Interview: John Kørner

John Kørner: ARoS BANK (installationview), 2006.

Hvilken slags bank er ARoS BANK?

Jeg har et ønske om at være i dialog med beskueren, og ideen om ARoS BANK bunder i et ønske om, at de oplevelser og erfaringer man gør sig på denne udstilling, lagres et sted. At beskueren forholder sig til det de personligt har erfaret på udstillingen, og sætter erfaringerne ind på en konto i en imaginær bank. Jeg synes, det er interessant at placere en bank i et kunstmuseum. Det er en institution i institutionen. Postvæsenet, bankerne, teatret, alle disse institutioner er interessante, fordi de har været med til at forme det samfund, vi kender i dag - de er rygraden i det danske samfund. Jeg prøver at forholde mig til institutionsformen på en alternativ måde. Alle har et forhold til institutioner, og bankinstitutionen er omdrejningspunktet for al økonomi for den enkelte person. Derfor kender beskueren bankens funktion, selvom ideen overføres til noget andet. Og derfor er ordene bank og institution ladet med en masse erfaringer, som jeg har fået foræret i forbindelse med denne udstilling.

Tror du beskueren har en anden tilgang til værkerne her på ARoS i forhold til på et galleri?

Ja, jeg synes allerede denne institution er forældet. Jeg har været glad for at få lov til at lave udstillingen, men selve institutionsformen er forældet. Jeg tror på en ny og mere menneskelig institution fyldt med kærlighed. Altså en institution som i den grad sætter det menneskelige i fokus. De fysiske rammer i en institution som denne er præget af materialer som stål og glas - og de hvide vægge, og jeg synes ikke altid, man føler sig velkommen. Men det tror jeg bliver anderledes.

John Kørner: Nat på scenen, 2002. Akryl på lærred Courtesy of Arken

Er det derfor du har malet væggene gule?

Nej, væggene er gule er for at gøre dem til en forlængelse af malerierne. Jeg bruger den gule farve, som for mig repræsenterer et rum, hvor ting er vægtløse – et neutralt rum kan man sige. Det har jeg forsøgt at lave rent fysisk, så beskueren føler sig som en del af denne tankegang og er ligestillet med de penselstrøg, jeg har lavet på de gule lærreder. I og med at alle flader i rummet er gule, synes jeg det opleves som vægtløshed.

Du kalder det gule rum for ”neutralt”, men i traditionel forstand vil man kalde white cube-rummet for neutralt...

White cube er et begreb som er ladet med en masse ting. Dvs. i det øjeblik man går ind af døren til en kunstinstitution, er man klar over at man befinder sig på en kunstinstitution og anskuer følgeligt også kunsten derefter.

Installation view

Du river altså kunsten ud af kuben?

Jeg har udstillet mange forskellige steder, i biler, i en kran, under et træ og jeg har ikke noget problem med at udstille på et museum, jeg ligestiller det bare med andre udstillingssteder. Jeg ser på mulighederne - og på ARoS er de økonomiske rammer selvfølgelig større. Jeg er ikke, som sådan, interesseret i at udstille i et hvidt rum, jeg ønsker at bruge rummet, og derfor har jeg opbygget et helt nyt rum. Jeg går ind for dialogen mellem kunstner og beskuer, og derfor har jeg lavet denne installation. For at folk udelukkende skal fokusere på deres eget forhold til kunsten og ikke på andres meninger. Jeg føler, at jeg har lavet mit eget museum i museet - det er dobbeltinstitutionen. Det er ikke en kritik af institutionen, det gule rum passer bare bedre til min kunst. Og jeg føler, at det gule rum er neutralt i forhold til det hvide. Jeg har monteret et spejl lige overfor indgangen, så det første man ser er et billede af sig selv. Hensigten er at konfrontere publikum med sig selv. Hvem er jeg? Hvad kan jeg i forhold til kunsten? Jeg synes det er interessant, at man bedømmer sig selv, inden man bedømmer kunsten, at man ser sig selv i sammenhæng med min kunst. Jeg tror på, at beskueren og jeg har noget sammen. Siden beskueren er kommet for at se udstillingen, må det være fordi vedkommende er nysgerrig. Jeg forsøger at inddrage beskueren i bevidstheden om, at det ikke er en tilfældighed, at det er en nysgerrighed, som har fulgt vedkommende herhen. I teksten ved siden af spejlet gør jeg opmærksom på, at beskueren kun har sig selv at støtte sig til, og at man skal gøre sine egne erfaringer. Når erfaringerne er gjort, er det vigtigt, at de lagres og der har jeg brugt banken som institution.

Vil det sige at du tror på, at man kan blive klogere af at se på kunst?

Ja, det tror jeg på! Det er et stærkt statement.

Kan man opdrage folk med kunsten?

Nej! Det er dine fordomme om, hvad det vil sige at blive klogere. Men man kan vende det om og sige, at man ikke bliver dummere af at se min udstilling.

John Kørner: Partnere, 2006. Akryl på lærred kunstnerens privateje		John Kørner: Scenespøgelset, 2005. Akryl på lærred Privateje

Hvor kommer problemerne i dine malerier ind i denne sammenhæng?

I mine øjne er problemstillinger med til at forme samfundet. Mennesker er i mine øjne altid i en kreativ proces, som handler om hvordan, man kan forbedre sit liv. Sådan tror jeg, mennesker instinktivt tænker. Man ville fx aldrig bygge en kopi af et museum, man vil altid forsøge at gøre det bedre end det forrige. De fleste mennesker har en idé om, at problemer er noget negativt. Men det interessante er analysen af problemet. hvad er det som gør det til et problem? Derfor er det interessant for mig at konstruere disse abstrakte problemer... det er bare en forstørret malerklat... at arbejde med problemer som fysiske størrelser, noget man kan anskue, så man kan sige: ”Her er 25 problemer som har gjort en forskel i en eller anden forbindelse.”

Men problemerne er sjældent så konkrete i virkeligheden.

Det er de nu, for nu har jeg realiseret dem, nu findes de! Nu kan man forholde sig til de problemer, som der fx har været i forbindelse med etableringen af dette museum.

Du skelner ikke mellem ”kunstneriske” problemer og problemer i den virkelige verden?

Nej, jeg har ikke noget forhold til kunsthistorien, den understøtter ikke mine værker.

John Kørner: Min far, 2006. Akryl på lærred Kunstnerens privateje		John Kørner: Mine to onkler, 2006. Akryl på lærred Kunstnerens privateje

Inden for de sidste par år er der i dine malerier begyndt at optræde personer iført uniformer, som ser ud som om, de kommer fra en anden tid.

Jeg laver en konstruktion som består af noget historisk, let genkendeligt som folk ved, hvad repræsenterer, fx en officer, og en nutidig eller fremtidig anskuelse, og dér kommer problemerne ind. Sammenstillingen af det historiske og en nutidig måde at udtrykke sig malerisk på gør, at man kan stille spørgsmål ved, hvad der er fortid og hvad der er nutid. I dag orienterer vi os i forhold til fortiden; Mine forfædre gjorde sådan – i dag gør jeg sådan. Så for mig er det interessant at have disse to forskellige tidsforløb i samme maleri, det er for mig et billede på den måde, vi arbejder på i dag.

John Kørner: Våbenfabrik, 2004. Akryl på lærred Privateje		John Kørner: Våde bøger, 2002. Akryl på lærred Privateje

Der er kommet flere elementer i dine malerier gennem årene – er der en sammenhæng mellem det at bygge videre på fortiden og din personlige maleriske udvikling?

Jeg er sikkert blevet bedre til at male... Men her på udstillingen har jeg dels de gule malerier og dels de hvide og blå. Forskellen på de to er, at den blå farve dokumenterer en form for virkelighed, i kraft af at den ligner himlen eller havet, og dermed skitserer en virkelighed. Det gør jeg ikke i de gule. I de gule malerier er det kun, når jeg bearbejder et genkendeligt motiv, fx en hat eller en støvle, at der bliver et tydeligt realistisk moment. De to forskellige udtryksformer er interessante.

Du har talt om den gule farve som en venlig og menneskelig farve, og de blå malerier er her installeret bag glas. Er de gule malerier mere menneskelige end de blå?

Nej, det er mere for at vise forskellige værdisætninger. Det er anskuelsen af malerierne, jeg synes er interessant. I det gule rum kan alting lade sig gøre, hvorimod i det mørke rum, hvor de blå malerier hænger, er værket ophøjet og bag glas... her repræsenterer værket en værdi.

John Kørner: An OK Kørner Production(still), 2006. Video		John Kørner: An OK Kørner Production(still), 2006. Video		John Kørner: An OK Kørner Production(still), 2006. Video

Hvad med videoen? Du skriver i teksten i starten af udstillingen, at man som beskuer skal danne sine egne indtryk. Kan man ikke let komme til at overtage dine holdninger fra videoen?

Det er derfor, at videoen er som nummer to i rækkefølgen af rum. Det ville være katastrofalt, hvis den var placeret først, så ville den præge. Men jeg tror på, at det er interessant at høre hvilke intentioner, der ligger bag værkerne. Der har været en konservativ holdning til, at kunstnere ikke skulle delagtiggøre publikum i, hvad de synes, men jeg synes, at det forstærker værkerne, at jeg giver en forklaring. Så videoen er ment som et supplement.

I videoen taler du om maleriet Slap á og om den gule farve som en, der hilser beskueren velkommen.

Jeg følte, at jeg havde noget på hjerte, og skulle så opdigte et rum hvori tingene kunne udspille sig. Jeg ville have noget, som var fuldstændigt rent, enkelt og let at kommunikere med, jeg var ikke interesseret i en masse farver. Og så kom den varme gule farve meget naturligt, fordi det er noget, man kan nærme sig. Det er derfor, at jeg har valgt havet og horisonten som motiv, fordi det er et sted, hvor folk slapper af. Jeg arbejder med de menneskelige instinkter, og den gule farve kan man nærme sig. De fleste mennesker har et poetisk forhold til farven blå. Når man laver et maleri, benytter man hele tiden symboler, men jeg vil gerne være så klar i mælet som muligt, jeg vil gerne have, at mine malerier står som en grafisk flade, hvor tingene let kan aflæses.

Men der er også en masse abstrakte elementer i dine malerier.

Ja, men altid sammen med realistiske elementer som er let genkendelige. På den måde får de abstrakte elementer en funktion. Fx i Slap á, hvor havet, horisontlinjen og solvejen er genkendelige, men det øverste er abstrakt. De to modsætninger kan jeg godt lide at illustrerer på samme tid, i samme maleri.

Hvorfor?

Hvis vi fx ser på maleriet Bioland, så får de abstrakte pletter en funktion eller legemliggørelse. Hvis der ikke havde været noget realistisk motiv, havde det bare været malerklatter på et lærred, men nu bliver de sidestillet med et fx lille hus. Det er samme maling, men de har abstrakte former. Det er det et maleri kan. På den måde er det stadig revolutionerende, selvom det er flere tusinde år gammelt, fordi man skitsere nogle situationer, som ikke udspiller sig i det offentlige rum.

John Kørner: Død med 58 problemer, 2006. keramik Privateje John Kørner: Død med 58 problemer, 2006. keramik Privateje

Er det samme temaer, du arbejder med i dine keramik-værker?

For mig er det interessant at lave keramik, fordi det er et jord materiale, som man bearbejder med hænderne. Da jeg startede med at lave keramik, følte jeg, at jeg tog fat i hele den nordiske tradition for keramisk brugskunst. Jeg er helt vild med størrelse og har skrevet nogle tekster om at man kan tage dem med på sommerferie. De er ikke monumenter men har en størrelse som gør at du kan røre ved dem som menneske og du kan fornemme at jeg har rørt ved dem. Keramikken er meget menneskelig.

Al den her snak om menneskeligt keramik og kærlighed lyder lidt hippie-agtigt...

Ja, det er det også - men seriøst! Der er et værk som hedder Dig og leret - det er dig!

Hvad med keramik-skelettet?

Jeg kan lide det fysiske og forholdet til døden og prøver at blande de to ting, og knoglerne har en størrelse så man kan røre ved dem...

Problemerne optræder også i dette værk.

Ja, man tager problemerne med sig i døden •

John Kørner: ARoS BANK (installationview), 2006.

John Kørner: Rådhuset, 2001. Akryl på lærred Courtesy of Nykredit A/S		John Kørner: Slap à, 2000. Akryl på lærred Privateje

John Kørner: Hængende klovn, 2005. Akryl på lærred Privateje		John Kørner: Stol i rum, 2001. Akryl på lærred Privateje		John Kørner: Bank of shampoo, 2002. akryl på lærred Kunstnerens privateje

John Kørner: Mand med 49 problemer, 2004. Akryl på lærred Privateje

John Kørner: Levende museum, 2006. Akryl på lærred Kunstnerens privateje John Kørner: Dansende Victoria, 2006. Akryl på lærred Kunstnerens privateje John Kørner: Liv foran kæmpen, 2006. Akryl på lærred Privateje