så drejer det sig om, at det er billedkunst. Det er billederne, der skal fortælle historierne og ikke mig, der skal forklare dem. Det er en billedverden, der skal rumme flertydighed og mystik på et eller andet plan. Det skal være billeder, der rummer flere lag, og som man kan kommunikere med over tid. Indenfor de emner, jeg opererer med, findes der jo ikke nogen entydige svar. Det er alt sammen en proces og en personlig udvikling. Det er et malerisk rum, som stiller nogle spørgsmål. Jeg lægger nogle symboler og figurer ud, som beskueren kan kommunikere med. Og det danner forhåbentlig et eller andet form for reflektions-rum.
|
 Kathrine Ærtebjerg: Bagerjomfruens drøm, 2005. 200x300 cm. olie på lærred |
Personerne udlever ofte en form for overgang i dine værker. ”Hun” tvinges til at tage et valg, som i f.eks. maleriet Valgets kalden. Og dine personer går endvidere ind og bliver en del af deres omgivelser. Reflekterende og spejlende sig i de omgivelser de befinder sig i. Det ses f.eks. i værket Bagerjomfruens drøm, hvor ”hun” står og spejler sig i bagervinduet, der morfer sig og bliver til et kæmpe naturlandskab. Kan du fortælle lidt om den afspejling og dine hovedpersoners udvikling, som du arbejder med?
Man kan sige, at billederne foregår i en slags parallel verden. Der er forskellige typer figurer og landskaber, hvor nogle er tættere på realiteten og andre længere fra den. Det er bevidst, at jeg ikke holder mig til én type landskaber eller én type figurer. Men jeg bruger mange forskelligartede elementer på en gang for at skabe et bredere felt. Det antyder forskelligheden af hvad vi er gjort af, de mange lag i os og vores verden. Nogle elementer forekommer tegneserieagtige kunstige, hvor man som menneske måske lettere kan spejle sig i de mere realistiske.
Det er en parallel verden, hvor billederne er maleriske rum, man kan bevæge sig ind i, men jeg spiller også på maleriet som en flade. Illusionismen er jo ikke fuldstændig. Maleriet fremstår også som et billede, som en abstrakt ting.
| ||
 Kathrine Ærtebjerg: De gode og de onde, 2006. 205x210 cm. olie på lærred | |  Kathrine Ærtebjerg: Der var to sole, 2006. 200x200 cm. olie på lærred |
I forlængelse af identitetsspørgsmålene, forelægger du jo også en utrolig seriøs voksenverden og stiller den op mod barnedrømmen. Som f.eks. værkerne Fuglene flyver og Bagerjomfruens drøm. Man kan sige, at dit univers generelt afspejler et tilflugtssted mellem virkelighed og drøm. Kan du fortælle lidt om forholdet mellem den fantasiverden du opstiller og den mere samtidige, der opstår imellem dine figurer og hovedpersoner og de omgivelser du putter dem i?
Der er klart en stor del eskapisme i mit værk. Det, at bevæge sig ind i en parallel og subjektiv verden, er på denne udstilling et tydeligere tema, end det tidligere har været. For eksempel i en af mine små billeder der hedder Hun var ikke til at nå, der handler om, at man også bevist går ind i en anden verden. At man har mulighed for at lukke sin dør og være selvbestemmende i sin egen verden. At tage en pause fra den almindelige verden. Det er noget, som mange mennesker gør brug af gennem bl.a. film, videospil, rusmidler osv. Der er tre malerier på udstillingen, hvor personen på billedet vender ryggen til beskueren og er ved at træde ind i en anden verden: Bagerjomfruens drøm, På vej hjem og Hun så sig tilbage. Man gider bare ikke den almindelige dagligdags virkelighed hele tiden, den er simpelthen for kedelig og kan ikke opfylde de drømme og længsler man har.
Men det er ikke kun virkelighedsflugt, det handler om, der er også et nærvær. Det handler om os, og ikke i den forstand om en anden verden. Men den verden man skaber i sit eget hoved er jo også virkelig.
Hverdagslivet, som drejer sig om at tjene penge, om basal livsstil, er jo for kedelig udelukkende at leve i. Hvor placerer man sine drømme og længsel...
| |||
|
Dine hovedpersoner er ofte sat sammen med og i forbindelse med dyr i dine fortællinger. Nogle gange bliver dine hovedpersoner næsten til dyr-lignende former. Dyrene foretager sig nogle gange en handling sammen med din hovedperson, hvis ikke de selv er hovedpersonerne i billedet. Er dyrene ment som projektioner, en slags udøvere af handlinger tænkt af dine hovedpersoner? Måske du kan forklare lidt om sammensætningen, og den rolle, de spiller sammen og mod hinanden?
Jeg tror, at det første jeg vil sige er, at mine billeder opererer med en form for besjælet univers. Tanken om at alt er besjælet, og at dyrene ikke bare er underholdnings-ting i en zoologisk have, eller noget man spiser. Men at de er eksistenser, at de også lever et liv. Og det er måske netop også dette aspekt ved mine værker, der peger på det barnlige og det naive. At dyrene indgår i de maleriske fortællinger er fordi, jeg skaber en verden af skæve eksistenser, der lever sammen, som igen peger på en paradisisk tilstand, som er utopi. Det her med at flygte ind i en idealverden, hvor man kan kommunikere og leve med dyrene, er egentlig meget barnligt.
Det er her fantasien kommer ind. Det med ikke at acceptere de menneskelige begrænsninger, og at ønske at kunne nogle ting, som mennesket ikke kan. Som det for eksempel er i tegneserier. At man insisterer på, at man kan flyve, at man kan forvandle sig til et dyr, at man får overmenneskelige kræfter og så videre. Det er nok en måde at ville udvide sine muligheder og ikke acceptere sine begrænsninger.
Der er også blandingsfigurerne. De handler om udvikling, om forvandling, og om hvordan man er flere ting på en gang. Her bruger jeg dyrene som billede på et dyrisk lag i mennesket.
|
 Kathrine Ærtebjerg: Fuglene flyver, 2005. 200x300 cm. olie på lærred |
I dine billeder ses der også en mere direkte form for undersøgelse af kvinden, hendes køn og seksualitet. Kan du komme lidt ind på den undersøgelse?
Seksualitet og køn er helt klart emner, jeg har været optaget af i mange år. Og det er fordi, jeg mener, disse ting er helt centrale i vores opfattelse af os selv. De roller, vi bliver puttet i fra fødslen, det at vi begrænses til at være noget bestemt og tænker således. Menneskets begrænsninger og muligheder er jeg meget interesseret i. Selvfølgelig har man som menneske brug for begrænsninger, man bliver nødt til at have normer for hvordan livet skal udføres, så alt ikke bliver anarki og kaos.
Kunsten er et sted, hvor man kan kigge på de her begrænsninger, bryde og rykke dem lidt. Og et sted, hvor man måske kan finde et frirum.
Nu er jeg selv kvinde og derfor er omdrejningspunktet kvinden. Kvindens identitet og seksualitet.
Og så er det også af betydning at kunsthistorien er skabt af mænd. Jeg holder fast i og insisterer på, at kvinden er subjektet for min fortælling. Netop fordi der er så mange mandlige subjekter. Og fint nok, dem har jeg også brugt. Jeg er jo også en del af historien.
Men jeg syntes, at det bør være ligeså almindeligt at tale med en kvindelig stemme, som at tale med en mandlig.
Jeg synes, det er vildt irriterende, når man er kunstner og kvinde, at man ikke bare er kunstner, men ”kvindelig kunstner”. Det kan jeg tydeligt se, når vi for eksempel er en gruppe af kvinder, der laver en udstilling sammen, så bliver den stemplet som en ”kvinde-udstilling”. Men var det mænd, havde det bare været en udstilling. På trods af at vi er tæt på ligestilling.
Det er svært at undgå sådanne ting, og det er noget man må forholde sig til, mener jeg. Og det gør jeg så og har gjort det til en del af mit værk.
| |||
|
Du udstiller ofte dine malerier installatorisk, forstået på den måde at du skriver dine titler på væggen ved siden af værket. Men selvom titlerne tydeligvis betyder meget for dig og værket, gør det ikke nødvendigvis værket nemmere aflæseligt?
Da jeg begyndte at interessere mig for billedkunst var min interesse maleriet og lyrikken. Da jeg gik i gymnasiet, skrev jeg digte og min bedste ven fra gymnasiet er nu forfatter. Jeg har altid haft en forkærlighed for sproget. Ikke sproget som en forklarende ting, men i poetisk forstand, sidestillet med billedet. Det virker rigtigt for mig at koble de to ting sammen.
Titlerne giver et ekstra lag til malerierne. Desuden mener jeg, at der er en masse sproglige overvejelser i det at lave billeder. I hvert fald når man arbejder med maleriet indenfor det fortællende felt. Så derfor inddrager jeg sproget for at udbygge den fortælling, der foregår. Det betyder ikke, at man ikke kan se malerierne isoleret. Men på en udstilling, hvor der er en omfattende fortælling, som man breder ud for publikum, synes jeg, at det er fint at have det sproglige element med.
Jeg skriver titlerne på væggene for at lægge vægt på dem. For at alle elementer bliver en del af helheden. Jeg kan godt lide at det hele er der, at det hele er synligt. Det, du ser, er hvad du får. Man behøver ikke at læse en artikel eller en medfølgende tekst for at få det hele med. Det hele er der. Det er til at få øje på, og der er en vis tydelighed på spil, selvom det er en gådefuld tydelighed. •
|
 Kathrine Ærtebjerg: Yogamanden lod som om han ikke eksisterede, 2006. 103x133 cm. olie på lærred |
| ||
 Kathrine Ærtebjerg: Hun var parat, 2005. 60x45 cm. akryl, spray og olie på lærred | |  Kathrine Ærtebjerg: Hun var parat, 2005. 60x45 cm. akryl, spray og olie på lærred |
| |||
| |||
| |||
| |||
| |||
|
| |||
| |||
| |||
|
Related:
© 2000 - 2006 kopenhagen publishing
kopenhagen har modtaget tilskud fra Kunstrådets fagudvalg for billedkunst, Kulturministeriets Tidsskriftstøtteudvalg og MONTANA