Interview: Kasper Sonne

Kasper Sonne: Trust Me installationview.

I dine tidligere værker har du vist mistillid til både autoriteter, demokratiet, den mennesklige moral og ikke mindst dig selv. Ikke desto mindre hedder din udstilling Trust Me. Hvorfor skal man pludselig stole på Kasper Sonne?

Hvis du kigger på titelværket, så er det et selvportræt, hvor jeg er iført englevinger og djævlehorn, så tematikken er selvfølgelig: Hvad kan vi stole på? Der ligger et spil i udsagnet Trust Me, fordi jeg indeholder begge sider. Du kan stole på mig og så alligevel ikke. Det er den overordnede tematik, jeg arbejder med. Det er et meget godt startbillede.

Kasper Sonne: Trust me, 108,5x129 cm.. C-print, monteret og indrammet

Værkerne er for det meste skåret ned til ren tekst og afgiver i sig selv ikke ret meget information. Trust Me virker derfor mere kryptisk og kræver mere af beskueren end dine tidligere udstillinger...

Helt overordnet handler kunst for mig om kommunikation. Jeg er af den opfattelse, at eftersom jeg udstiller i det offentligt rum, har jeg pligt til at inddrage beskueren eller i hvert fald gøre plads til beskueren i værkerne. Man kan sige, at jeg laver et rum mellem subjekt og objekt, hvor beskueren kan stille sig. Dér er der plads til ens egen involvering gennem egne referencer, egne erfaringer, til at aflæse og afkode de signaler, jeg sender. Som kunstner er jeg interesseret i at få en interessant diskurs omkring tingene. Jeg har ikke lyst til at fremstå singulær i forhold til mine tematikker. Derfor er det almenmenneskelige tematikker, jeg undersøger, og det er et helt bevidst valg. Jeg er subjektet, udgangspunktet, men derfra og til objektet, værket, er der en proces, som handler om at inddrage andre, og det gør jeg ved at beskæftige mig med almene tematikker. Dvs. noget som andre mennesker kan forholde sig til, og som man ikke kun kan læse mig ind i. Det er vigtigt for mig. Det du oplever som noget kryptisk, oplever jeg som et åbent rum. Mit projekt er at undersøge: Hvad kommunikerer vi?, hvordan kommunikerer vi? og hvorfor kommunikerer vi? Gennem de sidste års proces har jeg skåret mere ind til benet, især i denne udstilling, for at være mere klar i min egen kommunikation. Samtidig vender jeg altid tingene på hovedet, dvs. du læser én ting men i virkeligheden står der måske det modsatte. Titlerne er placeret ved siden af værket, fordi titlen er en vigtig del af selve værket. Et værk som vægmaleriet her, "tell me what to do" - værket hedder Do as you are told - er et godt eksempel på det rum, som opstår i mellem de to udsagn, hvor der ikke bliver sagt noget. Tell me what to do og do as you are told - du må selv stille dig i midten og tolke: "Hvad er det, der bliver sagt, at “jeg” skal gøre?"

Kasper Sonne: Do as you are told, 2006. 257x26,5 cm./Dimension efter aftale Vægmaleri

Det virker som om, du grundlæggende stiller spørgsmål ved kommunikation og tager hele problemet med sproget op. Vi har forskellige forståelser af de samme ord...

Præcis, det er dét, jeg synes, er interessant. Jeg interesserer mig ikke for entydighed. De dualiteter, vi indeholder som mennesker, at vi ikke kun er gode eller onde men begge dele, interesserer mig. Jeg interesserer mig ikke for enten eller men for både og. Den mulighed for miskommunikation eller misforståelse, som ligger i både og, synes jeg er ret interessant. Den første tolkning af mine værker vil tit være, at jeg kommunikerer meget direkte. Men hvis du går ind i værkerne, vil du komme til et punkt, hvor du bliver i tvivl om, hvad det er, der bliver kommunikeret. Der må du så som beskuer selv træde til.

Kasper Sonne: The message, 2006. 33x42 cm. hver pigment print på 330 gr. Sommerset papir, indrammet

Det, du taler om her, minder mig om en scene i filmen Donnie Darko. I en time bliver eleverne bedt om at kategoriserer forskellige handlinger som gode eller onde. Men hovedepersonen argumenterer for, at livet ikke er så simpelt, og at der er en gråzone mellem godt og ondt...

Helt klart... Det er et kunstnerisk greb at vælge sort og hvid, men jeg gør det for at pege på alle nuancerne mellem sort og hvid. Jeg bruger nogle meget letaflæselige polariseringer for at pege på nogle mere komplekse tilstande, som netop er feltet imellem yderlighederne. Det vil være en klar misforståelse at se mine ting som sort/hvide. Men misforståelsen er en del af det – jeg håber også, der er nogen, som forstår det sådan, for så er mit projekt lykkedes. Jeg synes bestemt ikke, at kunst skal være esoterisk, men jeg mener helt klart, at beskueren har et medansvar for sin egen oplevelse. Du kan ikke bare forvente at blive underholdt, så skulle du måske hellere være gået i biografen. Skåret ud i pap: Hvis du kun kigger på overfladen, så ser du også kun overfladen. Og det er ikke min opgave at tage dig i hånden og fortælle dig, hvad du skal se. Så bliver oplevelsen kun farvet af mig og ikke af dig selv. Det er ikke interessant, for der er ikke to komplet ens opfattelser af noget. Hvad der er rigtigt for mig, er måske dybt forkert for dig. Det er interssant og samtidig dybt problematisk i vores samfund i almindelighed. Jeg er interesseret i, hvordan vi interagerer, I magtbalancer og hierakiske inddelinger. Det er umuligt at tale om kun god eller kun ond. Vi har alle sammen været i et forhold, vi blev nødt til at gå fra, vel vidende at vi sårer et andet menneske dybt. Det er problematisk, for hvad skal man så vælge? Skal man vælge sin egen lykke på bekostning af en andens? Det er umuligt at være "god" i sådan en situation, men man er heller ikke "ond", fordi man følger sit hjerte.

Kasper Sonne: Four letter words, 2006. 240x300 cm. Neon, MDF, diverse.

De forskellige opfattelser af sandheden, du taler om, er helt konkret udtrykt i værket To remember me...

Vi har en generel opfattelse af, at jo flere gange noget bliver sagt, jo mere rigtigt bliver det. Men det, som sker her, er det modsatte. Der foregår en tydelig negation fra nummer ét til nummer 2000, (værket består af 2000 post-it notes, påstemplet ordene the truth red.) der er jo næsten ikke noget tilbage af sanheden på nummer 2000. Her sker det modsatte, at jo flere gange, noget bliver sagt, jo mindre værdifuldt bliver det. Det er også et billede på, at der i værket potentielt findes 2000 forskellige sandheder.

Kasper Sonne: To remember me, 2006. 392,2x282 cm. 2000 Post-it notes ,stempel, blæk, tape		Kasper Sonne: To remember me (detail), 2006. 392,2x282 cm. 2000 Post-it notes ,stempel, blæk, tape

Mange af dine værker kan opfattes politisk...

Jeg opfatter ikke mig selv som en decideret politisk kunstner, fordi jeg ikke tager udgangspunkt i en specifik politisk debat. Men det er rigtigt, at det også kan læses på et politiske plan, fordi politik basalt handler om modsætningsforhold såsom, rigtigt og forkert, god og ond, rig og fattig.

Kasper Sonne: Hate to love you love to hate you, 2006. 80x94,7 cm. hver C-print, monteret og indrammet

Du har et selvportræt med på udstilingen, og du har tidligere lavet videoer, hvor du er klædt ud som Kurt Cobain. Er det ikke hårdt at udstille sig selv på den måde?

Jo, men jeg synes også, det er vigtigt. Man kan spørge, om det er fordi, jeg har brug for at være i centrum? Ja, det er det også. Jeg tror generelt, at folk som vælger at blive kunstnere, har et større behov for at blive elsket end andre. Jeg taler ikke kun om billedkunstnere men også om musikere osv. Det er jo paradoksalt, at musikere vælger at forlade deres familie for at tage på turné for at blive hyldet af fremmede mennesker - men jeg kan godt sætte mig ind i behovet. Jeg kan godt sætte mig ind i lysten til at stå på en scene foran 50.000 mennesker, som alle sammen elsker og tilbeder dig. Det er også det, min kunst handler om på et mere personligt plan. Det er da ret trist at ville forlade ét menneske, som virkelig elsker dig, for at blive elsket af 50.000 på et overfladisk plan. Det, som interesserer mig i den kontekst, er, hvorfor vi gør noget, som vi ved sårer andre, men som vi alligevel ikke kan lade være med at gøre. Jeg mener ikke, at man er et ondt menneske, hvis man ubevidst udfører en ond handling - så er man et almindeligt menneske. Man er et ondt menneske, hvis man bevidst udfører en ond handling. Omvendt synes jeg ikke, at man er et godt menneske, hvis man udelukkende udfører bevidst gode handlinger.

Kasper Sonne: The beginning is the end and the end is the beginning, 2006. Variable mål Dias projektor, dias, lærred, stativ.

Det er en form for kristen moral, du taler om, hvor man skal gøre det gode uden at tænke over det, for hvis man tænker over det først, tænker man også på, hvad man selv får ud af sin handling..

Det er almene spørgsmål om moral og etik, og det er også det, min kunst handler om. Nu kommer vi tilbage til det, du spurgte om før. Jeg er udgangspunktet i min kunst, og det er jeg, fordi jeg synes, det er nødvendigt, at jeg peger tilbage på mig selv. Jeg kommer med nogle udsagn som let kan tolkes som bedrevidende eller belærende, og sådan har jeg ikke lyst til at fremstå. Derfor peger jeg på mig selv og siger: Jeg er ikke hævet over dette. Jeg ønsker ikke som kunstner at fremstå som værerende sandedsbærende. Jeg er ligeså meget en del af min egen tematik som alle andre. Derfor har jeg et selvportræt med, som tydeligt viser, at jeg står midt mellem det gode og det onde. Det, jeg fortæller dig her, (Kasper peger på de mange hvide post-it notes red.) er måske en kæmpe løgn, selvom der står "sandheden" 2000 gange. Jeg lyver også for mig selv.

Hvordan vælger du, hvilket medie dine værker skal præsenteres i?

Jeg bliver nødt til at vælge det medie, som kommunikerer min idé bedst. Jeg vil ikke låse mig selv fast i ét medie og sige: Jeg er maler, jeg er fotograf etc. For så hæmmer jeg muligheden for det, som jeg gerne vil: At kommunikerer. Mine værker starter oftest med et ord, og så undersøger jeg, hvad det ord handler om. Og så finder jeg ud af, hvilken form det er bedst, at præsenterer idéen i, og ud fra det vælger jeg mediet. Det er derfor, at Do as you are told er et vægmaleri og ikke bare en folie. Hvis du køber værket, kommer jeg rent faktisk hjem til dig og maler ordene på den væg, du siger, at jeg skal.

Kasper Sonne: Trust Me installations view.		Kasper Sonne: Trust Me installations view.

Dine værker virker meget klart formuleret fra starten af processen, hvorimod mange andre kunstnere bruger mere vage formuleringer og mere sætter en proces i gang uden at vide, hvor værket ender...

Min kunst ser ud, som den gør, fordi den kommer direkte fra mig, og andres kunst ser ud, som den gør, fordi den kommer direkte fra dem. Vibeke Vibolt Knudsen fra Statens Museum for Kunst sagde - da hun så min udstilling - at hun ikke kunne komme I tanke om andre i Danmark, som laver den type kunst, som jeg gør lige nu. Jeg er ikke en del af en specifik dansk scene. Jeg har valgt en anden formalisme end den mest gængse for tiden her. Jeg ser ikke kunsten som urekspressionistisk og udelukkende intuitiv.

Kasper Sonne: The alphabet recordings # 16, 2006. 16x17x23,5 cm. Digital diktafon, træ, maling.

Den romatiske forestilling, som mange har om kunstnere, tror du ikke på..?

Nej. Hele Van Gogh myten om at kusntnere laver kunst, fordi de ikke kan andet og ikke kan lade være, og at det er løn nok i sig selv, er noget fis. Hvorfor skulle kunstnere ikke få løn for det, de laver. Du rynker ikke på næsen over at andre får løn for deres arbejde...

Det med, at dine værker ikke ligner andres, kan det have noget at gøre med, at du ikke er uddannet på akademiet? Og hvordan har det generelt påvirket din karrierer?

I starten blev jeg måske set lidt an, fordi folk ikke helt vidste, hvor de skulle placere mig. Men I dag mærker jeg det bestemt ikke. Jeg tror ikke, at mit udtryk har noget at gøre med, at jeg ikke er fra akademiet. Eleverne fra akademiet har jo også ret forskellige udtryk, hvis du kigger på dem bredt. Men mit udtryk er nok mere internationalt en decideret dansk. •