Interview: Kaspar Bonnén

Kaspar Bonnén: There is a Path, 2006.

Hvad er idéen med rummet her?

Rummet er blevet meget, som jeg forestillede mig det. Jeg har malet alle væggene med en masse abstrakte rum, som jeg kalder dem, og så har jeg lavet en korridor eller portal ind til rummet. Beskueren kommer ind udefra og bliver via korridoren ført ind i det bemalede gallerirum. Rummene på væggene åbner udad og antyder en masse muligheder; en masse fiktive rum man kan gå ind i. Samtidig er rummet som en slags hule. Idéen var, at man kom gennem en korridor fra et rum til at andet og herved undergik en form for renselse eller forandringsproces. Det kunne jeg godt lide. Det at man bevægede sig fra et sted til et andet, at man kom ud i et nyt rum - et forandringsrum. Det lægger sig op ad den idé, der ligger i mine ting om muligheden for at forandre sig, blive noget andet.

Så rummet er både et konkret fysisk rum, mens der samtidig er mange andre rum tilstede?

Ja, det var hele layoutet af rummet, og så har jeg så placeret 11 sokler med skulpturer på gulvet og 3 forskellige billeder på de bemalede vægge. Det var vigtigt, at billederne var forskellige. Selvom de alle rummer interiør, er de alligevel meget forskellige og virker som pejlemærker ud i rummet. Da jeg forestillede mig udstillingen, ville jeg gerne have, at det var forskellige slags billeder, der beskrev forskellige rum. I nogle billeder kan materialet opløse rummet, eller farverne kan flimre. På den måde opstår et lidt flimrende porøst rum.

Så samtidig med, at du opbygger eller antyder et genkendeligt rum f.eks. på lærredet, så nedbryder du det samtidig eller peger på andre muligheder for rum?

Ja, for mig har rummet en flimrende karakter. Jeg opbygger det, når jeg maler det, men materialet og det sansemæssige går ind og blander sig. Rent perceptionsmæssigt finder øjnene noget genkendeligt. Man finder noget trygt, sikket og velkendt. Selv i abstrakte billeder, finder man former, der er genkendelige. På den måde kan der opstå et spil, jeg godt kan lide. Et spil hvor man samtidig går på opdagelse i et billede og finder det genkendelige.

Sådan at rummet ikke bliver entydigt, og at der er en form for kompleksitet i dine billeder og rum?

Ja, der er tit flere forskellige rum tilstede i billedet. Der er dét her rum, som vi sidder i her, og så er der alle de fiktive rum, som vi kan forestille os i hovedet, og som peger ud, og som kan være samtaler eller rent fysiske rum, som man hele tiden danner sig også i hovedet. Det er en mental øvelse at navigere rundt i alle de her rum.

Kaspar Bonnén: There is a path, 2005.

Er det også dét, du arbejder med her? Og hvad betyder det, at skulpturerne er her i rummet? Betyder det noget for beskueren?

Ja, men jeg synes denne her udstilling er en lille smule anderledes end det arbejde, jeg tidligere har udført med rum. Selvom der er genkendelige elementer i billederne - f.eks. et bord, en stol eller en seng - så eksisterer den rumlige kompleksitet ikke på samme måde, og det rumlige er mere fortællende. Skulpturerne handler ikke specielt om rumkompleksitet men er en anden form for udtryk, der gør, at tingene har fået en anden karakter.

Hvilke overvejelser ligger bag skulpturerne?

Jeg har været meget mere optaget af, at bygge dem op intuitivt, at benytte nogle almindelige ting, som håndtag og døre. Jeg har prøvet at skyde nogle forskellige fortællinger ind i dem, og efterhånden kom de langsomt frem. I begyndelse havde jeg en forestilling om nogle hoveder, der skulle stå på sokler. De skulle blive som en form for personer, men jeg endte med dem, der står her. Jeg vil gerne have, at de er narrative, har en historie, en fortælling. Men de er mere rester eller symboler på nogle historier eller fortællinger. De står som rester fra deres egen tilblivelsesproces. De står som nogle ting, der ligger på kanten af noget symbolsk og nogle kræfter fra en fortælling eller noget, der ligger lige ved siden af noget symbolsk.

En slags levn?

Ja, en slags levn. De ting, jeg har brugt, er også nogle ting, man kender og har brugt. Noget man f.eks. har haft i hånden, som en kop eller en ting man anvender derhjemme som en gulvspand, og så bliver den så sat sammen med soklerne, som jo er noget ”kunst-noget”. Men her er det ligeså meget soklen, der er værket. Det var det, der var tanken - at de skulle vokse ud fra soklen. Soklerne har i sig selv en sanselig karakter. De ligner noget, man har haft i hånden. De er uanselige men er alligevel meget til stede i rummet.

Kaspar Bonnén: There is a Path, 2006. Papmaché, træ, papir, maling		Kaspar Bonnén: There is a Path, 2006. Papmaché, træ, papir, maling		Kaspar Bonnén: There is a Path, 2006. Papmaché, træ, papir, maling

Når man arbejder med et rum, som du gør her, bliver man som beskuer inddraget fysisk med sin egen konkrete krop og sanselighed og dermed også tid og tidslige fornemmelse. Er det noget, du gør dig nogle bevidste overvejelser om?

Det er helt klart, at jeg - når jeg laver en udstilling - gerne vil have, at det ikke bare er et sted, hvor man går hen og ser nogle værker, men derimod bliver inddraget selv. Jeg har tidligere lavet nogle udstillinger kun med malerier, og det var svært at have med at gøre. Jeg kan godt lide, at man mere træder ind i en følelse; at der sker en fysisk involvering. Det var også meget den måde, jeg kom i gang med at lave objekter. Møblerne i billederne kunne også være til stede i rummet, og på den måde opstod der en korrespondance mellem malerierne og det sted, man var ift. skulpturerne. For mig har det gjort malerierne mere sanselige, at de ikke bare er kompositioner, men at man er nødt til at forholde sig til rummet. Der dannes nogle bevægelser fra billedet ud i rummet - og tilbage igen.

Hvordan har du udset de objekter, der er på soklerne?

Jeg tænkte på rester eller levn, og det har også noget med renselse at gøre rent psykologisk. Tingene flyder rundt på et underbevidst niveau. En gren fra et træ er highlightet med guld og står derved frem som noget underligt og uanseligt, der alligevel har betydning og tiltrækningskraft. De er ikke tænkt formmæssigt, de er bare kommet. Men så har jeg lige ændret soklen lidt. Det har været en god måde - at have soklerne som udgangspunkt og så klistre ting på dem, og ændre dem lidt, arbejde med små forandringer. På den måde bliver de også kropslige. De tager ting til sig. Papmacheen er med til at give dem karakter af skrøbelighed. De er modtagelige for det, der kommer på dem.

I korridoren hænger nogle af dine lyriske prosatekster skrevet i førsteperson-ental. De virker meget ærlige, blottende, men hvad gør de her?

Jeg ville gerne have, at korridoren havde en anden karakter. Den giver en masse informationer, og så bliver man fyldt op og sendt ud i et helt andet rum. Jeg har lavet mange ting, hvor jeg har taget udgangspunkt i mit eget liv eller min egen person, men jeg er jo bare en eller anden form for eksempel. Selvfølgelig peger det på mig, det kan alle se, men alle kan identificere sig med det. Jeg har også prøvet at skrive i 3. person, og jeg formår ikke at gøre det ærligt. Men for mig er det et intimt og personligt univers, jeg gerne vil beskrive. Jeg tror meget, at de ting, man laver, kommer fra ens eget mentale univers. Teksterne kredser om følelser, men de kan pludselig sadle om og blive metaforer eller kredse om metaforer - og de metaforer bliver måske til et objekt. Det er den mentale bevægelse, der interesserer mig, og derfor er udgangspunktet mig selv. Men jeg vil meget gerne have, at det genkendelige og nære åbner op for nogle mere abstrakte eller mentale rum.

Så måske netop fordi beskueren kan identificere sig med det nære fra sin egen erfaringsverden, kan man derfra nå ind i større abstrakte eller sociale kontekster og få beskueren til at reflektere over dem?

Ja, det er ikke interessant, hvis det kun er sansende. Det skal gribe fat i refleksionen. Jeg kan godt lide, at maleriet har nogle sansemæssige kvaliteter, hvor tingene opløser sig i noget materielt – og så åbner sig opad - prøver at komme op på nogle mentale niveauer.

Så både rummet, men også malerierne, er måske med til at gøre beskueren bevidst om sit eget refleksionspotentiale?

Ja, ha ha… det lyder jo vældig flot. Der er jeg nok meget mere ydmyg. Det, synes jeg da, lyder flot, men om folk bliver det, ved jeg ikke. Men rent teoretisk, jo. Det er jo det, man skal benytte sådan nogle objekter til. Man skal læse dem og se dem. Og hvis de ikke åbner op for en refleksionsproces, er de ligegyldige, men om det ligefrem er mit projekt at bevidstgøre folk, ved jeg nu ikke.

Men hvis det ikke er dit projekt, hvad er det så? -Eller gør du bare dét, du gør?

Ja, jeg gør dét, jeg gør, men man lægger hele tiden nogle spor ud og forfølger dem i større eller mindre grad. Og det, synes jeg, er beskrivende for mit projekt. Det er mere organisk, og så er der jo nogle temaer, der går igen, og som jeg ikke kan slippe – rum er blevet en integreret del af min niche og tænkemåde, så dét er jo en del af mit projekt. Rumopfattelse og kompleksiteter i rum og hvordan man beskriver det i et billede og selvfølgelig også arbejdet med det nære og intime rum.

Kaspar Bonnén: Flat and accessories, 2006. Mixed media		Kaspar Bonnén: Flat and accessories, 2006. Mixed media		Kaspar Bonnén: Flat and accessories, 2006. Mixed media

Kaspar Bonnén: Houses in my Head, 2006. Keramik, træ, papir, maling		Kaspar Bonnén: Houses in my Head, 2006. Keramik, træ, papir, maling		Kaspar Bonnén: Houses in my Head, 2006. Keramik, træ, papir, maling

Kaspar Bonnén: Last minute before silence, 2006. Mixed media, keramik		Kaspar Bonnén: Last minute before silence, 2006. Mixed media, keramik		Kaspar Bonnén: Last minute before silence, 2006. Mixed media, keramik
Kaspar Bonnén: I thought everything would change, 2006. Mixed media		Kaspar Bonnén: I thought everything would change, 2006. Mixed media		Kaspar Bonnén: I thought everything would change, 2006. Mixed media
Kaspar Bonnén: Staircase, 2006. Træ, papir, maling		Kaspar Bonnén: Staircase, 2006. Træ, papir, maling		Kaspar Bonnén: Staircase, 2006. Træ, papir, maling
Kaspar Bonnén: Head and Plinth with Handle, 2006. Papmaché, mixed media		Kaspar Bonnén: Head and Plinth with Handle, 2006. Papmaché, mixed media		Kaspar Bonnén: Head and Plinth with Handle, 2006. Papmaché, mixed media
Kaspar Bonnén: The Path between the Golden Branch and Disco, 2006. Keramik, træ, glimmer, discokugle		Kaspar Bonnén: The Path between the Golden Branch and Disco, 2006. Keramik, træ, glimmer, discokugle		Kaspar Bonnén: The Path between the Golden Branch and Disco, 2006. Keramik, træ, glimmer, discokugle
Kaspar Bonnén: Draw, 2006. Træ, papir, maling		Kaspar Bonnén: Draw, 2006. Træ, papir, maling		Kaspar Bonnén: Draw, 2006. Træ, papir, maling
Kaspar Bonnén: Cabin, 2006. Keramik, træ, maling, papir		Kaspar Bonnén: Cabin, 2006. Keramik, træ, maling, papir		Kaspar Bonnén: Cabin, 2006. Keramik, træ, maling, papir
Kaspar Bonnén: Looking Up, 2006. Keramik, træ, maling, papir		Kaspar Bonnén: Looking Up, 2006. Keramik, træ, maling, papir		Kaspar Bonnén: Looking Up, 2006. Keramik, træ, maling, papir

Kaspar Bonnén: Bed in Sleep, 2005. Lampda print ed. 2/3

Kaspar Bonnén: Home-fantasy on Death and Mountains, 2005. 200x300 cm. Oil on canvas

Kaspar Bonnén: Kitchen, 2006. 260 x 200 cm. Oil on canvas

Kaspar Bonnén: Uden titel, 2006. 115 x 115 cm. Oil on canvas		Kaspar Bonnén: Uden titel, 2006. 115 x 115 cm. Oil on canvas
Kaspar Bonnén: Uden titel, 2006. 115 x 115 cm. Oil on canvas		Kaspar Bonnén: Uden titel, 2006. 115 x 115 cm. Oil on canvas

Kaspar Bonnén: Way between In and Out, 2006. Mixed media

Kaspar Bonnén: Way between In and Out, 2006. Mixed media Kaspar Bonnén: Way between In and Out, 2006. Mixed media Kaspar Bonnén: Way between In and Out, 2006. Mixed media